”Det personlige er politisk,” sagde den nye kvindebevægelse, og kvinderne ville ændre deres liv til en happening, der beviste denne påstand. Den var faktisk mere radikal, end mange feminister var klar over. Ville kvinder virkelig have, at ”alt” det personlige skulle være offentligt og politisk?
To årtier senere begyndte døtrene til de frigjorte mødre at fortælle om deres erfaringer med at vokse op som deltagere i forældrenes radikale eksperimenter. I Norge taler man om revurderingen af familien i litteraturen, særligt af den idealiserede mor, ”hjemmets hjørnesten”, som det hedder i festtaler. Forfattere som Trude Marstein, Anne Oterholm og Hanne Ørstavik havde temmelig meget at sige om frihedens lyksaligheder.
Forholdet til familien, moren og kvindeligheden er det ene af de to hovedtemaer i Auđur Jónsdóttirs (f. 1973) forfatterskab, det andet er de vestlige herrefolks forhold til den nye internationale arbejderklasse i begyndelsen af det nye årtusind. Disse to temaer får efterhånden mere til fælles, end man først kunne tro, de havde.
Der var en lille by i Vest-Island…
Auđurs første bog, Stjórnlaus lukka (1998; Ustyrlig lykke) handler om en attenårig pige, der bor i en landsby i Vest-Island. Hendes mor er en alkoholiseret, tidligere hippie, nu husholderske for en gammel bonde og hans ondskabsfulde søn. Pigen arbejder på en fiskefabrik. Livet i landsbyen er præget af ensformighed, alle følger omhyggeligt med i hinandens mindste bevægelser og mistænker hinanden for hor, og som oftest er mistanken begrundet. Man bruger og misbruger rusmidler, man keder sig. Alle drømmer om at tage sydpå. Da moderens nye kæreste omkommer, rejser mor og datter tilbage til Reykjavik.
Ustyrlig lykke er en moden debutbog, den beskriver en lille islandsk fiskerby med få, men tydelige træk, vi har fiskekutterne, frysefabrikken, supermarkedet, bankfilialen. De sociale forhold i landsbyen er præget af hierarkier, og man er god til at lave melodramatiske scener og hænge hinanden ud, det gælder både børn og voksne. Fremtiden rummer ingen løfter, hverken gode eller dårlige, men hvis noget truer landsbyens ligevægt, så står man sammen. Det er bagtæppet for bogens hovedtema, dvs. mor-datter konflikten, der bliver helt central, eftersom pigen er meget afhængig af sin mor.
Moren kommer dårligt ud af det med folk i landsbyen og slår ring om sig selv og drukfællerne, der opsøger hende på gården, og der, i sin egen verden, kontrollerer hun alt og laver regler, der er præget af lunefuldhed og uberegnelighed. Det eneste, der betyder noget for datteren, er morens kærlighed, men den kan hun ikke stole på, når moren er beruset. Moren er også afhængig af datteren, fordi hun altid kan spejle sig i hendes beundrende øjne.
Datteren lider af epilepsi. Denne sygdom har skabt både frygt og respekt gennem historien, for epileptikerne falder om og er væk, forlader virkeligheden, men hvor tager de hen? Til himlen eller til helvede? Bondens søn kalder pigen for en ”freak”, og det gør hende endnu mere afhængig af morens beskyttelse. Da moren får en elsker i slutningen af romanen, bliver datteren jaloux og vred og angriber moren verbalt, noget hun fortryder, hver gang det sker.
Matrofobi
Adrienne Rich introducerede begrebet ”matrofobi” i 1976. Det beskriver det sårbare forhold mellem døtre og mødre. Begrebet henviser til døtrenes frygt for moren, til frygten for at blive forvandlet til moren, blive som hende. Mødrenes liv er kendetegnet af så store kompromisser og splittelser, at døtrene ikke vil påtage sig mødrenes roller. Mange psykoanalytikere har observeret, at døtrene har problemer med at adskille sig fra mødrene, og at grænserne mellem dem ofte er uklare eller udviskede.
Astrid Henry siger, at feminister fra feminismens tredje bølge ikke er interesseret i den anden bølges krav om ”søsterskab”. De unge piger, der repræsenterer feminismens tredje bølge, er født mellem 1965 og 1980, og tilhører den såkaldte generation X. De er vokset op med feminisme og kender ikke en verden uden den. De har ikke behov for at være med i grupper, der skærper selvbevidstheden, eller for aktivisme omkring en sag, der allerede er anerkendt og institutionaliseret.
