Kamma Rahbek var ikke let at lokke ud til Friederike Bruns salon på Sophienholm. Da hun engang måtte deltage i en bryllupsfest, allierede hun sig med Oehlenschläger for ikke at føle sig alt for fortabt: »Jeg havde overtalet Oehl. til ogsaa at blive der (til næste dag), og vi to havde mange Løier sammen«, skrev hun til veninden Anna Drewsen den 7.8.1815. Oehlenschläger på sin side var heller ikke særlig veltilpas i salonlivet. I Levnet, 1830-31, fortæller han om sit Berlinerophold i 1806: »Saameget som jeg nu end var Reichardt (en tysk komponist) forbunden, fordi han gjorde mig bekiendt med den store berlinske Verden, saa fornøiede det mig dog, efter min Natur, ikke længe, at være en Slags aandeligt Pumpernikkel, eller nordisk Rugbrød, i deres Theecirkler. Jeg dyrkede fornemmelig de Bekiendtskaber, hvor jeg fandt et Hiem igien, hvilket altid var mig saa uundværligt«.
Oehlenschläger (1779-1850) levede efter sit giftermål med Christiane Heger, Kamma Rahbeks søster, en rolig tilværelse. Hans datter fortæller: »Min Fader førte et særdeles regelmæssigt Liv, helst uden nogen Afvigelse. Om Sommeren stod han op Kl. 7½, om vinteren Kl. 8 … Naar han havde vadsket sig og børstet Tænder, iførte han sig en Slobrok, der ikke altid var en Digterkonge værdig. Han drak saa en Kop The og spiste en Tvebak, hvorefter han satte sig til sit Skrivebord«. (Marie Konow: Nogle Barndoms- og Ungdomserindringer, 1902).
Et hjem, det var salonen netop ikke. I salonen skulle der præsteres noget, Oehlenschläger kunne altid læse op af egne værker, Kamma kom med sin elegante konversation og sin berømmede blomsterpynt, Friederikes datter, Ida, kunne synge og figurere i de såkaldte »attituder«. Gæsterne blev til publikum for hinandens kunstneriske præstationer og vurderet efter deres evne til at yde og nyde kunst. Hjemmeliv i form af familiært samvær interesserede ikke en salonværtinde som Friederike Brun. Derfor tog hun også sit ægteskab med Brun let og plejede desto omhyggeligere forholdet til åndsfællen, den schweiziske skribent Bonstetten. Hun betragtede en moders opgave som det at indføre børnene i kunstens og åndsvidenskabernes verden. Mens de var helt små, efterlod hun dem gerne hjemme hos barnepigen for senere at gøre så meget mere ud af deres undervisning.
Salonværtinden var det stik modsatte af den traditionelle husmoder, og salonerne hyldede et kvindesyn, der var i fuldstændig opposition til den patriarkalske families. 1600-tallets franske preciøser, der havde grundlagt salonkulturen, havde distanceret sig fra den gamle kristne opfattelse af, at manden er et menneske skabt i Guds billede, halvt krop og halvt sjæl, medens kvinden er mere krop end sjæl og derfor et ringere menneske. De mente, at kroppen ikke kan tilskrives afgørende betydning, fordi alle de ikke-reproduktive organer er identiske hos de to køn, og fordi viljen og fornuften er uafhængige af kroppen. Desuden er kønsforskellen uden indflydelse på sjælens liv efter døden. Engle har intet køn, hævdede de, i det egentlige, det sjælelige liv, er mænd og kvinder lige.
En af oplysningstidens svenske forfattere, Thomas Thorild (1759-1808), skrev en opsats »Om qvinnokönets naturliga höghet«, 1793, hvori det om kvinderne hedder: »… de må vel først betragtes som mennesker, før de betragtes som kvinder?«
Disse lighedsidealer blev videreført af oplysningstidens forfattere, men de var uforenelige med den eksisterende arbejdsdeling mellem kønnene, som den patriarkalske familie altid havde bygget på, og som det borgerlige samfunds adskillelse af hjem og arbejdsplads for mandens vedkommende kun forstærkede. Denne arbejdsdeling understøttede et forskelsideal, troen på en absolut polarisering mellem den mandlige og kvindelige natur, som den er grundlagt i de kropslige forskelle.
