Halldis Moren Vesaas’ digtsamling Harpe og dolk, 1929, er en tematisk dristig og ny norsk lyrik. Det nye hos den 22-årige debutant ses i en strofe fra digtet »Jordange« (Jorddufte):
Det angar jord og gror av alt ditt hold
– Eg ligg i armen din og drikk meg ør og varm
går under i deg som ein død i mold
og søv ei vårnatt vekk innved din barm.
Eg sansar deg igjennom alt eg drøymer,
til glade fuglerøyster bryt min blund
og morgonsola gjennom ruta fløymer
du slår auga opp og finn min munn.
Det dufter af jord og gror af alt dit huld
– Jeg ligger i din arm og drikker mig ør og varm,
går under i dig som en død i muld
og sover en forårsnat væk tæt til din barm.
Jeg sanser dig igennem alt jeg drømmer,
til glade fuglestemmer bryder min blund,
og morgensolen strømmer igennem ruden,
du slår øjnene op og finder min mund.
Dette formelt traditionelle digt er et erotisk digt fra en kvinde til en mand. Dermed er der vendt op og ned på meget i norsk lyrik. De kærlighedsdigte, der blev regnet for gode, var indtil da stort set skrevet af mænd. Hos Halldis Moren Vesaas (1907-1995) bliver kvinden subjekt, og kvindelige erfaringer med erotik, kærlighed og moderskab får lyrisk udtryk. Men formelt og sprogligt er hun stadig trygt placeret i den senromantiske og klassiske digttradition, der dominerer norsk lyrik helt frem til 2. Verdenskrig.
I 1910’ernes og 1920’ernes Norge findes en skjult og glemt underskov af erotisk kvindelyrik. Den elskede og feterede sangerinde Cally Monrad, der udgav syv digtsamlinger mellem 1913 og 1941, skrev åbent om erotiske emner. Det samme gælder Anne Katrine Graff i samlingen En kvindes digte fra 1919.
Også Aslaug Vaa (1889-1965), der med debutsamlingen Nord i leite (Nordpå i åsen) fra 1934 gav tyngde til det, der siden skulle blive en stærk tradition af kvindelige norske lyrikere, er præget af den tradition af mandsdigtning, hun hører hjemme i. I poetisk holdning og retorik er Aslaug Vaa tydeligt inspireret af idealistiske og visionære romantikere som Olav Aukrust og Tore Ørjasæter. Aslaug Vaa var 45 år og havde ægteskab og omsorg for fem børn bag sig, da hun debuterede som lyriker. Når det gælder livsholdning og tematik, er Aslaug Vaa i sine digte ikke på samme måde som Halldis Moren Vesaas »lykkeligt bevidst om det at være kvinde«. Det er ofte nærliggende at tolke digtene ind i generelle eksistentielle og filosofiske sammenhænge. Fremmedfølelse i forhold til traditionen, dissonantisk livsfølelse og kønsideologisk oprør findes hos begge som bittesmå undertoner overdøvet af en patosfyldt og idealistisk lyrisk tradition.
Inger Hagerup (1905-1985), der med debuten i 1939 bliver den tredje store kvindelige lyrikdebutant i norsk mellemkrigstid, minder både i form, tone og tematik også om samtidige mandlige lyrikere. Hun er munter som Herman Wildenvey, alvorlig som Arnulf Øverland og formsikker som dem begge. Men evnen til at afidyllisere og ironisere gennem små rytmiske brud og afvigelser i traditionelt formede vers giver digtene en særegen karakter og spænding. Materialet til denne ofte ambivalente modstemme henter Inger Hagerup netop fra barske og skarpe observationer af tidens kvindeliv og kvindeideologi.
Flere kvinder end dem, der satte sig spor i litteraturhistorien, skrev digte. Sigrid Undsets eneste digtsamling Ungdom udkom i 1910. Samme år debuterede Ragna Rytter. Eugenia Kielland udgav en digtsamling i 1918, Ingeborg Flood havde en stor produktion mellem 1929 og 1945, og Zinken Hopp udgav fire digtsamlinger mellem 1930 og 1938.
