Udskriv artikel

Mellem hofkultur og dagligstue

Skrevet af: Karen Klitgaard Povlsen |

Forudsætningerne for den nordiske salonkultur er de franske preciøse og de tyske præromantiske saloner. Preciøserne dannede i 1600-tallet egne saloner som protest mod hofkulturens vulgaritet under Henrik IV. Disse saloner blev eftertragtede mødesteder for den kulturelle elite. Preciøserne jagtede kunstnere og berømtheder og brugte dem som trofæer i salonselskabeligheden. Hermed slog de en breche i de ellers så stive standsskel, idet åndens aristokrati i de preciøse saloner kunne omgås på næsten lige fod med blodets aristokrati. I salonkulturen udvikledes en ekstrem opmærksomhed på omgangsformerne og på formen i tale og skrift. Formen blev en mani. Ikke de ydre anstandsmanerer, som alle aristokrater beherskede, men den indre formfuldendthed. Det gjaldt om at kunne improvisere med stil.

Carl Johan Ljunggren, fra Scener ur Sällskapslivet. 1830’erne. Akvarel. Nationalmuseum, Stockholm NMH 61/1894.

Litteratur, kunst, ægteskab, venskab, moderskab og kærlighed var preciøsernes foretrukne emner. For at diskutere dem indgående udviklede preciøserne et nyt, forfinet ordforråd, et begyndende psykologisk begrebsapparat. Preciøserne var splittede mellem slægten og en ny individualitet. De accepterede de arrangerede ægteskaber, men trak sig ud af det seksuelle samliv, når arvefølgen var sikret, og helligede sig i stedet platonisk kærlighed, venskab og moderskab. De preciøse saloner emmede af en anden vellyst, et galanteri og åndeligt koketteri, der blev begrebssat i filosofien om Venus Urania, den platoniske kærligheds gudinde. Med hende kunne man i ædel forsagelse opnå en anden – og større — åndelig vellyst. De trekantsforhold, der opstod i kølvandet på denne filosofi, genfinder vi hos nogle af de nordiske salonkvinder.

Hofkulturen havde den store formelle middag i »salonen« som et sine qua non. Den strøg preciøserne ofte. Salonens centrum blev den åndfulde samtale, som ofte foregik i boudoiret, det intime rum. I Norden ser vi, at jo mere borgerlig salonen er, desto mindre betyder det formelle samvær om middagen. Det er en pointe i Anna Maria Lenngrens og Kamma Rahbeks saloner, at der kun serveres te.

I de tyske præromantiske saloner er middagen også afskaffet. Rahel Levin (1771-1831) holder salon fra 1790 til 1806 i et beskedent værelse, hun bebor som ugift datter af en jødisk handelsmand. Hun kan end ikke altid byde på en kop te, men hver dag efter kl. 17 flokkes samtlige outsidereksistenser i Berlin hos hende sammen med folk fra de bedste kredse. Endnu mere fri er tonen hos Bettina von Arnim (1785-1857), som letfodet og rap hopper omkring og sidder på bordet, mens hun lader sig begejstre af de politisk radikales utopier og visioner. Bettina og Rahel forbinder traditionen fra oplysningstidens kvindeforsvar og dyrkelsen af følelsen med saint-simonisternes ideer om et frit, lige samfund uden køns-, rangs- eller arbejdsdeling. Begge forsøger at skabe et sådant samfund en miniature i deres salon.

Det er mænd fra den yngre generation, der færdes hos Bettina von Arnim, f.eks. Heinrich Heine og Ludvig Börne. Hun selv læser Karl Marx og den franske memoireforfatter Louis de Rouvray Saint-Simon, hvis kritik af enevælden blev radikaliseret i social-reformatorisk retning af hans tilhængere, og forsøger også at efterleve saint-simonismen og marxismen. I Das Armenbuch (Fattigbogen) fra 1844, først udgivet i 1962, forsøger hun således at udarbejde en social statistik over Berlins fattigkvarterer.