1800-tallets kvinder stod derfor med den vanskelige opgave at skulle sammenflette to vidt forskellige opfattelser af kønnet og forene det bedste fra salon- og husmoderkulturen. Det lykkedes i den romantiske intimsfærekultur på baggrund af to væsentlige forhold.
For det første var intimsfærekulturen en middelklassekultur, der blev båret af en begrænset familiekreds. Idet mandens arbejdsplads flyttede uden for hjemmet til de offentlige kontorer, læreanstalternes undervisningslokaler eller hærens kaserner, kunne kvinderne overtage hjemmet som deres råderum. Kun ved de sjældne repræsentative middage, hvor man dækkede af og op i »salen«, så man endnu husfaderen repræsentere familien inden for hjemmets fire vægge. Husmoderen fik med den mindre arbejdskrævende husholdning mulighed for at skabe en selvstændig hjemmelivskultur adskilt fra den statusbetingede repræsentation.
For det andet udviklede romantikerne en panteistisk teologi, der indsatte kvinden i den symbolske orden på en helt ny og afgørende måde. Den romantiske bevægelse, som blev ledende i Europa i 1800-tallets første del, var i sin kerne en sekulariseret omfortolkning af de kristne myter, som oplysningsfilosofiens rationalisme havde forsøgt at tage livet af. Man forestillede sig ikke længere en fadergud ude i universet; i stedet fandt man det guddommelige i naturen, en skjult plan, som det geniale menneske – digteren – der selv er en del af denne natur, intuitivt kan gribe og udtrykke. Romantikkens filosoffer satte manden, digteren, på Guds plads: »Ethvert godt menneske bliver stadig mere og mere Gud. At blive Gud, at være menneske, at udvikle sig er ensbetydende udtryk«, skrev en af romantikkens chefideologer, Friedrich Schlegel, i 1798 i et af sine Athenäums-Fragmente, 1798-1800. Som før Gud stod nu manden skabende over for naturen, og urformen for hans vekselvirkning med naturen blev foreningen med kvinden.
Friedrich Schlegel (1772-1829) blev også meget berømt for sin roman Lucinde, 1799, hvori romantikkens intimsfæreideologi udtrykkes således: »De (de elskende) var hinandens univers«.
Romantikerne gav dermed kvinden en ny og væsentligere position i den symbolske orden, positionen som »den anden«. Mandens nye kvindelige mod- og medspiller lånte samtidig glans af den madonnadyrkelse, som havde været i stadig vækst siden middelalderens troubadourer og mystikere. Kvinden blev idealiseret i nærmest religiøs forstand som en naturens urform og betragtet som mandens antitese, hans ubevidste ikke-jeg, med hvem han kunne opleve individualitetens heling og skabe en syntese, et tredje menneske, barnet.
Disse sociale og ideologiske træk, der blev udbredt i Europa på overgangen mellem 1700- og 1800-tallet: etableringen af middelklassefamilien som kulturbærende og den romantiske idealisering af kvinden som dels Guds og naturens moder, dels den ubevidste og fremmede del af mandens menneskelighed, bidrog til at forene de foregående perioders kvindetyper, husmoderen og salonværtinden, i den romantiske intimsfæres kvinde. Romantikken gav på den måde kvinden en kulturel position i kraft af kønnet alene, som hun ikke før havde haft og snart igen mistede.
Den romantiske intimsfære var i modsætning til salonen et hjem, men ikke derfor blot en (små)borgerlig kernefamilie. Det var et fællesskab mellem kønnene, der skulle virkeliggøre romantikkens filosofi og religiøse livsholdning. I opbygningen af kvindernes nye intimsfæreidentitet kom kvindelitteraturen til at spille en afgørende rolle, idet den indoptog og formidlede inspirationen fra den store europæiske bevægelse.
Afsked med 1700-tallet
Forskellen mellem kønskærligheden i 1700-tallets sidste følsomme tiår og det romantiske 1800-tal var en væsentlig årsag til dansk litteraturs berømteste skilsmisse mellem Thomasine Gyllembourg (1773-1856) og Peter Andreas Heiberg. Omstændighederne omkring den blev offentlig kendt, da Thomasine Gyllembourgs svigerdatter, Johanne Luise Heiberg, en menneskealder senere udsendte sin beretning om forløbet støttet på en stor bevaret korrespondance, Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg, 1882. En enkelt situation fra denne affære kan illustrere karakteren af 1700-tallets følsomhed og dens begrænsning set med kvindernes øjne.
