Den finske forfatter Minna Canth blev eneforsørger, forretningskvinde og forfatter på én gang. I stedet for at føre en enkes jævne og tilbagetrukne liv, som det var skik og brug, blev hun den mest omdiskuterede forfatter inden for den finske realisme og den, der formede det moderne finske drama.Siden da har hun været en af de mest spillede dramatikere i Finland, og da hun døde, skrev man om hende som om en nationalhelt.
Tag: Breve
Fra rim til reformer i Island.
En mand skriver, når han vil, en kvinde, i det mindste hun, som har børn og husholdning, når hun kan, glad og taknemmelig for at få lov til at stjæle sig en sådan glæde, skrev den finske forfatter Fredrika Runeberg i sit memoireværk Min pennas saga (Min pens eventyr), som først udkom i 1942.Da alle hendes tre værker – historiske romaner Fru Catharina Boije och hennes döttrar og Sigrid Liljeholm samt hendes samling af fortællinger Teckningar och drömmar (Tegninger og drømme) – udkom i årene 1858-62, havde hendes mand J. L. Runeberg allerede etableret sig som Finlands store nationaldigter. Hans indstilling til litteratur skrevet af kvinder var velvillig, men nedladende. Denne indstilling delte to andre af samtidens meningsdannere, Zacharias Topelius og Johan Vilhelm Snellmann. De støttede begge hendes skriveri, fordi hun ikke fremførte emancipatoriske tanker.Hun drømte om at skrive kvindernes historie, men underkastede sig de toneangivende mandlige meningsdanneres forventninger. Hun undlod at offentliggøre sine skrifter om kvindesagen og ventede 15 år, inden hun udgav sin debutroman. I de skrifter, hun gemte i sin skuffe og i sine dagbøger, sammenlignede hun slet og ret kvindens stilling med slaveri.
Camilla Colletts hovedværk, romanen Amtmandens Døttre, er norsk litteraturs første realistiske tendensroman. Og den første norske roman, der bredt og kritisk udforsker vilkårene for kvinder, der tilhører samfundets bedrestillede lag. Den var ingen dusinvare, da den udkom i 1854-55. Mange blev grebet af bogens angreb på fornufts- og forsørgelsesægteskabet og klagerne over kvindelivets snærende rammer. Efter Amtmandens Døttre og et bind Fortællinger, 1861, skrev hun ikke fiktion. I stedet brugte hun 1860’erne til at udforske gråzonen mellem selvbiografi, memoirelitteratur og rejseskildring. Derefter tog hun springet over i essayistikken, og udsendte sin gennembrudssamling som feministisk kulturkritiker i 1877 Fra de Stummes Leir.Hun har sin store del af æren for, at det norske moderne gennembrud blev så stærkt præget af kvindesagen. Og hun var medvirkende til, at man i Norge undgik den skarpe kløft mellem kvinder og mænd i synet på kønsmoral, som prægede dansk kulturliv i 1880’erne.
Da den danske forfatter Magdalene Thoresen lod Bjørnson udgive sin første bog, Digte af en Dame i Bergen i 1860, havde »kvindespørgsmålet« længe været debatteret i det politiske liv og tematiseret i litteraturen. Hendes forfatterskab, som viste sig at blive et af periodens største og væsentligste, gav det imidlertid en særlig udformning, der på en egen måde forenede romantikkens mest patriarkalske idéer med sider af de kommende tiårs kulturelle nybrud.Forfatterskabets tyngdepunkt ligger i natur- og folkelivsskildringer fra det Norge, der blev hendes andet fædreland. Hendes største publikumssucces blev to bind rejsebøger fra landets nordligste egne, Billeder fra Midnatsolens Land fra 1884-86. Trods succesen repræsenterede de ikke forfatterskabets hovedgenre.Størstedelen af hendes litterære produktion faldt inden for genrene »bondefortællingen« og det realistiske samtidsdrama, ligesom hun også skrev til teateret.
