Mange af de kvindelige svenske forfattere i 1970’erne ville tale deres egen sag og med egen stemme bære vidnesbyrd om egne erfaringer og nye livsmodeller. Til dette formål genbrugte de en gammel genre, bekendelsesromanen, som går tilbage til Augustins Confessiones (Bekendelser) fra omkring år 400, og hvis moderne udformning skabes af Rousseau.Bekendelsesromanen fortsatte 1960’ernes dokumentarisme. Rapportbogen, som bevægede sig i den offentlige sfære med rejseskildringer, arbejdspladsskildringer og sociologiske skildringer af samfundsgrupper, blev nu anvendt til at skildre intimsfæren: hjemmet, følelserne og den personlige udvikling. Lige så vigtigt som det i 1960’erne var at dokumentere den personlige deltagelse og undersøgelse, lige så vigtigt blev det i 1970’erne, at den erfaring og oplevelse, der blev beskrevet, var ægte. Hvor 1960’ernes ideal var den objektive skildring, blev 1970’ernes den subjektive gengivelse. Fiktionen gjorde krav på autenticitet.
Tag: Skilsmisse
Den norske forfatter Ebba Haslund var først og fremmest interesseret i middelklassekvindens sociale situation og livsvilkår i efterkrigstidens Norge. Hun forsvarede husmødrenes funktion, men så samtidig, hvordan den øgede velstand og teknologiske udvikling medførte, at deres opgaver mindskedes. Derfor forsvares såvel kvindens ret til at være almindelig husmor som hendes ret til at afvige fra de traditionelle kønsmønstre.Hun skildrer kvinders hverdag. Men gennem det hverdagsagtige spejles også et samfunds konflikter og modsætninger. Derfor har mange læsere følt hendes bøger vedkommende. Ebba Haslund lod ikke blot sin stemme høre gennem forfatterskabet; hun var i mange år formand for Den Norske Forfatterforening, og som morgencausør i norsk radio nåede hun ud til mange lyttere.
I 1937 fik Tove Ditlevsen publiceret et digt for første gang. Det skete i tidsskriftet Vild hvede, og digtet kan læses som en allegori over hendes forfatterskab, der blev det betydeligste på kvindesiden i dansk efterkrigstid. Under digtets enkle overflade foregribes genkommende temaer, som kvindeidentitet, erindring og kreativitet. Tabet af barndommen og især det symbiotiske forhold til moderen er grundlaget for hendes melankolske poetik.Forfatterskabet er én lang erindringsproces, først i fiktionens form, senere også som essays med personlige erindringsfragmenter indtil udgivelsen af de egentlige erindringsværker. Da erindringsstoffet var udtømt, alle hovedpersonerne i hendes barndoms univers var døde og ægtemanden havde forladt hende, afsluttede Tove Ditlevsen sit liv, som hun havde bebudet.
En stor del af 1920’ernes kvindelige forfattere reagerede på forandringer i seksualmoralen i Sverige. Den nye tid, den nye kvinde og den nye seksualitet er klangbund i deres litteratur. Denne nye kvinde med »sex appeal« og en »professionel« holdning til den traditionelle kvindelighed bevæger sig på grænsen mellem det gamle seksuelle systems »pæne« og »slemme« pige.Marika Stiernstedts omfattende forfatterskab afspejler dette kvindelitterære klima i første halvdel af 1900-tallet. I løbet af 20’erne blev hun toneangivende. Hendes første romaner behandler utroskab og dobbeltmoral i Ellen Keys ånd. I sidste del af forfatterskabet bliver mødet mellem kvinde og mand kompliceret. Hendes sidste værk, Kring ett äktenskap (Omkring et ægteskab) fra 1953 handler om det skandaleombruste ægteskab med forfatteren Ludvig Nordström. Den nærmest pedantiske skildring af det fordrukne og seksuelt ambivalente mandlige genis forfald taler sit skånselsløse sprog. For hvilken glæde har »den nye kvinde« af sin nyvundne frihed, når »den nye mand« viser sig at være en gammel dobbeltmoralsk patriark og et hjælpeløst barn?
Bag det talende pseudonym Jo Nein gemte forfatteren og samfundsdebattøren Nini Roll Anker (1873-1942) sig. Gift ind i et rigt godsejermiljø skrev hun engageret om magt og modsætninger i det borgerlige samfund. Et socialt engagement, der strakte sig over et halvt århundrede og udmøntedes i et stort litterært forfatterskab. Som kulturpersonlighed fik hun afgørende betydning for den norske debat om kunst og samfund. Hun støttede kvindesagen og den fremvoksende arbejderbevægelse, men fandt sit eget tilhørsforhold som kritisk intellektuel. I hendes litterære univers står natur og leg, drøm og lidenskab som tegn på et meningsfuldt liv. Disse livsnødvendige værdier kommer ofte i konflikt med personernes, særlig kvindernes, pligttroskab og slægtsloyalitet. Hendes bøger appellerer til kvinders opdragelses- og samfundsansvar. Hun ser kvinders medskyld i krig, men opfatter den som mænds værk. I sin kritik af statskirken koncentrerer hun sig særligt om, hvordan patriarkalske herskerteknikker kobler det religiøse og det erotiske.