I 1940’ernes Island sloges den litterære verden om, hvordan digte skulle skrives. På den ene side kæmpede repræsentanter for den stærke islandske litteraturtradition, folk der vidste, hvordan »et ordentligt digt« skulle se ud – på den anden side stod en gruppe unge digtere, der ville løsne den lyriske form.
Striden om modernismen var en strid mellem mænd. Kvinderne var besynderligt fraværende under disse slagsmål og diskussionen om nye tendenser i kunsten.
Faktisk er gruppen af islandske modernister ikke stor; kun fem lyrikere regnes til den gruppe, der, med et citat fra en roman af Halldór Laxness, kaldes Atomdigterne. En enkelt kvinde, Arnfríður Jónatansdóttir (født 1923), burde oplagt tælle med som Atomdigter, for hun opfylder alle de betingelser, der kræves: Hun er bybarn af den rigtige generation, og hendes digte fremviser samme karakteristika som Atomdigternes poesi: De er i ubunden form, de er skrevet i et koncentreret sprog, og hun anvender billedsproget på en fri måde.
Forud for Atomdigterne var allerede kommet utallige andre digtere, der stod mellem tradition og fornyelse, og forud for Arnfríður Jónatansdóttir gik mange kvindelige lyrikere, der forbandt gammelt og nyt i digtningen. Det gælder forfattere som Sigríður Einars frá Munaðarnesi (1893-1973) og Halldóra B. Björnsson (1907-1968). I deres første digtsamlinger findes digte, der følger traditionelle principper, både hvad formen og indholdet angår, men begge udgav de senere i deres liv bøger, hvor en traditionel form er veget for en ny, fri poetisk form.
Det er ikke så ligetil at placere digtere som Sigríður Einars frá Munaðarnesi og Halldóra B. Björnsson i islandsk litteraturhistorie. Og dette placeringsproblem illustrerer deres digteriske konflikt. Det virker, som om de selv er i tvivl om deres position; at de står på grænsen mellem to tidsaldre, samtidig med at de som kvinder er uden for traditionen. De vil bekræfte sig selv inden for en tradition, som de i virkeligheden ikke tilhører, samtidig med at de begejstres af den frie poesiform, som de bl.a. lærte at kende igennem deres virke som oversættere. De hengav sig helt og holdent til den nye, frie poesi, efter i deres debutværker at have bevist, at de beherskede det traditionelle håndværk – digte med rim og stavrim og i en bunden, rytmisk form.
Mellem bækken og elven
»Hver sækir nú fyrir mig / vatnið í brunninn?« (Hvem henter nu for mig / vandet i brønden?) spørger en ældre kvinde i digtet »Mynd« (Billede) i den digtsamling, der skulle blive den sidste fra Sigríður Einars frá Munaðarnesi, Í svölu rjóðri (I en sval rydning), 1971. Vand optræder igen og igen i hendes digte og repræsenterer et livgivende princip.
Sigríður Einars’ anden digtsamling hedder Milli lækjar og ár, (Mellem bækken og elven), 1956, og hvis man fortolker vandet som digtekunstens kilde, så er denne titel symbolsk for forfatterens stilling i forhold til lyriktraditionen. Hun står midt imellem en folkelig lyrisk tradition og modernismen: Mellem bækken, som oftest løber blidt af sted, og elven, hvor strømmen er kraftigere.
Hvad der vakte størst opmærksomhed i Sigríður Einars’ debutværk, Kveður í runni (Det synger i græsset), 1930, var prosadigtene, dels de oversatte, dels hendes egne. Bogen rummer otte prosadigte af Sigbjørn Obstfelder, men der er også tre prosadigte af hende selv. Heri digter hun i koncentrerede, men stærke billeder og beskriver følelser og sindstilstande, der er forbundet med kærlighed og død. Hun anvender overraskende metaforer, hvad der i forening med selve prosaformen vakte opmærksomhed blandt unge lyrikentusiaster, da bogen udkom. Men skønt der var et fornyelsens præg over bogens prosadigte, så var de fleste af digtene skrevet i et traditionelt formsprog.
Sléttubönd af Sigríður Einars:
Syngdu lengi. Yndisóð
óma bjarta gefðu.
Yngdu mengi. Ljúfust ljóð
ljóma hjarta vefðu.
»Syng længe. Giv, vild af skønhed,
den skære klang. Lad
mængden forynges. Væv de
lifligste digte med hjertets
stråleglans«.
Sléttubönd kaldes denne form for poesi, hvis rødder kan følges tilbage til 1500-tallet. Kendetegnende for sléttubönd er allitterationerne, specielt dem, der følger de lige linjers første trykstavelse, samt de mange komplicerede rim. En strofe digtet efter alle kunstens regler har stavrim, indrim og enderim (som denne), dvs. at alle stavelser i første halvdel rimer på de tilsvarende stavelser i anden halvdel. Sléttubönd skal også kunne læses bagfra.
