»Du lyser Sproget op. Du sætter det i Toner. Og dansk Indfødning med sit Modersmål forsoner«, skrev den unge Holberg-skuespiller Anna Catharina von Passow i en dedikation af sit skuespil Den uventede Forliebelse, 1757, til forfatteren, den norske borgmester Niels Krog Bredal. Passows lille, nærmest programmatiske dedikation berørte flere af de idéer, der optog både mandlige og kvindelige skribenter og forfattere i 1700-tallet. Når Passow digtede om Bredal som den, der »lyser Sproget op«, sigtede hun til den bestræbelse på at fremme modersmålet, som Bredal havde engageret sig i, og som kulminerede, da han som direktør for Den kongelige danske Skueplads prøvede at fremme en dansk tragediekunst. Bredals store anstrengelser blev ikke kronet med særligt held. Teateret gik fallit, men det lykkedes dog Bredal at bringe den norske teologiske kandidat Nordal Bruns tragedie Zarine frem til en succesfuld opførelse på Skuepladsen i 1772. De norske studenter og kandidater, der opholdt sig i København, blev i løbet af 1700-tallet en stadig vigtigere kulturel faktor. Siden reformationen havde dansk været officielt skriftsprog i Norge, og de norske akademikere i Danmark gjorde sig særdeles stærkt gældende i de mange nye sammenslutninger, selskaber og kredse, der bl.a. ville fremme modersmålslitteraturen.
Efter premieren på Zarine i 1772 mødtes en norsk digterog vennekreds og besluttede at stifte et norsk selskab. Selskabet blev et samlingssted, der markerede sig som en kulturel og national opposition til de tyske kredse i København.
Idéen om at fremme modersmålet var en fortsættelse af barokkens sprogstudier, indsamling og registrering af sprog og gamle nordiske håndskrifter, og i midten af 1700-tallet krydsede en række forsøg på at rense og forbedre modersmålet hinanden. I 1740’erne var Frederik Rostgaards arbejde med den store ordbog gået ind i en ny fase ved samarbejdet med historikeren Jakob Langebek. Ud fra et klassicistisk sprogideal ville Langebek bruge ordbogen til at rydde op i sproget og rense det for unyttige fremmede gloser og ubrugelige gamle ord. Den unge filosof Friedrich Christian Eilschov gav sig ihærdigt til at oversætte latinske filosofiske og videnskabelige fagudtryk til dansk i sin tobindsbetænkning over undervisning i videnskaberne på modersmålet fra 1747. Sorøprofessoren J. S. Sneedorff gav den efterhånden udbredte sprogdiskussion et nyt perspektiv, da han med udgivelsen af sit tidsskrift Den patriotiske Tilskuer, 1761-63, gjorde det til sit formål og sin sprogpraksis at fremme et levende dansk sprog, hvorfra gamle såkaldt uædle gloser var fjernet, og hvor fremmedord blev ophav til nye danske orddannelser. I sit tidsskrift udkastede Sneedorff også tanken om et fælles dansk-svensk litteratursprog.
I Danmark samlede professor Jakob Båden nogle af trådene i sprogrensningsdebatten. Han kritiserede både forsøg på at genoplive forældede danske ord og forsøg på at skabe nye kunstige fordanskninger. Hans forelæsninger over det danske sprog, udgivet 1785, blev en form for kodeks for, hvilke sprogformer der burde foretrækkes. Jakob Båden lærte sin tysksprogede kone Sophia Lovisa Charlotte dansk, og hun tog sit nye modersmål i brug som moralsk prosaist.
For 1700-tallets mange sprogrensere og sprogpraktikere blev det en ganske vanskelig sag at udrede, hvad modersmålet var, hvad det havde været, og hvad det burde blive til. Sneedorff havde i sin fortale til den danske oversættelse af den tyske Margaretha Klopstocks Breve fra Døde til Levende fremhævet de levende sprog over for de døde sprog, først og fremmest den gamle lærde kulturs latinske sprog. Han fremhævede forfatterindens levende skriftsprog og gjorde således en kvindelig sprogbruger til et eksempel på det moderne modersmål, han selv ville fremme.
»De tale og skrive disse Sprog langt bedre end det Romerske tales ved de fleeste akademiske Øvelser«, skrev Sneedorff i sit forord til Margaretha Klopstocks breve om kvindernes beherskelse af de levende sprog og tilføjede: »Vore Nordiske Fruentimmere fortiene især at roeses for den Høiag-telse for Dyden og Hengivenhed til Religionen, som har saa megen Deel i Valget af de Skrifter, som de læse«.
