»Jeg kunne være blevet la grande amoureuse – jeg var som skabt til det, til den sublime kærlighed mellem sjælene. Kærlighedens magt er så vældig hos mig, at den ofte næsten har slået min sjæl i stykker. Men i dette øjeblik ved jeg, at den aldrig mere vil forgå i min sjæl. I alle tilfælde kommer den til at befrugte mit liv, alt hvad jeg herefter gør, skriver og tænker«.
Sådan skriver den finske forfatter Aino Kallas (1878-1956) i sin dagbog den 11. november 1918, og den vældige »kærlighedens magt« kan siges at være den kraft, hendes forfatterskab er koncentreret om. Den direkte anledning til refleksionen over kærlighedens magt var Kallas’ intense kærlighedsforhold til den finske lyriker Eino Leino – de finske bohemers forgrundsfigur omkring århundredskiftet. Forholdet til Leino gav Aino Kallas inspiration og kunstnerisk selvfølelse, men samtidig viste det tydeligt omkostningerne ved hengivelse.
Aino Kailas’ dagbog Päiväkirja vuosilta, 1952-56, blev udgivet i fem dele. Foruden memoirer har hun publiceret mere end 30 værker, digte, romaner, noveller, skuespil og artikler om den estiske litteratur. Hun belønnedes i 1953 med den største pris, som nogen forfatter i Finland har fået, en million mark fra Wihuris fond.
Aino Kallas var født finsk, men giftede sig i 1900 med en estisk filolog, der efterhånden gjorde karriere inden for diplomatiet, og hendes liv blev et overklasseliv i internationale miljøer, bl.a. i London. Efter debuten i 1897 med digtsamlingen Lauluja ja ballaadeja (Sange og ballader) fulgte nogle novelle-samlinger, der hentede motiver fra ægtemandens Estland, Meren takaa I-II (Fra borten for havet), 1904-05. Det var ligeledes Estlands historie og folklore, der blev inspirationen for de værker, der regnes for hendes mest betydningsfulde, nemlig de historiske fortællinger, hun skrev i 1920’erne: Barbara von Tisenhusen, 1923, Reigin pappi (Præsten i Reig), 1926, Sudenmorsian (Ulvebruden), 1928, og Pyhän Joen kosto (Den hellige flods hævn), 1930. Kallas omtalte selv fortællingerne som »prosaballader«, og romanerne beretter som i folkeviserne om altopslugende og skæbnesvanger kærlighed, der bryder med samfundets normer. Værkernes miljø er hentet i 1500-1600-tallets Estland, og fortællingerne er skrevet i en arkaiserende stil, der skal sikre det historiske tidsbillede.
Kontakten med den estiske kultur gav Aino Kallas et enestående historisk stof: godsejervældets sidste tid, zartidens undertrykkelse, verdenskrigens grusomheder, revolutionen, frihedskrigen og landets korte, men lykkelige selvstændighedsperiode i mellemkrigstiden.
Kærlighedens ret
»Den dræbende Eros«-trilogi er Barbara von Tisenhusen, Reigin pappi og Sudenmorsian blevet kaldt. Selv om bøgerne strengt taget slet ikke er en trilogi, gør iscenesættelsen af forbudt kærlighed det naturligt at læse dem i sammenhæng.
