Udskriv artikel

Bakkehusets poesi

Skrevet af: Anne Scott Sørensen |

Der findes ikke i Norden nogen borgerlig salonkultur på linje med den tyske, præromantiske. Men i Danmark og Sverige opstår der nogle markante, litterære samlingssteder i de miljøer, hvor litteraturen og litteraturformidlingen er ved at blive en borgerlig levevej. I Danmark skabte Karen Margrethe Rahbek (1775-1828), gift med tidsskriftsredaktøren, udgiveren og æstetikprofessoren Knud Lyhne Rahbek, et sådant sted på Bakkehuset ved Valby Bakke uden for København.

Wilhelm Marstrand: Københavnsk Selskabsscene, o. 1860. Akvarel. Den Kgl. Kobberstiksamling, Statens Museum for Kunst, København © SMK Foto

Karen Margrethe Rahbek gjorde sig og sit hjem på Bakkehuset til centrum for en skiftende kreds af litterært interesserede husvenner, som samtidig var sin tids litterære offentlighed. Ægteparret Rahbek blev hver på sin måde fødselshjælpere for en ny digtergeneration: Oehlenschläger, Grundtvig, Ingemann, Hauch, P. M. Møller m.fl. Alle færdedes de også i de mere prominente, aristokratiske og tyskorienterede saloner; men for eftertiden har de besunget »Kamma« som muse for de unge, hjemlige talenter og hyldet Knud Lyhne Rahbek for at have banet dem vejen frem. Og de har prist Bakkehuset som det hjemlige sted, hvor kunstnerspirerne kunne udfolde sig.

Georg Brandes om Bakkehuset i Kritiker og Portraiter, 1870: »I hele vor Literaturs Historie er Bakkehuset det eneste private literære Samlingssted, som har nogen Betydning og noget Navn. Der har ganske vist efter den Tid været adskillelige Huse og Krese, i hvilke Selskabet fortrinsvis bestod af literære Navnkundigheder, Fru Friederike Bruns f. eks. ; men nogen poetisk Glans hviler ikke over dem, og paa nogen omfattende Måde har de ikke virket«.

Når Bakkehuset kunne få et næsten mytologisk skær allerede i sin samtid, skyldes det bl.a., at det blev et symbol på frigørelsen fra den tyske og aristokratiske indflydelse og mæcensystemet. Det var Kamma Rahbeks udtalte ønske, at der kun blev talt dansk på Bakkehuset, ligesom hun selv førte sin korrespondance på dansk, med få ironisk pointerede undtagelser. Modersmålplejen og formidlingen af den nationale kulturarv kendetegnede også Knud Lyhne Rahbek som borgerlig oplysningsskribent, som udgiver af danske litterære klassikere og som forelæser over det danske sprogs og den danske litteraturs historie. Ligeledes gjorde Kamma Rahbek en dyd af, at der blandt Bakkehusets gæster ikke taltes mange med titler og rang. Tværtimod ironiserede hun over dette »uvæsen«, som hun kaldte det, ved at tildele kredsens medlemmer en indre rangordning med »generalerne«, husets mest trofaste gæster, i toppen. I samme ånd udstyrede hun hver enkelt med et tilnavn, som angav deres karakters adelsmærke, og som var deres adgangstegn til det litterære parnas.

J. M. Thiele, der i 1821-22 boede på Bakkehuset, har i Erindringer fra Bakkehuset beskrevet Kamma Rahbeks tebord: »Thi blandt Fru Rahbeks mange andre Fortræffeligheder hørte ogsaa den, som hendes Thebord indlagde sig hos alle Besøgende… Alt – Theen, Sukkeret, Brødet – prima sorte! – i en saadan Overflødighed, at der fra dette udsøgte Thebord serveredes ikke blot til Gjæsterne i Stuen, men, med samme Fylde og Elegance, til Pigerne i Kjøkkenet, Havekarlen og ‘gamle Stine’, hvis hun tilfældigviis var i Nærheden«.

