Poesiens genkomst

Alle artikler Show options

Resumé

Hele artiklen

Man har talt meget om et vendepunkt i det litterære klima i Sverige omkring 1975. Nye lyrikere debuterer, til dels takket være statslig litteraturstøtte. Der skabes plads til et mere nuanceret syn på, hvad poesi er og kan være. Den indre virkelighed og de kvindelige erfaringer tilkendes deres betydning.

Hele modernismens rige arsenal af udtryk – med rødder i symbolisme og romantik – står til rådighed for de kvindelige digtere, som debuterer i den sidste halvdel af 70'erne, og som kommer til at høre til blandt de fornemste i deres generation. De er samtidige med den nye kvindebevægelse, og på forskellig måde gestalter de sanselighed, erotik, kønnets mørke sprog og moderskabets egenartede sjælelige og kropslige landskaber.

Billeder (2)

  • Sjöö, Monica (f. 1938) (sv.): God giving Birth, 1968. Olie på lærred. Plakat
  • Bäckström, Barbro (1939-1990) (sv.): Ryggar, 1970. Skulptur. Moderna Museet, Stockholm

Artiklen handler om (6)

Tid Land Emneord (29)

Poesiens genkomst

Man har talt meget om et vendepunkt i det litterære klima i Sverige omkring 1975. Den forlagskrise, der alvorligt har hæmmet udgivelsen af især den litteratur, som ikke kan betale sig, er overstået. Nye lyrikere debuterer, til dels takket være den statslige litteraturstøtte. Der skabes således plads til et mere nuanceret og prismatisk skiftende syn på, hvad poesi er og kan være. Den indre virkelighed og de specielt kvindelige erfaringer tilkendes efterhånden deres fulde betydning.

Sjöö, Monica (f. 1938) (sv.): God giving Birth, 1968. Olie på lærred. Plakat

Eva Ström viser gravide og fødende kvinders paradoksale oplevelser af både uhørt styrke og udsathed, en kærlighed, som flyder over som mælk og bliver til i blikkets og ordets tiltale.

Sjöö, Monica (f. 1938) (sv.): God giving Birth, 1968. Olie på lærred. Plakat 

Hele modernismens rige arsenal af udtryk – med rødder i symbolisme og romantik – står til rådighed for de kvindelige digtere, som debuterer i den sidste halvdel af 70'erne, og som kommer til at høre til blandt de fornemste i deres generation: Marie Louise Ramnefalk, Eva Runefelt og Elisabeth Rynell i 1975, Eva Ström og Bodil Malmsten i 1977. De er samtidige med den nye kvindebevægelse, og på meget forskellig måde gestalter de sanselighed, erotik, kønnets mørke sprog og moderskabets egenartede sjælelige og kropslige landskaber.

Siv Arb – en brobygger

Siv Arb (født 1931) har omtalt sig selv som en litteraturens konehjælp: Hun har arbejdet som forlagsredaktør, litteraturkritiker og oversætter. Hun udtrykker tidligt en feministisk bevidsthed og har været et søsterligt forbillede og en samtalepartner i hvert enkelt mødes given og tagen, hvilket bl.a. Eva Runefelt vidner om. Om forholdet til Sonja Åkesson fortæller hun i Bengt Martins erindringsbog fra 1984, Sonja Åkesson.

Siv Arb debuterede i 1959 på forlaget »Metamorfos« med et maskinskrevet hæfte Växt mot vinden (Vækst mod vinden), og allerede her betoner hun modtagerens mulighed for forståelse og medskaben, hvilket forener hende med de »nyenkle« digtere, der kommer frem i begyndelsen af 60'erne. Bestræbelsen på at give digtet en klar struktur kan hos Siv Arb få en næsten asketisk, af og til også abstrakt fremtoning. Mange af digtene har et manende tonefald – henvendt til læseren, men lige så meget til digtets jeg. Det er ikke hverdagslivets køkken-bordsrealisme, hun vil formidle, derimod en »skarpsindig« sensibilitet over for øjeblikkets subtile fornemmelser.

Mens debutsamlingen indeholdt en del melodisk velklingende poesi af 50'er-karakter, indebærer Kollisioner, 1967, som titlen også antyder, betydeligt hårdere sammenstød med virkeligheden: Her møder man et jeg, der søger en skrøbelig balance mellem stilhed og opbrud, mellem steril afsondrethed og verdens alt for påtrængende skikkelser, mellem behov for integritet og længsel efter fællesskab. Med sin socialistiske overbevisning engagerede hun sig for Vietnams folk. Miljøspørgsmålene har berørt hende dybt, og et af hendes digte blev trykt på en plakat under debatten for og imod atomkraft op til folkeafstemningen i 1980.

