I løbet af 1700- og 1800-tallet bliver den borgerlige roman til i et intenst vekselspil med den læsende kvinde. Tidens nye genre både henvender sig til og handler om hende. Læsningen blev en adspredelse for borgerskabets beskyttede kvinder og en skoling i den nye kvinderolle. Men læsningen blev også en kritiseret beskæftigelse.Siden 1700-tallet havde kvinden været boghandelens bedste kunde, bibliotekernes flittigste låner og læseklubbernes mest pålidelige medlem. Men hendes læsning var hele tiden udsat for kritik. Da romanlitteraturen i den sidste del af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet vinder indpas i Sverige, er det under hidsige diskussioner om genrens skadelige indvirkning på de kvindelige læsere. Romanlæsning var usundt og passiviserende. Det gjorde kvinden urealistisk, drømmende og ude af stand til at leve, mente man.
Artikler
Med det moderne gennembrud i Norden sporede man i 1880’erne overalt en febrilsk kvindelig aktivitet. Kvinderne sluttede sig sammen i nationale kvindesamfund, hvor de stædigt arbejdede på at bringe kvindesagen op i de lovgivende forsamlinger. Det var borgerskabets unge kvinder – velbevandrede i sprog, konversation og pli – der i aviser, tidsskrifter og skønlitteratur skrev kvindespørgsmålet frem.Men for mange af det moderne gennembruds kvindelige forfattere førte opbruddet også til personlige og kunstneriske nederlag. De knækkede halsen eller pennen på det moderne paradoks. Men emancipationsprojektet blev ikke opgivet. Hos de kvinder, der fortsatte med at skrive århundredet ud, og hos dem, der debuterede omkring århundredskiftet, blev spændingen mellem idealer og desillusion, mellem bevægelse og moment blot bragt på en anden form.
Svenske Emilie Flygare-Carléns debutroman Waldemar Klein fra 1838 var i mangt og meget et plagiat af Sophie von Knorrings velkendte romanstil. Men siden udviklede hun sin helt egen profil. Den diskussion om erotikken, manden og kvinden, som Sophie von Knorring introducerede, videreudviklede hun i moderne retning. Hun veg ikke tilbage for at kalde mandens egoisme i forhold til det andet køn ved rette navn eller for at afsløre kvindens strategiske dobbeltspil i forlovelse og ægteskab.Når Sophie von Knorring beskriver erotikken som uforløst lidenskab, viser Emilie Flygare-Carlén erotikken som en nødvendig, men skæbnesvanger fysisk drift. Efterhånden som forfatterskabet skrider frem, viser hun, hvordan en handlekraftig kvinde kan om ikke ændre sin situation så dog påvirke den. Det var utvivlsomt hendes mod til at skildre aktive kvinder positivt, som er hemmeligheden bag hendes store økonomiske succes som bestsellerforfatter. I 1862 modtog hun Svenska Akademins store guldmedalje, og i 1865 udkom hendes sidste betydelige værk, den selvbiografiske trilogi Skuggspel (Skyggespil).
Størstedelen af Aurora Ljungstedts populære forfatterskab, der udkom i ni bind mellem 1872 og 1882, består af kortere historier, af og til ført sammen til en større helhed ved hjælp af et genkommende persongalleri. Hendes mest brugte pseudonym, Claude Gerard, er hentet fra en af Eugène Sues pariserromaner, og hun videreudviklede 1840’ernes spændingsskabende føljetoner med tabte breve, hittebørn, intrigante skurke og mystiske hændelser i psykologisk retning. Hendes intriger er altid velkomponerede, og hun imødekom publikums krav om, at lasten skal straffes og dyden belønnes. I hendes rige novelleproduktion finder man rendyrkede eksempler på skrækromantik, men også glimrende udarbejdede kriminalnoveller. Hendes tit farverige kvindelige forbrydere og intetsigende forbrydelsesbekæmpere afspejler almene tendenser i tidens kriminallitteratur.
Camilla Colletts hovedværk, romanen Amtmandens Døttre, er norsk litteraturs første realistiske tendensroman. Og den første norske roman, der bredt og kritisk udforsker vilkårene for kvinder, der tilhører samfundets bedrestillede lag. Den var ingen dusinvare, da den udkom i 1854-55. Mange blev grebet af bogens angreb på fornufts- og forsørgelsesægteskabet og klagerne over kvindelivets snærende rammer. Efter Amtmandens Døttre og et bind Fortællinger, 1861, skrev hun ikke fiktion. I stedet brugte hun 1860’erne til at udforske gråzonen mellem selvbiografi, memoirelitteratur og rejseskildring. Derefter tog hun springet over i essayistikken, og udsendte sin gennembrudssamling som feministisk kulturkritiker i 1877 Fra de Stummes Leir.Hun har sin store del af æren for, at det norske moderne gennembrud blev så stærkt præget af kvindesagen. Og hun var medvirkende til, at man i Norge undgik den skarpe kløft mellem kvinder og mænd i synet på kønsmoral, som prægede dansk kulturliv i 1880’erne.
