Midt i 1990’erne stod Kerstin Ekman (født 1933) øverst på bestsellerlisterne i Sverige og i flere andre europæiske lande med Händelser vid vatten, 1993 (Hændelser ved vand, 1994), en roman om et bestialsk dobbeltmord i et tyndt beboet Jämtland. Med denne roman udfører den tidligere forfatter af detektivromaner et bravurnummer i sin gamle genre, men samtidig er Händelser vid vatten en roman om Sverige i dets storhed og ynkelighed, om livet i en affolket egn af landet og om et samfunds langsomme og dybest set kriminelle mord på en landsdel. Egnen, hvor mordet foregår, tiltrækker nogle aparte økologer, som lever sammen i noget, der kan ligne en sexsekt, og Kerstin Ekman beskriver i romanen en seksualitet i slægt med intimskildringerne i Agnes von Krusenstjernas skandaleombruste romaner i 1930’erne.
Kerstin Ekmans forfatterskab opstod af en række detektivromaner, men gennemgik frem for alt med Pukehornet, 1967 (da. 1995), en udvikling bort fra kriminalgenren. Men samtidig tog forfatteren detektivromanen med ind i romanen. Kerstin Ekman indbyder læseren til selv at arbejde med, gå på jagt efter ledetråde, ledemotiver, konkrete detaljer, som tilsammen føder nye, uventede sammenhænge. Hun kan også gøre en stemning uhyggelig, skabe en atmosfære af ubestemt fare og, som i Händelser vid vatten, lade handlingen udspille sig omkring et mord og den magtfulde, sorte energi, det kan avle.
Forvreden kvindelighed findes allerede som ansats i Katrineholmserien (1974-1984), som er Kerstin Ekmans store kulturkritiske Sverigeshistorie fra industrialismens begyndelse frem til i dag. I romanerne Häxringarna, 1974 (Hekseringene, 1977), Springkällan, 1976 (Springkilden, 1977), Änglahuset, 1979 (Englehuset, 1979), og En stad av ljus, 1983 (En by af lys, 1984), stiller Kerstin Ekman de grundlæggende spørgsmål til urbanisering, kapitalisme, arbejderbevægelse og socialisme. Romanens by er frugten af kontakten mellem industrialiseringen og jernbanen, der som en navlestreng pumper næring ind i stationsbyen og får den til at vokse som et foster med bygninger, fabrikker, forretninger. Og mennesker suges ind i dette vækstpunkt, de får nye opgaver, nye erhverv og nye boliger, de lærer at tænke på nye måder. Der opstår cirkulation mellem samfundslagene, nye herrer får magten, og undervejs forvandles alting, natur, økonomi, ideologi, livsmønster og moral.
På en vis måde udforsker Kerstin Ekman den nyere tids historie ved at genfortælle den med sine egne ord og vurderinger, og hun følger den dramatiske samfundsforvandling gennem kvinderne og børnene, via deres iagttagelser og skæbner. Resultatet er en skildring, der er en kraftig provokation mod det patriarkalske samfund, det samfund der findes i Katrineholm og de fleste andre steder. For hvad blev der af menneskets længsel efter skønhed og mening i tilværelsen, spørger hun. Hvad er det for et samfund, vi har bygget? Hvor blev drømmen om byen af?
Fortællingerne om Katrineholm blev en væsentlig del af den fællesnordiske kvinde-læsning i 70’erne. De tre første bind stod som en stadig håbefuld skildring af kvindernes socialhistorie. De »repræ-senterede en mulighed for menneskelighed og kontinuitet – trods alt«, mente Jette Lundbo Levy (Information 14.11.84) i sin anmeldelse af det sidste bind, hvor troen på det kollektive fremskridt er gået tabt: »Nutiden er et brud med og et tab af de løfter, der var indfældet i beretningerne om underklassens udvikling«. Håbet er nu i den individuelle modstand – og i kunsten.
