En stor del af den litteratur, der blev skrevet af kvinder efter 1. Verdenskrig, reagerer på forandringerne i seksualmoralen. Den nye tid, den nye kvinde og den nye seksualitet er klangbund i denne litteratur. Til kvindernes nye bevægelsesfrihed i samfundet svarede en frihed i forestillingsverdenen. Førkrigstidens dristigste kvindeoprørere, de fortabte demimonder, det privilegerede lag af »frie« kvindelige bohemer med ret til at elske, blev forbilleder for efterkrigstidens »nye« kvinde. Men på vejen havde hun forandret sig, var blevet forenklet, kommercialiseret.
Demimonden i masseudgave bliver den »nye kvinde«, hvis signalement måske frem for alt kan søges i det nye medie, filmen. Her dukker konturerne frem af storbyens overfladekvinde, en sminket, moderigtig kvinde med egen indkomst, om end den var lille, og det gav et mere frit forhold til mændene. Denne nye kvinde med »sex appeal« og en »professionel« holdning til den traditionelle kvindelighed bevæger sig på eller overskrider ligefrem grænsen mellem det gamle seksuelle systems »pæne« og »slemme« pige.
I 1920’ernes Stockholm blev følgende film vist: »Det farlige køn«, »En kvinde i Paris«, »Farlig kærlighed«, »Forbudt kærlighed«, »Hendes søster fra Paris«, »Reklamepigen«, »Hendes store nat«, »Frelst fra vanære«, »Parisernætter«, »Speakerpigen«, »Attrå«, »Lidenskab«, »Gadens engel«, »Syndens gade«, »En kvindes bekendelse«, »Manden, kvinden og synden«, »En falden engel«, »En kvindes moral«.
Man finder hende i bøger af Elin Wägner og Marika Stiernstedt (1875-1954), men også i mindre fremtrædende forfatterskaber som Py Sörmans (1897-1947), Ingeborg Björklunds (1897-1974) eller Gertrud Almqvists (1875-1954). I disse romaner skildres den nye kvinde ganske vist som farlig og overfladisk, men bag den skræmmende facade er der en tillokkelse, også for kvinderne. Denne lede fristerinde fremstilles af og til som den personificerede triumf og gengældelse. Hun er den, der skal hævne sit eget køns svigtede og bedragne. Hun er kun sjældent hovedperson, men straffes heller ikke som i kvindelitteraturen før krigen. I 1920’ernes kvinderomaner er det snarere manden, der ekspederes, når han svigter.
Den »sande« kvinde i disse romaner er en etisk bevidst kvinde, der ikke uden kval vælger den trange vej og pligten, først og fremmest tolket som kærlighedens bitre konsekvenser. Hun er en slags erotisk Pollyanna, den personificerede pigebogsheltinde, og med erotik menes den Ellen Keyske variant af kropslig og åndelig sammensmeltning i kærlighed og sympati. Den erotiske Pollyanna er disse forfatterinders egen heltinde, deres dagdrømmefigur, deres værdighedsskabende skikkelse.
»Med sit glade Smil, sit gode Humør, sin Evne til at se alle de lyse Sider ved Tilværelsen vinder Pollyanna alle Mennesker«, hedder det på bagside-teksten til den danske udgave af den amerikanske Eleanor H. Porters pigebog Polyanna, 1944. Titelfiguren, en 11-årig, forældreløs pige, har fra sin tidlige barndom lært bestandig at finde noget, hun kan være glad for – uanset situationen. Hun er den personificerede dyd, der i den grad er ét med sin opdragelse, at hun instinktivt altid vælger det gode, også når det har omkostninger for hende selv. Pligten er blevet en anden natur.
I klemme mellem de seksuelle systemer
Men den nye tid blev også vurderet og beskrevet af de ældre kvinder, der havde oplevet den gamle seksualmoral. En sådan er Gertrud Almqvist, der debuterede i 1899, og som inden krigen skrev en række bøger, bl.a. Den svenska kvinnan, 1910. Hendes sidste bog udkom i 1929 under pseudonymet Molly Molander og hedder I tolfte timmen. En äldre kvinnas bekännelse. Det er en dagbog, skrevet af den midaldrende fru Berglöf, der går i psykoanalyse, og som får kvindens rette kald – underkastelse under manden – forklaret. Bekendelsen centreres helt om kærlighed og seksualitet og bestemmes af de nye tolkningsrammer, som psykoanalysen og dens filtrering via en svensk nervelæge giver. Under romanens overflade af spøg og ironi ligger der dog en længsel efter at få lov til at opleve en ekstatisk kærlighed, stærkere udtrykt end hos de unge kvindelige forfattere. Der ligger også en bitterhed over at være kommet i klemme. Gertrud Almqvists mutte heltinde har tabt på det gamle system, men er for gammel til at tjene på det nye.