De er vokset op i et samfund, hvor kapitalismen har vundet, hvor klassebegrebet ofte anskues som forældet, og solidaritet opbygges i forhold til venner, ikke til fremmede mennesker. De er selv feminister, i den forstand at de ønsker frihed for kvinderne til at vælge det, der gør dem lykkelige som individer. Forholdet til seksualiteten spiller i den henseende en stor rolle. Disse unge feminister er deres mødres døtre, men nu er moren ikke længere tydeligt undertrykt og magtesløs, snarere krævende, egoistisk og måske mere barn end sin datter.
Kritikken af og oppositionen mod feminismen kan flyde sammen med døtrenes problemer med deres mødre, siger Phyllis Chesler. Døtrene er stadig matrofobiske, men den dominerende og truende mor, som de bryder med, er ikke altid morens person, men den feminismens anden bølge, som moren har været med til at drive frem, og som hendes generation står for. Feminismen bliver defineret som aggressiv, urimelig, frigid og frustreret, hadefuld over for mænd og helt usexet – og opfattet sådan er det let at afvise den og moren samtidig, og sige at begge dele står i vejen for datterens frihed.
I autofiktionen og de selvbiografiske romaner, der udkom i det 20. århundredes sidste årti, beskriver de unge forfattere, hvordan mødrene har påvirket dem, ofte på en stærkt negativ måde. Mødrene svigter døtrene på forskellig vis, de bliver beskrevet som stærke i deres svagheder, tabere, misbrugere, sentimentale og ustabile. Døtrene kan beskrive dem som engle eller monstre, de har magten til at give dem liv i deres tekst og dermed blive forfattere til eller føde deres mødre tekstuelt. Nogle bruger deres nye magt til at dræbe moren metaforisk, andre bruger den til at adskille sig fra hende og sætte hende på plads, andre igen erklærer moren deres kærlighed. Auđur Jónsdóttir gør alt dette i sin granskning af mor-datter forholdet.
Erindringer og billeder
En anden forfatter, Guđrún Eva Mínervudóttir (f. 1976) skriver også om mor-datter forholdet i Albúm (2002; Album). Bogen består af 99 korte tekster og lige så mange billeder fra fortællerens liv, først meget enkle, så mere komplicerede og sammensatte. Samtidig får læseren en følelse af, at der forties mere og mere, efterhånden som fortælleren bliver ældre, og det uudtalte, hun bærer på, vokser. Læseren får korte indblik i, hvordan moren forsømmer børnene, samtidig med at hun flytter fra sted til sted, sådan at børnene ikke får nogen venner, og under opvæksten knytter sig mere til steder end til mennesker. Guđrún Eva er en filosofisk forfatter, der dykker langt ned i sine temaer: smertens betydning (Yosoy, 2005), pornografi og anoreksi (Skaparinn, 2008), urkraften, skabelsen og ødelæggelsen (Allt með kossi vekur, 2011).
Romanen Sólskinshestur (2005; Solskinshest, 2007), som Steinunn Sigurđardóttir (f. 1950) i et interview har karakteriseret som den bog, det har været sværest for hende at skrive, skildrer to søskende, der vokser op med en næsten total ligegyldighed fra deres forældres side. Forældrene er begge to veluddannede læger, respekterede mennesker i samfundet. I huset opdrager pigen sin lillebror, og over middagsbordet udveksler forældrene fortællinger om børn, de har opereret og reddet i løbet af dagen. De er socialister; idealistiske læger, der brænder for barnets sag, men som ikke er interesseret i deres egne børn. Romanen udspiller sig på forskellige tidsplaner, men alle udgår fra og vender tilbage til familiens hus, der bliver en slags ”house of horror”, fuldt af alle mulige spøgelser.
Karitas, kunstneren, som Kristin Marja Baldursdóttir (f. 1949) skriver om i bøgerne Karítas án titils (2004; Karitas uden titel, 2007) og Óreiða á striga (2007; Karitas − Kaos på lærred, 2013), må vælge mellem kunsten eller sin familie. Karitas er lige så gammel som det tyvende århundrede, hendes historie er århundredets kunsthistorie, en fortælling om kreativitet og ødelæggelse, hungeren efter kærlighed og længslen efter fred i sjælen. Bøgerne er gnistrende godt skrevet og har fundet deres beundrende læsere i mange lande.