Katrineholm
I begyndelsen af Häxringarna fortælles om en kvinde, som historien allerhelst ville glemme. Hendes navn står ikke engang på gravstenen, heller ikke hendes årstal. Efter ægtemanden, hvis navn, fødsels- og dødsår er indhugget på gravstenen, nævnes hun med tilføjelsen »og hans hustru«. Kerstin Ekman præsenterer hende tydeligere: »Dette var Sara Sabina Lans: grå som en mus, fattig som en lus, slatten og mager som en hunræv om sommeren … Hun røgede skinker for bønderne. Det var hendes mest renlige arbejde. Ellers var der ikke noget så groft, beskidt og sølet, at hun ikke påtog sig det. Hun skurede kostalde om foråret. Hun vaskede og hjalp til ved slagtninger. Hun vaskede lig. Hele sit liv var hun på jagt efter levninger og fordele. Hun var sej som græsset, giftig som brændenælden«. Sara Sabina Lans, der sammenlignes med de laveststående dyr og planter i naturen, danner forbindelsesleddet tilbage til det gamle Sverige før industrialiseringen, til et andet og hårdere liv, til en anden tænkemåde.
Hos Kerstin Ekman bliver det tydeligt, hvordan industrialiseringen, byen, konkurrencen, produktionen, pengene, den lineære udvikling, det nye tidsbegreb forbindes med noget mandligt. Det kvindelige derimod forbindes med naturen, livet på landet, reproduktionen, omsorgen for det levende og med et gammelt tidsbegreb, hvor tid ikke er penge, knap nok minutter og sekunder. Tiden forstås snarere som det, der nødvendigvis må gøres. Som når en forsinkelse på 40 minutter udlægges i Springkällan: »…de var blevet fyrre minutter forsinket. Fyrre minutter! Forstod hun hvad det betød? … Nej, det forstod hun vist egentlig ikke. Gods og mennesker, lange vognsæt, vigtige rejsende, måske kongelige personer. Himle og jord hvælvede sig, og her gik hun hen på torvet og købte sild!« Kerstin Ekmans billedsprog hentes ofte fra køkken og spisekammer. Bryster kan være »små og lyse som mandelkager«, en mand kan være »mager som tørret lutfisk«, og himlen kan få »en farve som kålsuppe«. Tiden kan stå stille som »vand i en tilstoppet vask«. Og manden, ægtemagen, husbonden kan opfattes som »den, for hvis skyld sild lægges i blød, og kål koges«, som en hersker over »stuen, køkkenet og entreen og over hendes skød, der er skjult bag ribstrikkede bomuldsbukser med halvlange ben. Hvad der skal stikkes derind, afgør han. Hvad der skal komme ud derfra, kommer an på ham«.
Historien og begivenhederne drives fra Häxringarna over 100 års roman tid frem til En stad av ljus, der adskiller sig fra de tre andre bøger. En midaldrende kvinde, Ann-Marie Johannesson, tvinges ned i sindets mørke dybder, hvor hun møder fortrængte minder og billeder fra fortiden. Fortællerperspektivet er dramatisk forandret fra afstand til nærhed, og læseren udleveres til et subjekt, en psykologisk sammensat personlighed i et kompliceret nu. Det er et splintret jeg, der fortæller, alt er splittet, provisorisk og ikke til at få hold på, for i nuets strømmen er alting samtidigt og intenst til stede. Umiddelbart er det svært at skelne, hvad der er sundt, og hvad der er sygt. Er Ann-Marie psykotisk, når hun ligger dér med sine ekstaser? Midt i alt dette finder et eksperiment sted. Et litterært livseksperiment, og den menneskelige psyke, der bobler og syder og reagerer, befinder sig i en slags litteraturens laboratorium. Alt skal testes på Ann-Marie, modermyterne, kristendommen, Swedenborg, mystikerne, gnostikerne, kvantefysikken, Jung. Hvad sker der, hvis man stiller de store livsspørgsmål? Og hvad gør det enkelte menneske med sine mystiske erfaringer i et sekulariseret samfund, hvor de åndelige og religiøse strukturer forvitrer og forsvinder? En stad av ljus viser sig at være en roman med en raffineret opbygget struktur, som indeholder det ene lag tolkninger efter det andet ligesom butterdej. Men alle lagene virker sammen, og i fællesskab kan spørgsmålet stilles: Hvad er det at være kvinde?
