I et brev til Gustaf af Geijerstam den 26. september 1887 fremsætter Hilma Angered-Strandberg en æstetisk programerklæring. Hun vil, at hendes digtning skal udspringe dels »af et begær efter at digte i inspirationens øjeblik, dels af et begær efter at være nyttig, gribe folk i øret og tvinge dem til at høre på alt det vrange og skamløse herude«. Disse linjer er skrevet i anledning af hendes gennembrudsværk Västerut, 1887, en samling noveller, hvis handling er forlagt til Bohusläns vestkyst. Herud – nærmere bestemt til Fjällbacka – var overklasse- og stockholmerpigen Hilma Strandberg i 1883 kommet som telegrafist, og det var her, hun debuterede som forfatter med digtsamlingen I dur och moll, 1886, under pseudonymet »Lilian«. Som tilflytter blev hun til at begynde med accepteret af Fjällbackaboerne som et frisk pust, men hun fik også indblik i det lille samfunds ofte grusomme love og hierarki. Især var hun indigneret over vækkelsesbevægelsen scharta uanismen, som hun fandt hoven og åndeligt undertrykkende, og over den store sociale uretfærdighed. Indignationen går igen i novellerne, hvor hun bl.a. beskriver en række både sære og hårde skæbner blandt fiskerne og nogle kvinders stolte, men ensomme liv.
Schartauanisme: En form for fromhed, der i Henric Schartaus (1757-1825) efterfølgelse blev mest udbredt i det vestlige og sydlige Sverige.
Novellerne er delvis skrevet på dialekt og med en iøjnefaldende stilistisk friskhed. Hilma Strandberg kendte sit emne til bunds, og miljøskildringen i Västerut står sig glimrende ved en sammenligning med f.eks. Strindbergs Hemsöborna, der udkom samme år, og som i første række bygger på sommergæstens andenhåndsviden. Modtagelsen var også uden undtagelse velvillig.
Tiden forud for udgivelsen af Västerut havde været dramatisk for Hilma Strandberg. Især hendes antiklerikale novelle »Nitälskan« (Nidkærhed), der allerede var blevet trykt separat i Göteborgs Handels- och Sjöfarts-Tidning i 1885 under pseudonymet »Elma«, vakte den bohuslänske skærgårdsbefolknings vrede. Fra det øjeblik blev forfatteren betragtet som en ondskabsfuld skandaleskriver. Til sidst blev forholdene så ulidelige, at hun søgte tilflugt hos familien Hedlund i Göteborg, hvor hun opholdt sig et år og blev en af initiativtagerne til kvindetidsskriftet Framåt. Interessant nok blev Victoria Benedictsson næsten samtidig udsat for Hörbyboernes forbitrelse, efter at de havde genkendt sig selv i hendes novelle »Fairbrooks krögare« (Fairbrooks krovært).
»Hvad jeg har skildret i min bog er sandt, fotografisk tro. Men det er der kun få, som forstår, det lyder for stærkt. Men alting er stærkt herude«. (Brev fra Hilma Angered-Strandberg til Victoria Benedictsson 22.6.1888).
I 1888 forlod Hilma Strandberg definitivt Fjällbacka for at rejse til Amerika og gifte sig med maleren Hjalmar Angered, som allerede var taget derover. Parrets seks år lange ophold i Amerika blev en hård kamp for at overhovedet at overleve. De mistede deres to børn, og lungesyg, medtaget og ludfattig vendte Hilma Angered-Strandberg tilbage til Sverige. Hendes mand fulgte hurtigt efter.
Trods disse ydre vanskeligheder fik hun dog kræfter til at skrive to romaner, Den nya världen og På prärien, der begge udkom i 1898, og her brugte hun sine egne erfaringer fra Amerikaemigrantens hårde tilværelse. Den nya världen er i lange passager en fiktionalisering af forfatterens første ægteskabsår i billedet af overklassepigen Louise Niefelt og arbejderdrengen og maleren Tore Hultman. Louise må snart erkende, at Amerika ikke svarer til hendes drøm om ligeværdighed og demokrati. Hun opdager, at kynisme og penge er den eneste vej til succes, og må indse, at Amerika måske alligevel ikke er det ideelle foregangsog frihedsland, som ikke mindst Framåt havde hævdet i nogle artikler i 1886. I romanen får parrets liv en grum slutning: manden dør, og konen begår selvmord.
Skildringen af det barske liv i Amerika var enestående for sin tid. Hilma Angered-Strandberg beskriver i detaljer interiøret i en »parlor« (en opholdsstue), den brogede gadevrimmel, naturscenerier, strejker og hungersnød i Chicago. Portrætterne af hovedpersonerne er derimod psykologisk uholdbare.