I Py Sörmans debutroman Han, 1921, drejer det sig om den forvirring, der opstår, da den unge kvinde, som har alt at vinde på det nye seksuelle system, i stedet handler ud fra det gamle. Den fra starten så målbevidste unge kvindelige maler siger farvel til såvel sit arbejde som kammeratkærligheden til en malerven og springer om bord på toget fra Paris til Stockholm, da den dæmoniske violinist, hun elsker, kalder på hende. Romanen ender med ordene: »Han er ensom …! Han længes …«
Disse bøger er signaler om den nye seksualmorals store fødselsveer. Den nye, mere »frigjorte« kvindetype, der var i sin vorden, havde krigen, urbaniseringen, kvindefrigørelsen, kvindernes lønarbejde og den frembrydende psykoanalyse som grundlag. Der er dog en forbindelse mellem det gamle og det nye seksuelle system, og Ellen Key og hendes tro på den dybe, altomfattende kærligheds egen lov var alibi for disse forfatterskaber. I rigtig kærlighed var der intet umoralsk, hvad enten det drejede sig om kærlighed før ægteskabet eller utroskab, hævdede Ellen Key. Man kan sige, at disse bøger handler om de samfundsmæssige komplikationer ved denne lære.
Men hvordan så da den nye seksualopfattelse ud? I den svenske seksualundersøgelse fra 1936 opridses det i grove træk, at seksualitet er en positiv kraft i stil med elektricitet. Disse mekanismer skal – teknisk, følelsesmæssigt og biologisk – bruges rigtigt, så seksualiteten kan komme den enkelte og samfundet til gode. Ægteskabet skal være mere beskedent end førkrigstidens, det skal bygge på en sund, kammeratlig kærlighed mellem ligeværdige partnere.
I Ingeborg Björklunds debutroman En kvinna på väg, 1926, skildres det nye seksuelle systems ofre med en ny, anklagende tone mod mændene, der af naturen svigter. Romanens første del er tilegnet Elin Wägner og beskriver malende et af de hjem for ugifte mødre, som præstedatteren Isa Borg havner på, da hun efter en voldtægt er blevet gravid. I romanens anden del, tilegnet Ingeborg Björklunds mand, marxisten Arnold Ljungdal, bliver Isa en selverhvervende, selvstændig kvinde med overfladiske kærlighedshistorier. På bogens sidste sider kommer, lidt for hastigt, mødet med den rette.
Ingeborg Björklund giver en glødende skildring af, hvordan den ugifte mor var nødt til at føde i dølgsmål, noget som Marika Stiernstedt diskret forbigik året inden i sin roman over samme tema, det uønskede kærlighedsbarn og den forladte kvinde, Fröken Liwin, 1925, (da. 1926). Den succesrige selverhvervende Elma Liwin er en gammel pige, et ømt tegnet, stereotypt kvindesagsportræt. Hun er dygtig og ordentlig med klodsede sko og en smuk mund, der lukker sig fast og hårdt, også om cigaretten, en typisk kvindefrigørelsesmarkør. Men bag hendes uangribelige ydre skjuler der sig en mørk hemmelighed, en kærlighedshistorie med en musiker, der forførte og derpå svigtede hende, da hun ventede hans barn. Først skriver hun til ham, fuld af tillid, men får som svar et af disse grusomme breve, som kvindelitteraturen omhyggeligt opregner: »Hvem havde bedt frøken Liwin om at kaste sig om halsen på ham? I øvrigt var han yngre end hun, han trak sig ud af legen. Den var ikke hans«. Hun må således gå smertens vej til svangrehjemmet, og hun bortadopterer barnet, en pige, samme dag det er født. Men da Elma Liwin er oppe i 40’erne, begynder hendes krampagtigt opbyggede verden at styrte sammen. Tomheden holder hende vågen om natten, gør hende irritabel og forbitrer hendes liv. Til sidst forstår hun, at det er datteren, hun længes efter, og prøver på at tage hende til sig. Det er netop mødet med »den nye kvinde«, der får hende til at beslutte sig. Hun vil redde sin datter fra at blive en amoralsk kvinde, som durkdrevent bruger sin dæmonisk lokkende overflade til at hævne sig på mændene ved hjælp af de samme midler: et kortvarigt, forløjet forhold. Mødet med den karakterfaste datter, der »selv nok skal passe sin frihed«, bliver Elma Liwins død. Og dog ender romanen med, at pigen forstår sin mors skæbne og derefter får kraft til at afvise den unge mand, hun selv elsker, da han kærlighedsløst forsøger at forgribe sig på hende.