En stad av ljus kan læses som en realistisk fortælling om en kvinde, der er bosat i udlandet, og som kommer til sin svenske hjemby for at rydde sit barndomshjem, sælge løsøret på auktion og lade ejendommen rive ned. Hendes far er død, og hun betragter livet i det hus, hvor hun blev født, som et afsluttet kapitel, men det viser sig, at hun tager fejl. Hendes rengørings- og oprydningsarbejde må ske i huset, ved husets hjælp, og det gælder hende selv, det er ikke noget, hun kan fremskynde. I huset bor der nogle mennesker, som tilhører den mindre glansfulde side af hendes fortid. Ann-Sofie, Ann-Maries grimmere dobbeltgænger og skolekammerat, er en ret fordrukken specialist i fodpleje. Egon Holmlund, rejsende troldmand og tryllekunstner, er Ann-Maries hemmelige og skamfulde drøm om det farligt mandlige. Disse to skyggeskikkelser fra fortiden trænger sig nu ind på hende, og hun er nødt til at møde dem for alvor i sig selv, i sit eget hjem.
Men der bor endnu to mennesker i huset, to mænd, Hvidmaleren og Gabriel, som er aparte og utidssvarende, men som virker til hendes hjælp og beskyttelse. Hvidmaleren hedder egentlig Mikael Palmgren, og de to mænd, som bærer skytsenglenes navne, er helt igennem gode og støttende. Ann-Marie har en plejemor og en plejedatter, der forsvinder på en rejse til Sicilien. Nøjagtig ligesom mytens Persefone, som Hades førte ned i underverdenen, da hun plukkede en blomst på en eng på Sicilien, så forsvinder datteren Elisabeth som opslugt af jorden i »et sort hul«. Det er dog ikke Hades, der har bortført hende, men Hardy, en suspekt narkopusher, som åbenlyst hører hjemme i underverdenen. Hele vinteren leder Ann-Marie efter sit barn, og da lyset kommer om foråret, får hun via en telefonopringning tilfældigvis at vide, at Elisabeth lever og befinder sig i noget, der hedder Träske. I den lyse årstid får hun lov til at bo hos sin mor, mens Hardy befinder sig bag lås og slå. Den homeriske sang om Demeter og Persefone har fået sit modstykke i en blanding af en snusket kriminalhistorie og svensk realisme.
Ved hjælp af navne og andre ledetråde rejser der sig i denne hverdagens stilstand noget, der ligner et hemmeligt teater. Parallelt med historier, der ligner sensationsreportager, fremføres her gudespil, himmelspil, juletableauer, helgenfortællinger. Det hele i nye fortolkninger der kan opfattes som overraskende og provokerende. Et vældigt sceneri kommer til syne. I romanen bruges en analogilære i lighed med filosoffen Emanuel Swedenborgs: Hver jordisk foreteelse har sit himmelske modstykke. Den moderne kvinde fremstår som dømt til at leve i et samfund, der ikke er bygget til hende. Hun er sprogløs, spaltet, splittet og desperat. Hun vantrives i det moderne, er hårdt trængt og udsat i en mandligt skabt verden og har svært ved at finde en måde at leve på.
Hos Kerstin Ekman er især moderskabet problematiseret. Forplantning og fødsel beskrives for det meste med væmmelse: »væmmelse fordi det yngler og klækker i alle revner og huller, selv de syge og forrevne, fordi det forsøger overalt og roder som gravehvepsen med sit æglægningsrør efter det svage punkt, hvor den kan komme igennem om det så skulle være i et væskende sår«. Ingen af de mødre, vi kommer til at følge i romanserien, er mødre til deres egne børn. De er plejemødre som Ann-Marie, der lader en anden kvinde føde sit barn, men også lave sin mad, gøre rent i sit hus, være elskerinde for sin mand. Hun fralægger sig det at være mor og hustru, alt det der normalt er knyttet til kvinderollen. Men hendes afsky slår igen og rammer hende selv. Langsomt bliver hun nødt til at påtage sig de opgaver, hun tidligere har skubbet fra sig. Efter en helvedesvandring tvinges hun til at vende tilbage til livet som et mere ydmygt og mere modent menneske.