Køn og naturmetaforer – manden og mulden
Besjæling af naturen er så almindelig i postromantisk lyrik, at det næsten kan siges at konstituere genren. Det lyriske jeg, traditionelt et mandligt jeg, associerer gerne kærlighedsobjektet, kvinden, med natur og naturbillede. Flere feministiske litteraturforskere påpeger, at kvinder som regel reviderer eller inverterer overleverede billeder for at få dem til at stemme med kvindelig forståelse og tolkning af tilværelsen. Det er interessant at lægge mærke til, at en så traditionel lyriker som Halldis Moren Vesaas netop vender op og ned på kærlighedslyrikkens naturbillede. I det tidligere citerede digt »Jordange« kommer en mand ind fra marken efter en dag med hestene og ploven, han fanger og favner sin kvinde med »brune hænder«. Når han, efter en lykkelig kærlighedsnat – »jeg ligger i din arm og drikker mig ør og varm« – vender tilbage til hestene og marken, ligger kvinden tilbage og mærker, at manden fremdeles er nær hende gennem den duft, han efterlader sig, »jordduften«:
Du er ‘kje gått ifrå meg. Gjennom glaset
stryk angen rik herinn frå gror og grøne tre,
frå åkren molda og frå enga graset.
Du er hos meg i angen som er deg.
Du er ikke gået fra mig. Gennem glasset
stryger duften rigt herind fra grøde og grønne træer,
fra ageren, mulden og fra engene, græsset.
Du er hos mig i duften, som er dig.
Det er karakteristisk, at det kvindelige subjekt i dette digt på én gang er aktivt og passivt. Det mandlige du kommer, møder, hilser, vågner op, kysser og går. Det kvindelige jeg venter, bliver fanget og hvisket til, ligger i arm, sover, drømmer og længes. Alt er tilsyneladende i overensstemmelse med tillærte mønstre for mandlig og kvindelig opførsel. Det nye er, at det maskuline bliver associeret med muld og jord og natur. Det erotisk æggende ved manden er jordduften eller muldlugten. Når manden på denne måde associeres med jord, har man et inverteret lyrisk billede. Kvinden har taget den digtende mands rolle, hun er åndsvæsenet, der former et digt af en oplevelse. Digtets positive hyldest til det jordiske maskuline princip er dog ikke uden en lille ambivalens. Samtidig med at det kvindelige jeg er ør af kærlighedslykke, går hun under i manden som »en død i muld«. Identiteten er truet i den erotiske oplevelse.
Denne dobbelte holdning i et jeg, der tematisk gør sig til objekt og samtidig udtrykker subjektivitet i jeg-holdning og modbillede, findes i flere kvindedigte fra perioden. Fra denne ambivalente og passive position rettes ofte en anklage mod manden, der gennem erotik og kærlighed kan sluge kvindens identitet og råderet over sit eget liv.
Kærlighedsdigte med dissonanser
Udforskning af erotisk psykologi og kønsidentitet er et gennemgående tema i tidens kvindelyrik. Det kan tyde på fremmedfølelse – oplevelsen er anderledes end det, kærlighedsideologi og kvindesyn tilsiger. Fremmedfølelse er poetisk produktiv, fra denne position tager nye kvindelige lyriske udtryk form.
Den tematiske spænding i digtene ligger ofte i dragningen mod ekstasen i en total kærlighedssymbiose og den samtidige trang til egen selvstændig identitet. Udgangspunktet, den ideologi som kvinder møder kærlighedsoplevelserne med, er forventningen om total lykke, om både erotisk, emotionel og åndelig selvrealisering. Fremmedfølelsen og dissonanserne fremkommer, når den mandlige modpart ikke opfylder forventningerne, tonen bliver resigneret eller anklagende og til tider masochistisk.