Følelsen af fremmedgjorthed kan imidlertid ikke blot og bart reduceres til et udtryk for det senkapitalistiske samfund. Siv Arbs personlige barndomstraumer (opvækst uden en far, tidlig adskillelse fra moderen, anbragt hos plejeforældre), som hun i senere interviews har fortalt rent ud om, spiller en væsentlig rolle. I digtsamlingerne fra 70'erne, Burspråk (Karnap), 1971, og Dikter i mörker och ljus (Digte i mørke og lys), 1975, og Under bara himlen (Under den blotte himmel), 1978, bearbejdes disse erfaringer i noget, der kan sammenlignes med en psykoanalytisk færd nedad og opad gennem savnets, angstens og depressionens lammelsestilstande, hvor hun samtidig gør sig til tolk for de mange, som ikke er kommet til orde.

Har du någon gang upplevt
hur stolen du sitter på
är mera verklig än du själv?
Har du någon gang upplevt
hur tingen kidnappar dig,
och sedan vägrar
att visa dig var du fínns?
Vilken tid det kan ta
att hitta sig själv;
vända och vrida på prylarna,
använda tingen i stället för
tvärtom!
(Siv Arb: »Tingen kidnappar dig«, Burspråk, 1971).

Sproget er for hende ikke et bur, men en position der giver udsyn og mulighed for at udtrykke det oprindelige tab: i en vis forstand forsone sig med det ved at gøre det synligt. Det er ingen letkøbt didaktisk livsvisdom, der skal formidles, smerten forbliver intakt. Men samtidig giver Siv Arbs senere digte, Livs levande (Lyslevende), 1984, den store opsummering i Ingens början (Ingens begyndelse), 1990, med nyskrevet materiale, og Nattens sömmerskor (Nattens syersker), 1994, udtryk for en slags livsfromhed af ikke-konfessionel art.

I 1990 udkom der et meget smukt bind digte, illustreret med selvbiografiske collager: Siv Arbs Ingens början (Ingens begyndelse). Samlingen indeholdt et fyldigt udvalg fra tidligere samlinger, 18 nyskrevne digte og et forord af Eva Runefelt. Siv Arbs betydning som inspirator bekræftes i dette både indfølende og skarpsynede venneportræt. Eva Runefelt mødte den ældre digter i forbindelse med den første store poesioplæsning i Gamla Riksdagshuset i Stockholm i maj 1973, hvor Siv Arb var initiativtager.

Sprogarbejde

Eva Runefelt (født 1953) har i mange sammenhænge givet udtryk for modernismens ekstraordinære krav til sproget som værktøj om at skabe – ikke afbilde – sin egen virkelighed. Men alligevel er kunstens sfære aldrig helt autonom. Den går ud fra den omgivende virkelighed, digtet tager sit udgangspunkt i den faktiske tid og det faktiske rum. I de første bøger er viljen til kommunikation en vigtig drivkraft.

Eva Runefelts første skriveforsøg fandt sted i det socialistiske kulturtidsskrift Konflikt (1973-75), og hun medvirkede bl. a. i den omtalte læsning i Gamla Riksdagshuset i 1973, hvor Konflikt udgav »Första 70-talsantologin«.

Samtidig er Eva Runefelt blevet kaldt vanskelig at forstå på grund af sit tætte sprog, der vil være tro mod indtrykket, og som skaber sin egen suggestive tekstverden. Sanseligheden har et fortrin frem for ordene, den modsatte holdning har hun betegnet som noget helt »vanvittigt«. Det er synsindtrykkene – en usædvanlig lysfølsomhed – smagen og følesansen, der kommer først, og som derpå lader sig forene i ord, klange, allitterationer: Ordenes rækkefølge underordner sig gerne det rytmisk-klanglige. I samlingen Augusti (August), 1981, fremtræder hendes poetiske teknik endnu mere afslebet: Hun sier indtrykkene, arbejder aktivt med verslinjens muligheder for rytmiseringer. Modernismens utopiske bestræbelse på at »frelse« virkeligheden og drømmen er kun mulig i teksten: Der har opstandelsen allerede fundet sted som her i »Polderland«:

Som svävande reflexer
betar de kortväxta hästarna
de ljusa poldrarnas gröna vatten
Djuren försvinner
och uppstår
i det vinklade ljuset, hjärnljuset
Tyngdlösa
Det är efter uppståndelsen, april
De stora markernas vila
över år
som rotat en ny växtlighet
Gräsfåglar, alléer av vindrosor
och nätternas karminljus
ännu inte utslaget

Som svævende reflekser
græsser de kortbenede heste
i de lyse enges grønne vand.
Dyrene forsvinder
og opstår i vinkellyset, hjernelyset
tyngdeløse.
Det er efter opstandelsen, april.
De store markers hvile
gennem år
som har gjort en ny frodighed rodfast.
Græsfugle, alleer af vindroser
og nætternes karminlys
endnu ikke sprunget ud.