Da den danske forfatter Magdalene Thoresen lod Bjørnson udgive sin første bog, Digte af en Dame i Bergen i 1860, havde »kvindespørgsmålet« længe været debatteret i det politiske liv og tematiseret i litteraturen. Hendes forfatterskab, som viste sig at blive et af periodens største og væsentligste, gav det imidlertid en særlig udformning, der på en egen måde forenede romantikkens mest patriarkalske idéer med sider af de kommende tiårs kulturelle nybrud.Forfatterskabets tyngdepunkt ligger i natur- og folkelivsskildringer fra det Norge, der blev hendes andet fædreland. Hendes største publikumssucces blev to bind rejsebøger fra landets nordligste egne, Billeder fra Midnatsolens Land fra 1884-86. Trods succesen repræsenterede de ikke forfatterskabets hovedgenre.Størstedelen af hendes litterære produktion faldt inden for genrene »bondefortællingen« og det realistiske samtidsdrama, ligesom hun også skrev til teateret.
I 1810’erne havde den talentfulde svenske friherreinde Sophie von Knorring udgivet seks romaner. I litteraturhistorien er hun nu kun en fodnote. Måske fordi hun var et paradoks?Som aristokrat af nærmest gustaviansk tilsnit, men samtidig en skånselsløs kritiker af standshovmodet, hørte hun hjemme i de mest forfinede miljøer, som hun ubarmhjertigt afslørede. Kritikken taler om hendes forældede kvindesyn og mener, at hendes centrale emne er ægteskabets uopløselighed. For en moderne læser bliver den egentlige hensigt med hendes romankunst snarere at skildre den kvindelige erotiks problematik og lidenskabens idealiserende magt.Hun analyserer utrætteligt dobbeltmoralens bud og de hårfine nuancer, der adskiller »rene« og »dårlige« kvinder. Og når hun i sine romaner undersøger, hvordan kvindernes lidenskaber bliver »forbryderiske« i forhold til mændenes dobbeltmoral, er hun i godt selskab med verdenslitteraturens store: Germaine de Staël, Rousseau og Johanna von Schopenhauer.
Svenske Fredrika Bremer har vundet respekt som personlighed, som brevskriver og rejseskildrer. Men når man kommer til romanerne, plejer forbeholdene at indfinde sig. De eneste undtagelser, man plejer at gøre, er Grannarne (Nabofamilierne) fra 1837, og Hemmet fra 1839. Med disse to romaner blev hun en af verdens mest læste romanforfattere.Ingen svensk forfatter, ikke engang Selma Lagerlöf, har haft den samme succes i den engelsktalende verden. Få har været oversat til så mange sprog. Hele hendes produktion kan betragtes under såvel en realistisk som en romantisk kodes synsvinkel. På den ene side beskæftiger hun sig med kvindens stilling i samfundet, med hendes ret til uddannelse og udvikling. På den anden side er hun optaget af det indre livs ret over for det ydre og den kvindelige ildsjæls mulighed for at styrte det bestående. Det er ikke balance, som er hendes originalitet. Det er snarere uroen i bøgerne, der fængsler. Hun var lidenskabelig – både som intellektuel og frihedssøgende.
Med sine 24 fortællinger i En Hverdags-Historie fra 1828 konsoliderede Thomasine Gyllembourg en ny litterær tradition – den realistiske prosafortælling. Hun bevæger sin læser rundt i dagligdags ydre handlingsrum, ornamenterede med enkeltheder, som alle gør hendes univers til genkendelig virkelighed. Mens En Hverdags-Historie viser familielivet i et hulspejl, findes der i forfatterskabet også en række noveller, der reflekterer familien i et troldspejl. Da hun skrev sine hverdagshistorier, var kernefamilien stadig ny, og hun havde selv gjort en væsentlig del af dens tilblivelseshistorie med.Med En Hverdags-Historie stillede hun sig imidlertid i vadestedet mellem den slægtsbevidste gamle familie og den nye individorienterede familie, og derfra anskuede hun familiens udvikling, opvejer tab og vinding og blotlagde de sprækker, som kernefamilien bærer i sin grundvold. På den led registrerede hun de tendenser i 1840’erne, der pegede frem mod dén moderne livsform, som nogle tiår senere blev sat til debat i gennembrudslitteraturen.
Når 1800-tallets kvinder ikke kunne blive præster og heller ikke uden indre og ydre konflikter hengive sig til intellektuelt arbejde, var salmedigtningen det nærmeste, de kunne komme prædikestolen. Lina Sandell kaldte sig »en god skrivers pen«, et beskedent udtryk. Hun kom fuldkommen til at dominere de frie kirkesamfunds salmebøger fra og med den første udgave af Pilgrimsharpan i 1861. Og hun dominerer stadig de frie kirkesamfunds salmebøger.De kristne kvindelige forfattere søgte i 1800-tallets sidste halvdel forbilleder blandt Bibelens kvindeskikkelser. Sammen med Charlotte af Tibell skrev Lina Sandell bogen Bibelns qvinnor, og Betty Ehrenborg-Posse valgte Bibelens Debora, Mirjam og evangelisten Philippis fire døtre som forbilleder. Disse lærde og poetiske kvinder, mente hun, havde bemyndigelse af Gud til at digte åndelige sange, skønt nogen kunne synes, at denne opgave udelukkende tilhørte præsteembedet.Men den position Lina Sandell opnåede gennem sin digtergerning gav hendes forkyndelse langt større plads, end noget præsteembede kunne have udvirket.