Der er stor forskel på, hvor meget den enkelte af de godt 150 berømte kvinder, vi har kendskab til i Norden i tiden fra 1500 til 1800, efterlod sig i form af kunstneriske eller faglige værker. Ved siden af de store forfatterskaber, såsom Dorothe Engelbretsdatters, Anne Margrethe Lassons, Agneta Horns, Dronning Christinas, Birgitte Thotts, Leonora Christinas, Sophia Elisabet Brenners, Hedvig Charlotta Nordenflychts osv., er der en mængde meget små forfatterskaber bevarede, blot bestående af enkelte digte, en slægtsbog, nogle tegninger, en oversættelse, en bønnebog, en salmebog o.lign. Disse har hovedsageligt interesse ved i kraft af deres antal at påpege og bevise, at det i et ganske bestemt miljø i Norden var god skik, at kvinder studerede, skrev og i det hele taget – tænkte. De er hver især med til at nedbryde billedet af den intellektuelle/kunstneriske kvinde som en ensom svale, som undtagelsen, man kan studse ved, men i bund og grund se bort fra, når man skriver den nordiske kultur- og litteraturhistorie. Meget tyder endda på, at de heller ikke reelt var så ensomme, som de billedligt fremstilles, når man f.eks. på kobberstikket til Frederik Christian Schønaus Lærde Fruentimmer ser en kvinde alene i et studerekammer.
De lærde kvinder var bundet sammen af slægternes bånd, ofte omgikkes de i forvejen som søstre, svigerinder, tanter, kusiner. De mødtes ved fester, højtider og sygelejer eller i direkte arbejdsfællesskaber som slægtsforskning, i lærer/elevrelationer eller som elever ved fælles undervisning. Bindeleddet til den intellektuelle verden var ikke kun mænd. Der udveksledes også viden direkte fra kvinde til kvinde, i breve og i personlige møder. Der synes kort sagt at have været en subkultur blandt de lærde kvinder. I udvalgte prøver skal vi danne os en opfattelse af, hvem disse kvinder var.
Blandt de tidligste af de berømte, lærde kvinder er Sophie Brahe. Hun blev født i 1556 eller -59 og døde i 1643. I litteraturhistorien er hun desværre mest kendt for et stort digt, hun ikke har skrevet. Det er det latinske digt »Urania Titani« (dvs. fra Urania til Titan), en brevfiktion, hvori Sophie under dæknavnet Urania, astronomiens muse i den græske mytologi, skriver til Titan, solens gud, søn af Uranos, himmelhvælvingen. Digtet handler om Sophies skuffelse og længsel, mens hun venter på sin kommende ægtemand, alkymisten Erik Lange, der eksperimenterede med at lave guld i udlandet i stedet for at komme hjem. Digtet er i form skrevet som en ovidiansk heroide (dvs. et heltindedigt af den antikke kærlighedsdigter Ovid) over den kommende ægtemands langvarige udlandsrejse. Sophie havde været gift tidligere, med Otte Thott, som døde i 1588. Som enke og mor til en søn blev hun ca. to år efter forlovet med Erik Lange. Digtet er skrevet i 1594 og udgivet første gang af Peder Resen i 1668, som på grund af den digteriske fiktion, der lader Sophie være fortælleren, troede, at hun var forfatteren.
Forfatteren er imidlertid Tycho Brahe. Han omtaler digtet i et latinsk brev fra den 26. juli 1594 til juristen Thomas Craig i Edinburgh: »den elegi, som jeg for nylig digtede for fornøjelsens skyld i min søsters navn som en efterligning af Ovid«. Der er længe efter Resens udgivelse af digtet fundet en afskrift med Tycho Brahes egenhændige rettelser på. Nogle har ment, at der kunne ligge et danskskrevet digt af Sophie Brahe bagved. Det er næppe sandsynligt. Tycho Brahe har selv skrevet en hel del andre fine latinske digte og må have kendt til heroidegenren, som var på mode i latindigtningen i Europa omkring år 1600. I Danmark var den til gengæld slet ikke brugt før. Den første danskskrevne heroide, vi kender, er skrevet af Charlotta Dorothea Biehl, »Brev fra Waldborg Immersdatter« i 1775, næsten 200 år senere. Sophie kunne desuden ikke latin. Der ses nu og da henvisninger til, at Sophie Brahe skrev digte, men vi har faktisk ikke kendskab til noget digt fra hendes hånd. Det synes at være Resens forhastede slutning fra Uraniaskikkelsen til Sophie som forfatter, der ligger bag påstandene, men indtil videre er der intet, der taler imod, at digtet er skrevet af den, der siger, han har skrevet det.