Heiberg var blevet landsforvist efter en overtrædelse af trykkefrihedsbestemmelserne og måtte tage afsked med Danmark få måneder inde i det nye århundrede. På afrejsedagen den 7. februar 1800 samledes den nærmeste kreds til et aftenselskab i Heibergs hjem. Stemningen var naturligt nok noget trykket, men Heiberg var dog ved godt mod, idet han ikke forestillede sig, at landsforvisningen ville blive af lang varighed. Han havde undladt at appellere dommen for med sikkerhed at kunne bevare martyrrollen i offentlighedens øjne. Hans afsked med hustruen Thomasine og den niårige søn Johan Ludvig var kort, skriver Johanne Luise Heiberg, »tilsyneladende uden al rørt bevægelse, der jo, som vi vide, ikke laae for ham«.
Imidlertid udviste Heiberg faktisk på et lidt senere tidspunkt samme aften en meget sublim form for følsomhed. Han havde taget Kamma og Knud Lyhne Rahbek med i vognen, der skulle bringe ham til Korsør havn, for at de kunne komme sikkert hjem til deres Bakkehus uden for Københavns Vestre port. Da vennerne stod af, lagde Heiberg, som Rahbek skriver i sine erindringer, »beslag paa en Handske af min Kones, som han end til denne Dag giemmer, hædrer, og i sin Brevvexling med denne sin trofaste Veninde, indtil den allersidste Tid, idelig har nævnet«. Så sent som i 1827 fik Kamma efterretninger om, at handsken pietetsfuldt hvilede i den »grækeræske« (dvs. en æske smykket med græske frihedssymboler), som hun havde sendt ham.
Handskehistorien blev almindelig berømt fra Rahbeks og Heibergs erindringer. Den var i sin form et typisk eksempel på 1700-tallets følsomhedskultur, hvor følelserne blev knyttet til personer eller symboler af offentlig betydning. Handsken symboliserede Kammas hånd. Hun var dansk litteraturs store muse. Ved handsken var Heiberg således viet til det fornemste i dansk ånd, og lykken ved dette »ægteskab« udbredte han sig gerne om til alle. De private, kropsbundne følelser for hans kone og barn i mere jordnær forstand skjulte han derimod på det omhyggeligste. Først i skilsmissekorrespondancen fra efteråret 1801 kom de frem og, som det synes, nærmest bag på ham selv. I alt fald kom det bag på ham, at det var følelser, som man kunne være nødt til at verbalisere.
Heibergs følelser for henholdsvis Kamma og Thomasine var af en helt forskellig natur, og det faldt ham aldrig ind, at de kunne forenes. Problemet var altså ikke, at Heiberg manglede følelser; han tilsidesatte tværtimod hele sin borgerlige eksistens i kamp for sine idealer: fædrelandet, litteraturen, friheden. Problemet var, at hans kone ikke kunne få del i disse følelser, fordi hun som husmoder ingen plads havde mellem idealerne.
1700-tallets følsomhed var repræsentativ ligesom den førborgerlige offentlighed. At fremvise sine følelser åbenlyst gav åndelig magt og status. Et eksempel er Baggesens kvindeidealisering i digtet »Min anden Skabelse«, 1785, der fortæller om betydningen af digterjeg’ets møde med Seline:
Jeg saae dig som en Guddom fra det Høie;
Og ved dit Smils oplivelige Bliv
Mit kolde Jeg, i Glandsen af dit Øie
forklaret, pludselig fik Aand og Liv.
Her er der ingen grænser for de kvaliteter, som kvinden i Selines skikkelse tillægges. Hun er kilden til alt åndeligt liv i digterjeg’et og lukker hele naturen op for hans blik: »Nu hænger fast ved Jorden mine Dage,/ Og intet er uvigtigt meer for mig«. Men i al sin uendelige ophøjethed er Seline mindre en kvinde end et symbol på det ædleste i mennesket, på evnen til at føle: »Nu føler jeg, som egen, andres Smerte/ Og naar en Broder græder, græder med«, hedder det, og: »Nu har jeg Venner, ædle, som forsøde/ Den Lod, mig Skæbnen her i Livet gav«. Seline er et menneskeideal, som det mandlige digterjeg identificerer sig med som genstand for dyrkelse snarere end kærlighed.
