Torborg Nedreaas (1906-1987) debuterede sent. Først som 39-årig udsendte hun sine to første novellesamlinger, Før det ringer for tredje gang og Bak skapet står øksen, og hun markerede sig øjeblikkeligt som en forfatter af betydning. Fra krigsafslutningen i 1945 til 1971 udkom yderligere tre novellesamlinger og fire romaner, en bog med hørespil og et enkelt tvspil samt et udvalg causerier.
Efter Torborg Nedreaas’ eget udsagn var det hverken kønnet eller moderskabet, der stod i vejen for en tidligere debut. I et interview i 1981 siger hun, at hendes sene debut skyldtes rædsel for ikke at skrive godt nok. Hun havde modtaget et råd fra en ældre forfatterkollega: Giv aldrig noget dårligt fra dig!
Men vi skal ikke glemme pengesorgernes betydning og Torborg Nedreaas’ mange udtalelser om den første skriveperiodes totale fravær af litterære ambitioner. På det tidspunkt havde hun efter sigende et næsten legende forhold til skrivearbejdet, oparbejdet som ung pige gennem en treårig periode i København. Herfra skrev hun fantasifulde og sprudlende breve hjem til sine veninder i Bergen. Herdis-skikkelsen, som optræder i adskillige af Torborg Nedreaas’ bøger, har draget nytte af disse erfaringer.
Torborg Nedreaas’ hovedværk om den bergensiske pige Herdis er en bredt anlagt miljøskildring. Læseren møder Herdis i flere noveller og i de to romaner Musikk fra en blå brønn, 1960, og Ved neste nymåne, 1971.
Novellegenren er som skabt for hendes stilsikre udmejsling af en central begivenhed i en afgrænset tekst. Hun følger konsekvent sine udvalgte personer, fastholder hele tiden kronologien og lægger sjældent op til parallelle handlingsforløb. Læseren skal ikke forvirres, læsningen skal ikke være som at løse en rebus, mente forfatteren.
Hun er altså ingen modernistisk eksperimentator, selv om grænsen mellem drøm og virkelighed i hendes tekster indimellem kan være diffus. I Bak skapet står øksen udforsker novellen »Men Gerundium ler« forbindelsen mellem sprog og virkelighed på en sådan måde, at denne forbindelse for forfatter-jeg’et flyder sammen i en slags drømmelandskab. Hun synker sammen over skrivemaskinen efter et langt arbejdsstræk i kartoffelmarken: »… Hva nå kjære Tob. Novelle? … det er noe eget ved dette språket som har fanget meg … Det er et sprak av kjøtt og blod … Grammatikken er djevelsk og hissende som stormaktspolitikk, som musikk i femdelte takter«. Torborg henvender sig her til Tob, Nedreaas’ første signatur, i afmagt over sprogets absurditet i spændingsfeltet mellem »livet udenfor« og selve skrivesituationen.
Det var ikke den litterære form, der provokerede samtiden, men derimod de temaer, hun tog op, og de politiske synspunkter, hun fremførte.
Ofrene for krigens meningsløshed
Forfatterskabet behandler fra forskellige positioner outsidere og hverdagsmennesker under krigens og kapitalismens åg. Torborg Nedreaas er optaget af de små i samfundet, og det er ofte kvinder og børn, der udgør den svageste gruppe. Hun bevæger sig mellem arbejderklassen og borgerskabet og lader verdensbegivenheder som det tyvende århundredes to store krige og mellemkrigstiden danne grundlag for sine personers udvikling og mellemmenneskelige relationer. Kærlighedens betydning for enkeltmenneskets mulighed for at handle, for at gøre noget ved sin egen og andres situation, står hele tiden centralt.
Kvinderne som ofre for krigens meningsløshed er et tema, der bliver særlig tydeligt i de noveller, der behandler tyskertøsenes situation. Uden fordømmelse eller anklage viser den ene af debutsamlingerne, Bak skapet står øksen, hvordan nød, sult og magtmisbrug kan forklare selv de mest fornedrende handlinger. Hvorfor straffe de elendigste?
Før den egentlige debut i 1945 havde Torborg Nedreaas publiceret en del noveller i ugepressen. Umiddelbart før 2. Verdenskrig stod hun ved et af sit livs vendepunkter og manglede penge. I 1939 lod hun sig skille fra sin bergensiske middelklassemand, brød op fra et trygt, ganske konservativt og ureflekteret liv og stod alene med to små sønner.
