Til de modernistiske strømninger i Island bør regnes en enkelt kvinde; Arnfríður Jónatansdóttir. Hendes digte fremviser samme karakteristika: De er ubundne i formen, de er skrevet i et koncentreret sprog, og så anvendes billedsproget på en fri måde.Forud var allerede kommet utallige andre digtere, der stod mellem tradition og fornyelse, ikke mindst mange kvindelige lyrikere, der forbandt gammelt og nyt i digtningen. Det gælder forfattere som Sigríður Einars frá Munaðarnesi og Halldóra B. Björnsson. Men de er ikke lette at placere i islandsk litteraturhistorie. Og placeringsproblemet illustrerer deres digteriske konflikt.De virker i tvivl om deres position; de vil bekræfte sig selv inden for en tradition, som de i virkeligheden ikke tilhører, samtidig med at de begejstres af den frie poesiform. De hengav sig helt og holdent til den nye frie poesi efter i deres debutværker at have bevist, at de beherskede det traditionelle håndværk – digte med rim og stavrim og i en bunden rytmisk form.
Forfatter: Peytz & Co
Stina Aronson udgav 17 bøger og er især kendt for sine norrbottniske ødemarksskildringer. Men da hun fik sit gennembrud med romanen Hitom himlen (På denne side af himlen) i 1946, havde hun allerede et langt forfatterskab bag sig. Til det nyskabende i hendes Norrlandsskildringer hører, at de kun sjældent er fortællinger i gængs forstand. Det, der »sker«, er frem for alt opdagelsen af verden, af dens fredfyldthed og pludselige indgydelse af rædsel.Den største indre spænding i hendes senere værker ligger i forholdet mellem en modernistisk registrering af verden og en etisk måde at forholde sig til den på. Der findes navne for dette sidstnævnte: medlidenheden og resonansen. Hendes Norrlandsfortællinger er en sådan resonansens skrift, en lydmodtager ud mod den fremmede stilhed, som gøres fortrolig. Men som samtidig grundlæggende forbliver ukendt og ubevidst.
Den islandske forfatter Ásta Sigurðardóttir havde en forkærlighed for selviscenesættelse, der fik hendes samtid til at tabe pusten. Alle hendes noveller spejler en splittelse mellem længslen efter normalitet, tryghed og borgerlig anerkendelse på den ene side og oprør, frihedstrang og en dybtgående forkastelse af borgerlige værdier på den anden.Hun elskede at agere, men ingen andre end hun selv skulle skrive hendes roller. Rejsen udgør et tilbagevendende motiv i hendes tekster, og hendes personer er alene både i fysisk og eksistentiel forstand. De senere tekster savner den intensitet, der prægede hendes første noveller. Stoltheden, selvhævdelsen, dronningens arrogance er borte. Blikket er sløvet, selvhadet dominerer. Der findes ikke længere noget, der er værd at iscenesætte.
Sonja Hauberg døde inden hun var fyldt 30 år af en tyfus, hun havde pådraget sig. Hun nåede at udgive to romaner, Hvad vil du mig?, 1942, og Syv Aar for Lea, 1944. Ved sin død efterlod hun sig romanmanuskriptet April, der blev udgivet posthumt i 1961.Alle bøgerne har det fælles mønster, at den kvindelige hovedperson er placeret mellem to mænd. Dels den broderlige ven, som hun har fælles erindringer med og i forhold til hvem, hun kan komme til syne som person. Dels elskeren, som hun kæmper for at blive forstået af. Men Sonja Haubergs kvinder skuffes alle i deres kærlighedsforventninger; det lykkes ikke at forene venskab med erotik.
Den danske forfatter Elsa Gress havde efter eget udsagn en kætterisk pen. Forfatterskabets gentagne tematiseringer af at-være-sat-udenfor er en refleksion af hendes egen oplevelse af at være udenfor, at være misforstået, at tale for døve øren. Den påtvungne følelse af anderledeshed i barndoms- og ungdomsårene fremstår i hendes erindringsbøger, som baggrunden for at hun etablerede sig som »professionel outsider«. Forfatterskabet præges af brydningen mellem at ville fastholde en marginalposition – at være outsideren, der ser klarere – og at ville høres og forstås.At den kvindelige forfatter, og kvinden som debattør, er udsat for fordomme, oplevede Elsa Gress som en fællesskæbne for skrivende kvinder. Hendes egne skrifter blev enten rost som »lige så solide og indsigtsfulde som en mands«, eller hun blev kaldt »lynende ondskabsfuld som kun en intelligent kvinde kan være det«. Som samfunds-, kultur- og kønsrevser fik hun ganske vist læserne til »at høre efter« – men ikke til at makke ret.