Dem i kælderen
Der sker ikke meget på nutidsplanet i Auđur Jónsdóttirs roman Fólkið í kjallaranum ( 2004; Dem i kælderen, 2006). Det tjekkede unge par, Klara og Svenni, har gæster, bedstemoren ringer et par gange, Klaras forældre kommer uindbudt og fulde på besøg, manden i kælderen klager over spektakel, Klaras søster kommer ud for en ulykke. Men som i Henrik Ibsens skuespil er det, der sker på scenen, kun vigtigt på grund af det, der er sket før, og på grund af dialogen med fortiden, der bestandigt pågår. Fortiden er som et minefelt, som Klara må igennem, og det er en opgave, der kræver al hendes energi.
I romanens første kapitel befinder Klara sig i et supermarked, hvor hun på grund af angst ikke magter at vælge den ene vare frem for den anden. Angsten kaster hende tilbage i en traumatisk barndomserindring. Hendes veninde og hun er ti år, og på campingtur sammen med deres respektive forældre og søskende. Efter at de voksne har drukket den halve nat, kører Klaras mor, i et anfald af jalousi og vrede, parrets bil ud i en flod, og børnene, der vågner op ved spektaklet, iagttager bange og ligesom lammede redningsaktionen og tror, at moderen er ved at drukne.
Denne banale, men stærkt traumatiske scene bliver stillet op som et mise-en-abyme for forældrenes melodramatiske ægteskab. De er alkoholikere af 68-generationen, henholdsvis akademiker og kunstner, og deres liv er præget af fester, spektakel, slagsmål, selvmordstrusler, utroskab, destruktivitet og kaos. Indimellem får børnene kompensation for festerne i form af en tur sydpå, en tur på fjeldet, litteratur og musik, leg og glæde, kærlighed og hygge, som de elsker og er taknemmelige for, men hvorvidt det er virkeligt, ved de ikke rigtig. Storesøsteren Klara fortrænger en masse vrede og bærer på den dermed forbundne skyldfølelse.
Klaras allerbedste veninde er Fjóla. De to er altid sammen og deler alt med hinanden, og Fjóla stiller op, hver gang Klara bliver mobbet. Men der er forskel på de to piger: Fjólas forældre er småborgere, der anser alle, som ikke deler deres syn på tingene, for idioter. Klaras forældre er bohemer, der mener, at alle har ret til at mene, hvad de vil, men inderst inde synes de, at alle, der ikke er socialister og humanister, er idioter. På en absurd måde bliver forældrenes selvbedrag til moralsk rettesnor for Klara, og hun har svært ved at acceptere Fjólas fuldstændige mangel på social tolerance. Hun har heller ingen forståelse for, at veninden er blevet seksualiseret og feticheret lige siden sin barndom og sidder fast i en ”beauty trap”, som hun hader. Som teenagere bryder de med hinanden, er ikke længere bedsteveninder, men konkurrerer om drengene, og Fjóla er den flotteste af de to.
Når man læser Dem i kælderen, kan man se, hvordan den medafhængighed, bogen beskriver, udgør strukturen i fortællingen gennem gentagelser og spejlinger. Der er ingen af kvinderne i romanen, der holder sammen, når det kommer til stykket. Klara og hendes mand tilhører den unge middelklasse på vej frem, hvorimod Fjóla bliver enlig mor, arbejder, stofmisbruger og alkoholiker, og mister sit barn. Den mystiske, tykke hjemløse kvinde, der besøger den aggressive mand i kælderen, drikker med ham, skændes med ham og har sex med ham, viser sig at være Fjóla. Hun er så fuld af selvforagt, at hun ikke på noget tidspunkt tager kontakt til sin barndomsveninde i stueetagen.
Lige før romanens begyndelse har kvinden i kælderen begået selvmord. Hvis kælderen symboliserer middelklassens ubevidste, udgør Klaras afvisning af Fjóla en del af det, der findes der.
Traume
Efter at Ustyrlig lykke var blevet nomineret til Den Islandske Litteraturpris, antydede visse kritikere, at bogen, der var Auđur Jónsdóttirs første, kun blev nomineret, fordi hun var barnebarn af Nobelpris-vinderen Halldór Laxness. Syv år senere, da Dem i kælderen blev nomineret, var der ingen, der antydede noget i den retning. Heller ikke da Auđur Jóndóttir’s seneste roman Ósjálsfrátt (2013; Uvilkårlig) udkom. Den rummer blandt andet en metadiskurs om det at bruge sit eget og andre kendte menneskers liv i litteraturen.
