Mange nyere kvindelige forfattere synes fanget i et formens paradoks: På den ene side skaber kvinder i samtidslitteraturen litterær æstetik, der bevæger sig på grænserne af genrer og former, og gør det i kraft af det stof og de temaer, de arbejder med. På den anden side vurderes kvinderne stadig i forhold til relativt traditionelt udstukne normer og forventninger.Medmindre der er tale om et fåtal af sanktionerede genier, henregnes kvinders mest værdifulde litterære indsats stadig helst til stoffet, som meget gerne må bryde tabuer, være dristigt eller kontroversielt. Æstetisk værdi forbindes inden for prosaen sjældent med værkernes form.
Tag: Digte
Eksistentiel poesi.
Cecilie Løveids tre første prosalyriske romaner bryder radikalt med den socialrealistiske romangenre, der dominerer i Norge i 1970’erne. Hun insisterer på sin modernistiske æstetik, hvor fragment, collage, intertekstualitet og flerstemmighed foretrækkes frem for de realistiske koder. Hun er fundamentalt forankret i poesien, og fordi hun forbliver en modernistisk lyriker, uanset hvilken genre hun tilnærmer sig, bliver det umuligt for hende at træde ind i et socialrealistisk formsprog.Det samme gælder for så vidt Kari Bøge, der med sin eksperimentelle bogdebut Asmorelda i 1971 også bryder med den realistiske fortælletradition og repræsenterer et af de første væsentlige forsøg på at skrive en ny kvindelig modernistisk prosa i Norge. Hun adskiller sig fra andre kvindelige forfattere omkring 1970, idet hun insisterer på en ahistorisk individualisme og en tomhedens æstetik, men samtidig lancerer nogle temaer, der var centrale for en feministisk bevidst digtning: identitetsspørgsmålet, forholdet til manden og forholdet til skriften.
Den danske forfatter Vita Andersens prosadigtning fik øgenavnet knækprosa, fordi digtene tilsyneladende blot var episke forløb med ulige linjelængde. Men hendes digtning er mere kompliceret. Den er en iscenesættelse af hverdagssproget, en udstilling af tvangen og rollerne, men langtfra en kunstløs gentagelse. Kønsrollerne som tvang og hindring for et lykkeligt samspil mellem kønnene er et centralt tema. Men kønsforskellen er ikke kun social, bag den står barndommen, der især foldes komplekst ud i romanerne.Charlotte Strandgaard debuterede i 1965 og skrev i 1960’erne og 70’erne en række digt- og dokumentsamlinger, der fokuserer på tidstypiske problemer som alkoholisme, narkomani, de socialt udstødte og taberne. I hendes univers hersker lidelsen, misforståelser mellem dem, der gerne vil elske hinanden, skyldfølelse og håbløshed. Tonen er medfølelse og vilje til at pege mod en forklaring og en løsning. Hendes voksne er som hos Vita Andersen sårede børn. Men sammen med smerten findes en insisteren på forsoning og forløsning.
Agneta Pleijel var en af de toneangivende i den kritikergeneration, der i 1970’erne gik i brechen for en ny og mere samfundsrelevant litteratur. Ligesom Anna Westberg tager hun udgangspunkt i de æstetiske og etiske idealer, der var fremherskende i 1970’erne. Men mens de begge gennem hele deres forfatterskab holder fast ved de etiske idealer, kan man også se, hvordan de distancerer sig fra den fremherskende æstetik.I begyndelsen af 1980’erne forlader de 1970’ernes realisme og bevæger sig mod en mere tentativ og fragmenteret skrivemåde. De forlader sagligheden for et mere højstemt tonefald. Klangbunden i forfatterskaberne, der oprindelig var lys og udviklingsoptimistisk, bliver stadig mørkere.
Emigrantlitteraturens kulturelle dobbeltblik.
Om 1960’ernes og 1970’ernes nye sprogbevidste digtning.
Man har talt meget om et vendepunkt i det litterære klima i Sverige omkring 1975. Nye lyrikere debuterer, til dels takket være statslig litteraturstøtte. Der skabes plads til et mere nuanceret syn på, hvad poesi er og kan være. Den indre virkelighed og de kvindelige erfaringer tilkendes deres betydning.Hele modernismens rige arsenal af udtryk – med rødder i symbolisme og romantik – står til rådighed for de kvindelige digtere, som debuterer i den sidste halvdel af 70’erne, og som kommer til at høre til blandt de fornemste i deres generation. De er samtidige med den nye kvindebevægelse, og på forskellig måde gestalter de sanselighed, erotik, kønnets mørke sprog og moderskabets egenartede sjælelige og kropslige landskaber.
»Den første bombe, der blev bragt til sprængning på Treenighedspladsen, blev kaldt en ‘baby’. Da forskerfædrene i Manhattan-projektet telegraferede til præsident Truman efter ‘fødslen’ d. 16. juli 1945, lød telegrammet: ‘Barnet var velskabt’. Bomben over Hiroshima blev kaldt ‘Little Boy’. Og i dag er man i gang med at fremstille ‘femte generations raketter’«. Sådan skriver den norske forfatter og psykolog Wera Sæther i 1985.Kan en sådan civilisation nogensinde reddes? Kun med kærlighedens sprog kan det onde besejres og livet tilbedes, ikke med dødens, mente blandt andre Wera Sæther. I denne stræben er mand og kvinde ikke adskilte fra hinanden. Først i deres fælles stræben ophører magtesløsheden.
Velfærdssamfundet set fra neden.