Augusti tematiserer en kærlighedshistorie, hvis centrum udgøres af et fornemmende jeg. Endnu tydeligere biografisk baggrund har Eva Runefelts indtil videre sidste digtsamling med den meget karakteristiske titel Langs ett oavslutat ögonblick (Langs et uafsluttet øjeblik), 1986, den bygger bl.a. på rejser i Canada, Danmark og Sydfrankrig. I formel henseende driver hun det »siede« og kræsne endnu et skridt videre, en tendens som man også kan iagttage i det digt, der sammen med Stina Strandbergs blyantstegninger udgør det lille hæfte Ur mörkret (Ud af mørket), 1983. Det gådefulde dvæler stadig i en række ord, som indgår i et personligt kodesystem, hvis nøgle hun ikke låner ud. På den måde kan den sanselige metaforik tage sig paradoksalt »kysk« ud, og digtets jeg er afpersonificeret: En registrerende og strukturerende instans, der bygger sin egen verden af bemærkelsesværdig skønhed.

Der går otte år, inden Eva Runefelt igen træder ind på den litterære scene. Hun føder en datter, flytter til Värmland et par år med sin familie. Barnet vokser op, der samles skitser i ringbind. Da novellesamlingen Hejdad tid (Standset tid) udkommer i januar 1994, bliver den en stor succes hos kritikerne. Her møder man en formbevidst lyrisk prosa, der på én og samme gang rummer en stærkt sanselig og grænseoverskridende livsfølelse. Eva Runefelt er kommet tilbage.

Med ironien som våben

Kritikeren og litteraturforskeren Marie Louise Ramnefalk (født 1941) fremstår allerede fra begyndelsen som en fuldblodsironiker i smag med Karl Vennberg og T. S. Eliot, men temperamentet er utvetydigt hendes eget, og digtene afspejler en kvindes udsathed, sorg, længsel og vrede. Her er kønsrolleproblematikken klart udtrykt. Ved siden af den skarpe samtidskritik, der rammer karrierementalitet, tilpasningsiver, terapijargon, ideologisk fanatisme med hensyn til den rene lære og andre afarter af moderne, sekulariseret liv, træder efterhånden en eksistentielt-religiøs tematik frem, der bliver stadig mere vigtig i hendes fortsatte forfattervirksomhed.

Enskilt liv pågår (Privatliv foregår), 1975, skal ifølge forfatteren ses som rapporter fra et borgerligt sjæleliv: en slags dramatiske monologer eller suiter af solosange. I den følgende samling Verkligheten gör dig den äran (Virkeligheden gratulerer), 1978, henvender hun sig som en senere tids fru Lenngren til sin datter:

Försedd med glasögon, tandställning
och inrutad i träningsprogram för förbättrad grov- och
finmotorik
kort sagt flerfaldigt defekt
skuttar hon dåligt jämfota fram mot skolåldern.
Herregud, lilla barn jag älskar dig
sned och vind, latent skelögd, närsynt, översynt,
harmynt, med överbett och underbett och illa
förbenade fingrar
ett balanssinne som föga tillfredsställer Barna-
vårdscentralen
som det underverk du är, okorrigerad.

Forsynet med briller, bøjle på tænderne
og indtegnet i træningsprogrammer for forbedret grov- og
finmotorik
kort sagt flerfoldigt defekt
hopper hun dårligt med samlede ben af sted mod skolealderen.
Herregud, lille barn, jeg elsker dig
vind og skæv, latent skeløjet, nærsynet, langsynet,
med hareskår, med overbid og underbid og dårligt
forbenede fingre
en balancesans der kun lidet tilfredsstiller børne-
lægen
som det underværk du er, ukorrigeret.

De tre samlinger, der kom i første halvdel af 80'erne, befæster billedet af en satiriker, som rammer plet, når hun hudfletter det moderne møde- og bureaukratsamfund med dets professionelt-bløde moralklatrere og terapikarrieremagere. Marie Louise Ramnefalk retter træfsikre verbale spark mod mandlige, ømtålelige skinneben, men hun kan også være gement og frydefuldt ondskabsfuld mod sine medsøstre.

Uren æstetik

Titlen på Elisabeth Rynells (født 1954) Lyrsvit m. m. gnöl (Lyresuite m.m. klynk) svarer til to sider af hendes digteriske temperament: Tilbøjeligheden til det højstemt ekstatiske og den »urene« æstetik, der ikke går af vejen for det grimme og lave:

Vackra sånger föds ej ur abortvrålet
sjuder ej i koksaltlösningen
ej i slemblandat blod
på likfödsellakan
Nej inte hår
inte i nätter utan ögon eller sång
Inte här
där alla är lika till oigenkännlighet
uppsminkade fnask
sålda för ett taskigt knull

Smukke sange fødes ikke af abortskriget
bruser ikke i kogsaltopløsningen
ikke i slimblandet blod
på ligfødselslagen.
Nej ikke her
ikke i nætter uden øjne og sang.
Ikke her
hvor alle er lige til uigenkendelighed
hårdt sminkede ludere
solgt for et sølle knald.