I første scene i romanen Uvilkårlig overbeviser bedstemoren og moren hovedpersonen Eyja (<Auja<Auđur) om, at hun bør rejse til Sverige for at realisere sine forfatterdrømme. Dermed gør pigen ægteskabet forbi med den mand, som hun nogle år tidligere giftede sig med for at provokere sin mor. Dengang var hun tyve, var droppet ud af gymnasiet flere gange og arbejdede i perioder i en lille by i Vest-Island. Manden er tyve år ældre end hun, en klog, men stærkt alkoholiseret, tidligere sømand med en udstråling, der tiltrækker hende.
Eyja er oprindelig taget til landsbyen, fordi en af hendes veninder kommer derfra. Eyja bliver, men veninden rejser sydpå for at læse på universitetet. Om foråret sker der et sneskred på de stejle fjeldsider oven for landsbyen, og tyve personer bliver levende begravet. Når den slags katastrofer rammer et lille samfund, opstår der en enestående solidaritet: Folk omfavner hinanden og støtter hinanden, så godt de kan, men dybest set kan ingen leve med det, der er sket.
En naturkatastrofe udgør et kollektivt traume, der på en måde bringer individets fortælling til tavshed. Samfundet er blevet traumatiseret, byen sørger over sine døde, den ene individuelle tragedie er i en vis forstand ikke større end den anden. Eyja ved for eksempel godt, at hendes mand var en af dem, der var med i redningskorpset i døgnet efter sneskreddet, da der stadig var håb om at finde mennesker i live, men hun ved ikke, hvad han oplevede.
Længe efter at de er blevet skilt, får Eyja at vide, at han var helt ødelagt efter den nat. Han havde blandt andet fundet en barnehånd i sneen, men da han tog i den, fulgte der ikke noget barn med. Groteske fortællinger af den slags kan ikke fortælles i landsbyen. En lammende sorg lægger sig over den, og de, der ikke har mistet deres nærmeste, som f.eks. Eyja, oplever, at de ikke kan vise deres medfølelse med dem, der bor på stedet, uden at det virker illegitimt og falskt. Traumet, der således aldrig bliver bearbejdet, forklarer dog meget af det, der virker meningsløst eller absurd i den lille by.
At skrive vreden væk
Både moren og den indflydelsesrige mormor kritiserer bestandig Eyja for at være for stor, opsvulmet og for at forsømme sit udseende. De skælder hende ud, håner hende og kan ikke klare hendes udseende, og hun deler deres syn. Da Eyja er lille, siger en veninde til moren, at hendes datter ligner en Michelin-mand med madonna-ansigt.
En stor kvindekrop afslører kvindens sult og mangel på selvkontrol. Beverly Skeggs siger, at det er middelklassen, der definerer individer eller grupper som værende ”for” store, frastødende, umoralske – for at fremhæve, at den selv befinder sig på den anden side af grænselinjen. Mangel på moral og dømmekraft går hånd i hånd med manglende logik og dumhed, og det hele bliver kropsliggjort i den enlige mor fra arbejderklassen, der bliver opfattet som det ondes repræsentant, ifølge Skeggs.
Eyja er ikke selv mor, men morens og bedstemorens årelange kritik af hendes udseende og krop, mobningen og deres klare tale om, at hun ikke er, som hun skal være, bidrager til et lavt selvværd, der igen bekræfter, at hun er svag, passiv og forvirret. Det at være fyldig har altid været knyttet til kød, krop og sex, samt til det overdrevne og umoralske. Dette bliver tydeligt for læseren, da Eyja under en af de mange konfrontationer med sin mor hvæser, at hun i hvert fald får flere og bedre orgasmer end hende.
Men hendes overvægt knyttes også til en svag vilje og manglende ambitioner, som middelklassen ikke tolererer, fordi de to ting er selve brændstoffet for dens overordnede ideologi, nemlig troen på social mobilitet. Den er funderet på ambition og disciplin, som man kan se det manifesteret i de spændstige, veltrænede kroppe hos kvinder, der tæller kalorier og går i fitnesscentret hver dag.
Eyja har drømt om at skrive lige siden barndommen. Det, at hun er barnebarn af Islands mest berømte forfatter, gør ikke hendes kamp for anerkendelse lettere, men sværere. Hvad der gør sagen endnu værre er, at hendes mor er en kendt klummeskriver i aviserne, hun er en glimrende skribent, morsom og stilsikker. Alle er enige om, at hun ”slægter sin far på.” Eyja ved, at det at skrive betyder meget for moren, og hun ved, at de vil blive sammenlignet. Alligevel indleder hun sin karriere med at skrive klummer.