Årsagen til 1700-tallets voksende interesse for kvindelige skribenter og især nye og gamle, kendte og mindre kendte brevskrivere, var bl.a., at kvinder skrev på modersmålet og således kunne bruges som eksempler på praktisk sprogbrug i den af og til temmelig abstrakte debat om, hvad modersmålet skulle og burde være. Kvinderne var tilmed ikke strengt skolede i den latinske lærdomstradition, som man ønskede at frigøre sig fra. Den danske Charlotta Dorothea Biehl blev ikke nogen tilhænger af Sneedorffs modersmålsideal, og i komedien Haarkløveren, 1765, gør hun grin med de mange sprogrenseres forsøg på at skabe nye danske orddannelser. Den latterlige frier Erastes sprog er spækket med fordanskninger af latinske og tyske udtryk, og den enfoldige Magdalone må spørge sig selv: »Mon der er meget tilbage; endnu har jeg ikke forstaaet toe Ord, endskiønt det skal være dansk«.
I sprogrensernes debat om, hvorvidt nydannede danske ord skal foretrækkes frem for gamle gloser, minder Sneedorff om et vers af den gamle satiriker Vilhelm Helt, hvor en pedant fryder sig ved »et gammelt, afslidt Ord, en gammel, vissen Glose – som han til Lykke fandt udi en islandsk Hose«.
I Sverige pågik ligeledes bestræbelser på at fremme modersmålet. 1600-tallets svenske sprogpatrioter havde arbejdet grundigt med sprogstudier og sprogrensning, og en af dem, sprogforskeren og forfatteren Georg Stiernhielm fremhævede, at han med sin ordbog Gambla Swea- og Götha måles fatebur, 1643, havde tænkt sig at befri den ærlige, gamle og uplettede gotermatrone, dvs. sproget, for fremmed glitterstads og i stedet smykke hende med stærke ord og udtryk fra fortidens gamle nordiske sprog. 1700-tallets nye fransk-klassicistiske inspiration bragte en anden mindre gotisk og mere forfinet sprogsmag på mode. Tidsskriftudgiveren Olof von Dalin blev en normdannende svensk sprogbruger, og Abraham Sahlstedts klassicistisk anlagte sprogafhandlinger og hans svenske ordbog fra 1757 blev et betydningsfuldt forsøg på at fastlægge skriftsprogets ordforråd og rense det for fremmedord. I Tankebyggar-Orden påbegyndte medlemmerne, herunder fru Nordenflycht, en hårdhændet sprog-rensning af deres tidligere digteriske forsøg og kunne i 1759 præsentere den første del af deres Witterhetsarbeten. Her blev klassicismens metriske mønstre og korrekte og elegante sprog-vendinger udført til punkt og prikke; men fru Nordenflychts vigtigste digteriske indsats i denne sidste periode af hendes liv ligger dog i lige så høj grad i hendes upublicerede digte som i hendes bidrag til Witterhetsarbeten.
Under den franskorienterede Gustaf III kulminerede den klassicistiske sprogrensning og modersmålsinteresse. Gustaf III, der selv var udøvende digter, stiftede 1786 Svenska Akademien, som fik til opgave at fremme den nationale litteratur, styrke og udvikle sproget og iværksætte arbejdet med at skabe en svensk ordbog. »Akademiens yppersta och angelägnaste göromål är att arbeta uppå svenska språkets renhet, styrka och höghet«, hedder det i formålsparagraffen, der er en direkte oversættelse af det gamle franske akademis formålsbestemmelse fra 1635. Gustaf III lagde selv et stort arbejde i at føre modersmålet og de historiske og nationale temaer til sejr i den dramatiske kunst. Mens den norske Bredal hurtigt måtte opgive den originale danske tragedie, fik den klassicistiske tragediekunst og opera en længere og langt mere gloriøs levetid i Sverige.
Åbo Akademi i Finland blev et vigtigt centrum for oplysningskulturen. Her studerede latinisten Henrik Gabriel Porthan finsk sprog og digtning. Han blev lærer for nogle af den svenske oplysnings vigtigste figurer, heriblandt Kellgren. 1770 stiftedes i Åbo det lærde selskab Aurora, der havde til formål at forædle det svenske sprog og udbrede kendskabet til finsk sprog og litteratur. Auroraselskabet startede i 1771 Tidningar, utgifne af et Sällskap, der indeholdt artikler om Finlands geografi og kultur, boganmeldelser og skønlitterære bidrag. På lignende måde blev Trondhjem i Norge et hjemsted for geografiske, historiske og økonomiske studier. Den lærde kreds i Trondhjem arbejdede målrettet for at få oprettet et norsk universitet og stiftede 1760 et videnskabsselskab.
