Modernismen og kvinderne i norsk efterkrigslyrik.
Tag: Fremmedgørelse
For den svenske minoritetslitteratur i Finland er overgangen fra 1980’erne til 1990’erne en interessant og begivenhedsrig tid.Episk bredde, psykologisk intensitet og fyldig persontegning, et righoldigt stof integreret i en overbevisende handling, formbevidsthed, metafiktiv refleksion, evnen til at skabe et suggestivt, fiktivt univers – alle disse romantekniske grunddyder er i rigt mål repræsenteret i den finlandssvenske prosas nye opblomstringstid, som oven i købet kvantitativt domineres af kvindelige forfattere.For de finlandssvenske digtere, der debuterer i 1980’erne og 1990’erne, er »kvindedigte« ikke længere aktuelle. Brugsdigtene har gjort deres, på dette felt behøver man ikke længere konsolidere søsterskabet med en agitatorisk tone. Man interesserer sig mere for poesien som sprog.
Et vigtigt tema i 1980’ernes finske kvindelitteratur er opdragelseskritikken. Den idylliske overflade brydes, og ingen familiemedlemmer skånes under inspiration af en teoretiker som Alice Miller, hvis værker begyndte at blive oversat til finsk i 1980’erne. I de nye familieskildringer viser moderen sig ofte som en udbytter, men man finder også børn i rollen som umættelige tyranner. Gængse opfattelser og fortolkninger af pige-opvæksten vendes og drejes, og myter omfortolkes.Mange kvindelige forfattere i 1970’ernes og 1980’ernes Finland koncentrerer sig om eksistentielle spørgsmål, som hører til det at være menneske. Ofte beskrives mennesket i grænsesituationer, adskilt fra andre, tæt på sorg og død. Foretrukne temaer er skyldfølelse, identitet, psykisk sammenbrud og muligheden for at forandre sig. I baggrunden skimtes problemer med at blive voksen, at leve i ægteskab eller at gå på arbejde.
Den svenske forfatter Carola Hanssons forfatterskab befinder sig midt i 80’ernes æstetiske turbulens af nye tendenser. Alligevel er hendes romaner ved siden af den litterære hovedstrøm. De handler som megen anden prosa i årtiet om en opløst identitet, et mistet sprog og erindringens flygtige karakter. I centrum finder man den modernistiske antihelt, et hjemløst fremmedgjort menneske, der søger sin identitet uden nogensinde at finde den.Den samme identitetsopløsning tematiseres hos Åsa Nelvin, der allerede i sin debut, børnebogen De vita björnarna (De hvide bjørne) fra 1969, skildrer den konflikt mellem jeg’et og verden, som kom til at bære hele hendes forfatterskab. De metafiktive, klichéagtige og ironiske træk i hendes tekster mangfoldiggør og destabiliserer tekstens jeg. Og gør opmærksom på, at skildringen af denne opløste kvindelige »identitet« er en diskussion af kvindens forhold til sprog, kreativitet og en endnu ikke realiserbar, ny kvindelighed.
Med bøgerne om Hilke Thorhus skabte den norske forfatter Kim Småge en forløber for det, der gennem 1980’erne og 90’erne både nationalt og internationalt eksploderede som en selvstændig genre: kriminalromaner med kvindelige hovedpersoner. Hun slog en kile ind i det maskulint dominerede felt, norsk kriminallitteratur indtil da havde været. Hun og de kvindelige forfattere, der er fulgt i hendes spor, har vist, at kvindesynsvinklen kan berige og forny den kriminelle intrige.En anden norsk forfatter, Elin Brodin, har siden debuten i 1983 skabt et stort prosaforfatterskab, der omfatter romaner, børne- og ungdomsbøger og debatbøger. Hendes samfundskritiske engagement spænder fra kritik af børns og unges vilkår over behandlingen af narkomaner og syge. Tematisk kredser hun om det ondes problem i en normløs kultur. Hendes projekt er at knuse idyllen.Mari Osmundsens (pseudonym) forfatterskab kan sammenlignes med Elin Brodins. Som politisk bevidste kulturkritikere er de begge optaget af menneskelig lidelse og skyld i vores moderne samfund. De står begge med et ben i den socialrealistiske romantradition. Men hvor Elin Brodin skildrer det katastrofale, er Mari Osmundsen optaget af at formidle en tro på, at selv det ubetydeligste menneske kan mobilisere indre styrke og kærlighed.
Den danske forfatter Vita Andersens prosadigtning fik øgenavnet knækprosa, fordi digtene tilsyneladende blot var episke forløb med ulige linjelængde. Men hendes digtning er mere kompliceret. Den er en iscenesættelse af hverdagssproget, en udstilling af tvangen og rollerne, men langtfra en kunstløs gentagelse. Kønsrollerne som tvang og hindring for et lykkeligt samspil mellem kønnene er et centralt tema. Men kønsforskellen er ikke kun social, bag den står barndommen, der især foldes komplekst ud i romanerne.Charlotte Strandgaard debuterede i 1965 og skrev i 1960’erne og 70’erne en række digt- og dokumentsamlinger, der fokuserer på tidstypiske problemer som alkoholisme, narkomani, de socialt udstødte og taberne. I hendes univers hersker lidelsen, misforståelser mellem dem, der gerne vil elske hinanden, skyldfølelse og håbløshed. Tonen er medfølelse og vilje til at pege mod en forklaring og en løsning. Hendes voksne er som hos Vita Andersen sårede børn. Men sammen med smerten findes en insisteren på forsoning og forløsning.
Eksistentielle modstandshistorier.
Emigrantlitteraturens kulturelle dobbeltblik.
Om 1960’ernes og 1970’ernes nye sprogbevidste digtning.
Man har talt meget om et vendepunkt i det litterære klima i Sverige omkring 1975. Nye lyrikere debuterer, til dels takket være statslig litteraturstøtte. Der skabes plads til et mere nuanceret syn på, hvad poesi er og kan være. Den indre virkelighed og de kvindelige erfaringer tilkendes deres betydning.Hele modernismens rige arsenal af udtryk – med rødder i symbolisme og romantik – står til rådighed for de kvindelige digtere, som debuterer i den sidste halvdel af 70’erne, og som kommer til at høre til blandt de fornemste i deres generation. De er samtidige med den nye kvindebevægelse, og på forskellig måde gestalter de sanselighed, erotik, kønnets mørke sprog og moderskabets egenartede sjælelige og kropslige landskaber.