I Danmark og Sverige opstod der nogle markante litterære samlingssteder i de miljøer, hvor litteraturen og litteraturformidlingen var ved at blive en borgerlig levevej. Sådan et sted skabte Karen Margrethe Rahbek i Bakkehuset ved Valby Bakke uden for København. Hun gjorde sig og sit hjem til centrum for en skiftende kreds af litterært interesserede husvenner, som samtidig var sin tids litterære offentlighed. Hun og hendes mand blev hver på sin måde fødselshjælpere for en ny digtergeneration.Når Bakkehuset kunne få et næsten mytologisk skær allerede i sin samtid, skyldes det, at det blev symbol på frigørelsen fra den tyske og aristokratiske indflydelse og mæcensystemet. Det var Kamma Rahbeks udtalte ønske, at der kun blev talt dansk. Ligeledes gjorde hun en dyd af, at der blandt gæsterne ikke taltes mange med titler og rang. Hos Kamma Rahbek var det de menneskelige kvaliteter, der talte. Igennem myten Kamma Rahbek har en mandlig domineret litteraturhistorie siden hen medvirket til at definere den moderne kvindelighed som »det andet«.
Artikler
En række sociale og ideologiske træk blev udbredt i Europa på overgangen mellem 1700- og 1800-tallet: etableringen af middelklassefamilien som kulturbærende og den romantiske idealisering af kvinden som dels Guds og naturens moder, dels den ubevidste og fremmede del af mandens menneskelighed. Disse forandringstræk bidrog til at forene de foregående perioders kvindetyper, husmoderen og salonværtinden, i den romantiske intimsfæres kvinde.Romantikken gav på den måde kvinden en kulturel position i kraft af kønnet alene, som hun ikke før havde haft og snart igen mistede. Men i opbygningen af kvindernes nye intimsfæreidentitet kom kvindelitteraturen til at spille en afgørende rolle, idet den indoptog og formidlede inspirationen fra den store europæiske bevægelse.
Omkring år 1800 blomstrede salonkulturen i de dansk-tyske aristokratiske miljøer i Danmark. Set i en skandinavisk sammenhæng er den mest interessante Charlotte Schimmelmanns europæisk kendte salon. Som hustru til Ernst Schimmelmann, Danmarks finans- og i en periode også statsminister, holdt hun en omfattende repræsentativ selskabelighed. Men hun sørgede altid for også at have en kreds af lærde og kunstnere omkring sig. Ved at samle hof, adel, diplomati og den højere embedsstand i sin salon placerede hun sig i centrum af tidens politiske begivenheder.Sit ry som salonværtinde vandt hun som »skønånd«, belæst og velorienteret i de nye, europæiske strømninger inden for videnskaben, filosofien og litteraturen. Og som drivkraften bag sin mands mæcenvirksomhed. Som salonværtinde byggede hun bro mellem det centrale Europa og det provinsielle Danmark, mellem storpolitikken og åndslivet.
Danske Friederike Brun holdt salon i over 40 år. Her kom berømte kunstnere som C.E.F. Weyse, D. F. R. Kuhlau, Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger, Just Mathias Thiele, Bertel Thorvaldsen, J. L. Heiberg og mange udenlandske gæster. Salonen var en slags åbent hus og havde sin guldalder i årene 1810-16. I disse år var den ugentlige modtagelsesaften et større leben. Under middagen og senere i pauserne mellem musik, levende tableauer og oplæsning førte man kultiveret æstetisk samtale, og underholdningen blev leveret af de besøgende kunstnere og af datteren Ida.Friederike Brun selv skrev hele sit liv. Hun udgav 15 bind blandede værker. Alligevel må hun ses som en overgangsfigur, ligesom hele salonkulturen var et overgangsfænomen – mellem en feudal og en borgerligt domineret kultur. Hun og hendes salon var udtryk for en levet utopi om en tredje vej: mellem feudalisme og kapitalisme, mellem det kvindelige og det mandlige som skarpt adskilte sfærer. I salonen mødtes disse modsætninger i en kort tid.
