»Gynæceum« er græsk og betyder »kvindekammer«. Oprindelig brugtes ordet om den del i det oldgræske privathjem, som kvinderne holdt til i med en række huslige funktioner og, som det synes at fremgå af visse kilder, også anvendte som separat beboelsesdel. I renæssancen anvendtes ordet som genrebetegnelse for en litteraturhistorisk genre: et katalog over kvinder, der havde gjort sig bemærket ved egne skrifter eller ved anden form for kunstnerisk eller intellektuel virksomhed. Genren opstod som en videreudvikling af bl.a. et skrift af den antikke græske forfatter Plutarch, der havde beskrevet kvinders heltedåd ved historiske lejligheder. Hos Plutarch var det ofte kollektive og anonyme kvindelige indsatser, men det var dog gerninger, som han mente burde huskes, fordi de fik en historisk afgørende betydning.
Blandt de bevarede værker af den produktive italienske digter Boccaccio (1313-1375), der levede på overgangen mellem, hvad man normalt ville definere som middelalder og renæssance i Italien, findes et skrift De virtutibus et vitiis feminarum (Om kvinders dyder og laster). Dette skrift er blandt de tidlige og muligvis det tidligste »gynæceum«, vi har. Det er bygget op af eksempler fra den græskromerske oldtid og Bibelen og er dybt moraliserende ved sin måde at fremhæve og sortmale sine kvindeskikkelser til opmuntring og afskrækkelse for andre.
I de senere gynæceer henvises der ofte til Boccaccio og hans mindre kendte kollega Johannes Bergamensis som foregangsmænd i genren, og deres værker er også kendt så sent som i midten af 1700-tallet i Danmark af folk, der beskæftiger sig med »feminae illustres«. Som genren udviklede sig, nåede den sit højdepunkt i Nordeuropa omkring midten af 1600-tallet og godt et århundrede frem. Inden for den samme tid gennemgik den et sprogskifte fra latin til nationalsprog. I sin storhedstid koncentrerede genren sig desuden om de berømte kvinder og sprang over de berygtede. Derved blev den præget af respekt for kvinders kundskaber, en national stolthed strålede ud af skrifterne, når de opremsede forfatternes egen nations lærde kvinder, og bestræbelserne for at nå op på så mange som muligt var ucamouflerede.
Karakteristisk for gynæceerne er en systematisk eller alfabetisk struktur, der gør dem velegnede til opslag. Man føres ind via et navn på en berømt kvinde. Hendes slægt præsenteres i få rosende adjektiver, hendes ægtemand, eller -mænd, hvis sådanne findes, lejlighedsvis hendes børn – særlig hvis de blev kendte som voksne – og hendes egne intellektuelle præstationer opremses. Ofte er oplysningerne meget kortfattede. Gynæceumforfatteren har kun haft et navn og måske kendt titlen på et enkelt digt, hun har skrevet. At dømme ud fra de oplysninger, man i dag kan finde frem til, når man gransker nærmere i de nævnte kvinders historie, har der tilsyneladende ikke været lagt store anstrengelser i at finde ud af mere end det, der umiddelbart gav sig. På den måde bliver skrifterne temmelig ensformige og uinspirerende at læse. Ikke desto mindre er de hovedkilden til vor viden om synet på »de lærde kvinder«, og uden dem ville man ikke vide, hvor man skulle begynde at lede efter intellektuelle kvinder.
Typisk er det f.eks., at der ikke er bevaret noget skrevet fra den lærde kvindes hånd, men fra gynæceerne har man titlen på et par tabte værker og oplysninger om, hvilke berømte mænd der rosende omtalte dem for deres begavelse ved deres død. Alt hvad hun var berømt for, kan have været fremført mundtligt, men hun kan have været et kulturelt centrum, en samlende institution for diskuterende mænd og kvinder, et omvandrende leksikon, en faglig inspiration for kommende generationer. Hun kan have været kendt som lærer, som anonym oversætter, som sanger, maler, deltager i den teologiske debat, slægtsforsker, salmedigter osv. I bestræbelserne på at finde frem til disse kvinder kommer man til at værdsætte selv de mest sparsomme oplysninger i gynæceerne. De giver en genvej til de bevarede, men ofte oversete beviser på, at der har været kvinder med i det kulturelle liv. Beviserne kan findes i gravskrifter, ligtaler o.lign. om dem, og – hvis man er heldig – i upåagtede værker, trykte eller utrykte fra kvinderne selv.
Gynæceerne findes over det meste af Europa. Enkeltskrifter må søges i de enkelte landes nationalbibliografier, og kun sjældent er man så heldig at kunne finde dem opremset i en egen kategori.
