Udskriv artikel

Sår som endnu bløder

Skrevet af: Birgitta Svanberg |

Med sin versroman Sår som ennu blør (Sår som endnu bløder), 1931, brød Karo(line) Espeseth (1903-1991) endnu et af de seksualtabuer, som mellemkrigsmodernismen satte en ære i at udfordre. Hendes roman er en skildring af en seksualsadistisk fikseret mand og hans forhold til en ung pige.

Jeg så at jeg slo i hvit hud.
Jeg så røde strimmer begynne
å vise sig.
De ble tydeligere.
De ble ganske dyprøde.
Og brede.
Og de gikk på kryss og tvers.
Jeg så to runde faste bryster.
Og jeg så mine egne fingrer
som klør om dem.
Og klørne rev.
Og brystene løsnet.
Snart hang de bare efter en
tråd.
Så så jeg at jeg bet i dem.
Og tennene mine løp i vann.
Og jeg så slanke linjer vri sig
foran mig.
Bukte sig som slanger.

Debatten om romanen kom til at dreje sig mere om spørgsmål om seksualmoral, idealforfladigelse og litteraturens forfald end om de spørgsmål, som Karo Espeseth havde villet rejse: Hvordan og hvorfor bliver en mand seksuel voldsmand? Frimodigt afdækker hun den magt- og voldsideologi, som den mandlige hovedpersons handlemåde baseres på, og dens forbindelse med verdenskrigskatastrofen 1914-1918.

Ifølge Norges førende kritiker Fredrik Ramm var bogen »et udtryk for den fordærvelighed og moralnivellering, som fulgte i normopløsningens og psykoanalysens kølvand«. I Morgenbladet blev den anmeldt under overskriften »En skiden strøm flyder ud over landet,« sammen med Sigurd Hoels En dag i oktober og Rolf Stenersens Stakkars Napoleon (Stakkels Napoleon).

Bogens handling udspiller sig cirka et tiår efter 1. Verdenskrigs slutning og et tiår før udbruddet af 2. Verdenskrig. Vi er i Tyskland, hvor soldateridealerne, krigsfikseringen og de revanchelystne nazistiske mandsforbund begynder at vinde indpas.

En ung mand møder en ung kvinde på en gade i Berlin:

Og så kom jeg til å se på dig
Og du såg på mig.
Og du vet vad som hende.

Så enkelt indledes et kompliceret forhold i Karo Espeseths versroman. Et tilfældigt møde – tiltrækning opstår – så banalt som en ugebladsnovelle. Men fortsættelsen er ikke banal. Allerede fra begyndelsen antydes en modernistisk opfattelse af mennesket: Psyken er uendelig kompliceret og vanskelig at tolke. Det ydre og skinnet bedrager – man kan aldrig være sikker på, hvad der ligger bag, skjult og fortrængt.

Jeg la merke til dig.
Jeg blev interessert
som det heter.
Ja
slik så det ut.
Og derfor trodde du at det var virkeligheten.
For du trodde alltid du
at det du så
det var virkeligheten.
Og at det du hørte var sannheten.
Men så enkelt er ikke livet,
lille Goldfasan.

Sproget er rytmisk, staccatoagtigt, opdelt i vekslende lange og meget korte verselinjer, hvilket formidler et indtryk af intensitet, desperation og en urolig vejrtrækning. Mandens navn nævnes ikke, han er sin fortællings »jeg«, og det er gennem hans bevidsthed, fortællingen toner frem. Om pigen får vi at vide, at hun er norsk og studerer sprog i Berlin. Hun er også navnløs, med undtagelse af det kælenavn, manden tiltaler hende med: »Guldfasan« – et bytte for jægere?

Hannah Höch (1889-1978): Omslag til Bilderbuch, 1945. Foto: www.hannah-hoech-haus.de

Det »skjulte«, som pigen ikke »så«, var betydningen af mandens blik på hende. Hvad der fascinerede ham var »ikke som du troede dit ansigt eller klæderne«. Nej, han så for sig hendes krop og »hvide hud«, hendes runde bryster og lange, slanke ben – og blev grebet af begær: efter at slå, mishandle, fornedre kvindekroppen.

Det ydre handlingsforløb i Karo Espeseths versroman er spændingsfyldt som en thriller. Gang på gang forsøger manden at indfange pigen for at iværksætte mishandlingen. Men hver gang kommer der noget i vejen, delvist fordi han selv ubevidst tøver: der er noget, der holder ham tilbage. I stedet skaffer han sig prostituerede og halvprostituerede kvinder og iscenesætter med dem sadomasochistiske seksualakter, hvor det er magt- og voldsudøvelsen, der giver ham tilfredsstillelse.