Samlingen blev skrevet som en krisereaktion efter en rejse i Indien, og Lyrsvit m.m. gnöl bærer – trods abortskrigene og kvinder der føder skrævende over en grav – vidne om en mere almen verdenssamvittighed, mens den brustne lyre snarere står for et Baudelairesk, styrtet, men alligevel påberåbt, orfisk ideal, hvor digteren på én gang gør krav på og fornægter sin ophøjede position. Romanen Veta hut (Skam dig), 1979, forsøger at tilpasse sig den politiske debatroman med to mandlige modsætninger i hovedrollerne, reformisten og udenomsparlamentarikeren. Den afstedkom en betændt debat, hvor Elisabeth Rynell blev anklaget for terroristsympatier og fascisme, hvilket bidrog til, at hun flyttede fra Stockholm og bosatte sig i Norrland med mand og barn. I Onda dikter (Onde digte), 1980, er patossen stadig forsynet med versaler og civilisationskritiske fortegn, og byens forfrosne skinliv med dets modbydelige fascination er stadig et vigtigt motiv. Men der findes samtidig en søgen indad i smerte og mørke, undergangsforkyndelsen stilles op mod en legende, ekstatisk sanselighed, der i de følgende digtsamlinger forankres tydeligere, ja, smelter sammen med den norrlandske natur.

Sjuk fågel (Syg fugl), 1988, der er blevet til under indtryk af bl.a. Tjernobyl-katastrofen, tematiserer den overhængende trussel mod civilisationen: Fuglen, der kaster op, fylder himlen med al viderværdighed, »kobbersole, børn og flis«, og jeg'et trues helt ud til sprog- og identitetstab, hvor »det store ansigtsløse« flyder ud. Men modkræfter påkaldes. Der blæser en stærk og god vind oppe i bjergene, som vil genoprette altings orden: »Jeg tror. Jeg tror på et liv efter dette«.

Tonen er en anden i Nattliga samtal (Natlige samtaler), 1990, et sørgekvad over manden, der helt uventet har ladt hende tilbage i en forladt, renskuret verden med skarpe omrids. Med nøgen skarphed, af og til næsten barsk lakonisk, prøver hun på at tøjle smerten – man kommer til at tænke på den oldislandske digtnings klagesange. Enkelt og afklaret rører disse digte ved og benævner savnets allermest umiddelbare sansninger:

huden, kærtegnet af hans hænder, støvlerne der står tomme, gårdens børn og dyr ... Nogen let vundet forsoning med livet gives ikke, det er uhjælpeligt, utrøsteligt: »Og der er en forstummelse/ Og der er en tavshed/ Og der er det at leve«. Det går videre i Öckenvandrare (Ørkenvandrer), 1993. Henvendelsen er bevidst og autoritativ i disse nye digte: »Ordene bevæger sig/ dyreagtigt i munden Jeg/ kender dem/ Bider til«. Her taler en stærk og farlig, mørk sanselighed, der kan minde om Eva Ströms poesi: myldrende insektliv, kroppens uddunstninger, en groende frodighed på grænsen til forrådnelse. Dens modpol er digtet, ordene som en drøm om orden og hinsides dem en »tegnløs jubel«, selve det at være til.

Eventyr, myte og drøm er også vigtige bestanddele af Elisabeth Rynells sidste roman, En berättelse om Loka, 1990, hvor to fortællinger flettes sammen: Én om Loka på skovvandring i en tilsyneladende fjern fortid, og en anden, der fortælles i jeg-form, og som udspiller sig i samtiden – men ikke mindre absurd af den grund. Præcisionen i den stadig mere mareridtsagtige virkelighed og de rekapitulerede drømme leder nærmest tanken hen på Kafka. »Sommetider synes jeg, at jeg lever flere liv samtidig, og at de forskellige liv sender svage signaler til hinanden«. Er Loka jeg-fortællerens drøm? »Eksisterer« nogen af dem i det hele taget? »Eventyret« om Loka er, ligesom det moderne mareridt i den anden fortælling, stærkt suggestivt. Elisabeth Rynell overlader det til læseren selv at tolke og binde fortællingerne sammen.

Et sprogligt sorgarbejde

Bäckström, Barbro (1939-1990) (sv.): Ryggar, 1970. Skulptur. Moderna Museet, Stockholm

Det gudsbillede, som Eva Ströms digte bevæger sig hen imod, får i en samling som Akra, 1983, træk af den bortvendte, fraværende Fader, hvis velsignelse jeg'et forgæves beder om. Først når man når til bunds i fortvivlelsen, genfinder man sin egen styrke, beder ikke længere om lov, men tager sine egne ord i besiddelse.