Et grundigt oversigtsværk over gynæceumgenrens udbredelse i vid fortolkning er for nylig udarbejdet i Tyskland: Jean M. Woods og Maria Fürstenwald, Schriftstellerinnen, Künstlerinnen und Gelehrte Frauen des deutschen Barock, Stuttgart 1984.
I tiden fra 1606 til 1715 kendes ikke mindre end 11 tyske gynæceer. De seks er skrevet på latin, og fem er på tysk. Efter 1715 følger en hel række på tysk, mere eller mindre rene i genren. Lige omkring år 1800 slutter genren brat.
Det ældste kendte går tilbage til 1606. Det er skrevet af Martin von Baldhoven på latin og bærer titlen Catalogus doctarum virginum et foeminarum (Liste over lærde jomfruer og kvinder). Baldhoven omtaler 70 kvinder, hvoraf syv er tyske. Det første tyskskrevne gynæceum udkom i 1631 under titlen: Die lobwïrdige Gesellschafi der gelehrten Weiber (Lærde kvinders rosværdige Selskab). Der omtales nu 120 kvinder, og heraf er 27 tyske.
Men endnu var tiden ikke inde til den slags modersmålslitteratur. De næste er igen på latin. Det første, som skal tages frem her, er ikke primært et gynæceum, men et debatskrift om kvinder og lærdom – et af de mange skrifter, der advarer mod at lade kvinder trænge for langt frem i lærdommens verden. Værket er skrevet af teologen Johann Sauerberg og hedder: Diatribe academica de foeminarum eruditione prior (Akademisk debatskrift om kvinders uddannelse. Første del). Det efterfølges af en »anden del«. Der argumenteres bl.a. ud fra følgende:
– Det er ikke naturstridigt for kvinder at studere.
– Kvinder er dog manden underordnet på grund af deres biologiske sammensætning af kolde og våde elementer, som har en negativ indflydelse på mentale funktioner.
– Kun mænd må beskæftige sig med fag som jura og teologi, filosofi og medicin. Det er dog i orden, at kvinder er sygeplejersker.
– Kvindelige regenter er lovlige, men at de har en »status legalis« er ikke det samme som, at dette er en »status naturalis«.
Afhandlingen er meget ofte citeret, velsagtens fordi den tilsyneladende begrunder sin afvisning af kvinders adgang til de vigtige akademiske discipliner videnskabeligt. I skriftet nævnes 13 tyske lærde kvinder.
Christoph Christian Handel er i sit latinske skrift De eruditis Germaniae mulieribus (Om Tysklands lærde kvinder) velvillig over for studerende adelskvinder. Relativt positiv er også Andreas Planeres som debattør ved sin afhandling, der afvikledes med Johannes Paschius som præses (en slags præsident med status svarende til dekan, ofte den reelle inspirationskilde bag afhandlingen) i 1701. Den lærde kvinde betragtes dog fortsat her som en undtagelse. 25 tyske kvinder er nævnt.
I 1692 giver Christian Juncker i sit latinske skrift Centuria foeminarum eruditione et scriptis illustrium exhibens (En samling af 100 kvinder, berømte for deres lærdom og skrifter) udtryk for bl.a. følgende to tanker: Mænd er ikke kvinder overlegne intellektuelt – og: Lærdom stimulerer ikke kvinders umoral. Juncker omtaler vistnok som den første udlænding den danske Birgitte Thott i sit gynæceum.
Omkring år 1700 blev det reglen, at gynæceerne var skrevet på modersmålet, hvad der medførte, at de blev læst og citeret af flere. Blandt de virkelig berømte tyske gynæceer er Franz Paullinus’ Das hoch- und wohlgelahrtes teutsche Frauenzimmer (Det høj- og vellærte tyske Fruentimmer) fra 1695, som nævner 270 tyske kvinder. Det efterfulgtes i 1706 af Johan Caspar Eberts Eröffnetes Cabinet des Gelehrten Frauenzimmers (Det lærde Fruentimmers åbne Kabinet), som er meget rigt kommenteret og bibliograferet. 600 kvinder omtales, men heraf er kun de 60 tyske. I 1715 udkom Georg Christian Lehms Deutschlands Galante Poetinnen (Tysklands galante poetinder), hvori 111 tyske kvinder og 166 udenlandske omtales.
