En ung kvinde, Mia, er den gennemgående figur i Anna Bondestams (1907-1995) socialhistoriske romaner Vägen till staden (Vejen til byen), 1957, og Stadens bröd (Byens brød), 1960, som skildrer opbruddet fra landsbyen i 1890’erne og tidens sociale forandringer, som blev udslaggivende for kvindernes muligheder for at deltage i samfundsudviklingen. Mia er en 15-årig bondepige, der har fået nok af faderens hustugt. Hun er ikke bange af sig. »Jeg klarer mig nok, jeg klarer mig sikkert«, tænker hun, mens hun går. Andre er også på vej til byen, og Mia slår følge med den hjælpeløse Ida, og de to kvinder, der er så forskellige af natur og sociale forudsætninger, bliver de kontraster, som skildringen bygger på. Mia, der bliver tjenestepige i en rig familie, lader sig ikke kue af den patriarkalske hustugt eller den tyendemoral, som hun bliver underlagt, mens Ida må give op og flytte tilbage på landet, hvor hun dør sin ensomme fattigdød.
I anden del, Stadens bröd, skildres Mia i et nyt miljø; hun har fået arbejde på tobaksfabrikken. Kvindekollektivet på fabrikken og tobaksarbejderskernes hverdag beskrives, og det centrale tema bliver kvindernes kamp for at blive hørt i de spørgsmål, der angår dem. Mias udvikling får en tidstypisk afslutning: hun står alene med et barn, mens hendes mand begiver sig af sted til Amerika. Men hun finder sin plads i den urolige brydningstid under storstrejken i 1905, og det er hende, der ved, hvad kvinderne burde kræve.
I den selvbiografiske roman Klyftan (Kløften), 1946, kommer Anna Bondestam ind på det stof, der ligger hende mest på sinde, hendes egne barndomsoplevelser under borgerkrigen i Jakobstad i 1918. Hun var selv ti år gammel, da borgerkrigen brød ud. Begge forældre var medlemmer af arbejderforeningen. Den kløft, som borgerkrigen skaber mellem »de røde« og »de hvide«, skildrer hun fra en tiårig piges synsvinkel; det er hendes oplevelser, vi følger, mens den voksne fortæller udfylder, når perspektivet ikke slår til. Til de indledende krigsbegivenheder hører en voldshandling, der ryster den lille by: Syv røde henrettes ved skydning og må ligge en hel dag »til skræk og advarsel for de røde«. De hvide kontrollerer byen, angsten breder sig i arbejderbydelen. Stærkest bliver skildringen af, hvordan samfundskonflikten griber ind i den lille piges liv. Mor og datter lever i angst for, at faderen skal blive taget af de hvide.
Anna Bondestam, der havde embedseksamen i svensk og historie, blev forfatter efter en nordisk romankonkurrence i 1936. Hendes debutroman Panik i Rölleby vandt en andenpris, mens førsteprisen gik til hendes landsmand Sally Salminen med Katrina. Panik i Rölleby er en humoristisk provinsby-skildring fra Jakobstad i 1700-tallet. Anna Bondestam driver rask væk gæk med byens borgere og borgermadammer og lader kærligheden mellem en smuk pige og byens fremskridtsvenlige præst få en lykkelig om end historisk umulig udgang med giftermål. Der er en hjertelighed i drilleriet og en spontan fortællerglæde, som har gjort bogen til en klassiker.
Som skildring af borgerkrigen er Anna Bondestams Klyftan en tidlig forløber for det mere åbne syn på begivenhederne, der slog igennem i 1960’erne og 70’erne. Læst som en trilogi bliver Vägen till staden, Stadens bröd og Klyftan ikke bare en udforskning af finsk samfundshistorie, men også af et stykke kvindehistorie: fabriksarbejderskernes liv og politiske udvikling. Anna Bondestams billede af det samfund, der vokser frem, kan man følge i Lågt i tak (Lavt til loftet), 1943.
Anna Bondestam var tidligt ude med en kortlægning af den samfundsudvikling, der førte til det røde oprør. Men hendes indsats har ikke fået den samme opmærksomhed som hendes finsksprogede landsmand Väinö Linna, der i 1963 fik Nordisk Råds pris for sin trilogi Högt bland Saarijärvis moar (Højt blandt Saarijärvis heder), 1959-1962. Manglen på forståelse for hendes litterære samfundsskildring fik hende til at gå over til et historisk forfatterskab, som hun hovedsageligt har viet den finlandssvenske arbejderbevægelse. Hun har også i et historisk arbejde, Jakobstad, vintern 1918, 1990, belyst den tid, hun skildrede i Klyftan, og de erindringer, som er svære at glemme, og som lever videre efter borgerkrigen i vinteren 1918.
»Hun ved ikke … at lige nu lider tusindvis af andre børn ligesom hun. Og at de snart skal blive til millioner. De har været uheldige, alle disse millioner. De blev tilfældigvis født i et århundrede, der kaldtes barnets, da det begyndte, men som blev angstens«. (Anna Bondestam: Klyftan).