»Hun var ikke bare kommet med et nyt emneområde (dengang var det helt usædvanligt), det hidtil næsten totalt ukendte Svensk-Amerika, men endnu mere, hun kom, forekom det os, med nye og intense tonefald. Hun lagde den vedtagne firserrealisme bag sig for at lade sin egen personlighed træde læseren tættere ind på livet. Dog var hun ikke nogen subjektivist eller romantiker af Selma Lagerlöfsk (m. fl. ) skole, hun havde sine egne, ganske rå, tonefald. Der var noget, man kunne kalde ugenert over hende, som behagede os«, skriver Marika Stiernstedt om Hilma Angered-Strandberg i Svensk Litteraturtidskrift, 1941.
Også i novellesamlingen Från det nya och gamla landet henter hun delvis sine motiver fra Amerika. Disse fortællinger hører til det bedste i hendes produktion, og i nogle af dem, som udspiller sig i et svensk miljø, hudflettes det gamle undertrykkelsessamfunds hykleriske repræsentanter. En suggestiv, ekspressionistisk stil er fremherskende som her i novellen »Tvänne hus«: »Rundt om himlen hviler en sort, rumlende banke. Solen forsøger dog at trænge gennem hvælvingens sølvblege skyer, men ved hvert forsøg skyder synsranden som et årvågent rovdyr sønderrevne, muldgrå skyflager ud, der ligner gribbekløer eller ulvepoter. Heftigt river de det kolde, hvide fæste til sig og borer deres skarpe sylespidser af slagregn ned i jorden. Dernede ligger alle farver slået til døde. Det blåfrosne klæber. Det engang hvide hus op mod bjerget … den lange, smalle sorte vinduesmund på væggen snerper sig sammen som ville den hvæse klagesange fra sig«.
En beskriver – slet og ret
Parret Angereds fortsatte liv, i bestandig kamp mod sygdom og økonomisk misere, blev en elendighedshistorie, som man kan følge i Hilma Angered-Strandbergs mangeårige brevveksling med Anna Levertin og Marika Stiernstedt. Familien Hedlund var en støtte. Det var Ellen Key også, skønt deres meninger af og til skiltes. Ellen Keys råd til hende om at skrive »psykologisk og socialt« kommenterer hun f.eks. således: »Du godeste, hvad skal jeg dog med det. Jeg er en beskriver, slet og ret, kun en beskriver. Når jeg gengiver, hvad jeg ser, så lykkes det bedst for mig. Det er Ellen, der har ødelagt min stil«. Lidt senere hedder det dog: »Fy, Hilma, hvor er du dog utaknemmelig. Der er ingen i verden, som har gjort det for dig, som Ellen har gjort«.
Mens Ellen Key arbejdede med fortalen til Barbarens son, boede Hilma Angered-Strandberg på »Strand«. Det fortælles, at Ellen Key, som da læste hendes værk, kom styrtende ned ad trappen og råbte: »Hilma, Hilma, du skriver som en gud, men kommaterer som en tudse«. (H. Schiller: Diktare och idealister, 1928).
Et af mange beviser på dette er Ellen Keys påskønnende forord til den tyske udgave af Lydia Vik. En själs historia, som i 1904 udkom både på svensk og tysk. Romanen har et stærkt selvbiografisk anstrøg. Billedet af Lydia Viks barne- og tidlige ungdomsår farves af forfatterens egne oplevelser – samhørigheden med faderen, fremmedheden over for moderens strenge religiøsitet og hjemmets opløsning efter forældrenes død.
Som voksen indgår Lydia en fri og ukonventionel forbindelse med forfatteren Måns Löfvén. Da deres faste beslutning om at forblive ugifte ikke kan holde til omverdenens pres, fremtvinger Måns en vielse; dette føler Lydia som et svigt, og det skader deres forhold. Måns’ skriverier bliver en fiasko, mens Lydia i hemmelighed forfatter en bog. Hendes værk får en nedsablende kritik af manden, og hun vil forlade ham, men beslutter sig dog alligevel til sidst for at blive hos ham.
Denne konflikt tematiserer på en interessant måde en kvindelig forfatters selvoplevelse, der kan være Hilma Angered-Strandbergs egen. Digtningen er for Lydia inderst inde en livsnødvendighed:
»Hvem kan mon trække den røde tråd ud, som tvindes fra bunden af ens natur og lyser gennem ens skæbne? Lige fra hun som barn bevidst tog sig ret til at leve op til det, som råbte højest i hende, havde hun høstet nederlag. Der var noget, som var imod hende, én efter én brændte forhåbningerne op – men altid svang hun sig på ny op af asken med større kræfter. Det var hendes livs kerne«.