Sigríður Einars’ to sidste bøger, Laufþytur (Løvets brusen) og Í svölu rjóðri (I en sval rydning), udkom 1970 og 1971. Da var hun hen ved de 80, hun skriver meget om en livsbane, der er nået frem til sin afslutning, og bruger et billedsprog med visnende vegetation og efterår. Også modsætningen mellem land og by trænger sig på hos hende; den har rod i livserfaringen hos den generation, hun tilhører. Men mange af digtene tilhører alle tider og alle generationer. I digtet »Um þjoðveginn« (Ad landevejen), Laufþytur, tales der om kvinder, der ruller sten bort fra en vej for at gøre det lettere at færdes på den. I første strofe er kvinderne kun få, men efterhånden bliver de flere; til flokken slutter sig trælkvinder, der kaster »lænker og pjalter« fra sig, indtil i den sidste strofe millioner af kvinder danner en front »í baráttu fyrir/ frelsi, réttlæti,/ friði og samúð/ í fegurri heimi« (i kamp for/ frihed, retfærdighed,/ fred og solidaritet/ i en smukkere verden).
I det lange tidsrum, der gik mellem udgivelsen af Sigríður Einars’ digte, arbejdede hun med oversættelser, og hun oversatte såvel digte som romaner. Hun havde en vigtig andel i oversættelsen af det finske nationalepos, Kalevala, som blev oversat af hendes mand, Karl Ísfeld. Sigríður Einars bistod ham ved oversættelsen og færdiggjorde den ved hans død.
»Hvornår får vi et forår uden efterretninger om krig?«
Halldóra B. Björnsson var nogle år ældre end Sigríður Einars, nærmere bestemt 42 år, da hendes debutværk, Ljóð (Digte) udkom i 1949. Digtene i bogen er imidlertid meget ældre, end udgivelsesåret lader ane, for de er skrevet i årene 1928-30 og 1940-46. Kun to af bogens digte stammer fra udgivelsesåret, og de er markant anderledes end de øvrige digte. Skønt der rigtignok hersker tungsind og sortsyn i Halldóra B. Björnssons sene digte, knyttes disse stemninger som regel til de forbrydelser, der begås i kampens og krigens navn, ikke til det enkelte menneskes eksistens og de nære personlige forhold.
Halldóra B. Björnsson udgav ikke igen egne digte i bogform før knap 20 år senere i 1968, hvor hun udsendte to modernistiske digtsamlinger, Við sanda (Ved sandørkenen) og Jarðljóð (Jorddigte). Samme år døde hun.
Halldóra B. Björnssons roman, Eitt er það land (Der findes et land), 1955, er bygget op over erindringsstumper fra barndommen og er inden for sit felt enestående i islandsk litteratur. Hun komponerer her en poetisk fortælling om verden set fra et barns synsvinkel, fuld af barnets visdom og den voksnes erfaring. Landet i romanen er »ingenmandslandet« – utopia, den uskyldige barneverden, som samtidig repræsenterer det islandske bondesamfunds forsvundne verden, som Halldóra B. Björnsson voksede op i, men som blev truet af »nutiden« og en fremmed militærmagt, sådan som hun beskriver det i mange af sine digte.
Atomdigter i kjole møder en høj hat
Modsætningerne barn og militær er overordnede modsætninger i Halldóra B. Björnssons forfatterskab, og de kan også findes i Arnfríður Jónatansdóttirs digtsamling þröskuldur hússins er þjöl (Husets tærskel er en fil), 1958, og i den stærke digtkreds, der indleder hendes bog: »Barn vildi byggja« (Et barn ville bygge). Det lyriske jeg definerer sig både som barn »ég var barn« og som kvinde »ég er kona«, og hun slipper ikke heldigt fra sine møder med den patriarkalske verden, der får grotesk skikkelse i digtkredsens sjette strofe:
Jeg gik min vej.
Så mødte jeg en høj hat.
Den kom hen imod mig
stødvis og rykvis.
Goddag, sagde jeg.
»Hvem er du?« svarede den.
Jeg er en kvinde, du ikke kender.
Hvor er menneskene og børnene?
Så skreg den:»Idiot, jeg er alt – der findes
ikke andet end mig, din idiot«.
Den rejste sig i luften, skyggede for solen.
Da så jeg, at den var en bille
med store kløer og stopfyldt vom.
Ég gekk burt.
Þá mætti ég pípuhatti.
Hann kom á móti mér
í hlykkjum og rykkjum.
Góðan dag sagði ég.
»Hver ert þú?« anzaði hann.
Ég er kona sem þú þekkir ekki.
Hvar er fólkið og börnin?
þá orgaði hann:»Fífl, ég er allt – það er ekkert til
nema ég, fíflið þitt«.
Hann hófst á loft, skyggði á sólina.
Þá sá ég að hann var padda
með stóra bitkróka, mettan kvið.
Den høje hat er både et fallossymbol og et symbol for de krigsherrer, der ikke regner mænds, kvinders og børns liv for noget. Det lyriske jeg hører nogle børn græde og ser mennesker falde i kamp, og da hun prøver at nå hjem, hører hun bag ved sig den høje hats iskolde latter.
Arnfríður Jónatansdóttirs formsprog er undertiden svært at forstå. Hun anvender en usædvanlig ordstilling, et koncentreret billedsprog og bruger ofte brudstykker af islandske folkeeventyr og omkvæd fra folkelige kvad; hvilket også forlener digtene med et humoristisk præg. Arnfríður Jónatansdóttirs digte er skrevet af en moden digter, der kunne være nået langt. Men hun udgav kun den ene digtsamling.
Bortset fra Arnfríður Jónatansdóttir var der kun én kvinde, der regelmæssigt offentliggjorde modernistiske digte i aviser og tidsskrifter i 1950’erne. Det var Þóra Elfa Björnsson, datter af Halldóra B. Björnsson. Men hun udsendte aldrig nogen bog.