Udskriv artikel

Kleopatras giftbæger

Skrevet af: Dagný Kristjánsdóttir |

En russisk violinist skal optræde på Hotel Borg, en restaurant, hvor det plejer at swinge, hvor der plejer at være røg og støj og livlige erotiske transaktioner. Restauranten er mødested for unge mænd og kvinder i 1950’ernes Reykjavík, en by der er ekspanderet voldsomt gennem krise- og krigsårene. De ældste generationer i byen har omtrent mistet overblikket over, hvem der er hvem. Dog ved alle, hvem Ásta Sigurðardóttir er.

Ásta Sigurðardóttir (1930-1971) er den kvindelige boheme, der hænger rundt omkring på caféerne sammen med de unge kunstnere. Hun er forfatteren, billedkunstneren og modellen. Hun er en ung dame med et meget tvivlsomt rygte. Hun plejer sjældent at være langt væk, når det går mest vildt til på Hotel Borg, men denne aften skal der ikke danses. Der skal være koncert. Man sidder en smule højtidelige og tavse ved bordene og venter på den russiske violinist.

Kaidal (is.): Portræt af Ásta Sigurðardóttir. u.å. Fotografi s/h. Ljósmyndasafn Reykjavíkurborgar, Reykjavík

»Da kommer en kvinde ind i salen. En bedårende kvinde, som man ikke kan lade være med at kigge på. Først genkender man hende ikke. En sådan kosmopolit er et sjældent syn i islandske restaurationslokaler.

– Er det Ásta?, hvisker man, kan det være muligt? Det er Ásta. Klædt i en søgrøn satinkjole som hun selv har syet. Det sorte hår er sat op i en knude, og omkring øjnene findes grå skygger og smalle sorte streger. De kraftige Kleopatra-streger er væk …

Hun venter på violinisten … Alle venter på violinisten …«. Og da han kommer, spiller han kun for Ásta.

Man finder denne sæbeopera i en monografi om Ásta Sigurðardóttir, Friðrika Benóný: Minn hlátur er sorg (Min latter er sorg), 1992. Den beskriver udmærket hendes forkærlighed for selviscenesættelse, der fik hendes samtid til at tabe pusten. Hun var fuld af hån og foragt for småborgernes normer og provokerede dem åbent. Alligevel tålte hun ikke deres åbenlyse fordømmelse af hendes livsstil. Alle hendes noveller spejler en splittelse mellem længslen efter normalitet, tryghed og borgerlig anerkendelse på den ene side og oprør, frihedstrang og en dybtgående forkastelse af borgerlige værdier på den anden. Hun elskede at agere, men ingen andre end hun selv skulle skrive hendes roller.

Outsideren

Ásta Sigurðardóttir blev stjerne fra den ene dag til den anden med sin første novelle, »Sunnudagskvöld til mánudagsmorgun« (Søndag aften til mandag morgen), der blev offentliggjort i tidsskriftet Líf og list (Liv og kunst) i 1951.

Læseren kan følge med i, hvordan novellens subjekt fødes eller føder sig selv i teksten. Novellen fortælles i første person, og fortælleren er en ung kvinde kaldet Ásta. Hun er en uinviteret og uønsket gæst til en fest eller et nachspiel i et borgerligt hjem en søndag aften. Hendes berusede, perverterede blik formidler et kaotisk selvbillede, detaljer kommer i fokus på bekostning af helheden, smerte og angst kommer til udtryk i metaforer om fald og druknende smådyr i en sump dybt i afgrunden. Angsten fortsætter ind i novellens anden del, der beskriver en nattevandring gennem byens gader, men her begynder tekstens ironi at træde tydeligere frem.

En venlig ældre mand passerer kvinden, inviterer hende med hjem og forsøger at voldtage hende. Voldtægtsforsøget skyldes delvis hovedpersonens naivitet og uskyld, der anvendes for at kontrastere og fremhæve voldtægtsmandens kvindeforagt og vulgaritet. Det groteske forløb standses af, at kvinden udstødte »et skærende hyl, der ekkoede sagte i dette store hus. Jeg havde aldrig hørt et sådant skrig«. Skriget skræmmer kvinden lige så meget, som det skræmmer manden. »’Hvahvad ville du gøre memed mig? Jeg troede, at du ville være lige så god som far’.

Tårerne strømmede ned ad mine kinder. Han forstod næsten ikke, hvad jeg sagde, men de skummende læber bevægede sig, og der kom et mærkeligt udtryk i hans fede ansigt – det så ud, som om han ville græde.