Når Inger Hagerup i 1939 kalder sin debutsamling for Jeg gikk meg vill i skogene, kan det være for at markere fremmedfølelsen i forhold til den lyriske tradition. Naturlyrik dominerer norsk versedigtning i perioden. I naturlyrikken var det i 1920’erne og 30’erne muligt at skrive om kvindeliv og kvindepsyke, uden at bruddet med den etablerede litteratur var større, end institutionen tålte. Måske er det ikke et tilfælde, at det er nynorsk-skrivende kvinder med baggrund i bygdelivet, der i norsk lyrik er først ude med at skrive »åbent« om kvindelig erotik.
Halldis Moren Vesaas kan i 1936 skrive om erotisk lykke og lyst i naturmetaforer som disse i »Nei eg får aldri nok –«:
Din nærleik er regn over tørst jord
Endeleg kom det, ei vårnatt skum og mild,
og no ligg all jord og berre drikk,
open og blid og still,
kan ikkje enn si signingsstund tru,
kviskrar imellom dei lange tørste drag:
meir, meir, meir!
Din nærhed er regn over tørstig jord.
Endelig kom den, en forårsnat dunkel og mild,
og nu ligger al jord og bare drikker,
åben og blid og stille,
kan end ikke sin signingsstund tro,
hvisker mellem de lange tørstige drag:
mer, mer, mer!
Omtrent samtidig, i 1934, har Aslaug Vaa i digtet »Treet og krossen« (Træet og korset) skildret den erotiske kærlighed sådan her:
Når tvo gjev seg til kvarandre
er dei under lovi
av skaparviljen
den store gruv’lege skaparviljen
det er den som fær gras te gro
blomær te sprette
skyir te sigle på himlen
og set teikn i sol og måne.
Når to giver sig til hinanden,
står de under loven
af skaberviljen,
den store grusomme, skabervilje,
det er den
der får græs til at gro,
blomster til at spire,
skyer til at sejle på himlen
og sætter tegn i sol og måne.
Halldis Moren Vesaas sammenstiller den erotiske kærlighed med naturens opvågnen om foråret, Aslaug Vaa giver hændelsen en kosmisk og mytisk dimension. Begge aktører, kvinde og mand, er i digtene underlagt naturlige og kosmiske love uden disharmoni, her er »signingsstund« og vækst. Kærlighedsfremstillingen i disse digte repræsenterer en vitalisme med kvindeligt subjekt. Det er det erotiske møde, der er associeret med jord og naturmystik, ikke kvinden, som det ellers ses i romantisk og vitalistisk mandslyrik.
Moderskab – før og efter krigen
Med Halldis Moren Vesaas’ to digtsamlinger fra 1930’erne, Strender (Strande), 1933, og Lykkelege hender (Lykkelige hænder), 1936, bliver moderskabet et tema i norsk lyrik. Forfatteren er dristig nok til at skrive om graviditet, som indtil da var et ualmindeligt tema i litteraturen. I digtet »Tider« driver jeg’et »omkring her og venter og håber/ at du er til og er begyndt at gro«. Skildringen af kropslige og psykologiske sider af graviditet og moderskab fører ikke til sprog- eller formfornyelse, men tematikken er ny. Motivet kan være den første tand eller barnet, der lærer at sige mor. I det smukke digt »Heggeblomar og kvite laken« (Hægblomster og hvide lagner) »spræller vores unge nøgen/ nyvasket, vild, i glatstrøget linned«.
Med realistiske og småironiske digte fra kvindelivet punkterer Inger Hagerup den romantiske myte om poeten, vismanden med særlig indsigt i ophøjede idéer og åndelige værdier.
Netop afstanden eller misforholdet mellem kvinders og mænds kærlighedsoplevelser er besk og præcist skildret i Inger Hagerups mange kærlighedsdigte. I digtet »Sånn vil du ha meg« fra samlingen Videre, 1945, sættes mandens kvindebillede op mod en alternativ og undertrykt kvindeidentitet:
Sånn vil du ha meg: Som en
spøk
ditt trette sinn kan hvile i
en kveld med fest og vin og
røk
som du kan le og smile i.