Jens Baggesen (1764-1826) dyrkede også i sit private liv den platoniske kvindeforherligelse. »Seline« er skrevet til digteren C. H. Prams kone; som ung student logerede han hos familien. Efter flere ægteskaber oplevede han en ny platonisk betagelse af Oehlenschlägers søster, Sophie Ørsted.
Skønt de mandlige digtere høfligt lod kvindeskikkelser bære det fælles ideal frem, var denne karakteristiske 1700-tals følsomhed ukønnet, ens for mand og kvinde. Eftersom forfatterne som oftest var mænd, så havde en lang både antik og kristen tradition lært dem at projicere deres idealer over på en kvindefigur. Berømte eksempler på kvinden som repræsentant for »den skønne sjæl« finder man i Samuel Richardsons brevroman Pamela, 1740, og i Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre (Wilhelm Meisters Læreår), 1795-96. Richardson var netop begyndt som lærebogsforfatter i brevskrivningskunsten for begge køn; hans breve skulle indholdsmæssigt og formelt være modeller for den smukke henvendelse fra menneske til menneske.
Gråd var et tegn på den »skønne sjæl«, og det var fuldt accepteret, at mænd græd offentligt f.eks. i teateret over beundringsværdige handlinger på scenen. I 1800-tallet blev denne følsomhed imidlertid ligesom næsten alt andet kønsdifferentieret, og tårerne blev forbeholdt kvinderne. Kønsdifferentieringen var et led i den samme bevægelse, som dannede intimsfæren, men dens idémæssige udformning og udbredelse var ingen mere ansvarlig for end Rousseau. I La nouvelle Héloïse (Den nye Héloïse), 1761, ser vi ham ganske vist indtage oplysningsfilosofiens standpunkt, at sjælen intet køn har, hvorefter han imidlertid udtrykkeligt tilføjer, at »følelserne skiller dem« (dvs. kønnene).
Det qvindelige Kjøns Idee
Rousseau udkastede som den første en teori om kønskomplementariteten, der forener lighedselementer fra oplysningsfilosofien med forskelselementer fra den sociale arbejdsdeling. Teorien er tydeligst udarbejdet i hovedværket om pædagogik, Émile fra 1762, hvor Sophie i den afsluttende 5. bog indføres som Émiles kommende partner. Her er mange passager, der får hårene til at rejse sig på hovedet af nutidens kvinder: »kvindens særlige bestemmelse er at behage manden«. »Ærlig talt, hvorfor er det egentlig så nødvendigt, at en pige skal kunne læse og skrive så tidligt … Der er få unge piger, som ikke snarere misbruger end bruger denne skæbnesvangre skrivefærdighed«. »Pigerne skal være vågne og arbejdsomme, og de må i tide vænnes til at finde sig i tvang«; »afhængighed er kvindens naturlige tilstand«. Og sammenfattende skal kvinden have »smag uden at have studeret sig dertil; hun har talenter, som ikke er blevet udviklet til kunst; hun er klog uden at være kundskabsrig«.
Man må spørge sig selv, hvordan et forfatterskab med sådanne synspunkter kunne vække netop kvindernes entusiastiske begejstring. I 1802 skriver Thomasine Gyllembourg til sin mand: »Da jeg kom hjem, satte jeg mig til at læse i Rousseau, og fordybede mig saaledes i min Læsning, at jeg ikke vidste deraf, førend Solen var nærved at gaae need«.
Thomasine Gyllembourg lånte lidt af intrigen fra La nouvelle Héloïse til sin Montanus den Yngre, 1837, hvor Rousseaus roman desuden omtales som: »det uopnaaelige Mesterværk, som maa henrive ethvert Hjerte«.
Vi har også Rousseau at takke for Sophie Thalbitzers erindringer, der hører til det tidlige 1800-tals interessanteste. Hendes indledning lyder:
»Fra det Øjeblik af jeg første Gang læste Rousseaus Confessions, (Bekendelser) opsteeg det Ønske i mig, at skrive noget lignende«.