Det sidste tyske skrift, som skal nævnes her, er også på tysk, udgivet i Leipzig 1715. Det er et skrift af Gottlieb Siegmund Corvinus (Amaranthes) Nutzbares galantes und curïöses Frauenzimmer Lexicon (Nyttigt, galant og kuriøst fruentimmerleksikon). I Det kongelige Biblioteks eksemplar i København finder man Peter Frederik Suhms ejermærke. Bogen er bygget op som en håndbog for kvinder, alfabetisk opstillet. Det er i sig selv interessant at se udvalget af begreber og personer, som man har ment burde indgå i et kvindeleksikon, f.eks. Tragebette (båre), Rindfleisch mit Senff (flæsk med sennep), Gurcken (agurker), Bratböcken (stegebukke), Briseis, Sappho, Birgitte Bilde.
Nordiske gynæceer
Norden har en fin samling egne gynæceer. Især i Danmark er genren rigt repræsenteret. I Sverige har man bevaret et svensksproget referat fra 1700-tallet af et tidligere, nu tabt latinsk gynæceum fra 1600-tallets slutning. I de danske gynæceer finder man foruden omtaler af danske lærde kvinder også en del norske. Fra Island gives der ikke mange oplysninger. Enkelte kvinder med tilknytning til Finland er nævnt i det svenske gynæceum, og der kan have været flere i den tabte original. Man kender ikke til noget finsk gynæceum, men man kender til en avanceret nylatinsk kultur omkring Åbo Akademi i midten af 1600-tallet, og selv om der endnu kun har vist sig svage spor af kvinder, der manifesterede sig i den finske kultur på denne tid, er det næsten utænkeligt, at de ikke har været der. Noget tilsvarende gælder det nylatinske miljø i det nordlige Island, hvor især bispesædet på Holar i Hjaltadal med den lærde skole og bogtrykkeriet dannede et lærdomscenter af europæisk høj standard. Enkelte kvindenavne findes knyttet til miljøet i nedskriverroller eller omtalte i digtene, men hidtil ikke som navngivne forfattere.
Ikke alle de danske gynæceer opfylder genrens krav, men de viser hver især, at forfatteren har kendt genren, og at der i Norden har været kvinder, der betragtede sig som medlemmer af en europæisk »klub« af kulturelle kvinder.
Det ældste kendte bidrag er Anders Bordings digt Scutum Gynæcosophias eller lærde Quinders Forsvar (scutum er det latinske ord for skjold, gynæ er græsk for kvinde og sophia græsk for visdom, altså: kvindevisdommens skjold). Anders Bording (1619-1677) var, mens han levede, kendt for sine danske digte, hvoriblandt dette. De må have cirkuleret blandt digtere og andre, selv om der først i 1735 forelå en trykt udgave. Lærde Quinders Forsvar er citeret flere gange før 1735. Digtet er vittigt og tvetunget. Hans forsvar er ikke ubetinget, og han ironiserer frimodigt over de lærde kvinders manglende lærdom. I sit flere hundrede vers lange digt påtager han sig at gennemgå verdenshistoriens talentfulde kvinder, men at han har så store kvaler med at finde på nogen, må skyldes en trang til glemme dem, der var. Hos Bording mærker man tidligt den mandlige angst for at være en kvinde intellektuelt underlegen, som så ofte kommer frem i debatten om de lærde kvinder, direkte eller indirekte, dog fremføres synspunktet ikke som hans eget, men som »det gemene Pak«s:
Den Quinde, som er lærd i Bog Er let paa Traad, og bliver Sin Mand gemeenlig alt for Klog Og Spot med hannem driver.
Fra Danmark nævner Anders Bording kun Birgitte Thott, »Den ædle Tot, som er saa lærd« og hendes moder, Sophie Below, eventuelt mosteren Marie Below, »og hun af Belovs Stamme/ som er saa højt i priis og værd«. Ellers mindes han kun en pige på Fyn, der kunne Det nye Testamente udenad på græsk, »men Navnet veed jeg ikke« – om han dermed vil antyde, at det er løgn, kan ikke udelukkes. Hans digt er fra 1647, og man savner en omtale af Sophie Brahe, Tycho Brahes søster, som udmærket kunne være husket her for sine sjældne naturvidenskabelige evner.