Jeg fik sådan en medlidenhed med ham, så meget, at jeg glemte min egen elendighed … Hvor jeg end kom hen, bragte jeg ulykke med mig. Dér kom jeg som Djævlen i egen person og fristede denne mand, der så ud som en apostel og til hverdag ganske givet var anstændig.

Havde han måske ikke været god imod mig?« Denne ironi fastholdes novellen igennem i andre af nattens »eventyr«. Det er en maltrakteret, men dog sejrende ung kvinde, der sluttelig kan træde ud af novellen.

Rejsen udgør et tilbagevendende motiv i Ásta Sigurðardóttirs tekster, og hendes personer er alene både i fysisk og i eksistentiel forstand. I hendes Reykjavík-noveller rejser folk også eller vandrer omkring i gaderne uden mål og med som i novellen »Gata í rigningu« (Gaden i regn). Novellen er skrevet i første person, og fortælleren er en ung kvinde, der slentrer ind i novellen med voldsomme tømmermænd, sætter sig to gange på en bænk og lægger sig én gang i græsset, før hun igen forlader novellens univers. Hun bliver opsøgt af en dranker, af politiet og af nogle nysgerrige, bekymrede borgere, der ikke vil have, at »sådanne mennesker« lægger sig i græsset, når det regner. Hun får besked på, at hun er et socialt problem.

Fortælleren har imidlertid ikke bedt om deres opmærksomhed. Hun trives udmærket med sig selv og sin indre verden, som teksten hele tiden fremstiller som et modbillede til det socialt »rigtige« og den borgerlige orden.

Sigurðardóttir, Ásta (1930-1972) (is.): Kortspil, spader dame. u.å. Farvetegning. Nasjonalbiblioteket, Reykjavík

Fortælleren ser byens farvepragt – den forvandles for hendes blik til et ekspressionistisk maleri. Hun hører regnens musik – dens rytme forvandles til en storslået symfoni, som hun henrykt lytter til. Hun føler græssets saftige eksistens, jordens dufte og solens varme, når den bryder frem. Hendes sanselige, bløde og fantasifulde kvindelighed står over for det firkantede borgerskab, der har loven på sin side. Den spænding mellem selvhævdelse og selvhad, der kendetegner så mange af Ásta Sigurðardóttirs tekster, balancerer i denne novelle på en hårfin ironisk grænse, sådan som det også er tilfældet med andre af de noveller, hun skrev, da hun var godt 20 år gammel.

I en af Ásta Sigurðardóttirs mest imponerende noveller, »Frostrigning« (Frostregn), udspiller størsteparten af historien sig under en grotesk rejse. En mand rejser med liget af sin kone gennem en sump, hvor jordens overflade hele tiden truer med at give efter og sluge hest og mand og den kvinde, han har dræbt.

Ásta Sigurðardóttirs første bog var egentlig et særtryk af den lange novelle »Draumurinn« (Drømmen), 1951. »Draumurinn« er en førstepersons-fortælling, og fortælleren er en ung kvinde, der har en drøm om et kunstværk. Et kunstværk, der vokser i hendes krop. Hun er gravid. Barnets far afviser hende og vil have, at hun skal få en abort. »Folk« reagerer også fjendtligt og ser med foragt på hendes voksende mave.

Derefter følger novellens anden del, der består af en drøm. I drømmen skal fortælleren lige til at spise nogle kogende, varme kartofler, der ikke er hendes egne. Så træder et barn pludselig frem ved siden af hende, og hun genkender det. Det er hendes eget barn. Hun tager det på skødet og vil give det mad, men maden fejes væk af nogen, og barnet begynder at græde. Fortælleren tror, at det er Guds hånd, der har fjernet den stjålne mad. Hun prøver, uden resultat, at appellere til Guds godhed. Så bliver hun vred og går til angreb mod denne »nogen« og opdager, at det ikke er Gud, men Djævlen.

Drømmen bliver et mareridt. Fortælleren paralyseres. Et bestemt forløsende ord må siges, hvis hun igen skal finde styrke, men hun husker ikke ordet. Skikkelsen går løs på barnet for øjnene af hende og parterer det led for led. Da skikkelsen er færdig med sit uhyggelige forehavende, trækker den sløret til side, tørrer sine blodige hænder og smiler til fortælleren. Og hjertet stopper i fortællerens bryst:

»Så godt jeg kendte det hele – den grønne satinkjole, de lange røde negle, trækket omkring munden, der forenede Herrens enfoldige smil og Djævlens listige grimasse – smilet fra spejlet!

Det var mig selv, der smilede«.