Både Bettina von Arnim og Rahel Levin, senere gift Varn-hagen, idealiserer Goethe. Bettina har et selvlavet udkast til et mindesmærke over ham stående i sin stue, og hun ærer hans mor, geniets opdrager. Det er den yngre Goethe, som beskrev den unge Werthers lidelser, og som skabte Mignon som et androgynt kvindeideal,

Mignon er det hemmelighedsfulde barn fra Goethes Wilhelm Meisters Læreår, 1796. Hun følger hovedpersonen Wilhelm som barnet »fra landet, hvor citronerne blomstrer«, altså Italien. Hun er – som landet, hun kommer fra – lidenskabelig og sanselig, men altid hemmelighedsfuld og fyldt med længsel.
Som kvindeideal er hun barnet, der nægter at blive voksen, og som derfor tiltager sig et anarkistisk spillerum – også i forhold til kønnets traditionelle grænser. Sydlandsk og spontan kan hun forse sig mod enhver orden og dog bevare sin integritet. I kølvandet på Mignondyrkelsen følger da også en dyrkelse af Italien.
At hun er frugten af et blodskamsforhold mellem bror og søster, er et typisk tema i tidens litteratur. De tætte søskendeforhold er et nyt fænomen, og vi møder dem også i de nordiske saloner.

det evige pubertetsbarn, de tilbeder. Derimod tager de afstand fra Schiller og hans lovprisninger af et mere husmoderligt kvindeideal, ligesom den højromantiske kønspolarisering vækker deres afsky. Det er F. Schlegels roman Lucinde, 1799, der bedst beskriver deres idealer. Her er seksualiteten fri, og rollefordelingen er sat på spil i en utopi om androgynitet. Er den ene af kønsrollerne imidlertid bedre end den anden, er det kvindens, fordi hun står uden for det borgerlige arbejdsliv med dets karrieretvang og arbejdsdeling. Både de preciøse og de præromantiske saloner inspirerer den nordiske salonkultur, men i en afdæmpet og sammenblandet form. De præromantiske saloner får størst indflydelse i de tysk og pietistisk orienterede kredse, de preciøse i de aristokratiske.

Ideen om det androgyne (fra græsk: andros = mand, gynos = kvinde), altså et væsen, der indeholder elementer fra begge køn, er, som også dyrkelsen af Mignon viser, meget udbredt fra 1790’erne og fremefter. Men idéen får aldrig så stort gennemslag i Norden som i f. eks. Tyskland og Frankrig.

Salonkulturen var en samværsform midt imellem det private og det offentlige rum. Som sådan var den en udløber af den repræsentative hofkultur, og den forsvandt ind i den borgerlige inderlighed, hvor man kan finde reminiscenser af den i borgerdamernes te- og litteraturaftener helt frem til 1900-tallet. Imellem hofkulturens repræsentative salonsal og borgerskabets private dagligstue giver salonkulturen plads for specielle samværsformer, skabt og styret af de åndrige værtinder.

Hoffets salonsal var forbeholdt standspersoner af rette slægt og formue i en normbundet, regelfyldt omgang. Disse skel og konventioner bliver brudt op i salonkulturen. Her kan kunstnere og intellektuelle omgås adel og borgerstand på – næsten – lige fod. Her konverserer man ikke, men samtaler inderligt og hjerteligt om intime, politiske og kulturelle emner. Til gengæld går nogle af hofkulturens friheder tabt, f.eks. det kokette, erotiske spilfægteri, hvor forførelsen sættes i scene som maskepi. I salonkulturen er forførelsen af en anden, inderliggjort og individualiseret art. I hofkulturen var der plads til børn som små voksne. I salonkulturen tildeles børnene andre roller i forlængelse af en rousseausk dyrkelse af den barnlige natur.

I dagligstuen finder vi endelig kernefamilien af mor og børn med den nærmeste familie og venner. Omgangsformen er inderlig og barnlig, baseret på spil, leg og amatøroptræden. Barnet er sat i centrum, men barnlighedens spillerum er snævert begrænsede og definerer samtidig moderens og kvindens spillerum.