Gynæceum-genren er normalt en mandegenre. Det ville være ublu selv at skrive sit eget køns lovtale. Alene det at besvare mandlige forskeres forespørgsler om ens kvalifikationer til brug i gynæceer forekom nogle for selvhævdende til, at de kunne gøre det. Så meget desto mere interessant er det derfor at finde et gynæceum skrevet af en kvinde blandt de danske gynæceer: Leonora Christinas skrift Hæltinners Pryd. Det må anses for sandsynligt, at Leonora har haft kendskab til et værk af en kvindelig forgænger i genren: Madeleine de Scudérys tobindsværk Les Femmes Illustres, ou Les Harangues Héroiques, der blev udgivet i 1642-44 under hendes brors navn, M. de Scudéry. Det er uopklaret, hvor meget Madeleine de Scudéry selv skrev, men det var klart allerede i hendes samtid, at det var et fælles arbejde, og dele af det kan overbevisende spores til hende, bl.a. selvportrættet i Sapphoskildringen i Les Femmes Illustres, som genfindes i hendes senere værk Cyrus. For Leonora må det have været en fornøjelse at skrive i eget navn. Leonora Christina satte aldrig sit lys under en skæppe. Hendes stolthed er legendarisk. I hendes hovedværk Jammers Minde viser den sig gang på gang, og uden den var hun næppe kommet levende igennem sit lange fængselsophold i Blåtårn – eller var måske netop blevet lukket ud længe før.
Hæltinners Pryd er sandsynligvis skrevet i tiden fra 1671 til 1684, altså i fængselsperioden. På en anden etage end hun selv i Blåtårn sad hendes læge Otto Sperling den ældre fanget på grund af sit gode forhold til Leonora og hendes mand Corfitz Ulfeldt, der således var skyld i begges fangenskab. Otto Sperlings søn af samme navn kom i alle årene og besøgte sin fader og Leonora i fængslet. Da faderen døde i 1681, fortsatte hans søn med at besøge Leonora. Det var af ham, hun fik litteratur og inspiration til sit værk. Selv arbejdede han på et storværk i samme genre.
Leonoras plan havde oprindelig været at skrive et værk »om alleslags Rooswærdige Quindis Personer«. Hun opremser selv ni kategorier, men mener, at de ikke alle kunne kaldes heltinder, hvorefter hun begrænser sig til tre grupper: de stridbare (de tapre), de trofaste og kyske samt de udholdende.
Leonora Christinas gynæceum Hæltinners Pryd er opdelt i tre dele: »Den første Part fremfører De Striidbare Heltinner i derris Pryd. Den anden Part melder om Troefaste og Kydske Heltinner, Den Tredie Part, fremleder de Standhaftige«, skriver hun i Jammers Minde. Kun første del er bevaret. Værket har altid været kendt, men er først blevet udgivet i 1977 af Christopher Maaløe.
Den første af disse er alt, hvad vi har bevaret i dag. Originalen er gået tabt, og den bevarede afskrift er fuld af fejl. Håndskriftet ligger i Karen Brahes Bibliotek i Odense. Ved Leonoras død var det kendt i offentligheden og blev bl.a. omtalt i en kort nekrolog i tidsskriftet Nova Litteraria Maris Balthici et Septentrionis (Litterære nyheder fra de baltiske lande og Norden). I den trykte udgave fra 1977 peges der på en række forbilleder og kilder til skriftet. Blandt de vigtigste nævnes Pierre le Moyne: La Gallerie des Femmes Fortes (Stærke Kvinders Galleri), der udkom i Paris 1647. I struktur har hun, som det siden Plutarchs oldtidsbiografier var almindeligt, opstillet sine heltinder i par, der belyser hinanden.
Leonora finder det helt rimeligt, at kvinder er regenter, og de fleste af hendes tapre heltinder har regeringsmagt. Fortalen er fuld af bombastiske synspunkter, der slås fast uden videre diskussion. I modsætning til sin kongelige »kollega« i Sverige, dronning Christina, mener hun, at kvinder er særdeles velegnede til regering. At være en god regent er ikke et spørgsmål om at have fysiske kræfter:
»Herskerevner består ikke i grove lemmer eller stærke sener; de avler ikke råd og gode og nyttige indfald«.
Det, der tæller, er intelligens og erfaring: »wiisdom«. I kraft af den har kvinder »tæmmet vilde og rasende mennesker, gjort dem svage, sagtmodige, omgængelige og regérlige«. Hun irriteres videre over den misvisende sprogbrug i ord som kvindagtig, mandig o.lign., som knytter bestemte evner og fejl til bestemte køn, uanset de ofte findes hos det modsatte køn: »Hvor ofte ser man ikke kvindagtige hjerter i mænds legemer og derimod igen mandlige kræfter i svage kar. Det er urimeligt, at man måler gerningen efter personen og ikke skatter personen efter gerningen«.
Hendes heltinder er hentet fra Bibelen, fra sagnhistorien og fra den virkelige historie. Alle beskrives kort og fyndigt med litteraturhenvisninger, ofte med oversatte partier fra de kildesteder, hun har benyttet, og hun vedføjer sin egen mening, direkte og uden undskyldninger. I sine feministiske tanker er hun mere støjende og krævende end sin umiddelbare forgænger i de emner, Birgitte Thott. Hun indlægger ingen diplomatiske hensyn til folk af andre overbevisninger end hendes egen. Hvor Birgitte Thott, som det skal ses, pædagogisk og strategisk moraliserer, opdrager Leonora med høj røst.