Bag mandens sadistiske begær ligger der et alvorligt krigstraume. Den sidste del af fortællingen er bygget på hans erindringer fra 1. Verdenskrigs vestfront, erindringer, som længe har været blokerede af angst og selvforagt. Han fortæller om, hvordan han til den tænkte modtager af romanen, Guldfasan – der allerede har forladt ham, da han begynder at fortælle sin historie – meddeler »sandheden bag sandheden om voldsmanden«.

Om hvordan han forført af heltemyter og krigspropaganda som 18-årig frivilligt gik ind i krigen for at »redde sit fædreland«. Hvordan mødet med krigens virkelighed i skyttegravene ødelagde hans livstro og lyse fremtidsdrømme. Hvordan han sammen med de andre soldater voldtog og krænkede »fjendens kvinder« i sønderskudte byer. Hvordan han blev taget til fange og anbragt i lejr, og hvordan han dér kun havde én eneste tanke, som holdt ham oppe, revanchen: »Vi skal sejre«. Men: »I stedet fortalte de os, at vi havde tabt./ Da ramlede alting sammen for mig«.

Da han endelig kommer hjem igen, bliver han arbejdsløs. Den økonomiske efterkrigsdepression kører hans selvfølelse i sænk. For at retfærdiggøre sine voldsfantasier forsøger han at sværte den unge norske pige til i sine tanker. Han ser hende som en uretmæssigt privilegeret – skærmet for krigsoplevelser, med velbjergede forældre og succesrige studier. Han mistænker hende for at være »djævelsk beregnende« og tror, at hun i hemmelighed »håner og foragter« ham. Men dybt inde i ham er der en svag stemme, der gentager: »Hun er uskyldig!« Indtil sæbeboblen brister, den dag hun skal rejse hjem. De befinder sig i hans værelse, han kærtegner hende, og hun siger: »Tag mig!« Da er hun dømt i hans øjne – hun er en luder! Han mishandler hende på den måde, han længe har drømt om – med et læderbælte. Bagefter nægter hun at se på ham, og hun forsvinder ud af hans værelse uden en lyd.

Karo Espeseths roman blotlægger tydeligt sammenhængen mellem køn og krig i mellemkrigstidens Europa. Hendes seksuelle voldsmand drives af en akkumuleret følelsesopladning af raseri, had, hævn og begær. Karo Espeseth viser, at dette er kulturelt betinget, ikke nogen medfødt, biologisk betinget perversion. Hendes skildring af den forhenværende frontsoldat i 1930’ernes Berlin er fremstillet med indtrængende psykologisk forståelse. Hun viser et menneske i nød, en krigsinvalid uden ydre skader, men med et indre, »som endnu bløder« af skjulte traumer. Han får angstanfald og depressioner, hvis han undertrykker sine voldsimpulser. Hans seksualitet er forvandlet til en trang til at ødelægge, dræbe, udslette kvinden som kønsvæsen, eftersom hun udgør en trussel mod hans svigtende selvfølelse. Ifølge voldsideologien er dette ensbetydende med maskulinitet. Den 18-årige blev hånet som »umandig« af sine kammerater ved fronten, hvis han viste sig veg og angst eller følte medlidenhed.

Idéen til sin mandsskildring fik Karo Espeseth fra den såkaldte Kürtenproces i Düsseldorf i 1939. Hun fulgte processen som repræsentant for norsk presse, og hun blev frapperet og skræmt af, at »en mand, som med koldt blod havde myrdet ni mennesker, kunne se ud som en pæn småborger«.
Et andet incitament var, at hun var vidne til, hvordan en mand i et nærliggende hus regelmæssigt mishandlede sin kone, uden at nogen greb ind. Naboernes kommentar var ganske enkelt: »Krigen har gjort ham sådan«.

Sadistens inderste drivkraft er magtbegær. Han må have magt, kontrol over kvinden, for at beherske det følelseskaos, der truer, hvis han slipper sin kærlighedslængsel og sit store behov for hende fri.

Den hårde og uforstående kritik af Sår som ennu blør fik Karo Espeseth til at tie som digter. Hun flyttede til Tyskland og giftede sig med grev Gerhard von Mende, som senere blev professor i slaviske sprog ved Berlins universitet. Hun fik to børn. Hele 2. Verdenskrig tilbragte hun i Tyskland, undertiden under livstruende forhold.

I Norge havde ingen forstået hensigten med hendes bog – at den indeholdt en alvorlig advarsel mod en kommende verdenskatastrofe. I stedet blandede man værket og forfatteren sammen og anklagede hende for sadisme og seksualfiksering. »Værre end en voldtægtsforbryder« var der nogle, der kaldte hende. Under den tyske okkupation af Norge blev hendes bog definitivt forbudt og beslaglagt.

Først i 1983 brød hun sin selvpålagte tavshed som forfatter. Da udkom hendes memoirer under titlen Livet gikk videre. Her fortæller hun åbent om baggrunden for sin versroman »for 50 år siden«.