I et interview i Expressen, 26.6.93, har Kerstin Ekman udtalt, at »seksualiteten og dens konsekvenser er den virkelig gennemgribende erfaring i en kvindes liv«. Og skriver man om kærlighed og seksualitet, »må man også kunne nærme sig det ubehagelige. Det ubehagelige i én selv og i manden, følelser af afstandtagen og had og lede og alt mulig lort«, og hun advarer mod, at kvinder lader »Strindberg og de andre drenge overtage beskrivelsen af vores mere vanskelige sider. Kvinder som afgrunde eller som vulvaer, de falder ned i, eller som suger pengene og saften ud af dem«. Alt for længe har kvinder fundet sig i mændenes definitioner, i deres læsninger og tolkninger: »Jeg har ikke forstået, hvor gennemgribende deres definitioner har været«, siger hun i interviewet.
I Kerstin Ekmans forfatterskab finder man kontroversielle opfattelser af Gud og metafysiske antydninger, der markerer en trods og en kamp mod de mandlige ideologier, som i årtusinder har indlemmet kvinden i et mønster, hvor hun dybest set har måttet kæmpe mod sig selv. En af de allerældste litterære tekster, den babyloniskassyriske myte om lnanna og hendes vej til underverdenen, findes som en af de mytologiske tekster, der gestaltes hemmeligt i En stad av ljus. Og som en slags efterbyrd til romanen fulgte et versepos, som Kerstin Ekman opbevarede i sin skrivebordsskuffe indtil 1990, hvor det blev udgivet med titlen Knivkastarens kvinna (Knivkasterens kvinde, 1990). Her finder vi den gamle myte endnu tydeligere end i En stad av ljus, men alligevel i underteksten til en fortælling om en moderne kvinde, som nødsages til at foretage en vandring helt ned til bunden for derefter at finde vej op igen. »Til landet uden vej tilbage, hvor mørket,/væmmelsen og døden råder, er guder gået./De er steget ned, hvor porten lukker sig;/ de er gået forud for os«.
Da Kerstin Ekman i 1989 blev tildelt Selma Lagerlöfprisen, spurgte hun i sin takketale, om hendes kvindelige forgængere vidste, hvad de arbejdede med nede i dybderne: »Ja, det er jeg overbevist om, at de vidste – mens de arbejdede med disse billeder og forestillinger. De var ikke seersker, der digtede i vildelse, skønt de ofte var nødt til at stille sig an som uvidende kræ. Jeg tror heller ikke, at de altid var tilfredse med at blive tolket af et mandligt præsteskab. Men der fandtes ikke andet dengang. Noget andet er, at man ikke altid orker at leve med denne indsigt for sine øjne. Den er hentet op fra et vist dyb, og der kan man ikke befinde sig hele tiden«. (Expressen, 12.8.1989).
I Knivkastarens kvinna finder vi den skamferede kvindekrop, den lækkende, medynkvækkende, smertende krop. Der er blevet handlet ilde med den. »Jeg er en af de kilder, du har fordærvet./En myrrahule/hvor edderkopper og bænkebidere/ er begyndt at sætte bo«. Kærlighedens Højsang fordrejes til en klagesang. Lægerne har skåret i kroppen og fjernet de livgivende organer. »Dygtige kirurger/har åbnet hendes bug/for anden gang./Hun er blevet renset/og taget ud./Med bind om håndleddene/er hun nu parat/til at påbegynde nedstigningen«. Til sidst finder hun et sted uden for sin krop: Sygehusafdelingens linnedrum. Her er »lugten tæt og ren«. Her kan hun sidde i fred og læges. Hun er blevet »en ituslået krukke«, men der er lægedom at finde. »Den store skål/lukker sig om den lille,/rummet lukker sig/om din dyrebare tomhed./Det er flod./Den lille skål fyldes/af den store overflod.//Du har forbindelse«. Beholderen, krukken eller skålen og det tomme rum, som er de centrale billeder i En stad av ljus, er også grundsymboler i Knivkastarens kvinna.
