Kærlighedens magt er så vældig hos mig, at den ofte næsten har slået min sjæl i stykker. Sådan skriver den finske forfatter Aino Kallas (1878-1956) i sin dagbog den 11. november 1918. Mens den vældige »kærlighedens magt« kan siges at være den kraft, hendes forfatterskab er koncentreret om, placerer Maila Talvios (1871-1951) forfatterskab sig centralt i de nordiske landes debatter om seksualmoral og inspireres bl.a. af Ellen Key. Bag oplysningsidealerne kan man imidlertid læse en sammenhængende beretning om kvindelig seksualangst, pessimisme og dødslængsel.
Tag: Digte
Bohemens forfattere stræbte efter en livsfølelse og kunst, der kunne sprænge grænserne både for den beklemmende borgerlighed og den åndsforladte modernitet. Det gjaldt også bohemens kvinder. Men for dem var frihed og frigørelse ikke kvindesagskvindernes krav om stemmeret, men et spørgsmål om livsudfoldelse i kærlighed og kunst.Vakte bohememiljøets mandlige frontfigurer skandale, gjorde kvinderne det i ikke mindre grad. Som bohemer forbrød de sig mod alle normer for et anstændigt kvindeliv som hustru, som mor, som hjemmets hjerte og hjerne. Og samtidig blev de i bohememiljøet netop feticheret for denne kvindelighed.
»Jeg er ingen kvinde«, skrev Edith Södergran. I skyggen af verdenskatastrofer digtede hun om magten til at definere sig selv. Hendes bidrag til en ny verden er at tage skridtet ud af den marginaliserede kvindelighed og stille sig midt på verdens scene.I sin korte levetid som digter var Edith Södergran udskældt af den etablerede kritik. En stor del af pressens reaktioner gik ud på at drøfte, om forfatterinden var splitterravende tosset eller bare en smule gal.Men Edith Södergrans digtning skal ses som en proces, et forsøg på at pege på sprogets manglende evne til at beskrive den menneskelige erfaring, at vi er sammensat af ondt og godt, mandligt og kvindeligt, bøddel og offer.
Svenske Hilma Angered-Strandberg fremsatte i 1887 en æstetisk programerklæring. Hun ville, at hendes digtning skulle udspringe dels »af et begær efter at digte i inspirationens øjeblik, dels af et begær efter at være nyttig, gribe folk i øret og tvinge dem til at høre på alt det vrange og skamløse herude«.Linjerne er skrevet i anledning af hendes gennembrudsværk Västerut fra 1887, en samling noveller, hvis handling er forlagt til Bohusläns vestkyst. Hele livet igennem var hun besat af sin lyst til at skrive. Af sine egne bitre erfaringer drog hun den slutning, at hvis en forfatter vil skildre livet troværdigt, må hun i sin digtning tillade sig den usorterede mangel på orden, der præger tilværelsen selv.
Sprogdebatten i Finland.
Fra rim til reformer i Island.
De kvindelige forfattere skrev i med- og modspil til kvindebevægelsen sidst i 1800-tallet. De selvsikreste af dem kunne udadtil organisere sig omkring veldefinerede mærkesager som kvindevalgretten og indadtil danne uofficielle netværk med andre kvinder i ugentlige saloner, hvor de kunne mødes om tvivlen.Det var kvinder, der undlod at sætte sædeligheden på formel, netop fordi de var åbne og derfor dybt berørt af den mentalitetsændring, som udløste sædelighedsfejden: seksualiseringen af kønnet. Meget få af dem ytrede sig i den ideologiske strid. I stedet brugte de fiktionen til at orientere sig i kvindeligheden. Og her formede de et anderledes og mere farligt billede af den kvindelige erotik, end de klichéer, der var oppe at vende i den offentlige debat.
En mand skriver, når han vil, en kvinde, i det mindste hun, som har børn og husholdning, når hun kan, glad og taknemmelig for at få lov til at stjæle sig en sådan glæde, skrev den finske forfatter Fredrika Runeberg i sit memoireværk Min pennas saga (Min pens eventyr), som først udkom i 1942.Da alle hendes tre værker – historiske romaner Fru Catharina Boije och hennes döttrar og Sigrid Liljeholm samt hendes samling af fortællinger Teckningar och drömmar (Tegninger og drømme) – udkom i årene 1858-62, havde hendes mand J. L. Runeberg allerede etableret sig som Finlands store nationaldigter. Hans indstilling til litteratur skrevet af kvinder var velvillig, men nedladende. Denne indstilling delte to andre af samtidens meningsdannere, Zacharias Topelius og Johan Vilhelm Snellmann. De støttede begge hendes skriveri, fordi hun ikke fremførte emancipatoriske tanker.Hun drømte om at skrive kvindernes historie, men underkastede sig de toneangivende mandlige meningsdanneres forventninger. Hun undlod at offentliggøre sine skrifter om kvindesagen og ventede 15 år, inden hun udgav sin debutroman. I de skrifter, hun gemte i sin skuffe og i sine dagbøger, sammenlignede hun slet og ret kvindens stilling med slaveri.
Da den danske forfatter Magdalene Thoresen lod Bjørnson udgive sin første bog, Digte af en Dame i Bergen i 1860, havde »kvindespørgsmålet« længe været debatteret i det politiske liv og tematiseret i litteraturen. Hendes forfatterskab, som viste sig at blive et af periodens største og væsentligste, gav det imidlertid en særlig udformning, der på en egen måde forenede romantikkens mest patriarkalske idéer med sider af de kommende tiårs kulturelle nybrud.Forfatterskabets tyngdepunkt ligger i natur- og folkelivsskildringer fra det Norge, der blev hendes andet fædreland. Hendes største publikumssucces blev to bind rejsebøger fra landets nordligste egne, Billeder fra Midnatsolens Land fra 1884-86. Trods succesen repræsenterede de ikke forfatterskabets hovedgenre.Størstedelen af hendes litterære produktion faldt inden for genrene »bondefortællingen« og det realistiske samtidsdrama, ligesom hun også skrev til teateret.
Når 1800-tallets kvinder ikke kunne blive præster og heller ikke uden indre og ydre konflikter hengive sig til intellektuelt arbejde, var salmedigtningen det nærmeste, de kunne komme prædikestolen. Lina Sandell kaldte sig »en god skrivers pen«, et beskedent udtryk. Hun kom fuldkommen til at dominere de frie kirkesamfunds salmebøger fra og med den første udgave af Pilgrimsharpan i 1861. Og hun dominerer stadig de frie kirkesamfunds salmebøger.De kristne kvindelige forfattere søgte i 1800-tallets sidste halvdel forbilleder blandt Bibelens kvindeskikkelser. Sammen med Charlotte af Tibell skrev Lina Sandell bogen Bibelns qvinnor, og Betty Ehrenborg-Posse valgte Bibelens Debora, Mirjam og evangelisten Philippis fire døtre som forbilleder. Disse lærde og poetiske kvinder, mente hun, havde bemyndigelse af Gud til at digte åndelige sange, skønt nogen kunne synes, at denne opgave udelukkende tilhørte præsteembedet.Men den position Lina Sandell opnåede gennem sin digtergerning gav hendes forkyndelse langt større plads, end noget præsteembede kunne have udvirket.