Tycho Braheforskeren Peter Zeeberg forbereder p. t. en bog om Sophie Brahe og om Tycho Brahes digt, »Urania Titani«. Bogen indeholder en udgave af digtet med dansk oversættelse samt en kildesamling om Sophie Brahe.
Selv om Sophie Brahe altså indtil videre ikke kan kaldes digter, er hun dog i allerhøjeste grad en »femina illustris« og som sådan et tidligt eksempel på en af Danmarks lærde kvinder. Hendes viden lå hovedsageligt inden for områderne kemi, havekunst, astrologi og slægtsforskning. I tilknytning til de to første områder havde hun tilegnet sig en medicinsk viden. Hendes storebroder, Tycho Brahe, var ifølge et langt senere notat kendeligt imponeret over lillesøsteren, der allerede som 14-årig hjalp ham, hvor hun kunne, i hans første kemiske laboratorium og deltog i de observationer, der førte til hans erkendelse af den nye stjerne, »Stella nova«, som han blev berømt for i 1573. Tycho Brahe finder hende enestående i hele Norden. I digtet »Urania Titani« skildres hun sikkert med rette som erfaren astrolog. Sin kemiske viden udnyttede hun ifølge Tycho Brahe til fremstilling af lægemidler; selv nævner hun i et brev til Margrethe Brahe, at hun »distelerer« (destillerer). Det er usikkert, om hun ligefrem dyrkede alkymi og forestillede sig, at alkymiens kunst ville kunne føre til guldmageri, eller hun blot måtte undgælde for, at hendes forlovede og senere ægtemand Erik Lange troede på det. I mange år dyrkede hun havekunsten, og endnu da hun var en gammel dame på næsten 80 år, modtog hun udenlandske gæster, der havde hørt om hendes have og ønskede at se den selv.
Endelig var Sophie Brahe slægtsforsker og var sandsynligvis forbillede for de ganske mange adelige kvinder i den kommende generation, som dyrkede slægtsforskningens kunst, deriblandt svigerinden Margrethe Lange, Marie og Sophie Below, Anne og Birgitte Thott og adskillige medlemmer af Billeslægten. Sophie Brahes 900 siders slægtsbog er en sjældenhed i sin genre. Den kan i dag ses på Universitetsbiblioteket i Lund.
Anne Margrethe Qvitzow (1652- ca. 1700) blev kendt for sine latinkundskaber. Hun oversatte de tre første bøger af Cæsars Gallerkrig, som dog aldrig er blevet trykt. De ligger på Karen Brahes Bibliotek sammen med et andet håndskrift, der indeholder en moralfilosofisk afhandling om drukkenskab. Lasternis Skrabe (dvs. lasternes svøbe) hedder skriftet, som i hendes egen håndskrift fra 1669 foreligger både på dansk og på latin: Strigilis Vitiorum, velsagtens hendes egen oversættelse fra dansk til latin. Hun var adelig, men trods hendes gode start på tilværelsen smuldredes hendes liv i den grad bort i et uheldigt ægteskab, hvor hendes formue blev sat over styr, at hun endte i den yderste fattigdom, og man tabte sporet af hende. Om det netop var drukkenskab, der var årsagen til hendes ulykke, vides ikke, men skriftet ser med stor pessimisme på denne last, som ikke alene af nogle mennesker forherliges som en dyd, men som selv de, der fortryder den, ikke kan komme væk fra, når først de er indfanget. Et dansk »sørgedigt over Ove Rosenkrantz Axelsen til Raakilde« fra ca. 1685 ligger også på Karen Brahes Bibliotek. Endelig findes indlagt i Otto Sperlings skrift om de lærde kvinder en kort egenhændig selvbiografi på latin sendt på opfordring af Anne Margrethe Qvitzow til Sperling i 1673, hvori hun redegør for sin familiemæssige afstamning.