I En stad av ljus skrev Kerstin Ekman den moderne kvindes historie med en minutiøs respekt for det dokumentariske midt i det svimlende filosofiske. I Rövarna i Skuleskogen, 1988 (Røverne i Skuleskoven, 1989), skriver hun hele vores historie om fra middelalder til romantik, digter den efter sit eget hoved og sit eget sind. Eller rettere, hun ser og opfatter den ud fra hele en forfatters og kunstners inspiration. Den uimodståelige hovedperson i bogen er trolden Skord, der slår følge med nogle menneskebørn, Erker og Bodel. De er forældreløse og går på vandring med tiggerstaven. Bodel sørger for, at Skord får et bad i en bæk, hun klipper hans hår og hans lange negle og vasker hans fødder. Hendes bibelsk ladede handling har kvinderne hos Kerstin Ekman udført i bog efter bog. Tora vaskede F. A. Otters fødder i Häxringarna, Ann-Sofie var specialist i fodpleje, også Ann-Marie påtager sig til sidst denne opgave. Hvorfor gør du det, spurgte Skord Bodel. Hun svarede: »Det gør jeg for Jesu Kristi barmhjertigheds skyld«. Skord kommer stadig mere til at ligne et menneske, men han dør ikke lige så tidligt som mennesker, og derfor overlever han generation efter generation. Sommetider holder han til blandt røverne i Skuleskoven og oplever mord og hor og grusomheder, som Bodel ville have grædt over. Han er med til at stjæle kirkesølvet i en kirke. Opholdet blandt røverne er en slags nedstigning til underverdenen, og en tid senere kommer han tilbage og begynder på et nyt liv med et nyt navn og i nye sammenhænge.
Det er middelalder, og den første kristendom er kommet til Norden med sart religiøsitet og ømtålelig Mariadyrkelse. Bodel fortæller for Skord. »Maria, himlens rose, var alt levendes dejlighed. Hun var lun mælk og ovnvarmt brød. Hun var osteklumperne i verdens valle. Hun var blød og varm som en koside og tør og glat som halm. Hun var ren som en kilde i skoven og blød som et gåsebryst og klar som en dugdråbe på et blad. Hun var alt levendes liv og sande lykke, og Skord spurgte, om hun var som pandekage«. (Rövarna i Skuleskogen).
Skord lever sammenlagt i 500 år. Han er på en vis måde amoralsk, tilhører ikke tiden, eksisterer ved siden af den. Skord er nysgerrig, lærenem, hurtig i hovedet og bliver et forbindelsesled mellem middelalder, renæssance, oplysningstid og romantik. Han er med, da folk lukker sig inde, koger, messer og læser besværgelser for at lave guld. Det ser ud, som om Skord spiller en central rolle i den alkymistiske proces. Polhem, Swedenborg, Rudbeck, Linné, alle de store svenske videnskabsmænd ser vi i glimt. De vejer, måler, sorterer og skriver i den naturvidenskabeligt stærkt aktive periode, som 1600-tallets Sverige befandt sig i. Så kommer Skord ud i trediveårskrigen, i et sønderrevet, opløst Europa.
Blandt røverne i Skuleskoven er der en gammel vindtør kvinde, La Guapa (Den smukke), der har et spil kort, og af og til lægger hun en stjerne. Tarokkortene med alle deres udtryksfulde billeder, kejseren, kejserinden, magikeren, narren, den hængte mand, stjernen, vognen osv. spiller en væsentlig rolle i romanen.