Historisk sandhed er ikke et mål i sig selv for Leonora. Det ligger hende langt mere på sinde at få sine pointer igennem. Hovedformålet er at udpege kvinder, der har taget deres ansvar i tilværelsen og udført bedrifter, de færreste ville have troet, de var i stand til at klare. Gennemgående er heltinderne kloge, fattede, modige, jordbundne, loyale over for deres land og trofaste over for deres mand. Gerne må de være af kongeligt blod. Går de i kamp, vinder de, selv når de taber. Om den middelalderlige jomfru Hetha, der var i den svenske konges tjeneste, fortæller hun, hvordan Hetha fik regentskabet over Danmark, men afstod det igen frivilligt, da danskerne kedede sig under hendes fredelige regering og ønskede sig en mandlig regent i stedet for. Det var værst for danskerne selv, mener hun: »Hvor inderligt Danmarks riges indbyggere fortrød, at de havde forskudt Hetha, fortælles der udførligt om i Danmarkshistorien. Således skriver da også Albert Krantz: det var ikke lige så let for dem at få Hetha igen, som at forskyde hende«.
Det ville have været spændende at læse hele Leonoras værk, men vi må nøjes med de »stridbare« heltinder.
Med hellig forargelse skildrer Leonora de barnagtige drillerier, hendes heltinde Dronning Margrethe måtte udstå, da hun rustede til forsvar mod Kong Albrecht af Sveriges angrebshær: »Da kong Albrecht erfarede, at dronning Margrethe med sine tro mænd gjorde sig rede til at modtage ham, blev han hånlig og lod adskillige skældsord falde. Han kaldte hende Dronning Bukseløs, Margrethe Munkefrille, fordi hun var gavmild mod kleresiet og de gejstlige, sendte hende en lang slibesten til at hvæsse sin saks og sine synåle, viste hende hen til rokken … Men Margrethe var hævet over det; hun var alt for ædel til at lade sin majestæts værdighed besudle med skældsord og kæltringsladder… «.
Under hele sit arbejde på gynæceet var Leonora i kontakt med den omtalte Otto Sperling den Yngre (1634-1715). Han arbejdede støt på sit eget gynæceum, et enormt anlagt værk, der ikke nåede at blive færdigredigeret, før han døde. De udvekslede materiale og diskuterede, når de mødtes. Otto Sperling boede i Hamborg i årene 1673-1681, hvor han skrev på et historisk værk om Hamborg, så det er begrænset, hvor ofte de har mødtes, eftersom Leonora af gode grunde ikke kunne besøge ham. Sperling har været den betingelse, som Leonora ikke kunne have skrevet sit værk uden. Om det også er ham, der har givet hende idéen, eller om idéen gik den modsatte vej, vides ikke. De har haft et arbejdsfællesskab, hvis tråde er vanskelige at udrede. Sperling fik sin fader til at skrive sin selvbiografi i Blåtårn omtrent samtidig med, at Leonora skrev sin franske, som Sperling oversatte til latin, velsagtens for at kunne sprede den i udlandet. Sperling og Leonora optræder også efter hinanden i rækken af hyldestdigtforfattere i Dorothe Engelbretsdatters Siælens Sang-Offer i 1685. Og Sperling må have været vidende om Jammers Mindes tilblivelse, for ikke at sige behjælpelig. Da Leonora flyttede til Maribo Kloster, holdt de kontakten med hinanden dér også. Det var et livslangt venskab i to generationer.
Otto Sperling var en samler, en gammeldags polyhistor, men det var især mønter og kvinder, der havde hans store interesse. Den ugifte herres samling af lærde kvinder bestod af 1.399 korte eller længere biografier på latin. De er bevaret i et tobindshåndskrift på Det kongelige Bibliotek i København under titlen De foeminis doctis (Om de lærde kvinder). Sperling samlede på kvinder fra alle lande og alle perioder. Han var i kontakt med udenlandske forskere og med danskere i udlandet og fik tilsendt oplysninger, når nogen stødte på en interessant lærd kvinde, levende eller død. Samlingen voksede støt, i perioder meget hurtigt, at dømme ud fra hvornår de mest oplagte danske navne kommer ind.