Anne Margrethe Bredal (1655-1729) skrev som 15-årig en latinsk tale til Christian V’s salving. Hun arbejdede som underviser hos Birgitte Giøe til Qvitzowholm og var kendt for sin lærdom. Man har ikke andet fra hende end et par breve på latin, i det ene skriver hun bl.a. om sit ægteskab og studierne: »Mit ægteskab varede 17 år og var frugtbart med et afkom på otte, en af hankøn, resten småpiger. I denne livsførelse var der levnet mig alt for lidt tid til bøgerne. Jeg blev nemlig holdt borte fra studierne, dels på grund af min mands mangeårige sygdom, dels på grund af husets drift, som efter Guds ønske udelukkende hvilede på mine skuldre, mens min mand var syg. Dog greb jeg engang imellem en gunstig lejlighed til at hengive mig til studier, og Muserne ønskede mig velkommen tilbage til deres sysler – mig, siger jeg, for hvem intet var kærere end Musernes honningsøde lækkerier. Efter 17 fulde års ægteskab … sluttede min mand livet. Hans død sørgede jeg, hans dybt ulykkelige enke, over i tre år sammen med de syv af mine børn, som endnu levede. I løbet af denne rolige enketid genoptog jeg studierne, som var blevet noget trægere dyrket under mit lovformelige ægteskab, og jeg sluttede atter venskab med Muserne. Herfra vendte jeg mig med Guds vilje og mine venners bifald til et nyt ægteskab …«.
»I mine øjne er det lige så sikkert som det allersikreste, at hvis kvinder havde loyale vejledere, så ville de lige så ofte og lige så gerne vandre ad lærdommens veje som mænd. Ak, hvor ofte har jeg ikke hørt min kære, søde mor anklage dem, som ikke udpegede denne vej for hende. Hun ville ganske bestemt være nået til målet, hvis hun var blevet ført ivrigt ind på lærdommens sti«. Således skrev den lærde Anne Margrethe Bredal i et selvbiografisk brev fra 1673. »Jeg elsker litteraturen og vil elske den til min død«, slutter hun sit andet brev fra 1703.
Cille Gad (1675-1711) var fra Bergen, og også om hende ved man, at hun allerede som barn viste sig meget velbegavet. Hendes far underviste hende selv »udi Latin, Gredsc og Hebraisc«, og man sagde om hende, at: »dersom hun havde været en mand, ville hun i sit femtende år kunne have været optaget på universitetet; og desuden siger man om hende, at hun kunne føre en debat på disse tre sprog (nemlig latin, græsk og hebraisk) med hvilken som helst højlærd mand«. Disse oplysninger findes i et brev til Otto Sperling fra salmedigteren Anna Reimer, som videre fortæller, at Cille Gad 29 år gammel blev gjort gravid af en sømand på et hollandsk skib på vej til Vestindien. Ifølge en kilde skjulte hun sin graviditet og fødte alene. Ifølge en anden havde hun aftalt at støde til sin kommende mand senere, men fødte før tiden. Under alle omstændigheder blev hun kort efter fundet med et dødt barn og anklaget for barnemord. Hun benægtede og sagde, at barnet var dødfødt. Sandt eller falsk førte dette til en retssag, og hun blev dømt til døden. Hun sad nu i nogen tid i fængsel på en ø uden for Bergen. Hendes far kæmpede for at få hende ud, og Anna Reimer skrev til Otto Sperling og bad ham gå i forbøn for hende. I fængslet får Cille Gad at vide, at hun er optaget i Sperlings samling af lærde kvinder. Hun takker for æren og erklærer sig fortsat uskyldig. Sperling går faktisk efter en latinsk brevveksling mellem dem i forbøn for hende. Den 3. september 1707 skriver han til kongen! Blandt hans argumenter er, at der var mange i huset, da hun fødte, men ingen har hørt barnegråd, hvilket tyder på, at barnet var dødfødt. Det er fortsat ikke bevist, at hun skulle have dræbt barnet, og den første dommer havde da også frikendt hende. Som sit sidste argument skriver Sperling, at: »denne person har lagt sig efter boglige studier og har på enhver måde gjort gode fremskridt i sit græske og latinske sprog, … så det ville være den største synd og skam, hvis dette menneske skulle ende sine dage så elendigt«.