Men alligevel fornægter hun, for mandens skyld, sin bog med ordene:
»Du ved, til syvende og sidst er jeg kun et fruentimmer – den bog var dømt til at flyve for stormen på mange, mange små hvide vinger«.
Denne i sig selv uventede opgivelse kan forstås som bitter ironi. Den kan også bekræfte Lydia Viks tilhørsforhold til den kvindelige 1880’er-tradition, hvor drømmen om »den store kærlighed« er lige så stærk som drømmen om »det store arbejde«, og hvor det ene tilsyneladende forudsætter det andet: »Allerede som barn på sin fars skød drømte hun om en stor kærlighed, der ville tage hende, som hun var med alt hendes, løfte hende i sine stærke arme og lade hende falde i søvn dér, idet hun glemte sig selv, fordi der var en anden, som sugede alt hendes til sig og lagde det til sit eget og blev større og stærkere end hende. Den kærlighed mødte hun aldrig«.
Hilma Angered-Strandbergs dybt alvorlige engagement i alt, hvad hun skriver, forhindrer ikke, at man også i Lydia Vik møder indslag af hendes overordentlig malende humor. Oscar Levertin bedømmer i en anmeldelse i 1904 romanen som »en i allerhøjeste grad læseværdig og talentfuld bog«.
Året efter udgivelsen af Lydia Vik kunne parret Angered, takket være stipendiepenge, foretage en rejse til Italien, og i Under Söderns sol (Under sydens sol), 1904, giver forfatteren både kritiske og positive billeder af det land, hun altid længtes til. Middelhavsmiljøet dukker igen op i På bygator och alpvägar (På landsbygader og alpeveje), 1915, hvor hun inspireret bevæger sig rundt i det »sjuskede og feberhede, lidt upålidelige og meget dårende Italien, landet hvor lys og skygger, smil og mistro, herlighed og uefterrettelighed ligger hinanden så nær, at det ene umærkeligt går over i det andet … Dette Italien med dets bestandige overraskelser, sin vidtstrakthed … det betød Sydens dybe, dybe glæde«.
Det af sine arbejder, som Hilma Angered-Strandberg selv satte højest, var dog romanen Hemma fra 1912, hvor den hovmodige og hykleriske præstemand på typisk 1880’er-maner sættes op som kontrast til den idealistiske og sandhedssøgende forfatter, besjælet af en Ibsensk/romantisk idealisme og moralisme. Modtagelsen var blandet, og i sin skuffelse søgte forfatteren at trøste sig med Strindbergs ord. Om hendes gennembrudsværk Västerut skulle han have sagt: »’Hun går forud for dem alle sammen’ … ‘Alle sammen’ den gang: fru Edgren, Agrell, fru Bendickson (sic!) (Ernst Ahlgren) osv.«, citerer hun selv i et brev til Marika Stiernstedt den 8. april 1912. Den negative kritik fik hende til at overveje at omarbejde romanen og nedtone idédebatten til fordel for den realistiske fortælling, som forfatteren selv opfattede som sin styrke. Men hun førte dog aldrig denne idé ud i livet.
Hemma »er et værk med store fejl, fuldt af uklare og forblindede følelser, bygget op på en hul idé, men båret af en lidenskab, som er ægte, selv når den er ubehersket, og af en overbevisning, som er ærlig, selv når den er falsk«. (Fredrik Böök: Essayer ock kritiker, 1912)
Hjalmar Angered døde i 1919, og Hilma fortsatte sin kamp alene. Bidrag fra venner samt »Samfundet De Nios pris« bevirkede dog, at hun for første gang for en tid kunne føle sig økonomisk tryg. Men samtidig blev hun glemt af den litterære offentlighed, og da hendes sidste bog Barbarens son udkom i 1924, blev den opfattet som »en stemme fra de døde«. I romanen sættes kunstnerproblematikken i skikkelse af den italienske billedskærer Giovanni i centrum, og teksten kredser om to grundlæggende spørgsmål: Er kunsten fri eller bundet af kirkens dogmer? og: Arbejder kunstneren uselvisk eller for at gøre sig selv udødelig? Sandsynligvis er det, ligesom i Lydia Vik, endnu en gang en tematisering af hendes egen forfatterrolle. Hilma Angered-Strandberg måtte tilsyneladende holde dommedag over sit liv som skrivende kvinde.
Tre år efter, i 1927, døde hun i Meran i Italien af en alvorlig hjertesygdom, og lige til det sidste var hun besat af sin lyst til at skrive. Af sine egne bitre erfaringer drog hun den slutning, at hvis en forfatter vil skildre livet troværdigt, må hun i sin digtning tillade sig den usorterede mangel på orden, der præger tilværelsen selv.