Kærlighedens magt er så vældig hos mig, at den ofte næsten har slået min sjæl i stykker. Sådan skriver den finske forfatter Aino Kallas (1878-1956) i sin dagbog den 11. november 1918. Mens den vældige »kærlighedens magt« kan siges at være den kraft, hendes forfatterskab er koncentreret om, placerer Maila Talvios (1871-1951) forfatterskab sig centralt i de nordiske landes debatter om seksualmoral og inspireres bl.a. af Ellen Key. Bag oplysningsidealerne kan man imidlertid læse en sammenhængende beretning om kvindelig seksualangst, pessimisme og dødslængsel.
Tag: Salonkultur
Den finske forfatter Minna Canth blev eneforsørger, forretningskvinde og forfatter på én gang. I stedet for at føre en enkes jævne og tilbagetrukne liv, som det var skik og brug, blev hun den mest omdiskuterede forfatter inden for den finske realisme og den, der formede det moderne finske drama.Siden da har hun været en af de mest spillede dramatikere i Finland, og da hun døde, skrev man om hende som om en nationalhelt.
Gennembruddets svenske geografi.
Wendela Hebbe, som i 1840’erne arbejdede ved Sveriges største og mest forargelige avis, Aftonbladet, er gået over i historien som landets første fastansatte kvindelige journalist. Men hun var meget mere. Hun var Sveriges første kvindelige litterat. Hendes lille salon i arbejdsværelset i Gamla Stan blev hurtigt et samlingssted for den nye ånds mænd. En kreds af frie litterater, der politiserede den litterære kultur.I Wendela Hebbes journalistik er tidens sociale tendens mærkbar, men den kan være vanskeligere at opdage i hendes forfatterskab, der er usædvanlig mangestemmigt og som afprøver forskellige genrer, fra romantik og hverdagsprosa til folkelivsskildringer. I perioden 1846 til marts 1850 offentliggjorde hun artikler for at henlede offentlighedens opmærksomhed på den elendighed, som især kvinder kunne leve i. Samtidig er hendes litterære produktion et interessant eksempel på, hvor svært det var for kvindelig livserfaring at finde en litterær form. Hun manglede en passende genre dertil.
Da svenske Thekla Knös var næsten 40 år, udgav hun nogle digte, som i alt væsentligt lægger sig op ad en glad, from og hyggelig hjemmeidealisme. Af sin samtid blev hun opfattet som en typisk eksponent for hverdagskulturen. Samtidens kritik roste hendes digte og så i hendes lyrik en bekræftelse på tesen om, at kunstperioden i historien var forbi. Digtet, poesien, havde dog ingenlunde udspillet sin rolle, men havde fået en ny opgave: at forgylde hverdagen. Dermed åbnede det poetiske felt sig også for den kvindelige digter.Hendes interesse for børn var udtalt. Hun skriver ikke kun om børn, hun skrev også for børn, og hendes karriere som kvindelig forfatter var dermed tidstypisk. Desværre havnede hun dér, hvor så mange kreative og frustrerede kvinder tidligere endte deres liv, nemlig på sindssygehospitalet.
Magdalena Sofia, »Malla«, Silfverstolpe holdt den i Sverige bedst kendte lærde salon, der i 1820’erne og 1830’erne blev besøgt af en række af tidens berømte mandlige forfattere. Gennem sin kontakt med disse mænd er Malla Silfverstolpe gået over i historien, mens hendes egen person og individuelle bidrag til salonkulturen er trådt i baggrunden.Hendes store memoireværk, udgivet posthumt i fire bind, er både det vigtigste dokument om den svenske salonkultur og den mest interessante kvindelitterære tekst, der er fremkommet fra dette kulturmiljø. Dette aspekt er blevet negligeret, og værket er i første række blevet anerkendt som historisk kilde til viden om tidens berømte mænd. Men ved sin indgående skildring af følelsernes vilkår giver hun imidlertid et enestående indblik i modsætninger i kvindeliv og kvindekultur i det tidlige 1800-tal.