Det kvindelige frihedsproblem
Marika Stiernstedt kan med sin kombination af fransk-polsk adelig baggrund og klare socialistiske sympatier ligne en fremmed fugl i den svenske litteratur. Men faktisk afspejler hendes omfattende forfatterskab udmærket den første halvdel af 1900-tallets kvindelitterære klima. I løbet af 20’erne bliver hun toneangivende, ikke alene med den udfordrende Fröken Liwin, men også med Ullabella, 1922 (da. 1923), der fornyede pige-bogsgenren. Skildringen af den moderløse Ullabellas opvækst sammen med en konkursmoden opfinderfar og en streng husholderske er præget af det reflekterende enebarns perspektiv.
Marika Stiernstedts første 1900-talsromaner behandler utroskab og dobbeltmoral i Ellen Keys ånd.
Da den unge officersdatter Marika Stiernstedt debuterede som 19-årig i 1894 (under pseudonymet Mark Stern), var hun meget belæst i russisk og fransk litteratur for ikke at tale om det moderne gennembruds litteratur. Men hendes romaner fra 1910’erne er dybt influeret af Ellen Keys kvindeideologi. I en artikel i Dagens Nyheter i november 1909 skriver Marika Stiernstedt: »Man har nok aldrig gjort Ellen Key mere grusomt uret, end da man korsfæstede hende for de forbrydelser og fejltagelser, hvortil et blindt driftsliv har ført enkelte kvinder! Når man har læst Ellen Keys bøger og glemt dem igen – lærebøgernes skæbne! – står som summen af dem alligevel denne sætning klart og tydeligt: Giv agt på dig selv, pas på dig selv! Vær streng!«
I den sidste del af forfatterskabet bliver mødet mellem kvinde og mand kompliceret. »Det grundlæggende problem i denne produktion har været det kvindelige frihedsproblem«, skrev kritikeren John Landquist i 1925. Med dette sigtede han til konflikten mellem kærligheden som kvindens skæbne og den nye kvindes vilje til et mere selvstændigt liv. Det er et etisk spørgsmål, der er konstant hos Marika Stiernstedt, og som varieres gennem en imponerende bredde af både sympatiske og usympatiske kvinde-skikkelser i forfatterskabet.
Marika Stiernstedt bliver stadig mere interesseret i at skildre hverdagslivets belastninger og de vanskeligheder, det frembyder at leve en moderne kvindelighed ud, når der ikke findes moderne mænd. Hun fjerner sig dermed fra Ellen Keys idealistiske kærlighedslære, som hun nu mener »delvist bundede i en vis manglende erfaring med alle den tusindfacetterede tilværelses praktiske belastninger«. Skilsmisseromanen Man glömmer ingenting, 1940, drejer sig om disse belastninger; bogen er også den første litterære skildring af en kvindelig alkoholiker.
Marika Stiernstedt, der stemte socialdemokratisk, og som var en beundrer af statsminister Branting, var under 1. Verdenskrig en streng pacifist, og i den sidste del af sit liv blev hun mere og mere radikal. Hendes romaner fra 1940’erne er præget af en kompromisløs antifascisme. Succesbogen Attentat i Paris, 1940, der blev oversat til mange sprog, plæderer for, at alle tænkende mennesker er forpligtet til at tage stilling mod det nazistiske barbari. Indiansommar 39, 1944, udspiller sig i det besatte Polen. Banketten, 1947 (da. 1948), som blev filmatiseret i 1948, skildrer, hvordan et borgerligt svensk miljø bliver ramt af katastrofen i Europa, personificeret i den serbiske kommunist og modstandskvinde Halla, der af Bernadotteaktionen reddes fra koncentrationslejren.
Emancipationsromanen »der ender lykkeligt«
I 1930’erne debuterer en række kvindelige forfattere med romaner, der skildrer den moderne kvindes farefulde vej mod det kammeratægteskab, i hvilket hun kan forene erhvervsarbejde og kærlighed. 1920’er-romanens nysgerrighed over for den seksuelt udfordrende kvinde erstattes i emancipationsromanen af en entydig tagen stilling for den hårdt arbejdende kvinde i ulden spadseredragt og slips, alternativt slacks. Typiske heltinder er kvindelige arkitekter, lærere og bibliotekarer. Den store forskel fra Marika Stiernstedts forfatterskab, som er denne genres store litterære forbillede, er den lykkelige slutning. Emancipationsromanens mest fremtrædende navne er Alice Lyttkens (1897-1991) og Dagmar Edqvist (1903-2000), dens mest omstridte navn er Sigge Stark (1896-1964).