Svenske Fredrika Bremer har vundet respekt som personlighed, som brevskriver og rejseskildrer. Men når man kommer til romanerne, plejer forbeholdene at indfinde sig. De eneste undtagelser, man plejer at gøre, er Grannarne (Nabofamilierne) fra 1837, og Hemmet fra 1839. Med disse to romaner blev hun en af verdens mest læste romanforfattere.Ingen svensk forfatter, ikke engang Selma Lagerlöf, har haft den samme succes i den engelsktalende verden. Få har været oversat til så mange sprog. Hele hendes produktion kan betragtes under såvel en realistisk som en romantisk kodes synsvinkel. På den ene side beskæftiger hun sig med kvindens stilling i samfundet, med hendes ret til uddannelse og udvikling. På den anden side er hun optaget af det indre livs ret over for det ydre og den kvindelige ildsjæls mulighed for at styrte det bestående. Det er ikke balance, som er hendes originalitet. Det er snarere uroen i bøgerne, der fængsler. Hun var lidenskabelig – både som intellektuel og frihedssøgende.
Med sine 24 fortællinger i En Hverdags-Historie fra 1828 konsoliderede Thomasine Gyllembourg en ny litterær tradition – den realistiske prosafortælling. Hun bevæger sin læser rundt i dagligdags ydre handlingsrum, ornamenterede med enkeltheder, som alle gør hendes univers til genkendelig virkelighed. Mens En Hverdags-Historie viser familielivet i et hulspejl, findes der i forfatterskabet også en række noveller, der reflekterer familien i et troldspejl. Da hun skrev sine hverdagshistorier, var kernefamilien stadig ny, og hun havde selv gjort en væsentlig del af dens tilblivelseshistorie med.Med En Hverdags-Historie stillede hun sig imidlertid i vadestedet mellem den slægtsbevidste gamle familie og den nye individorienterede familie, og derfra anskuede hun familiens udvikling, opvejer tab og vinding og blotlagde de sprækker, som kernefamilien bærer i sin grundvold. På den led registrerede hun de tendenser i 1840’erne, der pegede frem mod dén moderne livsform, som nogle tiår senere blev sat til debat i gennembrudslitteraturen.
Kirkehistorie bliver ofte teologernes og de kirkelige lederes historie. De er for det meste mænd, og i kirkehistorien er kvindernes rolle mere upåagtet. Men vi finder mange kvinder i 1800-tallets vækkelser, og de er virksomme inden for forskellige områder i tidens mange vækkelsesbevægelser.Nye former for virksomhed skaber ny litteratur, og i den tids nye åndelige strømninger i de nordiske lande finder vi kvindelige skribenter, salmedigtere og prædikanter. Haugianismen var en vigtig faktor i Norges åndelige og kulturelle liv i 1800-tallet og en af de mange vækkelser, som opstår i løbet af århundredet i de nordiske lande. Man mener, at haugianismen fik betydning for kvindebevægelsen i Norge og var en medvirkende forudsætning for f.eks. Camilla Colletts energiske kamp for kvinders frigørelse.
Romantikkens kvindelige prosaister måtte i deres hverdagshistorier, essays og romaner formulere sig i forhold til en mandlig romantisk retorik, der hos en række mandlige teologer tjente til at give uskyldsmyten fylde og socialitet i det borgerlige hjem. Kvindeværdigheden bliver en central tanke for mange kvindelige skribenter og forfattere i samtiden.Værdighedsmyten er et genmæle mod de tanker og idéer om ophøjelse og uskyld, som en romantisk tankegang ofte indskrev kvinder i og beskrev dem ud fra. Men værdighedsmyten er i høj grad farvet af, at den netop er et modsvar til den kønsliggørelse af kvinden, som uskylds- og ophøjelsesidealet indebærer. Den er et kvindeligt romantisk svar på den mandlige romantiks kønspolarisering.
Det var en følelse af smerte og håbløshed, der i 1855 fik den kun 42-årige danske skuespillerinde Johanne Luise Heiberg til at påbegynde sine erindringer: Et Liv gjenoplevet i Erindringen. Som romantikkens største skuespillerinde var hun blevet en myte i levende live. Men kravet om større realisme på scenen begyndte så småt at signalere en ny tid.Trangen til afklaring bliver i det fire bind lange erindringsværk samtidig til en skriftens iscenesættelse, som belyser de dele af den personlige historie, der skal til for at skabe det varige monument over hendes liv og kunst. En beskrivelse af et liv set gennem et skarpt selekterende blik. For at glorificere og bevare – men også forstå – det, der havde været hendes egen forgængelige kunst.