Udskriv artikel

Bohemen som kvinde

Skrevet af: Anne Birgitte Rønning |

»Fremtidens for tidlig fødte barn« havde Hans Jæger kaldt bohemen i forordet til sin bog Fra Kristiania-Bohemen, 1885, og beskrevet dem som en lille gruppe unge intellektuelle og kunstnere i utakt med et samfund, der forandrede sig fra dag til dag, efterhånden som moderniseringen og urbaniseringen skred frem, men som fremdeles var præget af 1800-tallets borgerlige værdier og moral. Bohemens forfattere stræbte efter en livsfølelse og kunst, der kunne sprænge grænserne både for den beklemmende borgerlighed og den åndsforladte modernitet. I »Bohemens ni bud«, der stod trykt i det norske bohemetids skrift Impressionisten i 1889, lød således det første: »Du skal skrive dit eget liv«.

Wegener, Gerda (1885-1940) (da.): Københavnerinden. 1908. Grafik s/h. Kvindemuseet, Århus

Mens Kristianiabohemerne kan tidsfæstes til de sidste år af 1800-tallet, er bohemen som sådan ikke direkte knyttet til et miljø i sted og tid. Som Agnes Henningsen senere skrev, var »bohemen ens i alle lande«, den repræsenterede en antiborgerlig modkultur, hvor livsangst, kulturtræthed og nydelse, beruselse og vitalisme gik hånd i hånd.

For Hans Jæger bestod bohememiljøet af »mændene med de store behov, fremtidsbehovene, der først kan tilfredsstilles under friere, rigere og skjønnere samfundsformer«, og det var mandlige kunstnere, der udgjorde kernen i de nye kunstnerkredse i Skandinavien og på kontinentet. Men også bohemens kvinder følte store »fremtidsbehov«. For dem var frihed og frigørelse ikke kvindesagskvindernes krav om stemmeret, men et spørgsmål om livsudfoldelse i kærlighed og kunst. Hvis bohememiljøets mandlige frontfigurer vakte skandale, gjorde kvinderne det i ikke mindre grad. Som bohemer forbrød de sig mod alle normer for et anstændigt kvindeliv som hustru, som mor, som hjemmets hjerte og hjerne. Og samtidig blev de i bohememiljøet netop feticheret for denne kvindelighed.

Dagny Juel Przybyszewska (1867-1901) færdedes som en af de få kvinder i kredsen omkring caféen Zum Schwarzen Ferkel i Berlin, centrum for en af 1890’ernes mange store nordiske kunstnerkolonier. Her havde skandinaviske forfattere som Gunnar Heiberg, Holger Drachmann, Ola Hansson og Karl August Tavastjerna deres gang, og her fandt man de norske malere Edvard Munch, Christian Krohg og hans kone Oda Krohg, der også stræbte efter anerkendelse som seriøs billedkunstner.

August Strindberg var en af de ledende skikkelser omkring caféen Zum Schwarzen Ferkel. Dagny Juel Przybyszewska blev med sit frie og erotiske væsen for stærk kost for ham. Efter den første fascination begyndte han at forfølge hende med bagvaskelse i breve og digtning: »Var jeg interesseret, så lod jeg politiet tage hende for prostitution en mørk aften, hvor hun strejfede omkring. Det er god, gammel hævn!«, skriver han til vennen Bengt Lidforss.

Med sit eventyrlige liv og sin tragiske skæbne blev Dagny Juel Przybyszewska en myte, og myten om kvinden, der ægger og inspirerer mandlige kunstnere, har overskygget hendes egen digtning, en digtning som kredser om det kvindelige begær, og som også viser ambivalensen ved tilværelsen som bohemekvinde.

»Hun var norsk, meget slank, med former som en madonna fra Trecento, med en latter som gjorde mænd gale. Hun hed Ducha og drak absint uden at blive beruset… Hun havde for enhver mand et æggende ord, hævede ham op til sig og stødte ham bort igen«. Sådan skildres »Ducha« – den norske forfatter Dagny Juel Przybyszewska (1867-1901) – af en samtidig tysk forfatter og kunstkritiker, Julius Meier Graefe.

I et af hendes efterladte digte skrives ambivalensen frem gennem et modsætningsfyldt billede, hvor jeg’ets »sunde« (kvinde)natur forgiftes, samtidig med at giften er en kraft, der giver visioner og vingesus:

Og den kraft jeg drak af dine vande
Blev til gift i mine sunde årer,
Mens jeg ventet, siddende på runestenen.

Og den gift der trængte i min hjerne
Gav mig magt at tyde stenens runer,
Medens månen blegned bagom skoven.

Og da solen steg med glands i østen
Så jeg ørnens unge, sterke vinger
Sprede sig lig flammer over himmelbuen.