I Danmark og Sverige opstod der nogle markante litterære samlingssteder i de miljøer, hvor litteraturen og litteraturformidlingen var ved at blive en borgerlig levevej. Sådan et sted skabte Karen Margrethe Rahbek i Bakkehuset ved Valby Bakke uden for København. Hun gjorde sig og sit hjem til centrum for en skiftende kreds af litterært interesserede husvenner, som samtidig var sin tids litterære offentlighed. Hun og hendes mand blev hver på sin måde fødselshjælpere for en ny digtergeneration.Når Bakkehuset kunne få et næsten mytologisk skær allerede i sin samtid, skyldes det, at det blev symbol på frigørelsen fra den tyske og aristokratiske indflydelse og mæcensystemet. Det var Kamma Rahbeks udtalte ønske, at der kun blev talt dansk. Ligeledes gjorde hun en dyd af, at der blandt gæsterne ikke taltes mange med titler og rang. Hos Kamma Rahbek var det de menneskelige kvaliteter, der talte. Igennem myten Kamma Rahbek har en mandlig domineret litteraturhistorie siden hen medvirket til at definere den moderne kvindelighed som »det andet«.
En række sociale og ideologiske træk blev udbredt i Europa på overgangen mellem 1700- og 1800-tallet: etableringen af middelklassefamilien som kulturbærende og den romantiske idealisering af kvinden som dels Guds og naturens moder, dels den ubevidste og fremmede del af mandens menneskelighed. Disse forandringstræk bidrog til at forene de foregående perioders kvindetyper, husmoderen og salonværtinden, i den romantiske intimsfæres kvinde.Romantikken gav på den måde kvinden en kulturel position i kraft af kønnet alene, som hun ikke før havde haft og snart igen mistede. Men i opbygningen af kvindernes nye intimsfæreidentitet kom kvindelitteraturen til at spille en afgørende rolle, idet den indoptog og formidlede inspirationen fra den store europæiske bevægelse.
Omkring år 1800 blomstrede salonkulturen i de dansk-tyske aristokratiske miljøer i Danmark. Set i en skandinavisk sammenhæng er den mest interessante Charlotte Schimmelmanns europæisk kendte salon. Som hustru til Ernst Schimmelmann, Danmarks finans- og i en periode også statsminister, holdt hun en omfattende repræsentativ selskabelighed. Men hun sørgede altid for også at have en kreds af lærde og kunstnere omkring sig. Ved at samle hof, adel, diplomati og den højere embedsstand i sin salon placerede hun sig i centrum af tidens politiske begivenheder.Sit ry som salonværtinde vandt hun som »skønånd«, belæst og velorienteret i de nye, europæiske strømninger inden for videnskaben, filosofien og litteraturen. Og som drivkraften bag sin mands mæcenvirksomhed. Som salonværtinde byggede hun bro mellem det centrale Europa og det provinsielle Danmark, mellem storpolitikken og åndslivet.
Danske Friederike Brun holdt salon i over 40 år. Her kom berømte kunstnere som C.E.F. Weyse, D. F. R. Kuhlau, Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger, Just Mathias Thiele, Bertel Thorvaldsen, J. L. Heiberg og mange udenlandske gæster. Salonen var en slags åbent hus og havde sin guldalder i årene 1810-16. I disse år var den ugentlige modtagelsesaften et større leben. Under middagen og senere i pauserne mellem musik, levende tableauer og oplæsning førte man kultiveret æstetisk samtale, og underholdningen blev leveret af de besøgende kunstnere og af datteren Ida.Friederike Brun selv skrev hele sit liv. Hun udgav 15 bind blandede værker. Alligevel må hun ses som en overgangsfigur, ligesom hele salonkulturen var et overgangsfænomen – mellem en feudal og en borgerligt domineret kultur. Hun og hendes salon var udtryk for en levet utopi om en tredje vej: mellem feudalisme og kapitalisme, mellem det kvindelige og det mandlige som skarpt adskilte sfærer. I salonen mødtes disse modsætninger i en kort tid.