Svaret er, at Rousseaus komplementaritetsidéer var et fremskridt i forhold til begge de hidtil eksisterende kvindesyn, både salonernes emanciperede kvinde, der som »ren sjæl« byggede på en fortrængning af familiesamværet, husmoderrollen og kønsforskellen, og den gamle patriarkalske families kvinde, der som »husslave« (som det latinske ord familia betyder) var underlagt et ubrydeligt, kønsbaseret magthierarki. Når Rousseau begynder med at slå fast, at »Sophie må være kvinde, som Émile er mand«, så læste samtiden det ikke som et udsagn om, at kvinden skulle holdes (nede) på sin plads, men om at kvinden netop havde sin egen plads ved siden af manden. Rousseau understreger også videre, at i »alt hvad der ikke særlig angår kønnet er kvinden udstyret som manden; hun har de samme organer, de samme fornødenheder og de samme evner«. Kamp og konkurrence mellem kønnene afvises: »I alt hvad de har fælles er de lige; i alt hvori de er forskellige kan de ikke sammenlignes«, og i stedet fremhæves gensidighed og udveksling. Manden er den stærkeste, men han er afhængig af den svagere kvinde, som har en naturlig evne til at lede ham. Hun adlyder hans befalinger og leder ham dog alligevel med »sagtmodighedens, snildhedens og smilets herredømme. Sine befalinger giver hun med kærtegn, og hendes trusler er tårer«.
Først senere i 1800-tallet blev Rousseaus komplementaritetsidéer udsat for kritik, fordi den stigende individualisme gjorde det tydeligt, at kvinderne blev levnet mindre individuelt liv end manden: »Manden er kun mand i visse øjeblikke, kvinden er kvinde hele sit liv«, skriver han f.eks., og »kvindernes hele opdragelse (bør) indrettes med henblik på mændene«. Jo mere manden blev »sig selv«, jo mere iøjnefaldende blev kvindens stilling som »den anden«.
Mary Wollstonecraft var tidligt ude med en kritik af Rousseau. I A Vindication of the Rights of Woman (Et forsvar for kvindens rettigheder), 1792, bruger hun et helt kapitel på en analyse af Émile, hvor hun kritiserer, at kvinden gøres til »en slave af kærligheden«.
Hovedstrømninger i europæisk kvindelitteratur
To kvindelige forfattere i europæisk litteratur, Germaine de Staël (1766-1817) og Jane Austen (1775-1817), udviklede i særlig grad de litterære kvindetyper, der modsvarede de kvindelige positioner i henholdsvis salon- og husmoderkulturen. Deres liv var lige så forskellige som deres heltinder, og deres forfatterskaber fik helt forskellige skæbner i Norden.
Germaine de Staël var datter af Jacques Necker, en bankier fra Genève, der i årene før revolutionen havde bestyret Frankrigs finanser for til slut at blive førsteminister. Hendes mor Suzanne Curchod var præstedatter og holdt salon for litterater, diplomater og adelige. Germaine var således født ind i de toneangivende kredse, og efter sit giftermål i 1786 med den 17 år ældre og uformuende svenske gesandt, baron Eric de Staël-Holstein, var hun frit stillet til at følge sine politiske og litterære interesser. Hun samlede tidens frisindede og filosofiske hoveder i sin salon i Paris, indtil hendes opposition mod Napoleon sendte hende i landflygtighed, dels på godset Coppet i Schweiz, hvor bl.a. Oehlenschläger besøgte hende i 1808, dels på store rejser over hele Europa. Ud over politiske pamfletter og analyser skrev Germaine de Staël bl.a. som den første en litteratursociologi, De la litterature considérée dans ses rapports avec les institutions socials (Litteraturen og samfundet), 1800, og en introduktion til den i Frankrig aldeles ukendte tyske kultur, De l’Allemagne (Om Tyskland), 1810. Desuden udgav hun romanerne Delphine, 1802, og Corinne ou l’Italie, 1807, hvoraf især den sidste, der skaffede hende europæisk berømmelse, fremstiller salonkulturens kvindetype. Corinne blev i 1824-25 oversat til dansk af lærerinden Anne Sophie Brandt (1784, død efter 1855), der udgav den på sit eget forlag. Subskriptionslisten viser, at Germaine de Staël havde læsere blandt alle samfundets honoratiores med kongehuset i spidsen. Anne Sophie Brandt skrev selv ti år efter et par novellesamlinger, som hun ligeledes selv publicerede.
