Udskriv artikel

For Corinnes fødder

Skrevet af: Ebba Witt-Brattström |

H. Eichens efter Paul Bürde: Jenny Lind som Amina i operan La Sonnambula, 1840’erne. Kungliga biblioteket, KoB Sv.P. 97

Som eksempel på kvindens sande natur – forfængeligheden – anfører Rousseau i Émile, 1762, den lille pige, der, tvunget til at lære at skrive, nægter at skrive andet end i hundredvis af varianter af bogstavet O. En dag får hun under sin lærde møje øje på sig selv i spejlet. O skræk! Hvilken ukvindelig stilling! I afsky smider hun gåsepennen fra sig. Men Rousseau burde have vidst, at han med denne skildring var på vildspor! Han var, ligesom andre skønskrivende mænd, blevet skolet af preciøsernes kvindelige arvtagere. Det var lærde damer, som fra deres velbesøgte saloner styrede både kulturelle og dagsaktuelle spørgsmål med blød og fast hånd. Men med den franske revolution flyttede politikken ud på gaden og blev et anliggende for mandfolk. Napoleon lod for en sikkerheds skyld lovgive om mændenes overhøjhed. De franske kvinder måtte dæmpe tonen.

Gåsepennen slipper de dog ikke i første omgang. Som en løbeild går der i 1807 et glansfuldt billede af det kvindelige geni hen over det besatte Europa. I Germaine de Staëls succesroman Corinne hyldes den unge digterinde Corinne på Capitolium. Hele Italien og et par billedskønne lorder ligger for hendes fødder.

Germaine de Staël blev vejviser for en hel generation af kvindelige forfattere i Europa. Denne verdensberømthed var svensk statsborger på grund af sit ægteskab med Sveriges ambassadør i Paris. I 1812-13 besøgte hun under sin lange flugt fra Napoleon Stockholm, og hun blev beskrevet som en lille, sat, men magisk dame i Sophie von Knorrings roman Illusionerna, 1836. Germaine de Staël holdt hof, hvor som helst hun og hendes ledsagere – venner, elskere, børn – kom frem. For mange inkarnerede hun kulturen i en barbarisk tid. Germaine de Staël var en af Napoleons mest magtfulde modstandere. Takket være hende bredte der sig et billede af kvinden som en sig nærmende trussel eller et løfte om forandring. Også i Sverige. Malla Silfverstolpe (1782-1861), værtinde i den svenske romantiks mest indflydelsesrige salon, læste gerne Germaine de Staël, men hvis hun drømte om at blive hyldet ligesom Corinne, blev hun skuffet. I den svenske litteraturhistorie er hun blevet h usket som et »geni i venskab«. I sine erindringer overskrider Malla dog grænserne for det passende ved koldt og hårdt at udnytte den romantiske idé om, at kvindens virkelige genialitet sidder i hjertet.

Måske er selve kernen i den kvindelige romantik spørgsmålet, om hjerte nødvendigvis skal rime på smerte. Kvinderne prøver på at omdefinere den romantiske, komplementære kønsideologi, ifølge hvilken kvinden skal være en følelsesfuld vestalinde i forhold til manden, der er i besiddelse af den virkelige skaberkraft. Nationaldigteren Esaias Tegnérs ord i et brev fra 1837 er typiske: »Kvinden bærer i almindelighed en resonansbund i sit bryst og er fuld af naturpoesi; og det drager mig til hende«.

Martina von Schwerin, en af romantikkens mange begavede kvinder – først og fremmest kendt for sin brevveksling med Esaias Tegnér – lavede Descartes’ rationalistiske udsagn »jeg tænker, altså er jeg til« om til »jeg føler – altså er jeg lykkelig«.

Den svenske romantik fremstilles – i det mindste i litteratur-historieskrivningens bakspejl – som et udpræget mandligt anliggende. Til trods for at perioden indeholdt betydelige generationsmodsætninger, tegnes der et billede af den sejrende gruppering, den første af alle lyriske drengebander, som lige siden har indtaget pladserne i forreste række på det svenske parnas, fosforisterne med teenageren Per Daniel Amadeus Atterbom i spidsen.

Den poetiske revolution, som mændene var fortalere for, byggede på diverse forbund, der alle mere eller mindre udelukkede kvinder og hyldede mandlige dyder (Auroraförbundet, Iduna, Götiska Forbundet). Ligesom tidsskriftet Phosphoros, 1809, der regnes som romantikkens gennembrud i Sverige, havde man som forbillede den tyske romantik med dens fjendtlige indstilling til den franske, »kvindelige« indflydelse.

Set ud fra den gængse litteraturhistoriske definition af »romantikken« er der ingen kvindelige forfattere i Sverige mellem Anna Maria Lenngren og Fredrika Bremer. Den mandlige romantiks storhedstid var allerede overstået, da kvindernes litteratur begyndte at blive trykt i større udstrækning i løbet af 1830’erne og 1840’erne.

I Sigrid Leijonhufvud og Sigrid Brithellis bibliografi Kvinnan inom den svenska litteraturen, 1893, fortælles der om en række kvinder fra romantikkens årtier, der udgav digte, sange, romaner, korte prosafortællinger og oversættelser, f. eks. Eleonora Charlotta d’Albedyhlls (1770-1835) skjaldedigt Gefion, 1814, Christina Charlotta Bergers(1784-1852) roman Albert och Louise eller Den dubbla upptåckten (Albert og Louise eller den dobbelte opdagelse), 1817, som er en fortælling om kærlighed med forhindringer og med mange sentimentale og skrækromantiske indslag, og Dorothea Dunckels (1799-1878) skrifter i forskellige genrer, som hun senere samlede i Dramatiska och lyriska försök 1-3, 1828-32. Dette oplyser Eva Borgström i »Om jag får be om Most« Kring kvinnliga fòrfattares kvinnobilder i svensk romantik, 1991.

