Forfatteren blev født i Risinge i Östergötland, og flyttede med familien fra Finspång via Lidköping til Katrineholm, hvor faderen først blev værkfører og senere selvstændig. Hun blev student i 1952, fil. mag. i litteraturhistorie i Uppsala i 1957, arbejdede med film fra 1957 til 1959 og debuterede i 1959 med sin første detektivroman, 30 meter mord (da. 1962), som udspiller sig i et filmmiljø. Hun var da gift med historieforskeren Stig Ekman og adopterede en et-årig dreng.
I 1960’erne arbejdede hun som lærer ved Wiks Folkhögskola, hvor hun traf sin nuværende ægtefælle Börje Frelin. De bosatte sig uden for Härnösand og flyttede i 1970’erne til Valsjöbyn i Jämtland i nærheden af den norske grænse. I 1978 blev Kerstin Ekman valgt ind i Samfundet De Nio, og samme år overtog hun Harry Martinsons plads i Svenska Akademien, som hun imidlertid forlod i 1989 i forbindelse med Rushdieaffæren.
Efter fem kriminalromaner fulgte Dödsklockan, 1963 (Dødsklokken, 1977), og Pukehornet 1967 (da. 1995), som begge sprænger detektivgenrens grænser, og senere fulgte bl.a. Mörker och blåbårsris, 1972 (Mørke og blåbærris, 1978), en ram provinskommentar til Per Wästbergs berømte romanserie i mondænt Stockholmsmiljø. I de fire populære romaner Häxringarna, 1974 (da. 1977), Springkällan, 1976 (da. 1977), Änglahuset, 1979 (da. 1979), og En stad av ljus, 1983 (da. 1984), beskriver hun mordhistorie, industrialiseringen og den historiske forandring af det svenske samfund set fra kvindernes og børnenes perspektiv. Herudover kan nævnes den lille, tætte roman Hunden, 1986 (da. 1986), om eksistensens yderste vilkår, Rövarna i Skuleskogen, 1988 (da. 1989), en fabulerende og fantastisk beretning om Sveriges historie fra middelalder til romantik, og verseposet Knivkastarens kvinna, 1990 (da. 1990), der er en slags opfølgning af En stad av ljus.
Med Händelser vid vatten, 1993 (da. 1994), om et bestialsk teltmord i en øde, norrlandsk egn, førte hun krimigenren ind i romankunsten, modtog Nordisk Råds Litteraturpris og fik samtidig et internationalt gennembrud. I 1996 udkom romanen Gör mig levande igen (da. 1997), en moderne modstandsroman skrevet i dialog med Eyvind Johnsons Krilon-trilogi, 1941-1943.
Opdateret af redaktionen 2011:
Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Kerstin Ekman udgivet romantrilogien Ulveskindet: Guds barmhärtighet, 1999 (Guds barmhjertighed, 2000), Sista rompan, 2002 (Rørte vande, 2002), og Skraplotter, 2003 (Skrabelodder, 2004). Desuden har hun skrevet romanerne Urminnes tecken, 2000 (Arilds tegn, 2001) og Mordets praktik, 2009 (Mordets praksis, 2010). Desuden har hun skrevet essaybøgerne Herrarna i skogen, 2007, og Se blomman, 2011.
Kerstin Ekman har modtaget en lang række priser og udmærkelser, bl.a. Litteris et Artibus 1998, Ivar Lo-prisen 2000, Augustprisen 2003 og Gerard Bonniers essaypris 2008.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Röster om Kerstin Ekman, 1992
AnnSofi Andersdotter: Det mörka våldet: spåren av en subjektprocess i Kerstin Ekmans författarskap, 2005
Cecilia Lindhé: Visuella vändningar: bild och estetik i Kerstin Ekmans romankonst, 2008
Maria Schottenius: Den kvinnliga hemligheten. En studie i Kerstin Ekmans romankonst, 1992
Lars Wendelius: "En mångtydig kriminalhistoria. En läsning av Kerstin Ekmans Händelser vid vatten" i: Tidskrift för litteraturvetenskap, nr. 1, 1999