Bäckström, Barbro (1939-1990) (sv.): Ryggar, 1970. Skulptur. Moderna Museet, Stockholm

En af de stærkeste og mest særprægede stemmer blandt debutanterne i 70'erne kom fra en læge og småbørnsmor i Kristianstad – Eva Ström (født 1947). I samlingen Den brinnande zeppelinaren (Den brændende zeppeliner), 1977, røber der sig en bemærkelsesværdig billeddannende evne i et sprog, der henter sin rige metaforik fra sansernes sammensatte oplevelse af verden. Ikke mindst sygehusmiljøet og den metaforik, det skaber, spiller en væsentlig rolle, der bryder romantikkens og symbolismens farvestærke rekvisitter og retorik. Eva Ström har selv talt om en »indåndingslyrik«, der stadig snapper efter vejret over for oplevelsen. Hun opretter en drømmelogikkens verden, et irrationelt, men samtidig så ejendommelig selvfølgeligt poetisk univers, hvor polariteter lader sig beskrive i udtryk som blødt og hårdt, opløsning og forstening, følelse og fornuft, biologi og teknologi: kvinders erfaringer med seksualitet og børnefødsler, kønnets anderledes sprog kontra mandlig rationalitet.

Det virkelige gennembrud kom med Steinkind, 1979. Ordet betegner et foster, der er dødt i livmoderen og blevet indkapslet som et lille »stenbarn«. Dets betydninger spredes mere og mere gennem samlingen: Det bjergtagne, det fortryllede med en ufattelig magt er blot nogle enkelte mulige:

och detta ska du vara
ett barn av sten,
en enda flisa av dig,
skall vara nog att fälla ett vilddjur,
och allting skall undkomma dig,
ja förgäves skall fjärilen slå sig ner på dina ögonlock,
och din utandning, din utandning skall jag aldrig få
höra

og dette vil du være
et barn af sten,
en eneste flis af dig,
vil være nok til at fælde et vildt dyr,
og alting vil undslippe dig,
ja, forgæves vil sommerfuglen slå sig ned på dine øjenlåg,
og din udånding, din udånding får jeg aldrig
at høre.

Ligesom i debutsamlingen gestaltes denne tematik, der også indeholder en sproglig problematik, i en række rolledigte, hvor kvindestemmer taler: Mødre med nyfødte børn, dronning Kristina, »tudseprinsessen«, Tornerose (der vågner med drop på intensivafdelingen) eller Snehvide i suiten af samme navn, som også er bogstaveligt lukket inde i sin glaskiste, prisgivet mændene.

Eva Ströms Det mörka alfabetet fra 1982 er et romaneksperiment med stærke lyriske indslag. Et digt fra Rainer Maria Rilkes Das Stunden-Buch, 1905, fungerer som motto, og det stiller bl. a. det foruroligende spørgsmål: Hvad vil du gøre, Gud, når jeg dør? Uden en menneskelig bevidsthed at dvæle i mister Gud sin mening. Er det sådan, at Gud er et billede af mennesket og ikke omvendt, er han, ligesom mennesket, kun en funktion af den genetiske kode, der overbringer skabningens mørke alfabet med sit budbringer-RNA? Hvordan formes et menneskes bevidsthed og virkelighedssyn af sprogets strukturer? Sådan tager den grundlæggende livsanskuelsestematik sig ud, som Eva Ström iscenesætter i et sygehusmiljø.

Digtsamlingen Akra, 1983, uddyber sprog- og verdensbilled- problematikken: En smertelig via negativa gennem det knaphedens landskab og snævre bjergpas, hvor ordene må slippe hinandens hænder og presse sig igennem ét for ét og blive »oversat«. Borte er her det yppige, overvældende i sproget såvel som i iscenesættelsen: I Akra hersker der tørke, depression og ødelæggelse, mangel på sammenhæng, kommunikation – med mennesker, med Gud. Og den gud, som digterjeg'et brydes med, har den skræmmende, bortvendte, »mørke« magt, som man kan genkende hos Lars Norén og Friedrich Hölderlin: En længsel efter Gud, som er faderen, som er elskeren, er rasende. I »venteværelserne« mellem helligt og profant, liv og død, kan »sprogtilladelsen« findes: Digtet er formidleren, men det kan aldrig selv avle liv.

Marie »eksisterer ikke«, hedder det allerede i den første sætning i Samtal med en daimon (Samtale med en dæmon), 1986. Denne mærkelige lille prosabog lader hende dog blive født inden for fiktionens ramme. Selv her drejer det sig om en vej ind i sproget, hvor forskellige epoker, miljøer, sprog, religioner og identiteter gennemvandres i en længsel efter at »konvertere« – ordet korresponderer med »oversætte«.