Kallas’ kvindeskikkelser kræver kærlighedens ret og gør dermed oprør mod fædre, brødre og ægtemænd. Barbara von Tisenhusen, den unge Aalo i Sudenmorsian og præstefruen i Reig, Catharina Wycken, modsætter sig alle patriarkatets lov. Barbara von Tisenhusen trodser sin stand og sine brødre, da hun flygter med skriveren Bonnius for at leve som hans hustru uden kirkens velsignelse. Catharina Wycken flygter med kapellanen Jonas Kempe, og også i Sudenmorsian er der tale om ægteskabsbrud, men den ulovlige kærlighedsaffære antager her en langt mere dramatisk og urovækkende form. Aalo forlader sin mand for at slutte sig til en flok varulve, der færdes i den omkringliggende skov! De tre kvinder er alle selvbevidste og ubøjelige. Mandlig autoritet kan ikke få dem til at føle skyld eller anger over at have syndet og tilsmudset slægtens ære. De vægrer sig mod tanken om, at deres kærlighed skulle være en forbrydelse. På kærlighedens område findes magter, der er større end menneskene, her kommer menneskelov til kort. Stolt og bestemt svarer Catharina Wycken i Reigin pappi dommerne, der anklager hende for ægteskabsbrud: »Sandelig, hvis jeg har syndet, så skal jeg også bære straffen for det såvel på jorden som i det kommende liv. Men denne mand var mig kærere end den kristne lære og endog håbet om et evigt liv, og hans kærlighed var mig mere dyrebar end himmerigets nøgler«.
I Barbara von Tisenhusen er det præsten, der fortæller historien, og sproget genlyder af gamle bibeloversættelser og tekster fra prædikensamlinger. Fortællerpræsten kan konstatere, at den jordiske lov ikke altid er magen til Guds lov. Han benægter ikke, at kvinden har forbrudt sig, men han beder om nåde for hende ved at appellere til barmhjertighed og henvise til Bibelens formaning om at lade Gud selv være den, der afsiger dommen.
Barbara von Tisenhusen har et tekstligt forlæg i en gammel legende, som indgår i Balthasar Russows Kronike (Krønike), 1578, og Aino Kallas fortæller i et brev til sin estiske oversætter, Friedebert Tuglas, at hun har skrevet sin roman »i den gamle krønikes stil, næsten i Russows rytme«.
Præsten er også fortælleren i Reigin pappi, men her er han samtidig den svigtede ægtemand, og det er hans perspektiv, fø-lelser og frygt for at blive bedraget, der præger fremstillingen. Catharina Wycken vantrives i det afsides beliggende Reig, hvor hun kvæles åndeligt – indtil en ildsjæl af en kapellan ankommer til præstegården. Catharina Wycken og Jonas Kempe føler sig fra første øjeblik tæt forbundne. Den ældre og mere stabile ægtemand Paavali Lempelius må forblive uden for de tos tryllekreds. Lempelius har ofte smerteligt måttet føle, hvordan hans milde og ydmyge hustru glider af og forsvinder for ham: »Ofte har jeg spurgt mig selv, under den hedeste omfavnelse ved midnat, hvem det var, jeg havde i mine arme, og gennem mørket har jeg søgt hendes blik, som om jeg frygtede, at hun skulle forsvinde fra min side om morgenen og blot efterlade sig en tom plads«.
Præsten i Reig har elsket sin hustru højere end sin egen salighed, og hans »fejl« er, at han har elsket for meget. Den voldsomme kærlighed fører til slavebinding af den elskede. Mandens kærlighed bliver en trussel mod kvindens integritet, og kvindens utroskab kan læses som et oprør mod kærlighedens bånd og magt.
I Pyhän Joen kosto fremstilles denne kamp mellem mandens og kvindens vilje allegorisk. Møllebyggeren Adam Dörffer påtager sig at bygge en stor vandmølle i Den hellige Flod, lige så beslutsomt som var det en kvindes kærlighed, han ville erobre. Den mægtige flod lader sig imidlertid ikke sådan tæmme. Den har altid flydt fremad, fri og egenrådig. Floden minder om en kvindesjæl, der stadig forandrer form: Snart er den stille og nedsunket i mørke drømme, snart er den frygtindgydende i sin vrede. Adam magter ikke at besejre floden, men han bevilges en sidste salighed, da han forenes med den i et druknende favntag. I samme nu knuser floden de dæmninger, han har bygget.