Kamma Rahbek var yngre end både Charlotte Schimmelmann og Friederike Brun, men i en periode efter århundredskiftet var de på samme tid salonværtinder i hvert sit miljø. Kamma Rahbek modtog en del invitationer til at deltage i det selskabelige liv i de højere kredse, som hun afslog beskedent, men bestemt. Hun nærede dog stor respekt for såvel Charlotte Schimmelmann som Friederike Brun. Den første mødte hun aldrig personligt, men den sidste brevvekslede hun med gennem mange år, ligesom hun også enkelte gange var på Sophienholm.

Mens det hos Charlotte Schimmelmann var nødvendigt med en vis stand og hos Friederike Brun med en vis status som »ånd«, så var det hos Kamma Rahbek de menneskelige kvaliteter, der talte. Og var det på Sølyst og Sophienholm middagsselskabet og salen, der udgjorde salonen, så var det på Bakkehuset vennelaget omkring tebordet i hjørneværelset, hvor Kamma Rahbek også skrev sine breve og arbejdede med sine æsker og sin blomsterbinding. Som regel var en mundtlig eller i breve indflettet invitation optakten til et sådant samvær, men især om sommeren kunne det opstå mere spontant. Der var ingen formelle anstandsregler, når Kamma Rahbek var værtinde, men derimod nok en række uformelle. Til disse hørte, at gæsterne nød en enkel, men delikat middag, derefter fulgte diskussioner med Rahbek over vinen og endelig fortrolig samtale med Kamma i sofahjørnet. Ofte blev der i løbet af aftenen læst højt, og for Kamma Rahbek sluttede den gerne med, at hun satte sig til det nu ryddede arbejdsbord for på papiret at genoptage samtalen med den eller de, der samme aften eller nylig havde været »i besøg«.

Om middagene i Bakkehuset husker J. M. Thiele: »Aftens-maaltidet var paa Bakkehuset – saavidt jeg kunne mærke – Hovedmaaltidet, fordi man paa den Tid helst modtog Besøg af Husets Venner. Denne Act havde omtrent samme Charakteer – dog ikke saa luxuriøs – som The-Acten. En rygende Steg, udmærket gode Frugter og et Par Flasker Viin var det Sædvanlige«. (Erindringer fra Bakkehuset).

Det var Kamma Rahbeks selskab, som gæsterne søgte, når de kom til Bakkehuset, og de gjorde det, fordi hun formåede den kunst at få den enkelte til at føle sig betydelig og til klart at udtrykke det måske endnu uklart tænkte.

Det var hendes evne til at lytte, indforstået og dog med distance, hendes vilje til den letflydende og alligevel fordybende dialog og hendes sans for det vittige og samtidig skarpe ræsonnement, der gav hende ry som samtalekunstner. Hendes nære ven, biskop J. P. Mynster, sagde da også til hende, at han anså det for hendes »embedspligt« at tale med folk, og den unge gæst, digteren P. M. Møller, sagde om hende, at hun var »det første menneske«, han havde mødt.

I sit portræt af Kamma Rahbek skriver Georg Brandes: »Den Poesi, der leves, er ligesaa meget Værd, som den der skrives ned, og den Poesi, som udstraalede fra Kamma Rahbeks Personlighed og Samtale, var vel saa dyb og ligesaa skælmsk som den, der flød fra hendes Husbonds Pen. … Hun skrev i en vis Forstand endog bedre end Rahbek. Han havde vel hundred gange mere Sprogkunst end hun! men Alting hos ham Vid som Følelse, hører det attende Aarhundrede til. Hans Vid er gammeldags, hendes let, og hun er inderligere i sin Følsomhed end han«.

Adam Oehlenschläger var et af de talenter, som Kamma Rahbek havde øje for før nogen andre, og som hun hjalp til orde. Af Breve til og fra Adam Oehlenschläger 1798-1809 og 1809-1829 fremgår det, at de har haft et udpræget fællesskab omkring det ironiske, og deres brevveksling er i sig selv et studie i det »Bakkehus-sprog«, som kun var forståeligt for de i kredsen indviede. Det samme gælder den eneste overleverede litteratur fra Kamma Rahbeks hånd, en skæmtevise, som er tilegnet Oehlenschläger og flettet ind i et af brevene.