I Kärleken till matematiken, digtsamlingen fra 1989, er spørgsmål af denne art tilsyneladende ikke lige så brændende, skønt de stadig tematiseres på en køligere, mere intellektuel måde: Hvad ærer jeg? Tror jeg på ordene? Hvordan ser min religion ud? Kan nogen konvertere fra sit eget jeg? Hvor er jeg? Er jeg kun til i en vrede, i et spørgsmål? Det virker, som om Eva Ströms digte mere direkte taler ud fra hendes egne erfaringer end tidligere: Borte er nu rolledigtene såvel som de lyriske monologer, lagt i munden på andre.

Med romanen Mats Ulfson fra 1991 vender Eva Ström tilbage til det sygehusmiljø, hun tidligere har brugt i Samtal med en daimon. Den ikke helt unge lægevikar udfører sit første kejsersnit, han medvirker ved en abort, hvor fostrets hjerte først efter gentagne anstrengelser holder op med at slå, han bliver inviteret hjem til en ældre kollega og afslører sit tidligere liv som skuespiller. Men det er hans indre virkelighed, der har virkelig substans, og som indebærer en befrielse fra ethvert følelsesmæssigt tryk, som verden udsætter ham for: moderens kærlighedskrav, det tidligere publikums forventninger og hans oplevelse af fiasko – og skrækken for at miste sig selv.

Der er mange tråde, som forbinder denne Eva Ströms første roman (i traditionel forstand) med hendes tidligere produktion: Identitetsproblematikken og spørgsmålene om bevidsthed, perception og verdensbillede og disses afhængighed af de sproglige koder, vi arver. Men der går et strejf af lys og befrielse gennem fortællingen, der ligesom i Samtal med en daimon lader hovedpersonen træde ud i verden efter et sorgarbejde (bogstaveligt ud af kirkens livmoder efter onklens begravelse), nu parat til at bryde op fra de forhold, han trives så dårligt med.

Over for den rationelle verdensforklaring, der i romanen Det mörka alfabetet fremføres af en mandlig psykiater af udpræget cerebral (hjernedomineret) fremtoning, står en psykotisk kvinde, der engang har mødt en engel, og som ved – med Rainer Marie Rilke – at det er noget, man aldrig kan finde trøst for. Udvalgtheden har ramt hende. Mellem disse to yderligheder befinder den kvindelige medicinstuderende sig, som til sidst siger nej til psykiatrien. Grænsen mellem syg og rask er langtfra så entydig, som psykiatriens mandlige talsmand vil gøre gældende.

I fortællingen om Mats Ulfson giver sproget og den æstetiske nydelse en mulighed for befrielse. I sin seneste digtsamling Brandenburg, 1993, lader Eva Ström imidlertid syner fra vor samtids krigsskuepladser, et Europa i konvulsioner, jage gennem en smerteligt udvidet bevidsthed. Det er intet mindre end det tidskritiske digts genkomst, og lige så lidt som i 1940'erne duer det til at skænke trøst og tillid. Det er salt og ild, og sådan skal det være.

Over grænserne

Som det er tilfældet med en række moderne kvindelige forfattere, bestræber Bodil Malmsten (født 1944) sig tydeligt på at overskride hævdvundne grænser mellem genrerne, ja, endda mellem kunstarterne. Hendes tilsyneladende ferme (men sandelig ikke letkøbte) »B-stillinger«, tekster for scenen og forskellige massemedier, har på en eller anden måde virket diskvalificerende på kritikerne. Bodil Malmstens optræden som medieperson er et tilbagevendende indslag i de nu talrige interviews med hende. Det er først i 90'erne, at man fuldt og helt viser digteren Bodil Malmsten opmærksomhed som en af generationens mest særprægede og egensindige forfatterpersonligheder.

Bodil Malmsten forener billedkunstnerens sans for det visuelle udtryk med en stærk sproglig kreativitet, en glæde over rytmernes og klangenes muligheder og ordenes betydnings-forskydninger i henrykte ordlege, der pludselig bliver blodig alvor. Efterhånden udvikler hun sin underfundige intertekstualitet, og hele sprogets resonansbund står til rådighed for hende, fra »Gud, som haver« og skillingstryk til Gunnar Ekelöf og Samuel Beckett. I Bodil Malmstens synthesizer blandes højt og lavt, citater og allusioner fra både det populære og det finkulturelle. Her findes rockmusikkens udtryk for en livsfølelse, der er spaltet mellem storbyens kunstige fascination og suget fra de store vidder.

Ligesom Walt Whitman, en anden af de litterære idoler, vil Bodil Malmsten skrive sin samtid og sin delagtighed i de mange menneskers liv. Flittig brug af tegnet & og af versaler er et signal om interesse for amerikansk beatpoesi, der forener hende med digtere som Gunnar Harding – således også den bevidste brug af tryksidens typografiske muligheder.