Efter at hun er begyndt at skrive, kan hun ikke andet. Kapitlet, hvor hun beskriver sin debut, hedder ”Modermord”. Magten over ordene, magten til at skabe virkeligheden ved hjælp af sproget, fortolke sig selv i stedet for at overlade det til andre, bliver en oplevelse af ’empowerment”, og Eyja føder sig selv som forfatter under opholdet i Sverige. Moderen derimod skriver ikke et ord, efter at datteren er debuteret. Hun opfordrer datteren til at blive ved med at skrive, læser hendes ting igennem, giver hende konstruktiv kritik og opmuntrer hende til aldrig at lade hensynet til andre mennesker blive større end sansen for et godt stof. Eyja vil imidlertid aldrig få at vide for vist, hvorfor moderen ophørte med at skrive.
Mor-datter konflikten, der beskrives i Uvilkårlig, leder tanken hen på urgamle kræfter og de onde mødres magt og styrke i myter og eventyr. Den litterære og fantastiske forbindelse er et ”ledemotiv” i romanen, der bliver en hyldest til det at skrive. Eyja forsoner sig med sin seksualitet og mor-rolle gennem skrivningen, og hun ”skriver det barn til sig”, som hun troede, hun ikke kunne få.
Et mirakel
En lille døvstum dreng er blevet efterladt hos en mandlig korrekturlæser i Reykjavik, og da hun ikke ved, hvad hun skal gøre i forhold til barnet og lige er blevet skilt fra sin utro mand, kører hun til Øst-Island med drengen i bilen. Den rejse, der beskrives, er en ydre og indre rejse, sjov, eventyrlig og et vældigt fint studie i tillid og håb. Romanen hedder Rigning í nóvember (2004; Regn i november) og er Auđur Ava Ólafsdóttirs anden bog. Auđur Ava er kunsthistoriker, og hendes romaner er præget af en enkel, men samtidig sofistikeret sans for farver og former og stil, der udstråler varme og sensualitet.
I romanen Afleggjarinn (2007; Stiklingen) er der igen tale om et meget ømfindtligt forhold mellem barn og voksne. Også denne gang bliver barnet efterladt hos manden, Arnljótur, men barnet her er hans datter. Arnljótur har givet sig selv den opgave at plante en stikling, en særlig rose med otte kronblade, som hans mor dyrkede. Hun er omkommet i en bilulykke, og sønnen har sat sig for at plante stiklingen i verdens smukkeste rosenhave, der hører til et kloster i Sydeuropa. Efter den lange rejse til dette sted finder han haven, der er helt tilvokset med ukrudt, og som han begynder at genskabe lidt efter lidt. Kvinden, som han har en datter med, bringer pigen, som han aldrig har set, til landsbyen. Hun er undfanget efter en fest, hvor det unge par sneg sig ind i et drivhus, og to år senere dukker kvinden så op med den lille datter, som faren skal til at lære at kende. Moren rejser videre, men efterlader datteren hos Arnljótur. Han tager hende med i rosenhaven, der efterhånden genvinder sin tidligere storhed, sin komplekse konstruktion og den enestående rosenpragt, hvor den lille islandske stikling har fået en plads. Munkene falder for pigen, og kvinderne i landsbyen tror, hun kan udføre mirakler, da hun har en ganske særlig udstråling. Under den enkle overflade i den prisbelønnede roman ligger der et netværk af religiøse henvisninger, hvor romanens klare humanisme har en stærk virkning på læseren.
At være indvandrer
Island har længe haft en af verdens strengeste indvandrerlove, og i de sidste tredive år, hvor de andre nordiske lande har modtaget et stort antal flygtninge, er det islandske samfund forblevet bemærkelsesværdigt homogent. Dette har ændret sig de seneste ti år, også i islandsk litteratur. Auđur Jónsdóttír er en af de forfattere, der tidligt skrev om, hvordan virkeligheden var for islændinge, der kom fra andre kulturer og var af anden etnisk baggrund. I Ustyrlig lykke arbejder hovedpersonen på en fiskefabrik i en lille kystby. Hendes kolleger er dels sæsonarbejdere, dels indvandrere, der har slået sig ned i landsbyen, polakker, tjekker, thailandske kvinder osv. De bekræfter Max Frisch’s berømte ord: ”Man hat Arbeitskräfte gerufen, und es kamen Menschen.”