Signe Björnberg, pseudonymet Sigge Stark, debuterede i 1924 med bogen Den steniga vägen till lyckan (Den stenede vej til lykken), der blev optakten til et meget populært og omfangsrigt forfatterskab (omkring 100 romaner). Sigge Stark er en moderne pendant til 1800-talsforfatteren Marie-Sophie Schwartz. Som hun tager hun en emancipationsproblematik op, f. eks. i Manhatarklubben (Mandehaderklubben), 1933, der naturligt opløses ved mandens kys til slut.
Alice Lyttkens, der debuterede i 1932, fik sit gennembrud hos publikum med trilogien om den unge advokat Ann Ranmarks kamp for at blive anerkendt i sit fag og finde en mand, der accepterer hende som ligeværdig partner (Det är icke sant, 1935, (Det er ikke sandt, 1937), Det är mycket man måste, 1936 (Der er saa meget man maa og skal, 1938), og Det är dit vi längtar (Det er dér, vi længes hen), 1937. Dagmar Edqvists psykologisk intrikate debutroman Kamrathustru, 1932 (Kammerathustru, 1941) blev øjeblikkelig en succes og blev filmatiseret samme år. I Fallet Ingegerd Bremssen, 1937 (Affæren Ingegerd Bremssen, 1938, 1957) lykkes det også, ved hjælp af en psykoanalytisk inspireret studie i en sag om en voldtaget kvinde, for Dagmar Edqvist at kritisere tidens racisme.
Både Dagmar Edqvist og Alice Lyttkens gik senere over til at skrive historiske romaner. Alice Lyttkens fik sit litterære gennembrud med Lyckans tempel, 1943 (Lykkens Tempel, 1944), den første af flere 1700-talsromaner om den driftige skibsrederslægt Tollmans kvinder.
Emancipationsromanens nye projekt falder ofte litterært på den idealisering, det indebærer at forene en realistisk skildring af en moderne selverhvervende kvindes liv med en romantisk, lykkelig slutning. Som et litterært slutpunkt i denne genre, der hurtigt blev populariseret, kan man se Marika Stiernstedts sidste værk, hvidbogen om det skandaleombruste ægteskab med forfatteren Ludvig Nordström, Kring ett äktenskap (Omkring et ægteskab), 1953. Den nærmest pedantiske skildring af det fordrukne og seksuelt ambivalente mandlige genis forfald taler sit skånselsløse sprog. Hvilken glæde har »den nye kvinde« af sin nyvundne frihed, når »den nye mand«, til trods for at han foregøgles kammeratægteskabets jævnbyrdige betingelser, viser sig at være en kombination af en gammel, dobbeltmoralsk patriark og et hjælpeløst barn?
Romanen kan læses som et sent svar til Ellen Key, der i 1913 skrev til Marika Stiernstedt, at hun burde skildre et motiv, der passede sig for hendes »skildringskunst og retfærdighed: nutidskvinden, som aldrig får tid og ro til at elske; som derved støder manden fra sig og vågner op til et pinefuldt ‘for sent’«. Med Kring ett äktenskap (Omkring et ægteskab) viser Marika Stiernstedt, hvor verdensfjern Ellen Key var. »Nutidskvindens« erfaring efter et halvt århundredes kamp for frigørelse var snarere den, at det var manden, der var længe om at vågne.
Marika Stiernstedt indledte sin brevveksling med Ludvig Nordström, hendes anden mand gennem 27 år, med at forsvare sig mod hans kritik, der gik ud på, »at sanser og drift dominerede på hjertets og følelsens bekostning« i hendes romaner. Marika Stiernstedt replicerer: »Efterhånden som De kender mig nærmere, vil De måske tale om den samme brist hos ved mig. Men hvorfor en brist? Jeg ved, at ‘driften’ er temmelig bestemmende i mig«. Om den seksualskræk og ambivalens over for hustruen, der gjorde ægteskabet til et helvede, vidner allerede hans ildevarslende ekstatiske udråb i et brev fra 1922: »Jeg elsker! Ikke med kødet, men med ånden! Og det er Marika, jeg elsker!«