Der var krig. De måtte skaffe mad. Kartofler! Behovet for kartofler voksede til et altopslugende begær, der hverken kunne dæmpes af kålrabi, korn eller af den fisk, hun med sine egne hænder hentede op fra havet uden for Stord, hvor hun og drengene levede isoleret sammen med hendes halvjødiske mor. Hun havde givet en symaskine i bytte for en robåd, og på den måde klarede de dagen og vejen.
Men det gnavende sug efter kartofler, der levende skildres i flere af de tidligste noveller, blev sammen med tyskertøsmotivet stående som noget af det mest centrale fra disse hårde år. Til stor ærgrelse for en del af dagspressens kritikere, for i de dage forventede man heroiske beretninger om nationens helte og deres dåd.
Torborg Nedreaas skrev godt lige fra begyndelsen – om end ikke så gennemført stilsikkert som i senere tekster. Før det ringer for tredje gang, 1945, er en samling tidligere offentliggjorte ugebladsnoveller, hun havde publiceret i løbet af krigsårene under navnet Tob Kieding, som hun bar fra første ægteskab.
Den anden samling fra 1945, Bak skapet står øksen, rummer mere »sære« tekster, der blev anset for uegnede til ugepressen. I begge bøger drejer det sig imidlertid om kontaktløshed, om ikke at nå frem til sine medmennesker – og til dels om destruktiv dødslængsel. En dødslængsel, der senere udvikler sig til en mere livsbekræftende holdning.
Romanen Av måneskinn gror det ingenting vakte stærke reaktioner, da den udkom i 1947. For nogle af kritikerne var teksten for besk, det blev hævdet, at Torborg Nedreaas malede virkeligheden for dyster. Men jævnt hen blev bogen modtaget med bevæget begejstring. Romanen har to jeg-fortællere: En mand, der en nat lytter til en ukendt kvindes tragiske historie, og kvinde-jeg’et, der fortæller om sit liv til denne fremmede. Temaet er den ødelæggende kærlighed, der fører til både prostitution og flere illegale aborter.
»Jeg har alltid hatt en følelse av at Av måneskinn gror det ingenting vil overleve meg«, sagde Torborg Nedreaas, da romanen blev genudgivet af Den Norske Bokklubben i 1981. Ordene skulle få en speciel sandhedsværdi. Av måneskinn gror det ingenting blev filmatiseret for tv, men forfatteren nåede hverken at se det færdige produkt eller at opleve, at filmen blev tildelt to af Amandapriserne ved Filmfestivalen i Haugesund i 1988.
Pigesocialisering: Herdis-bøgerne
Torborg Nedreaas hævder, at hun egentlig aldrig har været optaget af sig selv som kvindelig forfatter. Ikke desto mindre afslører forfatterskabet en grundlæggende optagethed af kvinders liv. Især Herdis-bøgerne Musikk fra en blå brønn og Ved neste nymåne, der skildrer en piges udvikling, fra før hun begynder i skolen, til hun er næsten 16 år, viser hvordan kvinders krop, sensualitet og sanseapparat griber dybt ind i samtlige sider af tilværelsen.
Herdis er i lighed med forfatteren selv skilsmissebarn. Men hun kommer igennem den vanskelige periode, der er sammenfaldende med hendes pubertet, bl.a. fordi stedfaderen viser sig at være et varmt menneske, der på trods af sit periodiske alkoholmisbrug giver barnet en omsorg, som den biologiske far aldrig var i stand til.
Desuden står Herdis’ stadige konflikter med sin mor centralt. I lyset af dem får læseren øje på hendes noget lemfældige omgang med sandheden: Herdis digter eller lyver kort og godt – eller hun murer sig inde i tavsheden. Når spændingen mellem løgn og virkelighed bliver for stor, rækker sproget ikke til. Reaktioner og følelser sanses da rent fysisk eller kanaliseres gennem musikoplevelser. Kvindekrop og sprog er omhyggeligt forbundet.
Torborg Nedreaas skriver om menstruation og bryster i knop og om afsky og begær i den unge piges oplevelse af mandlig seksualitet. En scene, hvor faderen slår Herdis til blods, så hun får pletter i bukserne, virker som en forløber for hendes skyldbetyngede oplevelse af at få »de der dameting«, mens hun oplever en intens lystfølelse, da hun i hemmelighed er vidne til en mands brutalitet mod sin kone.