Nogle breve fra Cille Gad til Otto Sperling er bevaret, deriblandt to latinske digte fra fængslet. Den 6. april 1708 blev hun frikendt. Herefter tog hun til København med sin far og blev der, til hun i 1711 døde af pest.
I vrimlen af enkeltkvinder, der har gjort sig heldigt bemærket ved studier og skrifter, dukker der nu og da samlende paraplyer op over hele grupper af læsende kvinder. Disse bidrager til forståelsen af, at det overhovedet kunne lade sig gøre at skille sig ud fra sit køns normale levemåde for så relativt mange kvinder. Oftest er det slægten, man kan skimte som samlende faktor. Der er dog også mindst ét eksempel på en ren »kvindeorganisation«, nemlig Odense adelige Jomfrukloster. Som et klenodie, en ganske særlig, sjælden perle, ligger det til skue midt i Danmark. Upoleret i dag, men stadig uspoleret. »Jomfruklosteret« blev grundlagt i 1716 af Karen Brahe. Det er det fjerde i en række på syv adelige jomfruklostre, som stiftedes i årene 1699 til 1749. Rækkefølgen var Roskilde, Gisselfeld, Odense, Støvringgaard, Vemmetofte, Vallø og Estvadgaard. Siden enevældens indførelse i Danmark i 1660 var adelens privilegier støt blevet indskrænket, og ugifte adelsdøtre kunne let sidde med økonomiske problemer, som slægten ikke uden videre kunne påtage sig. Dette er en af årsagerne til den pludselige opblomstring af klosterstiftelser omkring år 1700.
Når Odense Jomfrukloster skal fremhæves her på bekostning af de øvrige, skyldes det den kulturelle særstatus, det fik, takket være stifteren Karen Brahe (1657-1736) og hendes morfaders søster, Anne Giøe (1609-1681). Klosteret var mere end en stiftelse for økonomisk trængte adelsdamer. Det var et centrum for de lærde kvinder.
Klosteret var stiftet af og for kvinder. Institutionen hvilede solidt på kristen grund. Der var plads til otte fastboende adelige frøkener, som kunne studere i biblioteket under harmoniske og æstetiske forhold blandt de mange fine portrætter og malerier, der med tiden samledes. I dag er portrætterne for størstedelen ophængt på Roskilde Kloster, og bogsamlingen er opstillet under trange og uoverskuelige forhold i Landsarkivet for Fyn.
De adelige frøkener, Anne Giøe og Karen Brahe, hører begge naturligt til i gruppen af Danmarks lærde kvinder og er også begge nævnt i gynæceerne, selv om ingen af dem tilsyneladende har efterladt sig egne skrifter af større omfang. Biblioteket var atypisk ved, at samlingen hovedsagelig var på dansk, og ved at indeholde så mange tekster af kvinder. Når intellektuelle mænd opbyggede private bogsamlinger, var hovedinteressen ofte rettet mod udlandet. Latinen var et vigtigt redskab i deres studier, da hovedparten af den internationale faglitteratur var på latin. Både faglitteratur og skønlitteratur var fortrinsvis på latin, fransk, tysk og efterhånden også engelsk, mens modersmålslitteraturen i nogen grad blev ladt i stikken.