Corinne foregår i Italien, som Germaine de Staël havde lært at kende i sin landflygtigheds omflakkende liv. Heltinden lever i Rom uden forældre eller slægtninge; hun har formue og er beundret som kunstnerinde lige fra de højeste kredse til den brede befolkning. Den mandlige hovedperson, skotten lord Nelvil, hører hende første gang omtalt som »Italiens berømteste kvinde: Corinne, digterinde, forfatterinde, improvisatrice og en af Roms smukkeste damer«. Nelvil overværer hendes laurbærkransning på Capitol under en ceremoni, hvor forfatteren intet sparer i retning af hvide heste, antikke stridsvogne, unge hvidklædte hjælpersker, jublende folkemængder og fortællerens udpensling af Corinnes skønhed. Nelvil har i sit hjemland set store mænd blive udmærkede, »men det var første gang han var vidne til, at en kvinde nød sådanne æresbevisninger, og en kvinde som var blevet berømt alene ved sit geni; hendes triumfvogn kostede ingen tårer; hverken sorg eller frygt forhindrede nogen i at beundre naturens herligste gaver: fantasi, følelse og ånd«.
Corinne fører Nelvil rundt til Italiens historiske minder og kunstskatte og viser ham dermed en verden af skønhed og ånd, som hun kan bringe ind i det ægteskab, hun ønsker sig af ham. Han svigter hende imidlertid til fordel for en ung engelsk pige, en tilbageholdende og ukompliceret hjemmets kvinde helt uden Corinnes glimrende evner. Romanens tema er således kvindens konflikt mellem at brillere med sin begavelse eller med sin husmoderlighed; »idet jeg søgte berømmelsen, håbede jeg altid derved at gøre mig elsket«, siger Corinne, men hendes berømmelse ødelægger tværtimod hendes muligheder hos Nelvil. »Hos os«, siger en engelsk ven til Nelvil, »hvor mændene har en aktiv karriere, må kvinderne blive i skyggen, og det ville være en skam at anbringe Corinne dér; jeg så hende gerne på Englands trone, men ikke under mit ydmyge tag«.
Det huslige liv i engelske hjem, som Corinne sammenligner med den blykappe, de fordømte må bære i Dantes inferno, er netop temaet i Jane Austens seks romaner, der blev skrevet i samme periode, men under helt andre omstændigheder og med en helt anden synsvinkel på hjemmet.
Jane Austen var præstedatter og tilbragte hele sit liv sammen med moderen og øvrige ugifte slægtninge i forskellige engelske provinsbyer. Hvis tilværelsen som ugift kvinde ikke bragte hende i centrum for de store begivenheder, så gav det brogede familieliv omkring de otte Austen-søskende og deres ægtefæller og børn hende dog rige muligheder for at iagttage middelklassens sociale liv, hvor kampen for at holde standarden kaldte på talent, frækhed og evne til at begå sig hos de bedrestillede.
Dette familieliv spiller hovedrollen i hendes romaner. Med dem kulminerer den typisk engelske genre, den såkaldte »huslige realisme«, som allerede var kendt fra Oliver Goldsmiths The Vicar of Wakefield (Præsten i Wakefield), 1766. Austens intriger drejer sig om en eller flere pardannelsers problemer, men det er ikke kærlighedsromaner i den forstand, at den erotiske passions skæbne bærer forløbet. For Austen er pardannelse en kompliceret sammenkobling af personlige tilbøjeligheder, sociale placeringer og sædelige normer hos manden og kvinden; hun har mindre den enkeltes lykke end den sociale gruppes fornuftige organisation på programmet.
Penge og social position er noget, kvinder med større eller mindre ynde og rimelighed erobrer ved deres forbindelser med mænd. Således hedder det indledningsvis i Mansfield Park fra 1814:
»For omkring 30 år siden havde frøken Maria Ward fra Huntingdon med kun 7000 pund det held at indfange Sir Thomas Bertram fra Mansfield Park på Northhamptonegnen, hvorved hun blev hævet til rang af en baronets hustru med al det velbehag og alle de følger et smukt hus og en stor indkomst har«.