Foruden de efterladte digte består Dagny Juel Przybyszewskas forfatterskab af fire dramaer og fem korte prosastykker. Både dramaerne og prosateksterne er tidstypiske; de bryder med de fleste af realismens konventioner, og sproget er lyrisk malende og besværgende. Drifter og lidenskab præger Dagny Juel Przybyszewskas kvindeskikkelser, og vi finder altid en fremtrædende angst- og skyldproblematik knyttet til kærligheden mellem mand og kvinde.

I alle dramaerne iscenesættes erotiske trekantsforhold – to kvinder kæmper om den samme mand, eller en kvinde spaltes mellem dragningen til to mænd, som hver især stiller forskellige krav til hende. I Synden og Ravnegård ender det erotiske spil med døden; og det er de personer, der elsker mest lavmælt, som ofres, nemlig den milde søster i Ravnegård og ægtemanden i Synden. Men også de sejrende, der er drevet af dæmoni og lidenskab, ender som tragiske tabere. Uroen og begæret er ikke skabt til at tilfredsstilles, og omkostningerne ved at skaffe rivalinden af vejen skildres i enakteren Når solen går ned med en ulidelig angst og skyldfølelse.

Af Dagny Juel Przybyszewskas forfatterskab var det kun dramaet Den sterkere og fire prosatekster, der blev trykt på norsk i hendes egen levetid (hhv. 1896 og 1900). Hun skrev på norsk, men var bosat i Polen. Dramaerne Synden og Når solen går ned blev oversat til polsk og trykt i Prag i 1899, Ravnegård blev ligeledes oversat til polsk og fremført i Krakow i 1902. De norske originaler blev først »opdaget« i 1970’erne og udgivet i 1978 under titlen Synden og andre skuespill.

Den sterkere, 1896, er interessant, fordi den bearbejder kærlighedskonflikten på en ny måde, og den kan læses som et »svar« på det billede, Ibsen giver af den gådefulde og begærende kvinde i Fruen fra Havet, 1888. Motivet er det samme: En mand fra fortiden dukker op og gør krav på en kvinde, der i mellemtiden er blevet godt gift. Men Dagny Juel Przybyszewskas kvinde, Siri, vil satse alt på sit ægteskab, for hende er fortiden forbi, og det er ægtemanden, hun elsker. Når hun alligevel, i modsætning til Ibsens Ellida, vælger at drage bort med manden fra fortiden, er det, fordi ægtemanden Knut aldrig viser hende tillid og ikke kan forsone sig med, at hans hustru har haft elskere før ham.

Prosateksten »Sing mir das Lied vom Leben und Tode« (Syng mig sangen om liv og død), trykt på norsk i tidsskriftet Samtiden år 1900, fremstiller en kvinde, der er knust af mandens kærlighed. Dagny Juel Przybyszewska omvender mændenes billede af kvindens eros som liv- og dødbringende. Hos Dagny Juel er det ægtemandens kærlighed, der skildres i en kvælende blomstermetaforik:

»Ah, blomsterne i hans kjærligheds have havde vokset for yppigt omkring hende, duften havde betaget hende aandedrættet, blomsterrankerne havde slynget sig omkring hendes liv, til hun havde følt sig bunden paa hænder og fødder. I hans øine laa altid tusinde spørgsmaal: elsker du mig? Elsker du mig nu? Elsker du mig saadan? … Hun havde følt sig som en skyldner, der ikke kan indfri sin gjæld«.

Dagny Juel var lægedatter fra en lille by i Østnorge. Klaverstudier første hende til Kristiania og videre til Berlin. I 1893 giftede hun sig med den polske digter Stanislaw Przybyszewski, og sammen med ham levede hun et omflakkende liv i Europas storbyer. Efter nogle stormfulde år forlod Przybyszewski Dagny, og den 5. juni 1901 blev hun skudt af en ung beundrer i Tiflis i Kaukasus. Da var hun fuldstændig kompromitteret i sit hjemland. Undtagelsen var kunstervennen Edvard Munch, som i et interview i Kristiania Dagsavis gav hende et eftermæle som intellektuel og kultiveret kvinde, seriøs i sin kunst. Han fik støtte fra uventet hold af kvindesagskvinden Gina Krog, som altid havde markeret stor afstand til bohememiljøet.

Anne Birgitte Rønning

Mellem Gud og mand

Krohg, Christian (1852-1925) (no.): Kunstnerens hustru. 1888. Olie på lærred. Nasjonalgalleriet, Oslo

Mens intrigerne i Dagny Juel Przybyszewskas tekster er stiliserede, ikke bundne til et bestemt miljø, beskriver hendes forfatterkollega Anna Munch (1856-1932) kunstnerkredsene mere direkte. Hun er desuden den første norske forfatter, der har valgt den kvindelige kunstner som gennemgående hovedperson i sine bøger.

Anna Munch, født Dahl, stammede selv fra en højborgerlig Kristiania-familie og havde realskoleeksamen fra Hartvig Nissens kendte skole i Kristiania. Efter at være blevet skilt fra sin første mand, der ikke accepterede, at hun skrev, giftede hun sig igen med en væsentligt yngre forfatterkollega, Sigurd Mathiesen (1871-1958). Hun rejste meget og boede i perioder i Danmark, og kunstnermiljøet blev hendes egentlige hjemsted.