Eksilets heltinde

En romantisk kvindetype, der ikke er almindelig i Sverige, var Mary Wollstonecraft (1759-1797), forfatter til det i 1792 udgivne skrift A Vindication of the Rights of Woman (Et forsvar for kvindens rettigheder). Da hun blev forladt af sin elsker og faderen til sit barn i England, tog hun resolut sin lille »uægte« datter med på en strabadsfyldt forretningsrejse til Skandinavien. Hendes kærlighedstab var smerteligt, men identiteten som »fri« kvinde forekom hende at være vigtigere.

William Blake: Frontispiece til Mary Wollstonecraft: Original Stories from Real Life, London, 1792

Mary Wollstonecraft var radikal i alle ordets betydninger og havde rapporteret ivrigt fra den franske revolutions indledende fase. Da hun nu, i 1795, befinder sig på rejse i Skandinavien, benytter hun sig af lejligheden til at iagttage »moralens og sædernes nuværende tilstand« i det nordlige Europas eksotiske hjørne, og moralen viser sig for hende tydeligst i, hvordan kvinder og mænd mødes. Hendes iagttagelser af de skandinaviske kvinder er både subjektive og tilfældige, men som dokument alligevel værdifulde.

Det lader til, at hun i Sverige mest har mødt repræsentanter for de lavere klasser, og det giver hende anledning til at forbavses over de hårdtarbejdende kvinders barske liv. Moralsk er landet bankerot, hvis man skal tro den kultiverede engelske iagttager. Ved én lejlighed havner hun i kølvandet på berusede markedsgæster og undrer sig over begge køns råhed, her bliver der drukket og røget og kopuleret af hjertens lyst: »Nu bliver jeg ikke forbavset over, at pigerne så tidligt mister deres smukke hud eller over, at kærligheden her kun er et begær, beregnet til at opfylde naturens vigtigste hensigt, men aldrig oplivet hverken af ømhed eller følelse«.

»Alligevel hævder mændene deres menneskeværdighed ved at undertrykke kvinderne. De laveste og mest slidsomme beskæftigelser overlades derfor til disse stakkels trailinder. Dette har jeg set meget af. Jeg har hørt fortælle, at de om vinteren bærer vasketøjet ned til floden og vasker det i det kolde vand, og skønt deres hænder bliver skåret i stykker af isen, får revner og bylder, vil mændene, deres arbejdskammerater, ikke vanære deres mandighed ved at bære en balje og lette deres byrde«, skriver Mary Wollstonecraft.

I Norge omgås hun mest med overklassen og er henrykt over den kultur, der er, men vel at mærke kun hos kvinderne! Som læser kan man tro, man er på vej ind i en roman af Camilla Collett.

»I Christiania fik jeg den belevne modtagelse, der snarere er et kendetegn på de fine sæ-ders udbredelse i verden end i en særlig del af den. Den første aften efter min ankomst souperede jeg med nogle af byens fornemste folk og kunne næsten bilde mig ind, at jeg befandt mig i en kreds af engelske ladies, så meget lignede de dem i optræden, klædedragt, til med i skønhed«, fortæller Marv Wollstonecraft.

I Danmark hidser Mary Wollstonecraft sig op over den nationale selvgodhed, der tvinger borgerskabets kvinder ind i rollen som »dygtige husmødre uden talenter eller nogen af de ynder, som pryder et mere udviklet selskabsliv«. Mens mændene i middelklassen fornedrer ægteskabet ved at opretholde »løsagtige forbindelser med tjenestepigerne«. Interessant nok er det den af vore kvindelige forfattere så yndede periode af betinget frihed – tiden før kvindens indtræden i ægteskabet – Mary Wollstonecraft iagttager.

»Jeg har tidligere sagt, at mændene er hustyranner, hvad enten man betragter dem som fædre, brødre eller ægtemænd. Men der er en slags mellemrum mellem det vælde, som udøves af faderen og ægtemanden, hvilket er den eneste periode med frihed og glæde, som kvinderne er i besiddelse af. Unge mennesker, som er forelskede i hinanden, og som har vundet deres venners samtykke, udveksler ringe og får tilladelse til en grad af frihed sammen, som jeg aldrig har set i noget andet land. Forlovelsestiden bliver derfor forlænget, indtil det er helt passende at gifte sig, fortroligheden bliver ofte meget øm, og hvis den forlovede mand får lov til at nyde en ægtemands rettigheder, kan man blot sige, at det halvvejs sker i smug, fordi familien med vilje lukker øjnene«.

Letters Written during a Short Residence in Sweden, Norway and Denmark blev udgivet i 1796 og blev en stor succes i England og Amerika. Den blev oversat til mange sprog, til svensk allerede i 1798.

Mens Wollstonecraft var radikal romantiker i skrift og liv, kneb det alvorligt for de nordiske, kvindelige forfattere at hæve sig over fordomme om, hvad der var passende for kvinder. I det mindste i Sverige sanktionerede en patriarkalsk præget religiøsitet en udbredt kvindeundertrykkelse på alle planer. Dertil kommer romantikernes mandschauvinistiske profil. Det passive kvindeideal a la Rousseau, som dominerede på kontinentet, prøvede de engelske, franske og tyske kvindelige forfattere at flygte fra ved at gå i eksil, både billedlig talt og bogstaveligt. I Skandinavien var dette en sjældent brugt udvej. Den store svenske undtagelse er Fredrika Bremer, der i den sidste del af sit liv rapporterede fra sine rejser vidt omkring i verden.