I novellens sidste del vandrer fortælleren fuld rundt i gaderne. Folkets fordømmelse, deres hånlige ord og latter skyller ind over hende, selv om hun har fået en abort, »taget sin straf« og bedt om tilgivelse. Hendes kjole er blodig. Blodet begynder at løbe ned ad hendes lår, og i novellens slutsekvens segner hun om ved et hegn og forsøger at bede. Men sproget er blevet hende berøvet, og hun kan ikke sige et eneste ord for gråd.

I ægyptisk mytologi var øjet Osiris’ tegn. Og øjets billede, dvs. de ovale linjer med øjestenens cirkel i midten, kaldtes »solen i munden«. Øjestenen, solen, repræsenterede det skabende, livgivende ord. Det første Djævlen angriber på barnet i »Draumurinn« er håret og de store øjne. De øjne, der skulle blive »spejlet for alt det smukkeste i verden«.

Novellen er tydeligt symbolsk, og det er muligt at læse den som en metafortælling om kvinder og kreativitet. Med barnet drømte fortælleren om at kunne forvandle en indre skønhed til en ydre virkelighed, at vise de andre sin rigdom og høste den andens ubegrænsede anerkendelse og kærlighed for det. Men hendes kvindelige begær, behovet for kunst og kreativitet, er blevet dømt og forbudt, før det endnu har manifesteret sig. Det er fortælleren selv, der påtager sig at eksekvere »folkets« dom, at spalte sig selv for at spille alle det sociale dramas roller – madonna og luder, Gud og Djævel, dommer, bøddel og sit eget offer.

Det sadomasochistiske spil bliver endnu mere komplekst i novellen »Dýrasaga« (En fortælling om dyr), der fortæller om en mand, der er i færd med at skræmme sin lille, seksårige steddatter fra vid og sans ved gang på gang at fortælle hende den samme forfærdelige historie. Historien handler om et stort dyr, der for morskabs skyld forfølger og dræber et lille dyr. Den lille pige i novellen gør oprør mod den psykiske tortur, hun udsættes for. Faderen bliver rasende over den besked, han modtager fra datteren, og hun sejrer på en måde, men spillet er alligevel tabt.

Tekstens fortælleposition skifter hele tiden, men der findes en klar identifikation med den lille pige, ikke mindst til sidst, da hun indser, at hun er blevet ofret. Men hvis offer er hun, når det kommer til stykket? Stedfaderens? Eller er hun et offer for forfatterens sorg og vrede? Er det måske stedfaderen, der er forfatterens offer? Eller læseren? Ásta Sigurðardóttirs lidenskabelige og lidelsesfulde noveller er et tekstligt univers, hvor den ene flugtrute krydser den anden.

Gift

En af Ásta Sigurðardóttirs sidste noveller hedder »Fegurðardrottningin« (Skønhedsdronningen). Den blev første gang publiceret i samlingen Sögur og ljóð (Fortællinger og digte) i 1985. Det er en kort, trist novelle, der udspiller sig i et sjusket rum, hvor en midaldrende dranker tænker tilbage på sit livs højdepunkt, den aften hun blev kåret som »skønhedsdronning«. Hun har kun haft eksistens i de andres blik. Dette er, hvad spejlet nu fortæller hende:

»Hun kunne kun stirre på sig selv – uden at ville det. Munden var tandløs, sunket sammen i en grim grimasse. Øjnene var sløve, og der hang poser under dem. Øjenbrynene var grove og farveløse. Det var længe siden, hun havde gjort noget ved dem. Og huden! Overfladen var som på en gammel appelsin og farven som på et fordærvet gult æble. Hun var beskidt i ansigtet og havde blå mærker på halsen. Og de første rynker kunne ses. Hvilket ækelt syn!«

Det er et dehumaniseret billede, et billede af ting, af rådnende frugter. Denne tekst savner ligesom andre af Ásta Sigurðardóttirs sene tekster den intensitet, der prægede hendes første noveller. Stoltheden, selvhævdelsen, dronningens arrogance er borte. Blikket er sløvet, selvhadet dominerer. Der findes ikke længere noget, der er værd at iscenesætte.

Ásta Sigurðardóttir drak frostvæske og døde som følge heraf, 41 år gammel.

Ásta Sigurðardóttir udgav sin novellesamling Sunnudagskvöld til mánudagsmorgun (Søndag aften til mandag morgen) i 1961. Mange havde store forventninger til hendes forfatterskab, men hun var blevet alkoholiker. Hun giftede sig og forsøgte desperat at etablere et anstændigt liv som hjemmegående, fattig hustru og mor til seks børn. Det gik ikke. Hjemmet og ægteskabet blev opløst, og alle børnene blev sat i pleje.