Den ideelle kvindelighed, som 1700-tallets moralske fortællinger og borgerlige komedier havde beskrevet, var ikke tavs og umælende. Men det blev den. For mange af de skrivende kvinder synes dette at skrive at blive en kærkommen mulighed for at bryde den stilhed, der i 1800-tallets første halvdel sænkede sig over kvinders liv – en stilhedens retorik.Nordiske kvinders romaner og fortællinger fra 1800-tallets midte placerer ofte en stille, magtfuld kvindefigur centralt i sit persongalleri. Den gode kvindelighed var tyst og selvopofrende; men de kvinder, der begyndte at tale og skrive, så også sig selv som gode kvinder, og forestillede sig, at deres tale og optræden kunne være ideel, at de stummes lejr havde noget at berette, der kunne gavne nationen og det menneskelige samfund.
At huske
Da den danske præstekone Elise Boisen døde i 1871, efterlod hun sig 47 tætbeskrevne stilehæfter, over tusinde sider med erindringer. Hun skrev, fordi hun ikke kunne lade være. Og hun skrev ud fra en kolossal bitterhed og vrede, skrev sig ud af sin isolation og ensomhed for at finde en identitet i en fremmed verden.Der er ikke noget styrende blik i erindringerne ud over det kronologiske. Det at skrive havde en klar terapeutisk karakter. I erindringerne sker der en klar forskydning fra livsdrift til dødsdrift. Og på en paradoksal måde fremstår dødsscenerne som højdepunkter, skrevet med stor skønhed, sanselighed og dramatik.De fleste erindringsskribenter begynder at skrive om deres liv på deres gamle dage og ser ofte deres livsforløb i et distanceret lys. Eline Boisen derimod var midtvejs i livet; hun fokuserede på det mest smertefulde og skrev næsten helt frem til sin død.
Den danske professor J. S. Sneedorff fremhævede forfatterinden Margaretha Klopstocks Breve fra Døde til Levende som eksempel på det moderne modersmål, han selv ønskede at fremme.Årsagen til dette og til 1700-tallets voksende interesse for kvindelige skribenter, især nye og gamle, kendte og mindre kendte brevskrivere, var, at kvinder skrev på modersmålet. Således kunne de bruges som eksempler på praktisk sprogbrug i den temmelig abstrakte debat om, hvad modersmålet burde være. Kvinderne var tilmed ikke strengt skolede i den latinske lærdomstradition, som man ønskede at frigøre sig fra.
I både Märta Berendes’ fortælling om sit levned og i Christina Regina vom Birchenbaums »Een Annor Ny wijsa« spejles tidens sproglige modeller og tolkningsmønstre. Begge selvbiografiske tekster er eksempler på 1600-tallets mange selvstændige og stærke kvinder, der er opdraget i en tid med mange krige, og som har været nødt til at tage sig af familie og ejendom.
I arkiverne findes svenske, norske og danske stambøger fra 1500- og 1600-tallet bevaret. Som oplysning om bekendtskaber og venner, om de kredse, stambøgernes ejere på daterede tidspunkter færdedes i, har stambøgerne den største interesse. Med deres digtcitater og sentenser spejler de også tidens kulturhistorie og idealer.I stambøger og slægtsbøger ses et mønster, der tydeliggør kønsforskelle: I 1600-tallet er det først og fremmest mændenes rejser, deres veje ud i lærdommens og krigens Europa, der afspejler sig. Kvinderne fokuserer på slægten. De spejler liv og død i deres slægt, det net, som binder dem sammen med fortid og fremtid, og hvori de selv, gennem børnefødsler eller barnløshed, udgør et samlende knudepunkt.
»Gynæceum« er græsk og betyder »kvindekammer«. I renæssancen anvendtes ordet som genrebetegnelse for en litteraturhistorisk genre: et katalog over kvinder, der havde gjort sig bemærket ved egne skrifter eller ved anden form for kunstnerisk eller intellektuel virksomhed.Karakteristisk for gynæceerne er en systematisk eller alfabetisk struktur, der gør dem velegnede til opslag. Man føres ind via et navn på en berømt kvinde. Hendes slægt præsenteres i få rosende adjektiver, og hendes egne intellektuelle præstationer opremses. Ofte er oplysningerne meget kortfattede.Norden har en fin samling egne gynæceer. Især i Danmark er genren rigt repræsenteret. Ud fra den lille samling svenske biografier og de ganske mange danske og norske, der bringes i de danske gynæceer, får man et indtryk af et aktivt kunstnerisk og intellektuelt liv blandt Nordens kvinder i 1600- og 1700-tallet. Det er nærliggende at forestille sig, at Island, Færøerne og Finland har haft tilsvarende kredse. Og at der i Norden har været kvinder, der betragtede sig som medlemmer af en europæisk »klub« af kulturelle kvinder.
Herrnhutismen kom til Sverige i løbet af 1720’erne. I den stockholmske herrnhutermenighed, der stadig eksisterer, har man bevaret de religiøse selvbiografier fra 1700-tallet og fra de første årtier af 1800-tallet. Af dem er 36 skrevet af svenske kvinder. Den tidligst skrevne stammer fra 1761, den sidst skrevne fra 1810-20. I det store og hele gælder det, at antallet af kvindelige selvbiografier er mest omfattende mellem 1760 og 1790, hvorefter der bliver færre. Kvinderne kommer fra alle sociale lag, her er adelsdamer og tjenestepiger, borgerkoner og tiggere.Kvindernes religiøse selvbiografier viser ofte de træk, som kan beskrives som augustinske: Kvinderne søger Gud i deres indre, først og fremmest i følelsen, i normalpsykologiske processer (drømme, stærke følelser); endvidere rummer de mystiske træk: Kvinderne hengiver sig i deres indre til betragtninger over korset og til erotisk farvede møder med Kristus. De ved, at i sjælens inderste gemmer den gnist sig, som gør disse møder og oplevelser mulige.