Preciøserne dannede i 1600-tallet egne saloner som protest mod hofkulturens vulgaritet. De blev eftertragtede mødesteder for den kulturelle elite og var en samværsform midt imellem det private og det offentlige rum. Deres centrum var den åndfulde samtale, som ofte foregik i boudoiret, det intime rum. Imellem hofkulturens repræsentative salonsal og borgerskabets private dagligstue gav salonkulturen således plads for specielle samværsformer, skabt og styret af de åndrige værtinder, der altid spillede en dominerende rolle.Man konverserede ikke, men talte hjerteligt sammen om intime, politiske og kulturelle emner. Både de preciøse og de præromantiske saloner inspirerede den nordiske salonkultur. I 1700- og begyndelsen af 1800-tallet var den nordiske dannede kultur flersproget. De europæiske strømninger blev derfor hurtigt optaget i tilsvarende miljøer i Norden. Salonkulturen er ikke meget beskrevet i litteraturhistorierne. Når værtinderne endelig nævnes, skyldes det de mænd, de samlede omkring sig. Men værtinderne var selv kunstskabende.
Det kvindelige mønster i dansk folkedigtning og folkemindeindsamling.
Det eventyrmateriale, der kaldes »Narrationes Lubricae«, slibrige eller erotiske historier, blev i ældre tid fortalt af voksne rundt omkring i de norske landområder, i bygderne. Der er registreret mange kvinder blandt de voksne informanter. De grove historier var/er ingenlunde forbeholdt herreselskab.Man kender navngivne personer til omtrent to tredjedele af det erotiske skæmtemateriale, og af disse er nøjagtigt halvdelen kvinder. Det er måske overraskende. For mange steder regnes eventyret og ikke mindst den grovere type for en mere mandligt præget form. Kvindelige informanter knyttes i folks bevidsthed først og fremmest til folkeviserne, hvor musikken og det æstetisk bundne er i forgrunden.
Skønt der i den overleverede nordiske visetradition igennem mere end fire hundrede år er gået store dele tabt, repræsenterer den bevarede tradition et overvældende kildemateriale. Gennem de sidste halvandet århundredes intense registrerings- og udgivelsesarbejde er der skaffet overblik over den nordiske tradition.I det store kildemateriale er der sange, sunget om og af kvinder. Ud af den store skare af kvindelige sangere, samlere og optegnere vil den følgende artikel beskæftige sig med viser, som omhandler kvinders personlige og livsafgørende oplevelser, der samtidig er skæbnesituationer for familien og slægten.
Indsamlingen af den mundtlige digtning i Finland i 1800-tallet blev støttet økonomisk af staten og resulterede i en af verdens største samlinger. Mindst halvdelen af de optegnede tekster stammer fra kvinder, kvindelige sangere og fortællere.Ved indsamlingen koncentrerede man sig om indholdet. Kun sjældent tog man notits af traditionsbærerne: dem, der sang sangene eller fortalte eventyrene. Man ved, at der har været mange kvindelige formidlere, men så godt som alle forblev anonyme.I den følgende artikel vil kun en del af denne omfattende tradition blive behandlet: de gamle runer, samt grådkvadene, som udelukkende er blevet sunget af kvinder. Der er alt i alt cirka 145.000 tekster i den første gruppe og i den anden cirka 3.000.
Der er store forskelle imellem de kvindelige 1700-tals dramatikere i Danmark. Både Anna Catharina von Passow og Birgitte Catharine Boye dyrkede hyrdespillet som genre, men søgte hurtigt i forskellig retning. Boye helligede sig det heroiske skuespil, og Passow eksperimenterede med den nye komediekunst, som Charlotta Dorothea Biehl gjorde til sin vigtigste dramatiske genre.Mens Boyes dramatiske kunst er en højstemt afslutning på 1700-tallets heroiske dramatik, tilhører Passow og Biehl en tidligere generation; de er nytænkende. De har stor andel i, at det danske borgerteater bliver videreført i perioden efter Holbergs død i 1754.