Herdis dukker op for første gang i Torborg Nedreaas’ tredje novellesamling, Trylleglasset, fra 1950. Samlingen høstede mange lovord, da den udkom og blev tildelt kritikerprisen samme år. I bøgerne skildres Bergen, under navnet Sølverstad, i årene før, under og umiddelbart efter 1. Verdenskrig.
Efter at Herdis er dukket op i tre af novellerne i Stoppested, 1953, udbygges skildringen af hende i Torborg Nedreaas’ bedste bog, romanen Musikk fra en blå brønn, som fortsættes i Ved neste nymåne.
Egentlig var der lagt op til en tredje roman om Herdis, men den blev aldrig fuldført. Torborg Nedreaas fik store problemer med at skrive, efter at hendes familie blev ramt af ulykker. I 1963 blev sønnen Kåre lammet i en bilulykke og døde fire år efter. Den anden søn, Jørgen, blev handicappet efter en motorcykelulykke i 1965. Den femte og sidste novellesamling, Den siste polka fra 1965, bærer præg af disse tragiske hændelser. Forfatteren har her hentet et par af novellerne fra krigsårene frem igen, bl. a. »Mainatt«, der skildrer to sultne smådrenge, der sniger sig ud ved nattetide for at stjæle nylagte kartofler. Både gamle og nyskrevne tekster er i denne samling langt mere pessimistiske og molstemte end i den midterste del af forfatterskabet.
Bøgerne om den musikalske og brevskrivende Herdis anses gerne for en fremstilling af et gryende kunstnersind. Torborg Nedreaas selv har imidlertid fremhævet deres samfundspolitiske side. Hun ønskede at vise, hvad aktiespekulationer med påfølgende økonomiske og psykiske konkurser kunne føre med sig. Penge spiller en væsentlig rolle i handlingen. Nogle af dem er sågar »onde« og brændes i ovnen. Det understreges eftertrykkeligt, at kærlighed og lykke ikke kan købes, selv om penge ligefuldt er en nødvendig del af livet.
Elsket og ekskluderet
Uden tvivl var Torborg Nedreaas et usædvanlig varmt og kunstnerisk menneske, der gennem hele sit liv med klarhed og konsekvens hævdede sine standpunkter. Hun og hendes mand holdt åbent hus hver uge i mange år, og deres hjem på Blylaget uden for Oslo var rammen om et levende miljø for utallige gæster og besøgende.
Til forfatterens 70-års-dag blev der lavet et festskrift, en sjælden ære for en kvindelig norsk forfatter. Mange engagerede personer tilkendegiver her deres taknemmelighedsgæld til The Grand Old Lady. Flere af Torborg Nedreaas’ bøger er i løbet af 1970’erne og 80’erne udsendt i nye udgaver, bl. a. i Den Norske Bokklubben. Hun er også oversat til andre sprog.
Men parret kunne aldrig forsone sig med, at de begge blev ekskluderet fra Norges Kommunistiske Parti i 1949 sammen med resten af den såkaldte Furubotn-fløj, og det netop i en tid, hvor de oplevede, at det skandinaviske socialdemokrati, iklædt McCarthyismens spøgelsesdragt, med isnende kulde åndede mange af sine kritikere i nakken.
Dette er temaet i De varme hendene, 1952, en politisk tendensroman, som retter en sønderlemmende kritik mod indførelsen af beredskabslovene og Norges indtræden i NATO. Kommunismen ses som det eneste mulige, menneskeværdige alternativ til en politik, der i demokratiets og fredens navn åbnede for uniformerede amerikanere og tyskere på norsk jord.
Romanen gav anledning til en ophidset og følelsesladet debat. Anmelderne grupperede sig for eller imod de kommunistiske sympatier, og enkelte kritikere hævdede, at romanens politiske tendens forklejnede dens kunstneriske kvaliteter. Kun svenske Stig Carlson i Morgontidningen lagde vægt på tekstens litterære styrke: »Kunstnerisk er den en triumf for sin forfatterinde«, skrev han. Torborg Nedreaas regnede selv De varme hendene for sin betydeligste roman. Sandheden er altid tendentiøs, hævdede hun.
Både som forfatter og populær radiocauseur fik Torborg Nedreaas at mærke, at man i Norge ikke ustraffet offentligt kan føre klart kritisk politisk tale. Så sent som i 1975 måtte hun opleve, at et lørdagscauseri, bestilt af Norges Radio, ikke fik lov at blive sendt i monopolinstitutionen. Causeriet var en kommentar til Stortingets udtalte misfornøjelse med en formodet »politisk missionering« i radioen.