Johan Henrik Kellgren samarbejdede med kongen om forskellige dramatiske projekter og fik i 1782 som opgave at skabe en svensk versificeret operalibretto på grundlag af kongens franske prosaudkast til et drama om Gustaf Wasa. Kellgrens samarbejdspartner ved Stockholms Posten Anna Maria Lenngren havde tidligt gjort en indsats for modersmålet som teateroversætter. Men hun foretrak at være uden for offentlighedens søgelys og fandt sine egne modersmålsgenrer i avissatirer, prosastykker og idyller. Den frygt, hun som ung havde haft for ikke at forstå sig tilstrækkelig godt på kunstens fine regler og en korrekt sprogbrug, betragtede hun som et særligt kvindeproblem. Men selv om hun – efter sigende – insisterede på, at hendes digterværker skulle benævnes og betragtes som »forsøg«, blev hendes sprog og stilskabende betydning væsentlig. Hendes portrætter og menneskeskildringer finder paralleller i 1800-tallets prosagenrer.
Både Lenngren og Nordenflycht sled med de faste genrebe-stemmelser og holdt sig klassicismens rene, elegante og smagfulde sprogideal for øje, og heroverfor var de svenske kvindelige dagbogsskrivere friere stillet. I slægtens og efterkommernes kreds finder denne modersmålslitteratur sine læsere. Kun få af 1700-tallets kvindelige dagbøger er bevaret, men de svenske dagbøger viser interessante eksempler på kvinders optegnelser af familiært hverdagsliv. Den mest omfangsrige af de svenske dagbøger, hertuginde Hedvig Elisabeth Charlottas dagbog, er dog affattet på fransk.
Både som dagbogsforfattere og som offentlige skribenter var kvindelige forfattere et forsvindende mindretal i de nordiske landes kulturer. Men de blev alligevel vigtige deltagere i 1700-tallets oplysningsbevægelser. Modersmål, smag, opdragelse og følsomhed blev nøglebegreber i periodens forsøg på i litteraturen at udforske, beskrive og iscenesætte det voksende borgerskabs og embedsaristokratis opfattelse af sig selv og verden. Mens borgerskabet i Danmark udviklede sig som en økonomisk og kulturel faktor i det enevældige samfund under den lange fredsperiode efter den Store Nordiske Krig, 1700-21, fandt borgerskabets udvikling i Sverige i anden halvdel af 1700-tallet sted i forbindelse med en serie af uforsonlige opgør mellem adel og kongemagt. Det enevældige samfund gav om end restriktivt plads og rum for en borgerlig kulturel og ideologisk ekspansion. De rationalistiske oplysningsidealer om fornuft, nytte, kritik og erfaring fra første halvdel af århundredet udviklede sig i anden halvdel af 1700-tallet til forskellige principper for opdragelse og fornuft i den borgerlige intimfamilie, i kunsten, sproget og samfundet. 1700-tallets oplysningsfilosofi blev konkretiseret i forhold til hele det menneskelige liv. Som led i denne udvikling opstod en moralsk og idealiserende modersmålslitteratur om familieliv og følelsesliv, og dette stof gav kvinder adgang til de litterære institutioner.
Oplysningskredsene hævdede med forskellig radikalitet og konsekvens kvindekønnets forstand og fornuft, og ved siden af oplysningsfilosofiens begreb om den menneskelige fornuft opstod forestillingen om den menneskelige følsomhed. Den kultiverede og ømme følsomhed var en vigtig del af den franske preciøse kultur, men idéen om følsomhed stammede også fra den engelske litteratur, der især i anden halvdel af 1700-tallet fik direkte betydning i Norden. Den franske litteratur havde i begyndelsen af århundredet været den vigtigste inspirationskilde i de nordiske lande, men i midten af århundredet kommer en stærk indflydelse fra engelsk og tysk litteratur til. Linjerne for den franske og engelske litteraturs betydning i Norden forgrener sig på en meget kompliceret måde. Den franske og den engelske litteratur havde livlig og nær kontakt med hinanden. Voltaire, Montesquieu og Diderot havde tæt tilknytning til engelsk filosofi, videnskab og litteratur. Selv om den svenske litteratur var overvejende fransk orienteret, modtog den alligevel påvirkninger fra England.
I Sverige blev det inspirationen fra den franske klassicistiske tragediekunst, der bragte svenske nationale, historiske og heroiske emner frem på scenen. I Danmark fik man kontakt med den såkaldt gotiske renæssance bl. a. igennem den tyske digter Klopstock, der i 1751 indfandt sig i Kø-benhavn som Frederik V’s gæst. I første omgang fik Klopstock ikke nogen særlig betydning for de få danske kvindelige forfattere, selv om det blev en kvinde, nemlig Anna Catharina von Passow, der først bragte den gamle nordiske gude- og sagnverden ind på scenen i sit skuespil Den uventede Forliebelse, 1757.