Anna Munch fokuserede mere på bohemelivets lyst – kunst, rejser og bevægelsesfrihed – end på de laster og skyggesider, som hendes mandlige kolleger undersøgte. Hendes heltinder er forfattere, musikere, sangerinder eller danserinder. De færdes på caféer og værtshuse, står model, går til kunstnerkarneval, diskuterer, danser og drikker vin. Men bohemeskildringen rummer også konflikter. I Anna Munchs univers finder vi til stadighed et utilfredsstillet åndeligt begær, et begær efter gensidig forståelse med den anden, efter forsoning og efter en religiøs forklarelse. I alle Anna Munchs bøger finder man farlige, ubevidste kræfter hos kvinderne. Forfatteren forsøger at registrere dette farlige og følge dets adfærd, ikke at forklare det.

Sigrid Strøm i romanen To Mennesker. Gåten Knut Hamsun, 1897, betages dybt af en forfatterven, men afvises og synker ind i en depression. I et kunstnerpensionat, hvor hun lever mellem venner, genvinder hun sin sindsligevægt og indser, at hendes følelser ikke besvares. Af skyldfølelse giver hun imidlertid afkald på dette miljø, fordi han også bor der. Under en pilgrimsgang for at give ham en sidste hilsen, forulykker hun og dør. Man bliver straffet, når man tager initiativet over for mænd. Sigrids evner som skribent perverteres. Fordi hun er fikseret på at forklare sine følelser, bombarderer hun sin kunstnerven med breve. Efter hvert brev opstår en mareridtslignende følelse i hende af ikke at blive forstået, og hun skriver endnu en gang for efterhånden at ende i et sygeligt kredsløb.

Anna Munchs forelskelse i Knut Hamsun fik et problematisk forløb, ikke særlig forskelligt fra det, der skitseres i To mennesker. Robert Fergusons Gåten Knut Hamsun, 1988, fremstiller Anna Munch entydigt negativt. Peter Egge (1869-1959), der kendte Anna Munch personligt, fortæller: »Hun var dunkel, var lukket, vanskelig at trænge ind i. Et godt menneske, gledet bort fra det borgerlige samfund, hun var født i. En uskyldig boheme.« (Minner fra tiden omkring århundreskiftet, 1950).

Også i romanen Verdens Herrer, 1903, er heltindens skriveproces vigtig, men her er den et terapeutisk arbejde. Under en krise i et kærlighedsforhold, mens Elisabeth venter på livstegn fra kunstnervennen, noterer hun deres historie ned og supplerer den med dagbogsoptegnelser. Specielt interessant er her forholdet til krop og seksualitet, som forfatteren beskriver frimodigt og åbent. Elisabeth elsker alt, hvad der har med kropslig udfoldelse at gøre. Da hun lærte at svømme, var det en skelsættende og dejlig oplevelse af selvfølelse. Da hun som voksen går ind i et erotisk forhold, mangler følelsen af frihed og uafhængighed imidlertid. Hendes refleksioner over dette »Experiment« var ny kost for samtiden.

»Det var det samme … jeg laa i Vandet og lærte at svømme igjen, men egentlig med mindre Iver end da jeg som Barn havde dyrket den gamle Kunst… det er da ikke egentlig noget dybsindig i og meget at tænke og skrive Bøger om rent fysiske Aktioner«.

Også i sin betydeligste bog, romanen Glæde, 1904, skriver Anna Munch barndommens tabte, men utopiske univers frem. Glæde har en mere intens livsfølelse, en fastere komposition og en mere målrettet civilisationskritik end Anna Munchs øvrige bøger. Bogen er struktureret som en udviklingsroman; lille Ester vokser op, gennemlever prøvelser og lidelser og dør til sidst forsonet. I skildringen af Ester giver bogen et indtagende og følsomt barneportræt. Den danske kritik har peget på ligheder med Karin Michaëlis’ bøger. Esters kreativitet og livsglæde fremstilles som en utopi om autentisk liv.

Den kærlige, konfliktfrie familie i slutningen af Anna Munchs roman Glæde kan ses som en fremtidsvision, som en regressiv drøm eller som en tribut til en religiøs forsoningsæstetik.

Ester peger frem mod den androgyne kvindetype, Anna Munch præsenterer i sit sidste værk, Menneskenes Barn, 1916. Forfatteren viser her »det tredje kjøn« eller »menneskekvinnene«, som skal komme. I visionen om det nye kvindeliv betyder kammeratskabet med mænd og det »indre Livs Vækst« mest, dvs. en venskabsalliance uden seksualitet og en religiøs, frihedsorienteret dimension. Men forståelsen og nærheden mellem søstre tillægges nu, i modsætning til i hendes tidligere bøger, også stor vægt.

Astrid Lorenz