Den fredløse kvinde
Den forbudte kærlighed er i Aino Kallas’ værker en strid mellem kvinden og samfundet. Barbara von Tisenhusens brødre anklager deres søster for at have krænket slægtens ære, og for at genoprette æren dømmer de hende til døden og drukner hende. Ved således at udelukke kvinden fra slægtens fællesskab kan brødrene fornægte både realiteten i og virkningen af hendes handling. I Reigin pappi kræver bygdens beboere, at ægteskabsbryderne straffes under henvisning til, at der ikke blot er øvet uret mod Lempelius selv og mod Gud. Den utøjlelige kærlighed er en hån og en uret begået mod alle agtværdige mennesker. Til skræk og advarsel henrettes både Catharina Wycken og Jonas Kempe.
Kærligheden er en trussel mod den almindelige samfundsmoral, og dette udtrykker sig i værkernes dyresymbolik. Barbara von Tisenhusens brødre hidser folk op til noget, der ligner en ulvejagt for at få fat i deres søster. Brødrene kalder Barbara en tæve, der er løbet hjemmefra med skovens ulve som brudefølge. Og Aalo, der hengiver sig til sine instinkter, undergår en mystisk metamorfose. Kvinden mister her sin menneskelighed, og bliver til en fredløs ulv, som hvem som helst ustraffet kan tage livet af.
I Sudenmorsian er det bygdens øvrige kvinder, der retter deres had mod Aalo, fordi hun har overskredet de samfundsnormer, der gælder for kvinden. De sætter ild på den badstue, hvor Aalo føder sit barn, og ikke engang barnet finder nåde for kvindernes øjne. De mistænker det for at være barn af en varulv.
Ifølge dagbogsnotaterne var Kallas velorienteret i tidens nye litterære strømninger i de år, hun var bosat i London (1922-34), og vi finder ekkoer af D. H. Lawrences seksualmystik i hendes egne tekster. I Sudenmorsian er det skovfogedens hustru, der lever sine drifter ud.
Skildringen af driftslivet farver også Sudenmorsians miljø. Hederne, sandstrandene og det åbne hav, der prægede Kallas’ skildringer af Estland i de tidlige noveller, er nu udskiftet med mørke skove og bundløse sumpe. Sump- og moselandskabet er en skæbnesvanger scene for erotikken. Da Aalo er fulgt med ulvene ud i sumpen, ser hun sin omverden med nye øjne. Hun føler en overvældende frihed og styrke og oplever, at hun er af samme blod som flokkens stærkeste han. I hans selskab finder hun en grænseløs nydelse:
»Da faldt over Aalo en salighed uden grænser og umulig at måle med jordiske alen, og i hendes sjæl indpodedes en overvældende lyksalighed, som intet menneskesprog kan udtrykke, en gennemtrængende vellyst, som vand for en tørstende. Og i denne stund blev hun ét med Skovens Ånd, den mægtige dæmon, som i ulveham havde udvalgt hende og taget hende i besiddelse, og imellem dem udviskedes alle grænser, sådan at de smeltede ind i hinanden ligesom to dugdråber forenes, så ingen mere kan kende den ene fra den anden«.
Aino Kallas bearbejdede selv mange af sine tekster for scenen. Et par af dem er også resulteret i operaforestillinger. Især har Sudenmorsian med sit dramatiske stof været en inspiration for andre kunstnere. I 1950 skrev den finske komponist Tauno Pylkkänen (1918-1980) en radioopera, der fik tredjepræmie i Prix Italia konkurrencen. Seks år senere blev den opført på den finske nationale opera, og i 1971 kom Sudenmorsian som ballet, skabt af Elsa Sylvestersson.
