Tag: Opdragelse

Et sprog af kød og blod

Torborg Nedreaas debuterede sent. Først som 39-årig udsendte hun sine to første novellesamlinger og markerede sig øjeblikkeligt som en forfatter af betydning. Novellegenren er som skabt for hendes stilsikre udmejsling af en central begivenhed i en afgrænset tekst. Hun følger konsekvent sine udvalgte personer, fastholder hele tiden kronologien, og lægger sjældent op til parallelle handlingsforløb. Læsningen skal ikke være som at løse en rebus, mente forfatteren.Fra forskellige positioner behandler forfatterskabet outsidere og hverdagsmennesker under krigens og kapitalismens åg. Hun er optaget af de små i samfundet, og det er ofte kvinder og børn, der udgør den svageste gruppe. Hun bevæger sig mellem arbejderklassen og borgerskabet og lader verdensbegivenheder som det tyvende århundredes to store krige og mellemkrigstiden danne grundlag for sine personers udvikling og mellemmenneskelige relationer. Kærlighedens betydning for enkeltmenneskets mulighed for at handle og gøre noget ved sin egen og andres situation står hele tiden centralt.

På barnets side

Et af Astrid Lindgrens mest virkningsfulde fortællergreb er at lade fantasien overtage virkeligheden. Det »lyvende« barns tolkning af virkeligheden får lov at triumfere. I skildringen af Pippi har Astrid Lindgren ladet alle den barnlige almagtsdrøms vildeste ønsker gå i opfyldelse. Med uimodsigelig logik demonstrerer hun håndfast, hvad et ensomt barn behøver for ikke at blive kvast og tilintetgjort i vores hårde verden.På denne grænse mellem fantasi og virkelighed bevæger alle Astrid Lindgrens tekster sig. En del af hendes værker kan kaldes realistiske. De holder sig inden for virkelighedens grænseskel, men handler ikke desto mindre om fantasifulde børns evne til at leve i legens og indbildningens verden. Forfatterens lydhørhed over for børns følelser og forestillingsverden er et modernistisk træk, som forbinder bøgerne med den radikale børnepsykologi, der vandt indpas i Sverige i mellemkrigstiden, og hvis nye syn på barndommen plæderede for, at børn skulle opdrages i frihed og med hensyntagen til deres behov for netop at være børn.

Det farlige liv

Efter at have frigjort sig fra Herman Bang-inspirationen og ægtemandens formynderskab fandt forfatterinden Karin Michaëlis den kombination af brev- og dagbogsroman, hun skulle udvikle til mesterskab. Den efterfølgende berømmelse gjorde hende til efterspurgt foredragsholder. Med 1. Verdenskrigs udbrud fik hun en sag, der kun kunne forløses journalistisk. Som reporter lagde hun ikke skjul på sin foragt for krigen og pegede på de enorme menneskelige omkostninger.Det var en forfatter, der nøje valgte sit billedsprog, og for en gangs skyld lod den patos, der ellers måtte styres i fiktionen, få frit løb. Hun manede myten om den gode mor i jorden. Og skildringerne af virkelighedens kvindeforkrøblinger og visionerne om børnene som løftestang for en ny verden blev bundet i den indignerede patos, der i forfatterskabets start var dets svaghed, men senere blev dets styrke.

Kvindebevægelsens første manifest

Det var en kvindes roman, Mathilde Fibigers Clara Raphael. Tolv Breve fra 1851, der startede den diskussion om ægteskabet og kønnenes indbyrdes stilling, som svenskerne havde haft allerede ti år tidligere i forbindelse med C. J. L. Almqvists roman Det går an i 1839.Fibigers roman vakte et voldsomt røre og irritation i alle politiske lejre. I løbet af et års tid blev der skrevet hen ved 25 indlæg i aviser og tidsskrifter og 10 flyveskrifter om sagen. Man kastede sig især over ligestillingskravene.Hun skrev selv to indlæg i fejden, som tydeliggjorde, at det netop var hendes hjertesag at styrke kvindernes selvbevidsthed. Clara Raphael. Tolv Breve er altid blevet set som kvindebevægelsens første manifest i Danmark. For nok er romanens politiske budskab tvetydigt, men forsøget på at udtrykke en hel kvindelig subjektivitet taler til os hen over de gennemgribende omvæltninger, som kvindelivet siden da har undergået.