Sperlings betydning ligger først og fremmest i hans syn på kvinder og hans propaganda for de lærde kvinder. I hans meget store bevarede korrespondance på mange sprog finder man latinske breve om kvinder, f.eks. til Tormod Torfæus og Johannes Moller. Blandt de ting, han diskuterer, er, hvad definitionen af en lærd kvinde er. Fulgte man traditionen, var et af de vigtigste kriterier, at man kunne de klassiske sprog, latin, græsk og hebraisk. Nogle kunne dog slippe med latin. I løbet af 1600-tallet var den nationalsprogede digtning kommet så højt i kurs, at man begyndte at ændre på lærdomskriterierne. Sperling gik således ind for, at en kvinde, der kunne skrive et smukt digt på sit modersmål, burde være berettiget til optagelse i hans gynæ-ceum. Det var et synspunkt, alle ikke var enige i, men det blev ikke desto mindre fastholdt af Sperling. Hermed udvidedes kredsen af lærde kvinder betydeligt, og det var naturligvis til kvindernes fordel. Sperling nærede intet ønske om at se så få som muligt og behandle dem som overmennesker eller vigtigere: som undtagelser. Han var ikke bange for de lærde kvinder. Han foretrak dem!
Med denne sjældne interesse kan man ikke fortænke ham i at føle en særlig glæde over at kunne korrespondere med en række kvinder på latin. I hans brevsamling findes breve til og fra kvinder, heraf utvivlsomt det største antal i Norden på latin.
Otto Sperling udvekslede latinske breve med den norske Cille Gad, de danske Anne Margrethe Qvitzow og Anne Margrethe Bredal, den svenske Sophia Elisabet Brenner og sandsynligvis den italienske Helena Piscopia Corner.
Fra år 1700 findes et kun 10 sider langt gynæceum om Danmarks lærde kvinder. Det er skrevet på latin af Matthias Henriksen Schacht (1660-1700), der var rektor i Kerteminde på den tid. Det er det tidligste trykte gynæceum, vi har, eftersom Bordings lå hen i et århundrede, før det blev trykt. Schacht kaldte det Schediasma, exhibens specimen de Eruditis Mulieribus Daniæ (Et uhøjtideligt essay om Danmarks lærde kvinder) og fik det publiceret i tidsskriftet Nova Literaria Maris Balthici et Septentrionis, Lübeck 1700. Schacht opremser først 19 europæiske gynæceer og dernæst 36 danske lærde kvinder, alt hvad han har kunnet finde. Artiklen slutter med et begejstret udbrud: »Vivant litterae! Vivant Fæminæ in Dania literatæ!« (Leve litteraturen! Leve boglærde danske kvinder!)
De lærde kvinder var kommet for at blive.
Også det næste gynæceum var på latin: Albert Thuras Gynæ-ceum Daniæ Litteratum (Danmarks lærde kvindekammer), trykt som en selvstændig bog på knap 200 sider i Altona i 1731. Albert Thura (1700-1740) var præst i Lejrskov og er i dag kendt for en tidlig dansk litteraturhistorie på latin. Som et biprodukt af sine litteraturhistoriske studier samlede han materiale om kvinder, der på den ene eller den anden måde havde gjort sig heldigt bemærket i kraft af intellektuelle eller kunstneriske præstationer. Han fulgte i Otto Sperlings spor ved at værdsætte modersmålsdigtningen, og han var næppe heller kommet op på det runde tal 100, som han selv er vældig stolt af, hvis ikke han var gået uden for kredsen af de latinkyndige.
I et appendix til sit Gynæceum Daniæ Litteratum bringer Albert Thura en bunke »rester« af lærde kvinder, som ikke er nævnt blandt de 100. Deriblandt er en enkelt islandsk, Thurida Snorresdatter, fra omkring år 1100. I indledningen har han samlet en liste over kvindelige mæcener og legatstiftere. Ofte er legaterne meget små. Typisk indstifter en kvinde et legat til gratis udlevering af papir og skrivegrej til én elev i ét år.
Albert Thura skrev ikke blot tidligere kilder af. Han kendte dem og brugte dem, men han gjorde også selv et stort opsøgende arbejde ved at skrive rundt til præster og rektorer for at indhente oplysninger på bestemte kvinder eller for at få idéer til nogle, han ikke var bekendt med. Et sted, han med stort udbytte opholdt sig for at læse i de skrivende kvinders bøger og håndskrifter, var Karen Brahes Bibliotek i Odense. Her fandt han, samlet på ét sted, litteratur skrevet af og for kvinder, og han ærgrer sig over, at han kun har så kort tid at blive der. Flere steder omtaler han biblioteket med stor respekt i sit gynæceum. Da han ikke selv havde mulighed for at arbejde der, indhentede han tilladelse til at sende en stedfortræder for at finkæmme samlingen for materiale.