Ser man nærmere på den litteraturhistoriske myte omkring Kamma Rahbek, så viser den sig at rumme en ambivalens. Selv J. P. Mynster og Oehlenschläger, der har bidraget væsentligt til hendes eftermæle i henholdsvis Meddelelser om mit Levnet og Ungdomserindringer, lader en vis nedladenhed skinne igennem. De opvurderede hendes indsats i »det uendeligt små«, men nedvurderede samtidig hendes betydning for »det uendeligt store«. Denne dobbelthed: at sætte hende på piedestal og at detronisere hende har siden præget hendes biografer. Således også Georg Brandes, der i Kritiker og Portraiter, 1870, slår fast, at hos Kamma Rahbek var det gode hjerte sat i tjeneste hos en åndelig skønhed, og at hendes begavelse var mere sjælelig end forstandsmæssig. Igennem myten Kamma Rahbek har en mandlig domineret litteraturhistorie medvirket til at definere den moderne kvindelighed som »det andet«.

Hjertets sprog og fortrolighedens lyst

Hans Peter Hansen (efter forlæg af silhuet af F.L. Schmitz 1805): Kamma Rahbek. Illustreret Tidende, 1883

Gennem sit ægteskab med Knud Lyhne Rahbek fik Kamma Rahbek mulighed for at fortsætte de litterære og åndelige interesser og bekendtskaber, som hun fik som ung hjemme i bryggergården i Nørregade og hos familien på Strandmøllen. Her færdedes en kreds af unge kunstnere og »intellektuelle«, som hendes bror Carl Heger var en del af, og som Knud Lyhne Rahbek var det ældre, respekterede centrum for. Ægteskabet med ham var et valg af et idealt livsmål, hvorigennem hun kunne udvikle sin tids og sit miljøs kvindelivsnormer uden at overskride dem. Omkostningerne ved dette »livsprojekt« var for Kamma Rahbek en evig kamp med sig selv, mod sin »ilterhed« og sin »heftighed« på den ene side og sin »melankoli« og sygelighed på den anden side. Det var sider af hende selv, som hun spillede ud og tematiserede som en kvindelig livskonflikt i sin korrespondance med de to husvenner J. P. Mynster og Christian Molbech.

Brandes har i Kritiker og Portraiter, 1870, hævdet, at Kamma Rahbeks forhold til Mynster og Molbech har været erotisk farvet, det første som et datterligt, det andet som et moderligt, og han har på den baggrund karakteriseret hende som »en Kvinde, der ikke har kendt Lidenskaben, jeg mener Elskovslidenskaben«. Dette har optaget hendes biografer både før og siden.

Kamma Rahbek har om sit forhold til Mynster og Molbech sagt, at det var de to kæreste venner, som Gud lod hende finde på jorden. Hun havde da også kontakt med dem begge frem til sin død. Begge venskaber udspandt sig som intense brevforhold, med Mynster fra 1805-1812 og med Molbech fra 1813-1815. Det var i brevene, hun kunne udfolde det »Hiertets Sprog« og den fortrolighedens »søde Lyst«, som hjalp hende til større selvindsigt, og som gav hende en fornemmelse af at blive »heel«. Længslen efter denne helhed eller væren i skriften udgjorde Kamma Rahbeks uudtømmelige skriveenergi og særlige kreativitet.

Af brevkorrespondancen med Mynster findes imidlertid kun ganske lidt overleveret i Af efterladte Breve til J.P. Mynster. I sine levnedsoptegnelser begrunder Mynster, at han har tilintetgjort størstedelen af Kamma Rahbeks breve, med, at der heri fandtes for meget »ubetydeligt«, ligesom hun ofte »skrev sig heftig«. I stedet henviser han offentligheden til sine egne papirer med henblik på en vurdering af korrespondancens beskaffenhed, idet han dog gør opmærksom på, at han også har tilintetgjort en del af sine egne breve, da de indeholdt meget »øjeblikkeligt« og desuden »umodnet«. For den modne ægtemand og biskop har det været for svært at blotte sine læreårs ufærdighed, sine følelseskriser og religiøse anfægtelser og Kamma Rahbeks andel heri. Deres virkelige venskab indskrænkede sig efter hans læreår i det afsides Spjellerup til, at Kamma Rahbek indfandt sig som den mest trofaste tilhører til hans prædikener, som hun i øvrigt også opfordrede og støttede ham til at udgive.