Kreativitetens strenge imperativ
Skovåndens lokkeråb kan også tolkes som et kunstnerkald. I sine dagbøger kalder Aino Kallas kunstnerkaldet Daimon. »Når dæmonens åndefang rammer et menneske, rører hendes fodsåler ikke længere jorden, og som af en stormvind føres hendes sjæl af sted uden fred og hvile«. (Sudenmorsiari). Når Daimons stemme lader sig høre, bliver kvinden døv for alt andet. Hun er tvunget til at lyde dens bud. Aalo i Sudenmorsian personificerer den dualisme, der trækker en kvindelig kunstner i to retninger – styrken, friheden og begæret i ulvenes selskab over for omsorgen og trygheden i familien.
Aino Kallas har vilde og stærke visioner om en helstøbt kvindelighed, men denne kvindelighed kan ikke leves. Aalo, ulvens brud, brændes, og hendes ulveskikkelse skydes ned.
Under 2. Verdenskrig blev Aino Kallas sammen med sin mand tvunget i eksil hos en datter i Sverige, men hun flyttede tilbage og døde i Finland. I sit livs efterår skrev hun, der havde mistet to sønner i krigen, en bitter, sørgende lyrik.
Ulla-Maija Juutila
Bag idéerne
At forbinde national oplysning og socialt engagement var en tradition i finsk litteratur. Maila Talvio (1871-1951), der kom fra en svensktalende præstegård, men blev en ivrig forkæmper for det finske sprog, videreførte denne tradition. Fra starten af sin karriere påtog hun sig rollen som traditionel nationalist og samfundsnyttig forfatter og gjorde folkeoplysning til sit formål. Hun skrev, hun holdt foredrag – og hun holdt litterær salon. Kun gradvist blev en spænding mellem et optimistisk udadvendt engagement og en indre depressiv tematik synlig i hendes forfatterskab.
Litterære saloner var et fremmed fænomen i Finland, og Maila Talvios salon blev litterært betydningsfuld, men sladderen bredte sig omkring den, og hendes forhold til salonens unge forfatterspirer voksede til en myte om en magtsyg kvinde, der med koldt hjerte legede med sine yndlinges følelser, og som lovede mere, end hun gav. Og denne myte om hende har været langt mere kendt end hendes værker. Selv kommenterede hun aldrig de anekdoter, smædedigte og ondskabsfuldheder, der blev knyttet til hendes navn, og tav i det hele taget om sit private liv.
Maila Talvio (hvis forfatter-navn er en forfinskning af pigenavnet Winter) var gift med den slaviske filolog J. J. Mikkola og producerede mere end 40 værker: romaner, noveller, dramaer og memoirer. Hun var også virksom som journalist og oversætter, bl. a. oversatte hun H. C. Andersen til finsk.
Byrder af synd
Talvios forfatterskab placerer sig centralt i de nordiske landes debatter om seksualmoral og inspireres bl.a. af Ellen Key. Men bag oplysningsidealerne kan man læse en sammenhængende beretning om kvindelig seksualangst, pessimisme og dødslængsel. Maila Talvios 1890’er-romaner skildrer unge kvinder fra de bedre sociale lag, som forlader deres overfladiske liv og bosætter sig på landet for at undervise og leve blandt almuen. At ofre sig for folket var en modestrømning i 1890’ernes Finland. Kvinderne i Talvios værker kaster sig over nationale opgaver, hengiver sig til et kammeratægteskab eller til kombinationen af begge, men engagementet er en flugt fra erotiske længsler og savn.
I romanen Kaksi rakkautta (To kærligheder) fra 1898 er hovedpersonen Elina gift med en videnskabsmand. Hun forelsker sig i sin mands litauiske kollega. Men selv da hun bliver enke, gifter hun sig ikke med ham. Hun tager i stedet på landet for at undervise. Som Elina søger kvinderne hos Talvio de stærke følelser, men kun for at trække sig tilbage, før legen bliver så god, at erotikken kunne få følger. De sørger altid for, at de kan flygte og bevare deres jomfruelige ro hos svagelige ægtemænd, der kan behandles som sønner.
