Anna Bondestam blev forfatter efter en nordisk romankonkurrence i 1936, hvor hun vandt andenprisen for sin debutroman Panik i Rölleby. I den selvbiografiske roman Klyftan (Kløften) fra 1946 beskæftiger Anna Bondestam sig med det stof, der lå hende mest på sinde, hendes egne barndomsoplevelser under borgerkrigen i Jakobstad i 1918.Som skildring af borgerkrigen er Klyftan en tidlig forløber for det mere åbne syn på begivenhederne, der slog igennem i 1960’erne og 70’erne. Læst som en trilogi bliver de socialhistoriske romaner Vägen till staden, Stadens bröd og Klyftan ikke bare en udforskning af finsk samfundshistorie, men også af et stykke kvindehistorie: fabriksarbejderskernes liv og politiske udvikling.
Forfatter: Peytz & Co
Finske Katri Vala var i 1920’erne en central skikkelse i den litterære gruppe Fakkelbærerne, som var det selvstændige Finlands første forfattergeneration. De unge forfattere stillede sig i opposition til de litterære konventioner.Hun debutterede i 1924 med digtsamlingen Kaukainen puutarha (En fjern have). Det nye i hendes lyrik er den stærke visualitet. Et andet særpræg er den frie rytme, som takket være hende fik sit gennembrud i finsksproget lyrik. Hendes eksotiske billedsprog sættes i forbindelse med modernisternes anvendelse af primitive og eksotiske elementer i århundredets begyndelse.For Elvi Sinervo, som debuterede med novellesamlingen Runo Söörnäisistä (Et digt fra Sörnäs) i 1937, blev kvindefængslet en livsafgørende erfaring. Hun var den mest betydelige prosaist i den venstreorienterede forfattergruppe Kiila og blev i 1941 idømt fire års tugthus for at have deltaget i illegal venstrevirksomhed. Hendes forfatterskab hører med sit emnevalg til den antifascistiske litterære tradition.
Der er flere træk hos Kerstin Söderholm, som gør hende til en finlandssvensk Karin Boye eller Virginia Woolf; det privilegium det var at leve og arbejde i hjertet af avantgardismen, men også hudløsheden, et svigtende fysisk og psykisk helbred og en dødsdrift, der førte til døden for egen hånd.Som flere andre finlandssvenske modernisters digtning er hendes digte for en stor dels vedkommende naturlyrik. Hos hende smelter jeg’et og naturen sammen. Samtidig er hendes digtning en metode til at definere det usikre jeg og et vigende utilnærmeligt du.
En forfinet erotisk mystik, langt fra 1930’er-modernisternes primitivistiske seksualromantik, kendetegner Rut Hillarps forfatterskab. Hendes slægtskab med den svenske romantiks store erotiske digter Erik Johan Stagnelius er blevet påpeget, den samme vaklen »fra åndeliggjort sanselighed til sanseliggjort åndelighed«. Men mere end noget andet er det måske »øjeblikket«, som binder dette forfatterskab sammen.Rut Hillarp er imidlertid også blevet sammenlignet med både Edith Södergran og Karin Boye; den første i sin egenskab af erotisk lyriker og den sidste i kraft af den erotisk farvede åndelighed. I sidste instans handler det om at åbne sig. Smerten og ekstasen er en vej til modtagelighed.
I Tove Janssons forfatterskab, både i hendes børnebøger og i voksenlitteraturen, er en særlig forskydningsteknik typisk. En tryg idyl dækker over en uhyggelig baggrund, som dog altid toner frem igen. Billedbøgerne Hur gick det sen? og Vem ska trösta Knyttet? fra 1958 (Hvem skal trøste Knytten?, 1960) kan læses som bekræftelser på den moderlige utopi, som voksede ud af Tove Janssons traumatiske oplevelse af krigens meningsløshed, og skabte mumitroldenes verden.Det er en verden, hvor moderligheden styrer, og familiebåndene strækkes ud til at omfatte alle. Men forfatterskabet standser ikke ved drømmen om den lykkelige familie. I de sidste Mumibøger og i voksenforfatterskabet dekonstrueres dette mytebillede.