Efter debutsamlingen Dvärgen Gustaf, 1977, følger Damen, det brinner! (Frue, det brænder!), 1984, en »kærlighedsroman« i tredje person, der udspiller sig med kanalen, grædepilene og slikreklamen som baggrund. Hovedpersonen, der ikke er helt ung, øver sig tålmodigt i at lægge kabale, men der går ild i hende, og hun indleder et kærlighedsforhold til en gift mand. Historien er aldeles forudsigelig, men styres af en formende instans, der holder »fortællingen« i stramme tøjler. Her stilles nutidens trivialiteter op mod de løfter om absolut kærlighed, som digtere og operakomponister foregøgler os.

»Glem Dvärgen Gustaf – han har aldrig eksisteret«, skrev en provokeret anmelder af Bodil Malmstens debutsamling i 1977. Hendes mandsskikkelse er et magtmenneske, der knalder med pisken i samfundets cirkusmanege. Ganske vist er dværgen tidligere blevet brugt som bl. a. ondskabens symbol, og både engle og dværge dukker op på ny hos samtidige som Eva Ström og Agneta Pleijel, men det er Bodil Malmsten, der anklages for foragt for vanføre og agitation mod en minoritet.

I »Döden 1986«, som indleder Paddan & Branden (Tudsen & Branden), 1987, er handlingen forlagt til vejrudsigten:

Södra norrlands fjälltrakter & inland
Kalhyggen & stenrös, nyland
Småbönder & korn & får
Hälften kommer upp av det man sår
Lammen blev bestrålade i år

Det sydlige Norrlands fjeldegne & indlandet.
Rydninger & stenrøser, nyland.
Småbønder & korn & får.
Halvdelen kommer op af det man sår.
Lammene blev bestrålet i år.

Det var, som man husker, året for atomkraftulykken i Tjernobyl, men for enkemanden i digtet var den personlige katastrofe endnu større, da hans Stella, stjernen blandt stjernerne, døde af kræft:

Högt ovanför 81-an tindrar byn
Lik en diamant i skyn
Vägbelysningen längs Oviksfjällen
I den dunkla tv-kvällen
Glittrar som Manhattans Femte Aveny
Med juvelbutiken Tiffanys
ÄNKLINGEN kan inte fly

Højt over 81'eren undrer den lille by.
Som en diamant mod himlen.
Vejbelysningen langs Oviksfjeldene
i den mørke tv-aften
glitrer som Manhattans Fifth Avenue
med juvelérfor retningen Tiffany's.
ENKEMANDEN kan ikke flygte.

Drängfull bakom dragna köksgardiner
Hinkar i sig jästa maskrosviner
Vrålar utan mål & röst
GIV TILLBAKA STELLAS BRÖST
GIV TILLBAKA HENNES HÅR
Hon skulle fyllt fyrtisex i år

Snart ska ungtackorna lamma

STELLA KOM & HJÄLP DEM AMMA

Fuld som en bondekarl bag nedrullede køkkengardiner,
hælder han gæret mælkebøttevin i spandevis i sig.
Skråler uden mål & stemme:
GIV MIG STELIAS BRYSTER TILBAGE,
GIV MIG HENDES HÅR IGEN.
Hun ville være fyldt seksogfyrre i år.

Snart læmmer de unge hunfår.

 

STELLA, KOM & HJÆLP DEM MED AT AMME.

I samlingens midterparti berører Bodil Malmsten for første gang en kuldslået opvækst hos plejeforældrene i en forstad til Stockholm, og i novellesamlingen Svartvita bilder (Sorthvide billeder), 1988, går hun videre og tegner barndomsminder fra Jämtland. Titeldigtet i Paddan & Branden tematiserer også de klasseforskelle, der består i det moderne »Folkhem«, hvis udhuling og demontering Bodil Malmsten vender tilbage til i digtet, der spejler moderne, fremmedgjorte bevidstheder.

I Digtsamlingen Nåd & onåd, Idioternas bok, 1989, som er iscenesat som et moderne »Spil om enhver af disse mindste« i et glasoverdækket indkøbscenter, beder fortælleren om »den størst mulige barmhjertighed«. Det er det godes problem, der optager Bodil Malmsten – ligesom i hendes romandebut Den dagen kastanjerna slår ut är jag langt härifrån (Den dag kastanierne springer ud er jeg langt herfra), 1994, hvor hovedpersonen, skuespilleren Maurice Lind, engang har spillet både Fyrsten, lysskikkelsen, og den mørke Rogosjin i en dramatisering af Dostojevskijs roman Idioten, 1868 (da. 1887). Her rejser Bodil Malmsten en intens skyldproblematik og antyder en mulig forsoning med livet. Der er en tæt forbindelse til digtsamlingen fra 1989, som munder ud i et medmenneskelighedens evangelium. Men i den nye roman med motto fra Jobs bog er mørket dybere, den eksistentielle tyngde større, og nåden er noget, der muligvis kan trænge frem som lys gennem klippen.