Seksualangsten forbindes hos Maila Talvio med en fornægtelse af moderskabet og en oplevelse af selve fødslen som dyrisk. I Kaksi rakkautta har Elina i sit kammeratægteskab ikke ønsket at få børn. Da hun forelsker sig, længes hun efter børn, men afviser dog tanken, og forbliver i stedet en slags modererstatning for børn på landet. Kvinderne i Talvios værker er ofte barnløse, tit fungerer de som erstatningsmødre for mindre søskende, og allerede i debutromanen slås et genkommende tema an: Kvinden der dør ved forløsningen. I romanen Tähtien alla (Under stjernerne) fra 1910 er en af kvinderne angst for at dø ved fødslen – hun dør – en anden ligger i sine pjalter og venter sit niende barn – »kan dette være kærlighed?« – og en tredje har – på grund af fødselsudmattelse – forsøgt at kvæle sit barn.
Billederne af moderskab bliver mere og mere mørkt tegnet i forfatterskabet. I Muuan äiti (En mor), 1904, ansætter en veluddannet mor en uskyldig ung pige, så sønnen kan øve sig seksuelt hjemme i stedet for at gå på bordel og ødelægge sit helbred. Da pigen bliver gravid, bliver hun smidt ud med en sum penge. Moderen har nok dårlig samvittighed, men trangen til at beskytte sønnen er stærkere. I den ekspressionistiske roman Elämän kasvot (Livets ansigt), 1916, binder fru Karell sin voksne datter Lina til sig, torturerer og plager hende og forhindrer af ren misundelse hendes ægteskab. Moderen ses som en edderkop, der fanger datteren ind i sit livstruende net. Da Lina frigør sig, efter moderens død, grundlægger hun en børnehave.
Seksualangsten og rædslen for moderskab forbindes med mønstre af synd og skyld. Talvios forfatterskab styres af en protestantisk etik, som på ejendommelig vis romantiserer synden og det onde. I Pimeänpirtin hävitys (Den mørke stues tilintetgørelse), 1901, voldtager Godsejer von Holten sin datter. Datteren ender på et bordel, hvor den strengt religiøse farfar myrder hende ud fra den opfattelse, at synden altid har sin bolig i kvindekroppen og videreforplantes gennem den. Fortælleren både fordømmer og fortrylles af det onde. Her er tanken om den urene kvindekrop, længslen efter en syndefri tilværelse og en seksuel forsoning drevet til sit yderste – »hele kvindeslægtens synderegister«.
I Tähtien alla, 1910, tematiserer Maila Talvio debatten om ny seksualmoral. Et ungt forlovet par indgår en kontrakt om erotisk frihed, men fortællingen afslører friheden som illusorisk. Romanen afstikker to modeller for forholdet mellem mænd og kvinder, der bliver repræsentative for det samlede forfatterskab – ingen af dem integrerer seksualiteten. Den ene er et venskabeligt ægteskab:
»Det er blevet klarere for mig, at forholdet mellem mand og kvinde må bygge på venskab. Venskab er en langt finere følelse end det, man kalder kærlighed, og som nyt menneskeliv udspringer af. Et nyt menneskeliv bør ikke starte i sus og dus, men bevidst og velovervejet. Vi burde ikke avles og fødes i synd, men i hellighed og skønhed. Tror du ikke, den nye generation ville blive lykkeligere end den nuværende, hvis den kunne vokse op på det grundlag?«
Den anden model for forholdet mellem mænd og kvinder er en ny renere, ærligere og mere erotisk kærlighed, som ikke nærmere skildres i romanen. Den slutter gådefuldt med, at det forlovede par står alene under den høje himmel og søger at nå noget, som der ikke findes ord for.
Først sent i sit eget liv, men da i historisk forklædning, lykkedes det Maila Talvio at skildre en kvinde, som ingen problemer har, hverken med erotik eller moderskab. Det skete i trilogien Itämeren tytär (Østersøens datter), 1929-36, som udspiller sig i 1750’erne.
Liissi Huhtala