Albert Thura havde god brug af Karen Brahes Bibliotek i Jomfruklosteret i Odense, da han skrev sit latinske skrift om de lærde danske kvinder, Gynæceum Daniæ litteratum, trykt 1731:»Dend bevaagenhed og Gunst, mig af Ders Høyædle Velbaarenhed bevistes i afvigte Sommer, da jeg paa min Reise til København nøød dend Lykke at see det ypperlige og rare Danske Bibliothek som findes til dend hele Nations Ære paa det Adelige Jomfru-Kloster udi Odense, forglemmes aldrig af mig, men skal staa i et evigt taknemmeligt minde hos mig, saa længe Jeg er i live. Jeg haver ofte siden været fortrydelig over mig selv, at tiden ikke tillood mig at profitere meere af dend lykke, som jeg da havde i hænde, at jeg kunde seet og læst nogle af de smukke haandskrevne bøgger som deriblandt findes«. (Brev af 27. januar 1728 til Karen Brahe).
Albert Thuras skrift er det sidste latinske gynæceum i Norden. Herefter bliver de trykt på modersmål. Samtidig skiftede genren karakter. Da Frederik Christian Schønau (1728-1772) i 1753 udsendte sit skrift Samling af Danske Lærde Fruentimmer var det en opvisning i fodnoter. Der var flere noter end tekst, og det ville da også have været godt, hvis noterne belyste de lærde kvinder og deres værker. Det gjorde de ikke. Schønau har leveret et kæmpeværk om 100 danske kvinder, som han utvivlsomt alle beundrer. Men hans beundring er beskyttende. Han er kvindernes heroiske forsvarer, han har ondt af dem og bekymrer sig om deres skæbne og usle kår. Og så glemmer han dem ofte til fordel for sine mange lærde noter. Dog må man give ham, at han danner overgangen fra de latinske gynæceer til den dansksprogede kvindelitteraturhistorie, og han har mange steder formidlet Thuras stof på dansk samt suppleret det med mange smådigte af og om kvinder. Hans omfangsrige indledning giver en solid introduktion til den europæiske gynæceum-tradition på dansk. Endelig er ikke alle Schønaus 100 kvinder de samme som Albert Thuras. Ca. en fjerdedel er skiftet ud med nye, som han dermed har fastholdt i deres rette sammenhæng.
Schønau fik endnu i 1700-tallet en afløser, nemlig H. J. Birch, hvis værk Billedgallerie for Fruentimmer udkom i 1793-95. Bind 1 er helliget det nationale stof, mens de to næste dækker det øvrige Europa. Men kun en mindre del af 1. bind er et katalog over berømte enkeltkvinder, og heraf omhandler igen kun en lille del kunstnere og lærde. Genren blev af H. J. Birch snarere brugt som opdragelsesskrift med moraliserende forskrifter til borgerlige hustruer, til hvem forventningerne lå inden for den gode husholdning snarere end i individuelle åndelige præstationer.
Fra Sverige kendes ét bevaret gynæceum på svensk. Egentlig er det et opdateret referat af et tidligere, tabt latinsk værk skrevet af kancelliråd og ridder von Stiernman. Stiernmans skrift omtales som Gynæceum Sveciæ Litteratum (Sveriges lærde kvindekammer). Referatet heraf er trykt i 1780 som en artikel i Magnus Swederus tidsskrift Stockholms Magazin. En latinsk dissertation Mulieres Philosophantes (Filosoferende kvinder) fra 1699 af Petrus Hedengrahn viser et tidligere eksempel i en anden genre på en positiv interesse i Uppsala for de lærde kvinder. Afhandlingens forord er dediceret til digteren Sophia Elisabet Brenner, som stod som svensk symbol på en »femina illustris«.
Swederus gynæceum er formet som en artikel, der opremser kvinderne alfabetisk. Den kan minde lidt om den tilsvarende i Danmark af Matthias Henriksen Schacht. Der er i alt 23 korte kvindebiografier, bl.a. af de kendte kvinder Sophia Elisabet Brenner, Maria Gustava Gyllenstierna, Maria Aurora Königsmarck og Hedvig Charlotta Nordenflycht. Til gengæld er hverken Agneta Horn eller Dronning Christina nævnt. Christina er heller ikke omtalt i et brev fra Otto Sperling til Elisabet Brenner, hvori han nævner de svenske lærde kvinder, han kender, selv om han har indføjet hende i sit eget gynæceum De foeminis doctis. Måske blev hun ikke betragtet som svensk på grund af sit lange udlandsophold.