Mange af de kvindelige forfattere i Norge, som i 1900-tallets midte skrev i skyggen af krigen, stillede sig spørgsmålet; hvordan er det at leve i en tid, som så drastisk forandres efter en krig? Nogle af dem tog direkte krigen op i deres romaner, mens andre bearbejdede de sjælelige kriser, der fulgte i krigens spor. Det gælder blandt andre Solveig Christov, Aslaug Groven Michaelsen og Bergljot Hobæk Haff.
Den norske forfatter Ebba Haslund var først og fremmest interesseret i middelklassekvindens sociale situation og livsvilkår i efterkrigstidens Norge. Hun forsvarede husmødrenes funktion, men så samtidig, hvordan den øgede velstand og teknologiske udvikling medførte, at deres opgaver mindskedes. Derfor forsvares såvel kvindens ret til at være almindelig husmor som hendes ret til at afvige fra de traditionelle kønsmønstre.Hun skildrer kvinders hverdag. Men gennem det hverdagsagtige spejles også et samfunds konflikter og modsætninger. Derfor har mange læsere følt hendes bøger vedkommende. Ebba Haslund lod ikke blot sin stemme høre gennem forfatterskabet; hun var i mange år formand for Den Norske Forfatterforening, og som morgencausør i norsk radio nåede hun ud til mange lyttere.
Tre finlandssvenske forfattere, som sædvanligvis henregnes til modernismens anden bølge, debuterede i 1930 i Helsingfors: Solveig von Schoultz, Mirjam Tuominen og Eva Wichman. Krigen ændrede deres liv og vilkårene for deres forfatterskab, som fik en ny intensitet og et nyt engagement.Alle søgte de nye udtryksmidler for deres erfaringer og blev hver for sig fornyere inden for novellens område. Inden for poesien fortsatte de på en modernistisk linje, som de modificerede på forskellig måde. Solveig von Schoultz retter søgelyset mod »samfundets mindste celle – forholdet mellem mennesker«, mens Mirjam Tuominen peger på tidens brændende etiske spørgsmål, og Eva Wichman, der blev mere radikal under krigen, forsøger at skabe politisk kampdigtning.
Efterkrigstiden i Finland skabte en længsel efter kunst og litteratur. Der blev udgivet megen lyrik, og blandt debutanterne var ualmindelig mange kvinder, både finlandssvenske og finske. Men kvindernes digtning var ikke centreret om politiske temaer eller patriotisme. Det personlige jeg, kvindens egne erfaringer, omsorgen for hjemmet, for børnene, for verden og for menneskeligheden stod i centrum. Man søgte efter en form, der adskilte sig fra det klassicistiske digtsprog, som var blevet styrket i 1930’erne og under krigen. Hurtigst tonede denne stemme frem blandt de unge kvinder, der ofte var mere parate end mændene til at finde nye synsvinkler og komme ud af krigstidens univers.Kvindernes lyrik kan delvis læses som en stillingtagen til en lyrikkultur i forvandling, men også som en videreudvikling af strategier inden for skrivekunsten. Et bevis på den betydning de kvindelige lyrikere, der dukkede op i krigens skygge, har haft, er, at bemærkelsesværdig mange af dem har skabt deres egen profil og er fortsat med at skrive deres egne moderne digte helt frem til i dag.
Torborg Nedreaas debuterede sent. Først som 39-årig udsendte hun sine to første novellesamlinger og markerede sig øjeblikkeligt som en forfatter af betydning. Novellegenren er som skabt for hendes stilsikre udmejsling af en central begivenhed i en afgrænset tekst. Hun følger konsekvent sine udvalgte personer, fastholder hele tiden kronologien, og lægger sjældent op til parallelle handlingsforløb. Læsningen skal ikke være som at løse en rebus, mente forfatteren.Fra forskellige positioner behandler forfatterskabet outsidere og hverdagsmennesker under krigens og kapitalismens åg. Hun er optaget af de små i samfundet, og det er ofte kvinder og børn, der udgør den svageste gruppe. Hun bevæger sig mellem arbejderklassen og borgerskabet og lader verdensbegivenheder som det tyvende århundredes to store krige og mellemkrigstiden danne grundlag for sine personers udvikling og mellemmenneskelige relationer. Kærlighedens betydning for enkeltmenneskets mulighed for at handle og gøre noget ved sin egen og andres situation står hele tiden centralt.