I romanen Annađ lif (2000; Et andet liv) er hovedpersonen en thaipige, Napassorn, der kommer til Island for at være husholderske for en ældre arbejder i Reykjavik. Hun tror, det er hendes opgave at være hans sexpartner, han tror dybest set, at han har ansat en stedfortræder for sin gamle, islandske mor. Det går ikke godt, pigen er ensom, ulykkelig og fremmedgjort i denne kolde og mærkelige by, og manden er for frustreret og forvirret til at kunne håndtere situationen. Sidst i romanen rejser pigen tilbage til Thailand.
Thailandske kvinder bosat i Island var ikke helt glade for beskrivelsen af Napassorn og syntes, at figuren var baseret på stereotype forestillinger om asiatiske kvinder, ikke mindst fordi Napassorn ikke er en ”pæn pige”. Hun har forsørget sig selv og sin familie med prostitution i Thailand og er blevet afhængig af narkotika og den livsstil, som kendetegner miljøet. Islændingene omgås hende med ligegyldighed eller irritation og racistiske bemærkninger. I modsætning til veninden, der fik hende til at komme til Island, kan hun ikke være ligeglad med det eller acceptere den fremmede kultur, hun står overfor, og hun kan ikke holde af den mand, hun skal dele hus med.
Chakravorty Spivaks spørger: ”Can the Subaltern Speak?”, og diskussionen om Et andet liv handlede ikke så meget om den litterære repræsentation, romanen gav, som om spørgsmålet hvem der kan tale for dem, der ikke har en stemme i samfundet.
I sin næste roman går Auđur Jónsdóttír i dybden med netop dette spørgsmål. Tryggđapantur (2006; Depositum) handler om en rig kvinde, Gisella, der beslutter sig for at finansiere sin dyre livsstil ved at leje tre værelser i sin lejlighed ud til indvandrerkvinder. I sin egen selvforståelse står hun for kulturel åbenhed og liberale holdninger, men det viser sig at være et gedigent selvbedrag.
Gisella kommer straks med en erklæring om, at de sammen alle skal være veninder og stole på hinanden, men hun bliver hurtigt mistænksom, og senere ængstelig, når hun ikke ved hvad, hvad kvinderne taler med hinanden om. Hun prøver at kontrollere situationen med nye regler for opførsel. Hendes regler er som svinenes regler i Animal farm af George Orwell (1945), de tilpasses ejerens psykologiske og økonomiske interesser. Dyremetaforer forekommer ofte i teksten, særlig metaforer med rovfugle og rovdyr. Som Auđur Jónsdóttír sagde i et interview om bogen, så forvandles vi til dyr, hvis vi mister vores humanisme.
Depositum er en roman om et rigt vestligt samfund, der lovpriser globaliseringen, så længe det kan profitere af den. Konflikterne, der bryder ud mellem kvinderne, handler om den klassemæssige, kulturelle og psykologiske magtkamp, hvor positioner skifter hele tiden, og bogens slutning er grusom. Depositum er en politisk engageret roman, der har gjort læserne enten glade eller forargede.
Romanen Vetrarsól (2008; Vintersol) fortæller en historie, der foregår på to tidsplaner. På nutidsplanet arbejder en sød og rar kvinde i en boghandel efter at have læst litteratur og spansk i Barcelona. Her ligger nogle hemmeligheder begravet, i bogstaveligste forstand. På et tidspunkt forvandler romanen sig til en kriminalhistorie, hvor forbrydelsen viser sig at være handel med organer fra flygtninge, som ”ingen vil savne”. Fortællingen har mange tråde, der væves sammen, og Vintersol er en underholdende roman, men har ikke helt det politiske fokus, som udmærker Depositum.
Ud over sine seks romaner har Auđur Jónsdóttír været politisk aktiv og kommenteret feminisme, globalisering, indvandring, især vestens arrogante holdning til fremmede kulturer, som man siger, man respekterer, men holder på uforstående afstand. Senest har hun kritiseret den måde, medierne skjuler deres etnocentrisme på bag humor og ironi, og hvor man tillader sig at gøre grin med dybt alvorlige krænkelser af mennesker, ideer og miljøer, med den konsekvens, at kritikerne og det angrebne ligestilles, og den politiske kritik dermed forvises fra diskussionen.
– – –
Publiceret december 2014