Hverken hofkulturen eller den borgerlige dagligstue er altså en salonkultur. De er begyndelses- og slutpunkt for salonkulturens forskellige former. Værtinden har altid den dominerende rolle i salonen. Hun afgør dens ry og esprit. Hun skaber et lydhørt publikum og et engageret diskussionsforum for tidens kunstnere, intellektuelle, diplomater og mæcener. Altså for tidens betydende mænd, som hun samtidig er afhængig af. En salons succes er proportional med antallet af deltagende berømtheder. Salonen er smagsdannende, den er en afgørende instans i tidens kulturliv.

Indgangen til Frederiksberg Have i 1786. Tegnet af Bernhard Olsen i 1866 efter gammelt kobberstik. Illustreret Tidende, 1866. Det Kongelige Bibliotek.

I samtiden opfattes salonværtinderne som usædvanlige og ideale udtryk for deres køn, og i en kort periode blev salonkulturen en lejlighed for nogle kvinder til at deltage i kunsten, kulturen og politikken. De gjorde det ikke på egne præmisser og ikke på lige fod med mændene, men fra en idealiseret position, der tvang dem til at profilere sig som kvinder og individer. Det gav dem en ny bevidsthed om at iscenesætte sig selv for salonens blikke, at spejle sjælelivet i den ydre selviscenesættelse. Det er oplevelsen af, at dette ikke kan lade sig gøre, uden at noget i psyken forbliver uforløst, der får nogle af salonkvinderne til at dyrke også skriften.

Salonkulturens genrer

I 1700- og begyndelsen af 1800-tallet er den nordiske dannede kultur flersproget. De europæiske strømninger optages derfor hurtigt i de tilsvarende miljøer i Norden. Kultursproget er fransk, det lærer aristokratiets og det højere borgerskabs børn. Mange af brevvekslingerne i salonmiljøerne føres på fransk, men også tysk er salonfähig, naturligvis især blandt den indvandrede tyske embedsmandsklike i Danmark. De veluddannede mænd behersker latin (og græsk) som fælleseuropæisk lærd sprog, og de veluddannede kvinder læser og taler engelsk, italiensk og spansk. For den mere borgerlige salonkultur bliver det at insistere på modersmålene som samtale- og brevsprog en måde at distancere sig fra de aristokratiske kredse på.

Det kan skyldes de sproglige forhold, at salonkulturen ikke er meget beskrevet i litteraturhistorierne. Når værtinderne endelig nævnes, som f.eks. Malla Silfverstolpe og Kamma Rahbek, skyldes det de mænd, de samlede omkring sig. Men værtinderne var selv kunstskabende. De foretog bevidste genrevalg med forkærlighed for de mindre, subjektive genrer: samtale, brev, dagbog, erindring, portræt og lyrik. Genrer, som henvendte sig til den del af offentligheden, som kom i salonerne. De fleste af salonkulturens værker er først blevet offentliggjorte i moderne forstand efter værtindernes død.

Den vigtigste genre i salonkulturen var samtalen. I hofkulturen konverserede man med faste tiltalenormer, emnevalg og et kropssprog med buk, bøj og nej. Dette stive mønster brydes af preciøserne. Samtalen som maskespil, koketteriet, forsvinder til fordel for en talen sammen, der repræsenterer autenticitet, sjælemøde og inderlighed. Denne samtaleform når et højdepunkt i den tyske præromantiske salon med en fri, fortrolig tale. Det kræver åndsdannelse og intellekt at føre en sådan samtale, men samtalen bygger på en demokratisk idé om menneskers sjælelige lighed og hjertets indføling. Følelsesformidlingen er det centrale, som sådan er den nye samtaleform også påvirket af den pietistiske tradition for bekendelse.

Efter de brevvekslinger, der er overleveret, at dømme, findes den helt ukonventionelle, frie samtale ikke i de nordiske saloner. Kun forbigående blandes den aristokratiske konversation op med inderlighedskulten og bliver til en mere fri samtale mellem lige sjæle. I den borgerlige dagligstue dannes nye konventioner for det passende med snævre grænser for fortroligheden. Borgermoralen bliver en ny anstandskultur, hvor de ydre regler afløses af andre og internaliserede regler. Den samtalekunst, der dyrkes i de nordiske saloner fra Hedvig Charlotta Nordenflycht til Kamma Rahbek, er en blandingsgenre i udvikling. Det er en svunden form, som vi kender fra brev- og memoirelitteraturens referater, men hvis utopi lever endnu i dag.