En verdensomspændende befrielsesopgave

Svenske Fredrika Bremer har vundet respekt som personlighed, som brevskriver og rejseskildrer. Men når man kommer til romanerne, plejer forbeholdene at indfinde sig. De eneste undtagelser, man plejer at gøre, er Grannarne (Nabofamilierne) fra 1837, og Hemmet fra 1839. Med disse to romaner blev hun en af verdens mest læste romanforfattere.Ingen svensk forfatter, ikke engang Selma Lagerlöf, har haft den samme succes i den engelsktalende verden. Få har været oversat til så mange sprog. Hele hendes produktion kan betragtes under såvel en realistisk som en romantisk kodes synsvinkel. På den ene side beskæftiger hun sig med kvindens stilling i samfundet, med hendes ret til uddannelse og udvikling. På den anden side er hun optaget af det indre livs ret over for det ydre og den kvindelige ildsjæls mulighed for at styrte det bestående. Det er ikke balance, som er hendes originalitet. Det er snarere uroen i bøgerne, der fængsler. Hun var lidenskabelig – både som intellektuel og frihedssøgende.

Fuldendelsens noveller

Med sine 24 fortællinger i En Hverdags-Historie fra 1828 konsoliderede Thomasine Gyllembourg en ny litterær tradition – den realistiske prosafortælling. Hun bevæger sin læser rundt i dagligdags ydre handlingsrum, ornamenterede med enkeltheder, som alle gør hendes univers til genkendelig virkelighed. Mens En Hverdags-Historie viser familielivet i et hulspejl, findes der i forfatterskabet også en række noveller, der reflekterer familien i et troldspejl. Da hun skrev sine hverdagshistorier, var kernefamilien stadig ny, og hun havde selv gjort en væsentlig del af dens tilblivelseshistorie med.Med En Hverdags-Historie stillede hun sig imidlertid i vadestedet mellem den slægtsbevidste gamle familie og den nye individorienterede familie, og derfra anskuede hun familiens udvikling, opvejer tab og vinding og blotlagde de sprækker, som kernefamilien bærer i sin grundvold. På den led registrerede hun de tendenser i 1840’erne, der pegede frem mod dén moderne livsform, som nogle tiår senere blev sat til debat i gennembrudslitteraturen.

Stilhedens retorik

Den ideelle kvindelighed, som 1700-tallets moralske fortællinger og borgerlige komedier havde beskrevet, var ikke tavs og umælende. Men det blev den. For mange af de skrivende kvinder synes dette at skrive at blive en kærkommen mulighed for at bryde den stilhed, der i 1800-tallets første halvdel sænkede sig over kvinders liv – en stilhedens retorik.Nordiske kvinders romaner og fortællinger fra 1800-tallets midte placerer ofte en stille, magtfuld kvindefigur centralt i sit persongalleri. Den gode kvindelighed var tyst og selvopofrende; men de kvinder, der begyndte at tale og skrive, så også sig selv som gode kvinder, og forestillede sig, at deres tale og optræden kunne være ideel, at de stummes lejr havde noget at berette, der kunne gavne nationen og det menneskelige samfund.

Min kære søster og uforlignelige ven!

I 1700-tallet etablerer den svenske presse sig. Og i århundredets anden halvdel udkommer en række tidsskrifter, som udtrykkeligt henvender sig til kvindelige læsere; Frustugo Bibliothek, Fruntimmers-Tidningar, Blad för Fruntimer. I flere af disse tidsskrifter er det en formodet kvindelig stemme, som taler til læseren.Men udgiverne og skribenterne er gennemgående anonyme, skjult bag signaturer og pseudonymer. Leg med kønsoverskridende spil på navne var legio dengang. Mandlige forfattere antog tit et kvindeligt navn, eller indtog en kvindelig position som kvindens fortrolige. Omvendt var de juridiske og sociale omstændigheder sådan, at i de tilfælde, hvor der virkelig var en kvinde bag teksten, kunne hun sjældent skrive i eget navn.Samtidig med, at der etableredes en intimiserende litteratur, som udtrykkeligt henvendte sig til kvinder, forblev den kvindelige stemme derfor ofte usynlig.

Fra parnasset til smagens tempel

Midt i 1790’erne er den svenske forfatter Anna Maria Lenngren allerede stor. Hun danner bro mellem de to store litterære guldaldre i svensk litteratur: den gustavianske epoke og romantikken, der fik sit gennembrud i 1809. Mellem 1793 og 1800 skrev hun 120 digte. Derefter flød de mere sparsomt fra hendes pen. I 1800 gav Svenska Akademien hende en årlig pension. I 1798 udarbejdede hun en fortegnelse over de tekster, der kunne komme på tale til en samlet udgave af hendes værker. Det i 1809 offentliggjorte programdigt over hendes æstetik, »Invocation«, tyder på, at hun tog sit forfatterskab alvorligt. Hvis det eneste hendes lyre har frembragt er »letsindigt sværmeri«, så fortjener den at blive knust!, siger hun. Det er en selvbevidst stemme, der taler, og over for romantikkens »svimmelhed« ønsker stemmen sig oplysningstidens »mod«.