Fortællinger fra samfundets udkant.
Tag: Digte
En litterær fejde om moderlighed.
Ny færøsk kvindelitteratur.
Køn og klasse i 1970’ernes islandske kvindelitteratur.
Den finske forfatter Eeva Kilpi debuterede i 1959 med novellesamlingen Noidanlukko (Månerude), og i 1960’erne skriver hun en række romaner og novellesamlinger, hvor det bærende er modsætningen mellem mand og kvinde, mellem krop og intellekt, men især mellem by og land. Men med digtsamlingen Laulu rakkaudesta (En sang om kærlighed, 1981), og romanen Tamara (da. 1984), begge fra 1972, bliver hun en af de ledende personligheder på den finske kvindelitterære scene. Som en central tematik i forfatterskabet dræber byen og det moderne teknokrati ikke blot planter og dyr, men også mennesket.Hun er en blanding af hjemstavnsnostalgiker og militant økoaktivist, og hendes organiske helhedssyn på livet kommer stadigt tydeligere til udtryk i hendes produktion. Med sin selvbiografiske trilogi skriver hun Verdenskrigens historie set fra kvindens og den finske hjemmefronts perspektiv. Hun aktiverer læserens hukommelse og gør rede for sin egen, og fuldfører med stor konsekvens det civilisationskritiske perspektiv, der har været drivkraften i hele hendes forfatterskab.
Med baggrund i den nye kvindeforskning på universiteterne i Danmark i 1970’erne opstod kvindelige kritikerlaug, der skrev om nye – og gamle – kvindebøger. Samtidig fungerede de som dem, der offentliggjorde læserens erfaringer, og som nye normsættere i forhold til tolkning af kvinders litteratur.Det var især forestillingen om den kvindelige erfarings betydning, der blev til en kunstnerisk drivkraft. Den førte til bekendelsesgenren, hvor den subjektive erfaring på samme tid var en vej for den skrivende og den læsende til en erobring af identitet og jeg-styrke. Videre førte den til emancipationslitteraturen, hvor erfaringen paradigmatisk fører til bevidstgørelse, modstand og frigørelse, fra et ægteskab eller fra en psykisk selvundertrykkelse.
Social kritik og ny bevidsthed i 1970’ernes norske kvindelitteratur.
Kvindeskribentgruppen i Österbotten.
Gennem hele sit forfatterskab kredser danske Inger Christensen om de samme grundlæggende forhold: eksistensens, kønnets, kroppens og bevidsthedens organiske sammenhæng med natur og kosmos – og, i kraft af sproget, menneskets særlige status i forhold hertil.Kunsten er ikke blot det sted, hvor disse forhold omtales og beskrives – som i den tidlige modernisme. Kunsten er hos Inger Christensen også det sted, hvor eksistensen, kønnet, kroppen og bevidstheden kan sættes i spil, undersøges og afprøves, fordi de er grundlaget for poetisk artikulation.
Den danske forfatter og debattør Suzanne Brøgger har i en stor del af sit forfatterskab beskæftiget sig med oprørets natside og nej’ets konsekvenser. Og især dramaet Efter orgiet, hvor personerne Lem, Rigor, Vulva og Mortis opfører en incestuøs, ødipal dødsdans i en Brøggersk udgave af den græske tragedies retorik, udløste samme bestyrtelse, som da forfatteren tyve år tidligere ønskede at befri os fra kærligheden.Men startede forfatterskabet i et ‘nej’ i 1973, skete der en vending med udgivelsen af romanen Ja i 1984, der samtidig markerede Suzanne Brøggers mere folkelige gennembrud. Ja viser sig at være en kunstnerroman, hvor den kvindelige kunstner genopstår fra kvindelighedens gravkammer. Forfatterens bevægelse fra NEJ i 1973 til sit JA i 1984 handler således dybest set om en personlig vej til et forfatterskab, en kunstnerisk livspraksis.