Da han bliver meget gammel og meget lærd, møder han en særegen og bemærkelsesværdig kvinde, Xenia, som han bliver inderligt forelsket i. »Xenia og Skord elsker hinanden, sådan som rosmarinlyng og jomfruhår fletter sig ind i hinanden – ikke for noget øjes skyld, nej, uden hensigt og formål fletter de sig ind i hinanden«. Først da han har mødt kærligheden, får han en sjæl, en menneskelig sjæl, og kan efterhånden dø.
I slutningen af Rövarna i Skuleskogen, hvor det er blevet 1800-tallets begyndelse, kommer et lyst hoved med den opfindelse, at der skal trækkes veje af jern gennem landet. Skord taler med Xenia: »Han bad hende lade tanken løbe langs alle de veje hun kendte, omsuset af vild kørvel, med skyer af støv der var finere end snus og hvidere, meget hvidere. Hvordan skulle man kunne belægge dette krogede, bugtede, ujævne netværk, som han forsikrede hende gik på nøjagtig samme måde bakke op og bakke ned gennem hele Sverige, med jernskinner? I hvilken smedie skulle de krummes og tilpasses?« Manden bag den vilde tanke med jernskinner i naturen blev gudskelov tosset, og alt dette vil blive glemt, konstaterer Skord. Det var med jernbanen, Kerstin Ekmans romansuite om byen begyndte. Her affærdiges jernbanen som den rene galskab, hvis ophavsmand ender i dårekisten.
I Kerstin Ekmans forfatterskab finder man en kraftig skepsis over for det samfund, som jernbanen og industrialiseringen medførte. Det var et samfund, bygget af mænd, men ikke for mænd og absolut ikke for kvinder. Nogle stritter imod og kæmper i konkurrence og ambition. Andre kan ikke overkomme det, bliver vrag, fysisk og psykisk. Men hvordan ville livet se ud, hvis man levede alene og forladt i den grusomme og lunefulde natur? I Hunden, 1986 (dansk udgave samme år), en lille bog, der blev til under arbejdet med Rövarna i Skuleskogen, foretager Kerstin Ekman dette eksperiment. En lille elghund kommer væk fra sin herre under en jagt. Et helt år overlever den i skoven, mest takket være et elgkadaver, som den er så heldig at støde på. Dens vinter i skoven er en kamp for en lille flakkende livsflamme, og i Hunden beskriver Kerstin Ekman eksistensens alleryderste betingelser. Hunden har brug for et hjem, et fællesskab, en familie. Den har brug for kærlighed. Det har Skord, Tora og Ann-Marie også.
Kerstin Ekman er Elin Wägners kvindelige arvtager og en ven af hendes bidende samfundskritik og stærke patos. Da Elin Wägner midt under 2. Verdenskrig skriver Väckarklocka som et brandskrift, vover hun noget, som er blevet til stor inspiration for Kerstin Ekman, der i en præsentation af bogen skriver: »I Väckarklocka fejrer Elin Wägner en tankens fest. Midt under den grå krig finder hun ud af, at hun bliver nødt til at tænke, som hun vil. Intet må få lov til at hindre hende i det. Ikke engang hensynene til forbundsfællerne i den feministiske bevægelse. Hun har læst om forhistoriske religioner med den moderlige guddom i centrum og digter rask og kaotisk omkring en tænkt kvindernes verdenshistorie. Der ser ikke ud til at være nogen hindringer eller ængstelige hensyn, da hun træt og skuffet sidder på Lilla Björka og skriver med en sådan glæde – stik imod alt det som dengang kaldtes fornuft. For hvem kunne tro, at der lå nogen fornuft i at være varsom med jordens ressourcer?« (Svenska Dagbladet, juni 1994).
Kerstin Ekmans bøger er indbyrdes meget forskellige. Hun afprøver hele tiden nye former. Men de drejer sig alle om kærlighedsløshed og kærlighed. Og om at rejse i sproget gennem stadige forvandlinger hen imod et midtpunkt i mennesket »et punkt hvor hun er sig selv«.
I romanen Gör mig levande igen, 1996 (da. 1997) maner en gruppe heftigt diskuterende ældre kvinder til besindelse og engagement.