Blandt resten af kvinderne hos Swederus, som det følgende bygger på, er nogle blot nævnt for deres berømmelse ved slægtskab (hustru-, moder- eller bedstemoderrollen) med berømte mænd. Andre er forfattere eller indsamlere af slægtsbøger og heraldiske skrifter som i Danmark og Norge, eller de er oversættere af teologiske værker eller salmedigtere som Anna Catharina Wefwerstedt, gift 1732, der oversatte Christeliga och hjertrörande Betragtelser öfver Döden. Helt uden for normalgenren omtales Christina Juliana Oxenstierna (1661-1701) for sin dramatiske kærlighedshistorie med en mand under hendes stand, som hun ender med at gifte sig med. Historien om hende er den udførligste i skriftet og er tydeligt løbet løbsk for forfatteren, hvad der gør den vældigt spændende, men ikke specielt relevant i sin sammenhæng. Elisabeth Stierncrona udgav to tykke bind åndelige iagttagelser i 1756 og 1761, i genre svarende til de danske »Åndelige Betragtninger« o.lign. Eva Maria Frölich holdt prædikener og afslørede sine religiøse åbenbaringer, hvori hun optrådte som sejrende hærfører. Hun endte i fængsel og blev senere sat uden for rigets grænser, men vendte i 1692 tilbage for definitivt at blive sat fast. I 1684 fik hun en lille digtsamling på tysk udgivet. Den blev forbudt på grund af sit indhold.
I en helt anden genre vandt Anna Maria Wattrang sin berømmelse. Hun var vokset op i et kunstnerhjem og var selv en af de få kvinder, vi ved var kendte inden for malerkunsten, bl.a. for sine portrætter af berømte mænd. I Danmark nævnes Anne Krabbe for sine aftegninger på Kronborg, men ellers ser man sjældent henvisninger til kvinders udfoldelse med pensel eller mejsel i Norden.
To af de mindre kendte 1600-tals-kvinder synes at have haft kundskaber på højt internationalt niveau: Catherina Burea og Wendela Skytte. Catherina Burea talte og skrev latin, deriblandt breve til Wendela Skytte, siges det. Hun kunne musik og var endda smuk (indtil hun fik kopper) og havde forstand på husholdning. De sidste to kvaliteter fremhæves som sjældne hos lærde kvinder, selv om vi har en del eksempler på lærde kvinder, som netop stod for husholdningen og selv mente, at de klarede det. Catherina Burea varetog længe af egen vilje sin fars husholdning, men giftede sig omsider og fik seks børn. Hun fulgte på et tidspunkt sin far til Åbo, hvor hun inden et år kunne tale finsk. Det er vel ikke usandsynligt, at hun i miljøet ved Åbo Akademi har haft kvindelige »kolleger«?
Wendela Skytte døde meget ung i barselsseng, men nåede inden da at lære latin, fransk og tysk på højt niveau, mens hun kunne hæderligt græsk. Hun beskæftigede sig med teologi, moral, historie, filologi og geografi. Det fortælles, at hun blev undervist ved naturmetoden af sin far, hvilket efter al sandsynlighed er rigtigt, idet hun var barn af et miljø, der dyrkede de europæiske humanister Thomas More, Erasmus af Rotterdam og Juan Luis Vives, i hvis kreds vi har set, at pigerne ofte blev uddannet personligt af deres fædre i bevidst mild pædagogik.
To af de omtalte kvinder var af ældre dato. De var abbedisser i Vadstena Kloster, hvortil den hellige Birgittas jordiske rester i sin tid var bragt hen, og hvor Birgittinernonnerne holdt til i et både helligt og intellektuelt miljø. Den ene af dem, Margrethe Klausdatter (død 1486) eller »Margareta Clafwsa Dotter Natt och Dag«, som hun så smukt hedder hos Swederus, skrev et værk om Birgitta, som publiceredes posthumt af Eric Benzelius i 1710. Den anden, Anna Fickesdotter Bylow (død 1519), skrev slægtshistorie, også posthumt udgivet.
Ud fra denne lille samling svenske biografier og de ganske mange danske og norske, der bringes i de danske gynæceer, får man et indtryk af et aktivt kunstnerisk og intellektuelt liv blandt Nordens kvinder i 1600- og 1700-tallet. Det er nærliggende at forestille sig, at Island, Færøerne og Finland har haft tilsvarende kredse. I tal var det ikke så mange, der blev husket og beskrevet, i politisk indflydelse var deres magt også meget begrænset, men deres betydning i mentalitetshistorien, i kvindehistorien og i den europæiske kulturhistorie er endnu langtfra kortlagt og vil efterhånden, som de enkelte skæbner forfølges, så langt det kan lade sig gøre, komme til at farve billedet af Nordens kulturhistorie.