Også brevet er en vigtig genre i salonen. I den aristokratiske kultur er brevvekslingen formel i indhold, form og anledning, men i midten af 1700-tallet brydes den private brevvekslings form af nye idéer om det »naturlige« brev. I den mere borgerlige salonkultur vil brevskriveren fremstille sit indre liv, sit selv, for modtageren. I nogle breve, som f.eks. i rejsebrevet, skildrer den skrivende sit jeg igennem en beskrivelse af den ydre natur. Forsøget på at spejle det indre i det ydre eller på at vise det indre uforstilt for modtageren, lykkes sjældent i mere end glimt. Brevlitteraturen viser derfor ofte et splittet jeg, hvor skriften motiveres af længslen efter at sone splittelsen.

Elisabeth Vigeé-Lebrun: Germaine de Staël som Corinne, 1808. Maleri. Musée d’Art et d’Histoire. Genève, foto: Wikimedia Commons/The Yorck Project

Ved siden af de omfattende brevvekslinger skriver mange af salonkulturens kvinder dagbøger. Også her forsøger de at skrive deres indre liv og følelse frem i forhold til et blik udefra. Dagbogen er derfor dialogisk, og som genre nærmer den sig den frie, eksperimenterende og reflekterede æstetik, der dyrkes af de tyske salonkvinder omkring år 1800. Mens de aristokratiske damer sender et miniatureportræt til den tilkommende, så sender salondamen breve eller dagbogsafskrifter, der viser hendes elskværdige sjæl. Det er en anden forførelsesstrategi end det erotiske koketteri. Det seksualiserede samvær er afløst af en åndelighed, hvis højdepunkt ligger i sjælemødet mellem to – elskende, venner, søskende eller mor og datter – men bevidstheden om den anden er altid til stede i selv det mest uforstilte. En refleksion over det at blive set og dermed læst er til stede i teksterne. Selviagttagelsen kommer før fremstillingen af det indre for den anden.

En yndet genre i salonens samvær er det psykologiske portræt, hvor man beskriver hinandens psykologiske fysiognomier. Og endelig er selvbiografien eller memoirerne et konglomerat af selvsamtale, brev og portræt. I den nye selvbiografi lægges vægten på at beskrive dannelsen af det indre jeg og dette jegs virkning på omgivelserne. Det er påfaldende, hvor ofte livet som hustru og delvis også som mor forbigås af kvinderne, mens de dvæler ved barn- og ungdommens dannelsesproces.

Germaine de Staël beskriver i De l’Allemagne (Om Tyskland), 1810, den følelsesmæssige intimitet og blidhed, som kendetegner præromantikken i forhold til højromantikkens polariserede kønsidealer. Kernen i den præromantiske – og i salonkulturens – kvindeidealisering er den mysticisme og melankoli, som er resultatet af en splittet identitet:

»…i vore dage er kvinder generelt mere værd end mænd. …deres personlighed er altid tvedelt, hvorimod mandens kun har sig selv som mål«.

Germaine de Staël (1766-1817) fik en lærd opdragelse i en rig schweizisk-fransk borgerfamilie. Hun blev gift ind i adelen, men hun nåede også at have et større antal elskere. Hun holdt en politisk salon i Paris, men blev eksileret af Napoleon og holdt derefter salon på ejendommen Coppet i Schweiz. Hun blev forbillede og samlingsfigur for de antinapoleanske salonmiljøers kvinder. Coppet havde ry for at være Europas mest strålende salon. Friederike Brun boede her f. eks. i årene 1805-07, ligesom hun senere boede sammen med Mme de Staël i Rom. Det specielle ved Mme de Staëls saloner var deres udprægede intellektuelle og politiske karakter, og at salonerne fungerede som arbejdsfællesskaber.

På den ene side er kvindeligheden alt – på den anden intet. Det er en moderne splittelse, som skaber en selviagttagende position i den kvindelige skrift, et dobbeltblik i selviscenesættelsen.