Gennembruddets svenske geografi.
Artikler
I de kvindelige forfatteres tekster lader arbejdet sig ofte forene med kærlighed og ægteskab, hvad enten kvinden vælger et regelret lønarbejde, eller hun, sådan som det oftere er tilfældet, bliver sin mands kompagnon og arbejdskammerat. Vælger kvinden derimod et erhverv som kunstner, hober vanskelighederne sig op.»Forfatterinder og kunstnerinder er ludere«, skrev August Strindberg i et brev. Når kvinden forlod sin beskyttede plads i hjemmet og trådte ud i det offentlige liv for at sælge sit produkt til et anonymt og betalende publikum, fremstod hun i mændenes øjne som en prostitueret. Konflikten mellem kærligheden og kunsten, mellem pligten og kaldet og mellem hverdagslivet og kunstnerlivet var derfor ikke overraskende et varieret og tilbagevendende tema hos 1880’ernes kvindelige forfattere.
Fra rim til reformer i Island.
»Naar Kvinden først har rejst sig«, skrev den norske forfatter Amalie Skram i 1880 begejstret om Ibsens Et Dukkehjem, »lader hun sig ikke mere standse«. Og standse – det gjorde hun heller ikke selv. I 1884 giftede hun sig med den danske forfatter Erik Skram, og herfra tog hendes forfatterskab fart.Men hun kom aldrig til at ligne de danske gennembrudskvinder. Der var lidenskaben til forskel. Hvor de stillede sig udenfor, gik Amalie Skram i ét med sit stof – i hensynsløst forbrug og selvforbrug. Det er blaserthedens attitude over for passionens. Som kunstner og kvinde befandt hun sig i en outsiderposition. For voldsom for sine danske kolleger og decideret black-listet i Norge.Hendes værker er lige så lidenskabelige studier af sindets dybder som den samtidige Freuds. Forfatterskabet bærer således ud over det moderne gennembrud – frem mod det 20. århundredes galskaber og kundskaber.
En norsk kvindeoffentlighed vokser frem.
Storby og tekst.
Atmosfæren op igennem 1880’erne var anspændt – og frugtbar! Den fik kvinder til at skrive som aldrig før. I perioden mellem 1870 og 1890 debuterede over 70 kvindelige forfattere i Danmark – tre gange så mange som i de to foregående årtier. Mange kan hverken tematisk eller stilistisk udskilles som moderne, men mangfoldigheden er et vidnesbyrd om, at kvinderne var med. De mange udgjorde vækstlaget for de få, der skrev den nye tid ind i sprog og forestillinger. Dét krævede mod – for disse kvinder blev forfattere på tvivlen om kønnet. De mange mandlige pseudonymer er sigende.Som forfattere fik de det svært – blev klemt fra flere sider. Dels fra mændenes side. Og dels kunne de ikke leve af det. Typisk brugte kvinderne derfor forfatterskabet som ét aspekt i et bredere kvindekulturelt virke. Skønlitteraturen var én måde at tale på – journalistik, foredrag, organisationsarbejde andre.
De kvindelige forfattere skrev i med- og modspil til kvindebevægelsen sidst i 1800-tallet. De selvsikreste af dem kunne udadtil organisere sig omkring veldefinerede mærkesager som kvindevalgretten og indadtil danne uofficielle netværk med andre kvinder i ugentlige saloner, hvor de kunne mødes om tvivlen.Det var kvinder, der undlod at sætte sædeligheden på formel, netop fordi de var åbne og derfor dybt berørt af den mentalitetsændring, som udløste sædelighedsfejden: seksualiseringen af kønnet. Meget få af dem ytrede sig i den ideologiske strid. I stedet brugte de fiktionen til at orientere sig i kvindeligheden. Og her formede de et anderledes og mere farligt billede af den kvindelige erotik, end de klichéer, der var oppe at vende i den offentlige debat.
Det var kapitaliseringen af den samfundsmæssige økonomi, som skabte lydhørhed for Nathalie Zahles uddannelsestanker, og gennem sin skolestiftende virksomhed gjorde hun et banebrydende arbejde for at kvalificere kvinder til de nye krav, som omstillingen medførte. Hvis kvinderne skulle kunne forsørge sig selv, krævede det, at de havde kundskaber og uddannelse.I overensstemmelse hermed udformede også gennembrudskvinderne deres romaner som dannelsesforløb. At det sjældent lykkedes, at deres dannelsesromaner blev til sammenbrudsromaner, er ikke fordi de var dårlige forfattere, tværtimod, men fordi romanerne reflekterer modernitetens dobbelthed: at frigørelsen til personlig myndighed samtidig er en frisættelse, et kontroltab.Forfatteren Erna Juel-Hansen kom tættest på at udfylde genren. Af samtlige kvindelige gennembrudsforfattere havde hun den største tillid til fremskridtet. Hendes dannelsesromaner er båret af en optimistisk tro på frigørelsens mulighed og en vilje til – trods alt – at skrive en hel kvindeidentitet frem.
Adda Ravnkildes spæde forfatterskab rager frem i det kvindelitterære landskab som et vartegn. Om »noget godt og stort«, men også om fiktionalisering og tilfældiggørelse. I hendes liv og værk koncentreres den optimistiske drift mod at bryde igennem, nå frem til det egentlige – den egentlige tale, den sande personlighed.Når hun var udstyret med antenner, der var i stand til at opfange tidens signaler, skyldes det for en stor del, at hun kom udefra. Uforberedt på det moderne storbyliv ramte moderniteten hende som en erotisk desorientering. Modsætningerne slog sammen i hendes krop og skrift: provins over for storby, målrettethed over for tilfældighed, realisme over for romantik.Hun tog sit liv som 21-årig, men nåede inden da at gennemleve både et erotisk nederlag, et opbrud fra faderhuset og et kunstnerisk gennembrud. Det sidste fik hun dog aldrig bekræftet. Hendes værker udkom først året efter hendes død.