Et af Astrid Lindgrens mest virkningsfulde fortællergreb er at lade fantasien overtage virkeligheden. Det »lyvende« barns tolkning af virkeligheden får lov at triumfere. I skildringen af Pippi har Astrid Lindgren ladet alle den barnlige almagtsdrøms vildeste ønsker gå i opfyldelse. Med uimodsigelig logik demonstrerer hun håndfast, hvad et ensomt barn behøver for ikke at blive kvast og tilintetgjort i vores hårde verden.På denne grænse mellem fantasi og virkelighed bevæger alle Astrid Lindgrens tekster sig. En del af hendes værker kan kaldes realistiske. De holder sig inden for virkelighedens grænseskel, men handler ikke desto mindre om fantasifulde børns evne til at leve i legens og indbildningens verden. Forfatterens lydhørhed over for børns følelser og forestillingsverden er et modernistisk træk, som forbinder bøgerne med den radikale børnepsykologi, der vandt indpas i Sverige i mellemkrigstiden, og hvis nye syn på barndommen plæderede for, at børn skulle opdrages i frihed og med hensyntagen til deres behov for netop at være børn.
I 1937 fik Tove Ditlevsen publiceret et digt for første gang. Det skete i tidsskriftet Vild hvede, og digtet kan læses som en allegori over hendes forfatterskab, der blev det betydeligste på kvindesiden i dansk efterkrigstid. Under digtets enkle overflade foregribes genkommende temaer, som kvindeidentitet, erindring og kreativitet. Tabet af barndommen og især det symbiotiske forhold til moderen er grundlaget for hendes melankolske poetik.Forfatterskabet er én lang erindringsproces, først i fiktionens form, senere også som essays med personlige erindringsfragmenter indtil udgivelsen af de egentlige erindringsværker. Da erindringsstoffet var udtømt, alle hovedpersonerne i hendes barndoms univers var døde og ægtemanden havde forladt hende, afsluttede Tove Ditlevsen sit liv, som hun havde bebudet.
Efter 1945 kastede krigen lange skygger ind over norsk litteratur, og Gunvor Hofmos tekster skal læses ud fra en sammenbrudt virkeligheds perspektiv. Men forfatterskabet er ikke blot en tematisering af krigs- og efterkrigserfaringer. Det drejer sig i lige så høj grad om en række menneskelige konflikter, der er knyttet til krop og køn.I hendes forfatterskab træder et polariseret og disharmonisk verdensbillede frem, hvor barnet og kvinden står under manden, og digteren står under Gud. Men verden er ikke det eneste, der er styrtet i grus, forfatterskabet – kroppen er det også. De første fem samlinger fremstillede ikke blot lidelsen, men også lidenskaben. De næste 15 fremviser ikke blot kroppens offer, men også åndens poesi. Fra kroppens smerte rejser sig en poesiens stemme. Denne dialektiske spænding mellem ånd og krop er kernen i hendes poesi.
I sin versroman Sår som ennu blør (Sår som endnu bløder) fra 1931 skildrede Karo(line) Espeseth en seksualsadistisk fikseret mand og hans forhold til en ung pige. Tydeligt blotlægger hun sammenhængen mellem køn og krig i mellemkrigstidens Europa. Hendes seksuelle voldsmand drives af en akkumuleret følelsesopladning af raseri, had, hævn og begær. Og hun viser, at dette er kulturelt betinget, ikke nogen medfødt perversion.Desværre kom debatten om romanen til at dreje sig mere om seksualmoral, idealforfladigelse og litteraturens forfald, end om de spørgsmål, Karo Espeseth havde villet rejse: Hvordan og hvorfor bliver en mand seksuel voldsmand? Den hårde og uforstående kritik fik Karo Espeseth til at tie som digter. Først i 1983 – 50 år efter – brød hun sin selvpålagte tavshed som forfatter.
Karin Boyes mest inspirerede digte synes at være blevet til i skæringspunktet mellem to verdener: »skinnets verden – en verden, der forestiller« og »den anden verden, den tunge, omformende«. I lyrikken vibrerer spændingen mellem »det som brister/ og det som stænger« og får sin udløsning i den euforiske lethed, frihedsjublen, hvor jeg’et udleverer sig uden forbehold til »den tillid, der skaber verden«.Hendes selvmord i 1941 har siden farvet synet på hendes liv og digtning. Ofte er forfatterinden blevet fremstillet som »tragisk« og »skæbnebestemt« allerede fra begyndelsen og gennemgående tolket som et menneske, der heroisk kæmpede mod sin »dødsdrift«. Hendes fortællinger og digte udspilles ofte i mellemområdet mellem søvn og vågen tilstand, denne uvirkelige verden, hvor drøm og begær udspiller sig, det sted, som vi aldrig helt har forladt og altid dybest inde vil længes tilbage til.