De engelske værker, der var kendt i Paris, fandt også vej til Sverige. Fru Nordenflycht digtede polemisk mod Rousseaus syn på lærde litterære kvinder og på salonkulturen, mens Anna Maria Lenngren lod sig inspirere af Rousseaus Emile ou De l’Éducation (Émile eller om opdragelsen), 1762, i sin idylliske digtning. I starten af 1790’erne iværksatte Lenngrens kollega ved Stockholms Posten, digteren Kellgren, et veritabelt kulturfremstød i avisen for de danske og norske digtere, især Jens Baggesen, Johan Herman Wessel og Johannes Ewald, der nu sammen med den engelske satiriske romanfatter Henry Fielding fik betydning for Lenngrens digtning.
I Danmark blev det den engelske følsomme roman, der i første række vandt genklang hos de danske kvindelige forfattere; når de beskrev og diskuterede følsomhed var det i højere grad den engelske sentimentalisme i Richardsons version, der var udgangspunktet, end det var Rousseaus franske følsomhed.
»Hvis min stakkels frue havde levet, ville hun have sørget over at se ham synke så dybt! Men så ville han måske også have opført sig bedre. Men han sagde faktisk til Mrs. Jervis, at han havde haft et godt øje til mig allerede i sin mors levetid, og at han havde tænkt sig sådan tilfældigt at lade mig det vide. Sikke en skamløshed. Verdens ende må være nær, for alle herrerne her på egnen er næsten lige så skamløse som han. Og at se frugterne af sådan et eksempel! Hos Esquire Martin har der været tre barsler i løbet af de sidste tre måneder«, fortæller Pamela i Richardsons brevroman af sammen navn.
Heller ikke den eksperimenterende romanforfatter Laurence Sterne tiltalte de kvindelige forfattere. Og i den tyske følelseskult fravalgte de med omhu det vilde følelsessværmeri i Goethes Die Leiden des jungen Werthers (Den unge Werthers Lidelser), 1774.
»O mine venner! Hvorfor bryder geniets strøm saa sjældent frem, hvorfor ser I den saa sjældent komme brusende i al sin vælde for at ryste jeres undrende sjæle?
Kære venner, paa begge bredder bor der sindige herrer, hvis lysthuse, tulipaner og kaalmarker ville blive ødelagt – derfor har de i tide sikret sig mod den truende fare med diger og dræn«, hedder det i Goethes Den unge Werthers Lidelser.
Først den kosmopolitisk indstillede tysksprogede Friederike Brun brød i slutningen af århundredet med den franske moralske prosaist Marmontels og den engelske Richardsons dominans i den kvindelige prosa. I Sverige derimod havde fru Nordenflycht og Anna Maria Lenngren fulgt den franske udvikling fra den preciøse høviskhed til den rousseauske følsomhed.
De svenske oplysningsbevægelser fandt sig åndelige centre i private selskaber og saloner, og i nogle af dem kunne kvinder deltage. Lenngren var medlem af det litterære og musikalske selskab, Utile Dulci, dvs. »til nytte og fornøjelse«, stiftet 1766. I 1780’erne talte selskabet mange hundrede medlemmer fra forskellige samfundsklasser, og det udgav sine egne publikationer og afholdt litterære konkurrencer. Litterære konkurrencer gennemførte også dronning Lovisa Ulrikas Vitterhetsakademi, stiftet 1753, samme år som fru Nordenflychts Tankebyggar-Orden. Fru Nordenflycht forsøgte sig ved flere af Vitterhetsakademiets konkurrencer, men vandt ingen pris. Den eksklusive mandsforsamling i Svenska Akademien diskuterede, om man skulle belønne Lenngren med en offentlig udmærkelse, men man kunne ikke nå til enighed.
I Danmark opnåede de kvindelige skribenter ikke nogen central status eller betydning i forhold til de nye vigtige litterære selskaber som det magtfulde såkaldt Smagende Selskab, stiftet 1759, eller det klassicistisk orienterede Norske Selskab, startet i 1772, og Det danske Litteraturselskab, stiftet 1775; og kvinder kunne ikke optages på den nye betydningsfulde uddannelsesinstitution Sorø Akademi, genåbnet 1747. Men kvindelige forfattere blev bidragydere til selskaberne, først og fremmest Charlotta Dorothea Biehl, der figurerede i Det norske Selskabs første publikation fra 1775, og den norske Magdalene Buchholm opnåede medlemskab af selskabet. I sine poesier havde hun vist, at hun kunne leve op til dets formål, at holde sig de græske forbilleder for øje. De kvindelige skribenter var interessante for de nordiske oplysningskredse som modersmålsbrugere, men også modersmålslitteraturen fik sine konventioner og regler, som kvinderne måtte følge. I én genre gav man dog kvinderne et særligt fortrin, nemlig brevgenren, og den blev uhyre populær både i tidsskrifter, fortællinger og som indslag i den dramatiske kunst.