Skall jag alltid förbli
en blödande droppe i luften
utan rättighet till liv?
Skal jeg for altid forblive
en blødende dråbe i luften
uden ret til liv?
Med disse digtlinjer indleder Kerstin Söderholm (1897-1943) i marts 1932 sine dagbogsoptegnelser. Efter hendes død blev dagbogen ifølge hendes eget udtrykkelige ønske udgivet med titlen Endast med mig själv (Kun med mig selv). Mens hun levede, udgav hun digte, noveller og litteraturkritik, men hun betragtede den dagbog, den journal intime, som hun lige siden sin barndom kontinuerligt havde ført, som sit egentlige livsværk.
Kerstin Söderholm blev født i Helsingfors i 1897 og voksede op som eneste barn i en højborgerlig, velbjærget familie. Allerede som barn var hun overordentlig følsom og svagelig og fik derfor ikke den akademiske uddannelse, hun havde alle forudsætninger for at nyde godt af. Hun debuterede i 1923, Edith Södergrans dødsår, hvor også modernisterne Rabbe Enckell og Barbro Mörne udgav deres første digtsamlinger. To år tidligere var Gunnar Björling og Elmer Diktonius debuteret.
Det blev hendes ven, litteraturforskeren Karin Allardt Ekelund, som redigerede dagbogen. Karin Allardt konstaterer i sit forord, at Kerstin Söderholm, i lighed med Virginia Woolf og Karin Boye, blev mærket af krigen, der »prøvede de følsomme sind hårdest«.
Der er flere træk hos Kerstin Söderholm, som gør hende til en finlandssvensk Karin Boye eller Virginia Woolf; det privilegium det var at leve og arbejde i hjertet af avantgardismen, men også hudløsheden, et svigtende fysisk og psykisk helbred og en dødsdrift, der førte til døden for egen hånd.
Den første bog, digtsamlingen Röster ur tingen (Stemmer fra tingene), 1923, blev efterfulgt af digtsamlingerne Mot ljuset på bergen (Mod lyset på klipperne), 1926, Rödgula vägar (Rødgule veje), 1928, og novellesamlingen Det var icke verklighet (Det var ikke virkelighed), 1930. I 1933 kom Ord i natten, betegnet som hendes fornemste lyriksamling, efterfulgt af Porten, 1937, og Mörkret och människan (Mørket og mennesket), 1941. Posthumt udkom Dikter i urval (Digte i udvalg).
Som flere andre finlandssvenske modernisters digtning er Kerstin Söderholms digte for en stor dels vedkommende naturlyrik. Hos hende smelter jeg’et og naturen sammen, i debutsamlingen med et temmelig Södergransk tonefald:
Jag är en slumrande ört.
Jag kan icke se, jag kan icke förstå,
jag kan icke höja mig från jorden.
Jag kan gå in i mig själv,
jag kan bävande förnimma och beröras.
Jag är en sluten värld.
– i vila och väntande vakning.
Jeg er en slumrende urt.
Jeg kan ikke se, jeg kan ikke forstå,
jeg kan ikke løfte mig fra jorden.
Jeg kan gå ind i mig selv,
bævende kan jeg fornemme og berøres.
Jeg er en lukket verden.
– i hvile og ventende vågen.
For hende er digtningen en metode til at definere det usikre jeg og et vigende, utilnærmeligt du. Da hun i sin sidste digtsamling definerer mennesket, sker det via naturen:
Människan är barren, löven,
mossan, gruset, som vi trampar,
fläkten som ger luften liv
och fjärran stjärnevärldars solljus.
Men hon är tillika något mera
något som ej markens ört kan fatta.
Mennesket er nålene, bladene,
mosset, gruset, vi træder på,
vindpustet der giver luften liv
og fjerne stjerneverdeners sollys.
Men det er også noget mere,
noget som ej jordens urt kan fatte.
I den sidste bog finder man også Kerstin Söderholms måske mest konkrete tekster, dikteret af krigsvinterens armod og mangel på mad. I øvrigt karakteriseres hendes vigtigste tematik og samtidig hendes største livs- og skaberproblem af titlen på hendes eneste novellesamling: Det var icke verklighet.
De bedste af hendes noveller og digte er i bogstavelig forstand ikke virkelighed – de er beskrivelser af drømme. Men når man i den posthume Endast med mig själv bliver stillet over for 30 års dagbogsoptegnelser, bliver forfatterens kredsen om sig selv og den manglende evne til at nå virkeligheden også tit frustrerende for læseren.
Dagbogen handler, som dens titel angiver, om skribenten selv. Den unge Kerstin Söderholm bebrejder sig selv sin jeg-fiksering og sin mangel på »godhed«, hun skriver om sin sygdom, sin træthed, sin generthed og sin kærlighedslængsel. Glimtvis får læseren interessante tidsbilleder af borgerkrigen, af kredsen af modernister, af forfatterforeningen, hvis hengivne sekretær Kerstin Söderholm var i otte år, og endelig om den skæbnesvangre vinter- og fortsættelseskrig. Men temaet er overvejende jeg’et og jeg’ets isolation.
Kerstin Söderholms grundlæggende problematik er rammende blevet karakteriseret af den noget yngre Mirjam Tuominen i hendes anmeldelse af dagbogsoptegnelserne (i essaysamlingen Stadier, 1949): »Gennem hele dagbogen går som et appellerende råb hendes stadigt gentagne ønske om at kunne give sig selv, glemme sig selv for at finde sig selv«. Hun minder os om, at Kerstin Söderholm stedvis også har den hemmelige glæde, den indre styrke, som overfølsomheden i bedste fald giver. Og hun citerer fra dagbogen: »Trods alt er livet vidunderligt – og allermest ved dødens grænse. Allermest vidunderligt, når man trodser alle fordomme og magtbud og går sin egen vej – med en halvvejs bevidst vished om at døden går ved ens side … Livets højsang, der er så rystende, fordi den samtidig bærer på en vished om forgængeligheden«.