En oplevelse af at tiden bare går og en længsel efter frihed, kærlighed og et sprog, der kan rumme livets og jeg’ets mange glimtende facetter, trænger sig på i mange tekster af 1990’ernes danske debutanter.Men 1990’ernes digtning begræder ikke et menings- og identitetstab, eller gør kroppen til en sidste referent, men søger glimt af liv og identitet i bevægelser og ved retningsskift. For 1990’er-litteraturen opfatter fortrinsvis liv og betydningsdannelse som forvandling eller bevægelse. Netop i en bevægelse omkring kvindefigurer iscenesættes subjektet med hele dets bagage af smerte, ensomhed, længsel, selvdestruktion, ironi og humor. Subjektet opfindes, udforskes, tænker eller er til stede som en tekstlig energi i fortællingen eller digtet.De mange unge forfattere, der debuterede i 1990’erne, er blevet genstand for stor opmærksomhed.
Tag: Ironi
Den svenske forfatter Carola Hanssons forfatterskab befinder sig midt i 80’ernes æstetiske turbulens af nye tendenser. Alligevel er hendes romaner ved siden af den litterære hovedstrøm. De handler som megen anden prosa i årtiet om en opløst identitet, et mistet sprog og erindringens flygtige karakter. I centrum finder man den modernistiske antihelt, et hjemløst fremmedgjort menneske, der søger sin identitet uden nogensinde at finde den.Den samme identitetsopløsning tematiseres hos Åsa Nelvin, der allerede i sin debut, børnebogen De vita björnarna (De hvide bjørne) fra 1969, skildrer den konflikt mellem jeg’et og verden, som kom til at bære hele hendes forfatterskab. De metafiktive, klichéagtige og ironiske træk i hendes tekster mangfoldiggør og destabiliserer tekstens jeg. Og gør opmærksom på, at skildringen af denne opløste kvindelige »identitet« er en diskussion af kvindens forhold til sprog, kreativitet og en endnu ikke realiserbar, ny kvindelighed.
I 1960’erne veg den islandske rimtradition til fordel for en »fri« modernistisk digtform i forlængelse af et internationalt oprør inden for det poetiske sprog. Forfatteren Steinunn Sigurðardóttir træder i 1969 19 år gammel frem med en digtsamling i skæringspunktet mellem modernismen og 1970’ernes opgør med modernismens utilgængelighed.Hendes forfatterskab har vakt stor opmærksomhed og præges af en lethed i legen med ordene. Den tematiske kombination af ‘adskillelsen’ og et ‘mangesidet selv’, som slår ned i hendes digte og prosaværker, følges af refleksion over tiden, dens væsen og dens forgængelighed. En søgen efter tiden går hånd i hånd med en søgen efter selvet. Forfatteren er i dag et fyrtårn i islandsk litteratur. Hendes tematiske tråd er videreført af islandske forfattere som Vigdís Grímsdóttir og Álfrún Gunnlaugsdóttir.
Postmoderne fortællere.
Man har talt meget om et vendepunkt i det litterære klima i Sverige omkring 1975. Nye lyrikere debuterer, til dels takket være statslig litteraturstøtte. Der skabes plads til et mere nuanceret syn på, hvad poesi er og kan være. Den indre virkelighed og de kvindelige erfaringer tilkendes deres betydning.Hele modernismens rige arsenal af udtryk – med rødder i symbolisme og romantik – står til rådighed for de kvindelige digtere, som debuterer i den sidste halvdel af 70’erne, og som kommer til at høre til blandt de fornemste i deres generation. De er samtidige med den nye kvindebevægelse, og på forskellig måde gestalter de sanselighed, erotik, kønnets mørke sprog og moderskabets egenartede sjælelige og kropslige landskaber.
En litterær fejde om moderlighed.
70’ernes nye kvindeoffentlighed.
Den svenske forfatter Sonja Åkesson debuterede 1957 med Situationer og fik udgivet endnu en digtsamling i løbet af 1950’erne. I de tidlige bøger svinger hendes måde at skrive på mellem det forfinede billedsprog og den groteske stil, hun senere udviklede i skildringen af mennesker. I august 1960 var hun med til at skrive manifestet »Front mot formens tyranni«, der var et vigtigt skridt ud af 1950’ernes modernisme og ind i de mere realistiske 1960’ere.Hun fandt sin egen særlige tone inden for den nyenkle æstetik med inspiration fra konkretismen. Hendes foretrukne måde at skrive på er en ligefrem, fortællende realisme. Det persongalleri, der strømmer forbi, fortæller levende om andre mennesker. Men samfundssatiren var for hende en lige så vigtig genre som personportrættet. Det mest fremtrædende træk i hendes digtning er den groteske ironi.
Lyrikere fra 1960’erne.
Den islandske forfatter Svava Jakobsdóttirs fantastiske fortællinger er vittige, og deres humor og ironi hviler på deres dialoger med andre tekster i teksten. Bibelen udgør en indre tekst i hele forfatterskabet, men derudover henviser hun til tekster fra verdenslitteraturen, myter, eventyr og dameblade. Hendes epik bliver allermest grusom og grotesk, når hun angriber traditionelle klichéer og faste udtryk, som folk anvender uden at tænke sig om: »at ofre sig«, »at give nogen sin hånd«.Hendes forfatterskab er tit blevet delt op i en realistisk og en fantastisk del, og det er de fantastiske fortællinger, der har vakt størst opmærksomhed. Det er imidlertid en forenkling af hendes radikale projekt. Hun har aldrig forkastet den realistiske fortællekunst eller dens sociale og politiske referencer.