Et nyt ægteskab er en revolution i en selskabelig kreds: Det hæver den ene kvinde og marginaliserer den anden. »Kontrasten mellem Mrs. Churchills betydning i verden og Jane Fairfax’ slog hende: den ene var alt, den anden intet«, tænker Emma i romanen af samme navn fra 1816, grublende over »kvindens forskellige skæbner«. Det er kvindernes liv i perioden indtil de skæbnesvangre ægteskabsindgåelser, Austen skriver om, den tid, der går med at udfylde de givne sociale rammer på den mest talentfulde måde.
Både Germaine de Staël og Jane Austen overførte træk fra deres sociale miljøer til deres tekster; den første medbragte den store kulturhistoriske horisont fra salonen med referencer til kunst, rejser og politik; den anden medbragte husholdningens mange personlige relationer og hierarkier med referencer til måltider, mode og dagligt samvær. »Hun (Jane Austen) beskæftiger sig ikke halvt så meget med det menneskelige hjerte«, skrev Charlotte Brontë (1816-55), »som med de menneskelige øjne, munden, hænderne og fødderne«. I begges forfatterskaber er der imidlertid masser af psykologi, konversation og kvindeperspektiv.
Germaine de Staël blev en berømthed, læst og oversat i hele Europa; hun er hovedpersonen i den forelæsningsrække ved Københavns Universitet, hvormed Georg Brandes i 1871 indledte det moderne gennembrud i Norden, trykt som Emigrantlitteraturen, 1872, der er første bind Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Austen blev meget yndet af sin samtids engelske læsere, men næppe kendt uden for landets grænser; kun én af hendes romaner, Sense and Sensibility (Forstand og Hjerte), 1811, blev i 1800-tallet oversat til dansk, og Brandes nævner hende ikke med et ord. Hvor Staël kan siges at have været en direkte påvirkningskilde for skandinavisk kvindelitteratur, var Austen kun en indirekte i den forstand, at hendes bøger er eksemplariske fremstillinger af den husmoderkultur, som også ligger som en forudsætning for den nordiske kvinderomantik.
Ligesom Germaine de Staël arbejdede H. C. Andersen i sin roman Improvisatoren, 1835, der er et dansk modstykke til Corinne, med stadige sammensmeltninger af kvindetyper, men i hans roman er det naturligvis det mandlige dannelsesforløbs fascinationer, der skal gå op i en højere enhed: »I Maria fandt jeg Laras Skjønhed … og Flaminias hele søsterlige Sind«.
Det blev romantikkens kvindelige forfatteres program at forene disse to strømninger i kvindelitteraturen og i periodens kvindebevidsthed. Dette program formulerede Germaine de Staël interessant nok selv som konklusion på sin roman. Her møder Corinne den engelske kvinde, som Nelvil har foretrukket for hende, og som i øvrigt har vist sig at være hendes halvsøster, og siger til hende: »De må være Dem selv og mig på én gang«. Hvordan denne forening fandt sted, får vi at se i Thomasine Gyllembourgs forfatterskab.
I En Hverdags-Historie fra 1828, som indeholder forfatterindens æstetiske og samfundsmæssige program, er der to kvindefigurer, der ikke repræsenterer henholdsvis husmoderen og skønånden, men tværtimod på hver sin måde – en dårlig og en god efter Gyllembourgs mening – forener noget fra de to kvindetyper. Den ene har på en udvendig måde sammenstykket lidt af salonkvindens »lærdom« og lidt af husmoderens flid, så hun hverken er det ene eller det andet. Den anden kan derimod både besørge husholdningen gnidningsløst og samtidig levere en åndfuld underholdning med musik og konversation, fordi hun forstår at »marier sa voix au son de la lyre«, som det hedder, dvs. at afstemme det indre med det ydre. Hendes handlinger og væsen er smeltet sammen til en sammenhængende selvforståelse, som er netop den romantiske kvindeidentitet, Gyllembourg vil fremhæve med sit forfatterskab. Med Rousseaus ord har hun »smag uden at have studeret sig dertil; hun har talenter, som ikke er blevet udviklet til kunst; hun er klog uden at være kundskabsrig«.