Denne forventning om afveksling og afkobling er ødelæggende for både kvindeidentitet og kvindesprog. Passiv underkastelse og oprør i form af masochistisk anklage bliver den tidstypiske kvindelige position i digtet:
Mitt hjerte kan et annet språk
som det må brenne inne med.
Stumt under kjærlighetens åk
har tusen kvinner stupt (faldet) i kne.
Heller ikke karakteristikken hverdagspatos passer på Inger Hagerup. Når hun skriver om det individuelle moderskab, er ordvalget direkte og enkelt. En usminket indsigt i det uafvendelige og tragiske ved moderoplevelsen – barnet der bryder båndet til sin mor – fjerner enhver højtidsstemning. »Til barnet«, 1947, har en klog tone, som udtrykker undrende indsigt:
Kropp av min kropp, ånd av min ånd,
hva blir du – uven eller ven?
Når slipper du din sultne hånd
så jeg står hjelpeløs igjen (tilbage)?
Drøm av min drøm, ild av min ild,
les aldri disse bitre ord!
Du hører morgendagen til.
Lev videre og glem din mor.
I mellem- og efterkrigstidens forfattermobilisering mod fascisme, okkupation og atomoprustning udgjorde kvinderne en særlig gruppe.
Zinken Hopp (1905-1987) debuterede i 1930 og skrev fem digtsamlinger i løbet af otte år. Herefter hørte man ikke mere fra hende. Hendes digte er traditionelle i stil, men de beskriver den nye kvindes hverdag på en både lystfyldt og ironisk måde. Det er en ung kvinde, der taler i hendes digte, en kvinde som snart oplever kærligheden i Paris eller London, snart glæder sig over vaskemaskinen, dette teknikkens under.
»Det er sandelig godt gjort at ride Pegasus mens man kører barnevogn«, skrev en kritiker om Zinken Hopps tredje digtsamling Kjøkkenvers, 1933.
En antifascisme, der netop tager udgangspunkt i moder- og omsorgsroller, viste sig i litteraturen. Efter okkupationschokket var det ikke længere det individuelt oplevede moderskab, der stod i fokus, men samfundsmoderen der gjorde sin entré i kvindedigtene. Krig, kold rationalitet, oprustning og destruktion ses især som mandens værk. Som modbillede fremholder de kvindelige digtere en moderlig varme og et omsorgsansvar, der ikke længere gælder det individuelle barn. Omsorgsansvaret er almengjort. Det drejer sig om en universel omsorg for jord, folk og eksistens. Netop nærheden til barnet er udgangspunktet for Inger Hagerups ofte citerede antikrigsdigt »Til kvinner er vi født« fra 1951. Digtets sidste strofe lyder:
Til kvinner er vi født. Vi lever nær
alt levende. Vi bærer barna frem
mot morgendagen, og vi vil at der
skal tryggheten og gleden møte dem.
I titeldigtet i Halldis Moren Vesaas’ første efterkrigssamling Tung tids tale, 1945, står der lige ud: »Det hedder ikke: Jeg længere./ Herefter hedder det: Vi.« Samfundsmoderen skaber, bygger og værner om livet i en krigshærget verden.
Mod »kabalen i mandetanker« sætter Aslaug Vaa i sin sidste digtsamling Bustader (bosteder), 1963, »jublen i barnets første skridt«. Digtet »Apokalyptisk dag« udtrykker en kulturkritik med udgangspunkt i det små og det nære:
Velsigna kvar liti snjo
sjønne og velsigna kvar den spurv
– mot kabalen i mannetankar
– mot blinde leik med gigantar.
Velsignet hvert lille snefnug
og velsignet hver en spurv
– mod kabalen i mandetanker
– mod den blinde leg med giganter.
Efterkrigstidens samfundsmoder er en radikal kvindetype både politisk og litterært. De skrivende kvinders aktive kulturindsats i den tidlige efterkrigstid viste sig også i det kulturpolitisk progressive tidsskrift Kvinnen og tiden, hvor Inger Hagerup var redaktionel medarbejder mellem 1946 og 1956.