Det var altså i en vis forstand imod strømmen, Anne Giøe arbejdede, da hun opbyggede sit bibliotek under særlig hensyntagen til den danskskrevne litteratur. Anne Giøe var vist nok ikke latinkyndig og havde næppe ambitioner som Birgitte Thott om at være med, hvor det foregik. Men som Albert Thura skrev om hende som bogsamler: Hun ikke bare samlede bøger, hun læste dem også.
Anne Giøe må bl.a. have kendt Birgitte Thott vældig godt. Hun var søster til Birgittes mand og var sammen med ham opvokset på Rosenholm i det lærde miljø hos Holger Rosenkrantz. Hendes fader, Henrik Giøe, døde i 1609, da hun var lille, og moderen Birgitte Brahe døde to år senere. Fra sidst i 20’erne til 1649 boede hun på Hvidkilde ved Svendborg med broderen Falck Giøe og hans hustru Karen Bille. I årene 1649-1653 boede hun med dem i Sorø, hvor Falck havde fået stillingen som hofmester. Sorø lå et stenkast fra Birgitte Thotts Thurebygaard, hvor Anne selv var født. Enkefru Thott og Jomfru Anne må have set en del til hinanden i de år. Birgitte Thotts moder, Sophie Below, var kendt for en fin slægtsbog, som datteren Anne videreførte, og Birgitte Thott senere reviderede og forsynede med en pompøs indledning, der bragte den forbi det præg af kladde, som indsamlingsfasen nødvendigvis giver et arbejdsmanuskript. Skrivende Braher, Giøer, Thotter, Belower, Biller osv. har kendt hinanden på kryds og tværs. Tanken om et fælles bibliotek lå lige om hjørnet.
Fra en ung alder opbyggede Anne Giøe sin bogsamling, som flyttede med hende, når hun flyttede fra gård til gård, indtil den ved hendes død endte hos Karen Brahe, skænket som gave til en, som ville elske, agte og drage nytte af bøgerne og sørge for, at de ikke blev spredt. Karen Brahe opstillede da også bogsamlingen i sit jomfrukloster, så snart det var etableret, og udbyggede samlingen.
I »de lærde fruentimmers« historie er Karen Brahes Bibliotek ganske uden sidestykke. Vejen til et bibliotek måtte for de fleste kvinder nødvendigvis gå via en mand, en far eller en ægtemand, som også i nogen grad bestemte, hvad hun havde godt af at læse. Karen Brahes Bibliotek var opbygget af og for kvinder. Samlingen var kostbar og eftertragtet. Interesserede mænd kunne indhente tilladelse til at besøge den og fik en god behandling, når de kom. De kunne bestille en afskrift af et håndskrift eller en trykt bog, men materialerne i biblioteket var ikke til salg.
Biblioteket er ikke blevet udvidet meget efter Karen Brahes død. Det rummer i dag godt 2.000 danske bøger, hvoraf omkring 1.000 stammer fra Anne Giøe. Karen Brahe supplerede samlingen, bl.a. med opkøb fra Frederik Rostgaards Bibliotek. Der er 54 bøger fra før 1551, heraf syv, som kun kendes i det ene eksemplar. Blandt håndskrifterne må nævnes »Karen Brahe Folioen«, et folkevisehåndskrift fra 1500-tallet, Leonora Christinas Hæltinners Pryd, Susanne Giøes oversættelse af Vives første bog af Om den kristne kvindes opdragelse, Birgitte Thotts Om et lyksaligt liv. En samling på over 400 ligprædikener har biblioteket også, heraf mange utrykte. Og en fin kollektion af bogbind, bl.a. et såkaldt harmonikabind.
Plukker man de nordiske kvindelige forfatterskaber ud og samler dem, store og små, blomstrer Norden smukt med engagerede, bevægende, skarpe, hengivne, fine værker, ofte samlet i buketter omkring en lærd familie, en herregård eller et kvindekloster. En kvindebevidsthed og en litterær æstetik på niveau med den øvrige europæiske står klart frem hos Nordens »feminae illustres«.