Den svenske forfatter Kerstin Ekman er Elin Wägners kvindelige arvtager og en ven af hendes bidende samfundskritik og stærke patos. Hendes omfattende forfatterskab opstod af en række detektivromaner, men gennemgik siden en udvikling bort fra kriminalgenren samtidig med, at hun tog detektivromanen med ind i romanen.Forfatterskabet rummer kontroversielle opfattelser af Gud og metafysiske antydninger, der markerer en kamp mod de mandlige ideologier, som i årtusinder har indlemmet kvinden i et mønster, hvor hun har måttet kæmpe mod sig selv. Hendes bøger er indbyrdes meget forskellige. Hun afprøver hele tiden nye former. Men de drejer sig alle om kærlighedsløshed og kærlighed. Og om at rejse i sproget gennem stadige forvandlinger hen imod et midtpunkt i mennesket – »et punkt hvor hun er sig selv«.
Tag: Arbejderbevægelse
Anna Bondestam blev forfatter efter en nordisk romankonkurrence i 1936, hvor hun vandt andenprisen for sin debutroman Panik i Rölleby. I den selvbiografiske roman Klyftan (Kløften) fra 1946 beskæftiger Anna Bondestam sig med det stof, der lå hende mest på sinde, hendes egne barndomsoplevelser under borgerkrigen i Jakobstad i 1918.Som skildring af borgerkrigen er Klyftan en tidlig forløber for det mere åbne syn på begivenhederne, der slog igennem i 1960’erne og 70’erne. Læst som en trilogi bliver de socialhistoriske romaner Vägen till staden, Stadens bröd og Klyftan ikke bare en udforskning af finsk samfundshistorie, men også af et stykke kvindehistorie: fabriksarbejderskernes liv og politiske udvikling.
Kvinder har altid stået stærkt inden for finsk teater. De har domineret teaterinstitutionen som skuespilforfattere, instruktører og direktører. Rækken af kvindelige pionerer indenfor finsk dramatik tæller navne som Minna Canth, Elviira Willman-Eloranta, Maria Jotuni, Hagar Olsson, Hella Wuolijoki.Finsk teater er ungt og var fra starten påvirket af tidens radikale tanker, nationalfølelsen, arbejderbevægelsen og den Ibsenske realisme. Men den vigtigste årsag til den kvindelige dominans må søges i kulturtraditionerne: I de forbilleder, som folkedigtningen frembyder. Her florerer nemlig mange stærke kvindefigurer og positive rollemodeller. Ligesom folkedigtningens myte om et fordums matriarkat satte sit præg på dramatikken, hvor forfatterne fremhævede kvinders ressourcer.