Bodil Malmstens digteriske metode er blevet stadig mere raffineret. I digtsuiten Landet utan lov (Landet uden tilladelse), 1991, der også indgår i udklipsbogen Det är ingen ordning på mina papper (Der er ingen orden i mine papirer), 1991, lokkes læseren ind i en sprogverden med rytmer og klange, hvor den tilsyneladende ubekymrede leg brat standses af uventede brud på verslinjerne og halsbrækkende associationer, der maner til ophold og eftertanke. Her finder man en livsfølelse, der kan kaldes tragisk: omkring det brændende nu kun aske og død, forfængelighed og ord skrevet i sand. Hvad består, skønt ristet i sten eller skrevet på harddisk? Hun nærmer sig her nogle af de erfaringer, som ubønhørligt rammer os alle: Børnene vokser fra os og lader os sidde tilbage med tom favn, vi kan

ikke få de børn, vi længes efter, mennesker, vi elsker, forlader os til fordel for andre eller for altid. Og foran os alle det modgående eksprestog: døden.

Nefertiti i Berlin, 1990, er inspireret af en weekendrejse, som digteren og den voksne datter foretog, lige inden muren faldt. Her indfældes billederne i hinanden: Øst og Vest, nutids-jeg'et og »voksenungen«, Farao Echnatons smukke dronning Nefertiti med datteren Maketaton på et relief fra det 18. dynasti i Ägyptisches Museum, den egyptiske skriver ... Og i sin debut som skuespilforfatter – Den underbara bysten (Den vidunderlige buste), 1993 – er Bodil Malmsten igen i Berlin. Denne tragiske farce om museumskustoden og den besøgende kvinde handler også om kunsten og det eneste liv, der går fra os. To mennesker taler i absurde og lyriske monologer. Talen ud af og ind i tiden har hele tiden været til stede i Bodil Malmstens digte, og den hidtil sidste samling Inte med den eld jag har nu. Dikt för annan dam, 1993, skulle helt fra begyndelsen have været et teaterstykke. Den begynder også med en slags regibemærkninger, som en usynlig fortæller giver den, der skal til at gøre sin entré: Et sollyst hotelværelse, hvor et fjernsyn og en bærbar pc bidrager til det skær af lys – og vand – der hører med i samlingens vigtige ledemotiver. I denne digtfortælling, som har flere lag, og hvor nuet indsamler fortidens erindringsbilleder, er kvinden den, der taler i det skrevne, hun er sig selv, dengang hun voksede op hos morforældrene og fætteren Stig, ægteskabet, barnløsheden, hun har erfaringer med tab, alderdom og død. Samletitlen er lånt fra Samuel Becketts monolog Krapp's Last Tape, 1959 (Krapp's sidste bånd, oversat til dansk i Moderne dramatik, 1961), og ilden står over for det ledemotiviske »DO NOT REMOVE STONES FROM BEACH«. Stenene er igen forbundet med mottoer fra Prædikerens bog og Pete Seeger, om at alting har en tid, der er en tid til at smide væk og en tid til at samle sten. Kvinden, som vi genfinder på stranden, vandrer bogstaveligt mellem tyngden og nåden, mellem den indsigt, at kvinden føder skrævende over en grav, og den lige så stærke overbevisning, at de glade dage bevares, om man så har sand helt op til brystet, at det brændende øjeblik er til, inden vi udslukkes. At besværge, fastholde, i digtningens ord, i erindringen om solflimmeret, vandets stærke og bløde sanselighed, smagen af den anden:

»Måske er mine bedste år forbi ... Men jeg ville ikke have dem tilbage. Ikke med den ild jeg har nu. Nej, jeg ville ikke have dem tilbage ... not with the fire in me now«.

I rollen som »Folkhemmets« fortaler og satiriker er kunst-stykket lykkedes for Bodil Malmsten, nemlig på én og samme gang at være en »folkekær« forfatter og de mandlige kritikeres boksebold.


I 1970'ernes finske kvindelyrik skaber Tua Forsström (født 1947) på en enestående måde sit eget digterportræt med udgangspunkt i tidens samfundsanalytiske kulturdebat og den engagerede digtning. I hendes debutsamling En digt om kärlek och annat, 1972, fremdrages problemer omkring individets opfattelse af sin omverden, letheden ved manipulation, fremmedgørelse og fremmedgjorthed. I de senere digtsamlinger bliver skyggetemaet, inspireret af Platons »hule«-lignelse fra Staten, fremtrædende. Mennesket lever sit eget skyggeliv som en fremmed: »Man vandrer fra det ene rum til det andetgennem dagene som skygger, skyer«. (Snöleopard, 1987).