Det er Molbechs søn, der har redigeret og udgivet Christian Molbech og Karen Margrethe Rahbek. En Brevvexling. I forordet gør han opmærksom på, at han har udeladt breve, som han fandt uvæsentlige for den gennemgående udvikling i korrespondancen, og som ikke i sig selv har nogen litterær eller personalhistorisk værdi efter hans skøn. Trods væsentlige huller er den indre kontinuitet i brevvekslingen dog bevaret, og den fremstår som et helt enestående vidnesbyrd om, hvordan en moderne kvindelighed og mandlighed kommer til bevidsthed om sig selv.

Korrespondancen har været ført mellem de to som privatpersoner, men med bevidstheden om et potentielt større publikum. Kamma Rahbek var vidende om, at han lod venner og familiemedlemmer læse hendes breve, ligesom hun koketterede med hans trusler om at offentliggøre dem.

Kamma Rahbek udtrykker i et brev til Molbech den 16.7.1813, at hun bør og også ønsker at bekæmpe sin »heftighed«, men at den samtidig er udtryk for hendes mest ægte følelser:»Thi denne ulyksalige Heftighed fordærver mig dog altid mine reneste, bedste Glæder og er forbunden med for megen U R O, til at jeg kan anse den for ganske uskyldig. Den maa idelig t æ m m e s, og jeg kan ikke arbejde for meget herpaa, da jeg slet ikke staar i fare for at overvinde den, hvilket jeg vist nok heller ikke burde – om jeg også kunne – da jeg derved vilde dræbe alt Godt i mig«.

Alligevel nærede de begge store forventninger til den indbyrdes brevveksling i 1813 som realiseringen af et »Sielenes Samfund«, et ligeværdigt møde mellem ligesindede, hvor de kunne lade tanker og følelser strømme, som de end ikke kunne udtrykke mundtligt, ansigt til ansigt. De forestillede sig begge, at de her ville kunne lade sig styre af det indre blik og derfor sige »Alt« i tillid til at møde genkendelse og anerkendelse. Begge blev de imidlertid skuffede, og Kamma Rahbek måtte i 1815 tilstå, at der »Intet« var, som hun nu turde sige ham. Imellem de to yderpunkter lå en erkendelse af, at de havde forskellige livssyn og -værdier, og af, at de gensidigt havde opbygget en forestilling om den anden og deres brevforhold, som ikke stod mål med virkeligheden. Det er karakteristisk, at der opstår usikkerhed og uro i brevene, hver gang de har talt og været sammen, og de opbyggede forestillinger og den i brevet vundne fortrolighed har skullet stå virkelighedens prøve. Begge bliver de »ofre« for den kraft, som de har fremkaldt i hinanden, og som for dem begge handlede om at finde vejen til sig selv. For Kamma Rahbek blev deres brevforhold derfor anledning til en dyb selvrefleksion, mens den for ham markerede afslutningen på hans læreår og ungkarletilværelse.

Allerede i begyndelsen af korrespondancen skabte han et ulige forhold mellem dem ved at tildele hende rollen som den opdragende veninde og kvindelige forløser – sin Nathalie.

Nathalie er en af Goethes dobbelte kvindefigurer. I Wilhelm Meisters Læreår er hun den unge helts ældre veninde og vejleder, som han senere forenes med i et platonisk ægteskab.

I et brev den 17.12.1813 formulerer han sin drøm om hende: »… en ædel Skikkelse, i Livets fulde, kraftige Virkelighed skulde træde mig i Møde, aande Følelsens begeistrende Varme i min Siæl, fremkalde Ungdomsfriskhed i mit Hierte, give min Aand Mod til at føle sig selv og Lyst til at udvikle dens slumrende Spirer – og med eet Ord, blive en af mit Livs gode Engle…«

Mens han dyrkede smerten over sin indre tomhed, sit tungsind og sin uvirksomhed og drømte om det kvindeliges forvandlingskraft, så bebrejdede hun ham, at han forspildte sit liv med selvmedlidenhed og fantasier. Hun oplevede, at han reelt ikke var interesseret i at lade sig opdrage til større selvansvarlighed og belære om værdien af det personlige gudsforhold, som hun troede på. Fordømmelsen blev skarpere i takt med, at hendes unge sommernabo og veninde, Hanne Langberg, blev genstand for hans tilbedelse. Dels fordi hun syntes, at han endnu ikke havde lært, at kærligheden er af Gud og derfor af en åndelig og uselvisk karakter, dels fordi han ved at fortie forbindelsen havde unddraget sig hendes fortrolighed og dermed fortabt hendes krav på tillid og anerkendelse.

For Kamma Rahbek var det komplementære modspil, rollen som Nathalie, da heller ikke realiseringen af det sjælemøde, som hun drømte om. I et tidligt brev fra den 16.7.1813, hvor hun forsøgte at delagtiggøre ham i sin forestillingsverden, sammenlignede hun sit forhold til den guddommelige og den jordiske ven:

»Jeg kan ikke engang elske min Gud med en aldeles reen, aandelig Kiærlighed, i det Mindste ikke i den Grad, jeg føler Trang til, og skammer (mig) slet ikke ved den Tilstaaelse, at jeg gierne vilde kunne indslutte ham i mine Arme, som i mit Hierte«.

I foreningen af den himmelske og jordiske kærlighed, af det religiøse og det sanselige lå hendes håb om forvandling, og i sprogliggørelsen heraf lå hendes særlige lystfølelse. Men her kunne Molbech ikke følge hende. For ham var den religiøse følelse og sanseligheden, venskabet og kærligheden adskilte i tid og rum og knyttet til forskellige personer, og han unddrog sig hende derfor i stigende grad.

Gentagne gange taler Kamma Rahbek om sammenstød, som handler om hendes tilbøjelighed til at »forkiæle« ham og »kiæle for ham«. I et sent brev fra den 11.3.1814 forsøgte hun for sidste gang at forklare denne trang som et udslag af sin barnlighed: »Saa tør jeg ogsaa sige, at Gud vist vil holde sin Haand over det skiønne Baand, hvormed han knyttede vore Siæle sammen, og jeg tør ogsaa haabe med Dig, at en evig klar Himmel vil smile til vort lykkelige, barnlige Venskab«.

Barnligheden får her en dybere betydning som udtryk for den lyst, der unddrager sig kontrol og fornuft, og som forskydes til skriften, til det at skrive i »Hiertets Sprog« og den »velsignede, fortrolige Tone«. I dette brev tiltaler hun for første og eneste gang Molbech »du«, idet den associative og dog strengt kontrollerede form brydes af en egentlig følsom stil.

Brevvekslingen mellem Kamma Rahbek og Molbech kan læses som et markant og tidstypisk udtryk for det uforløste møde mellem en mandlig og kvindelig kommunikation og skrift. Mens hun søger og drives af længslen efter det samme, det identiske, så søger og drives han af det forskellige og det komplementære. Begge kommer de gennem brevvekslingen til en større indsigt i sig selv, mens de fjerner sig stadig mere fra hinanden.

En anden dannet borgerkvinde var digterdatteren Signe Læssøe (1781-1870), hos hvem især samtidens billedkunstnere samledes. Signe Læssøe foretrak imidlertid det nære familieliv frem for den store selskabelighed. H. C. Andersen, som hun modtog i hjemmet som en ekstra søn, siger i Mit Livs Eventyr om hende: »Mit Blik vendte hun mere og mere mod Naturskønheder og det Poetiske i Livets Enkeltheder, i det saakaldte Smaa. Dersom der i noget af, hvad jeg har skrevet, findes Kvinde-lighed og Renhed, da er hun en af dem, jeg især skylder dette«.