I 1970’erne indtog kvinders selvbiografiske fortællinger en central position i den litterære offentlighed. De biografiske genrers sandhedskrav blev taget i brug i den feministiske kamp og kom i skønlitterær form til at forny og popularisere genren.
Det handlede om nye fortællinger og nye sandheder. Dem skulle der dog meget snart blive sat spørgsmålstegn ved, både i forhold til form og indhold. I 1980’erne faldt antallet af udgivelser af kvinders selvbiografier drastisk, for næsten helt at forsvinde. Da interessen for og udgivelserne af biografiske fortællinger igen tog til i styrke i slutningen af århundredet og op gennem første årti af 2000-tallet, skete det da heller ikke i feminismens tegn, selvom køn fik en vigtig betydning, og de kvindelige forfattere udgjorde en central drivkraft. Hvor de biografiske fortællinger i 1970’erne havde været et middel til at erobre en kvindelig subjektstatus og etablere nye sandheder, blev de i 2000-tallet nærmere en scene for forskellige måder at udfordre netop subjekt og sandhed på.
De hele og helende livshistorier, man havde stræbt efter inden for den biografiske tradition, måtte vige for opbrudte og fragmenterede fremstillinger om gådefulde, mangefacetterede og uhåndgribelige subjekter. Selve vanskeligheden i at fortælle udgjorde ofte en væsentlig del af historien. Men fremfor alt blev grænsen mellem fakta og fiktion, der havde været så vigtig i den moderne litteratur, opløst. Den rendyrkede selvbiografi og biografien måtte, ligesom den rendyrkede roman, give plads til en række blandingsformer, som havde det til fælles, at de bevægede sig i grænselandet mellem den biografiske fakticitetsfordring og fiktionens frie fantasier.
Som om det var sandt: romanbiografier
Allerede med romanen Byron. En roman (1988; dansk, 1995) slog Sigrid Combüchen den forestående udvikling an, da hun med sin romanbiografi om den så ofte biograferede poet Lord Byron viste umuligheden af at skrive en biografi og samtidigt skrive en ny form for roman, der gjorde brug af de biografiske former.
Combüchen indleder romanen med at lade en entusiastisk gruppe på fem Byron-beundrere åbne hans grav – hvilket faktisk skete i 1937. De søger the real thing for bedre at kunne forstå deres yndlingsdigter. Alt, de finder, er naturligvis en bunke støvede knoglerester, som ikke bringer dem nærmere sandheden om hverken ham eller hans digtning, men rundt om disse knogler lader hun dem væve hver sin fortælling. Et bedre billede af det biografiske håndværk er svært at finde.
Der bliver da heller ikke produceret en eneste velbegrundet sandhed her, men snarere fem frie, subjektivt drevne og gensidigt modsigende konstruktioner. Som en sjette og afsluttende fortælling har Combüchen placeret John Hobhouses dagbog fra den rejse, han tog på med vennen Byron, og som ledte til dennes død. Det ser ud som en nøgtern og direkte rapport fra de sidste måneder af Byrons liv, men det er tydeligt, at der allerede her er tale om en subjektiv fortælling fuld af ønsketænkning og fabuleringer.
Selv i de rendyrkede biografier, Sigrid Combüchen skrev i løbet af 00’erne – Livsklättraren: En bok om Knut Hamsun (2006) og Den umbärliga (2014; Den undværlige) om Gustaf Frödings og Selma Lagerlöfs ven Ida Bäckmann – spiller hun en række historier ud mod hinanden og lader hovedpersonen forblive en gåde. Ved aldrig at sammenfatte eller stabilisere billedet af sine objekter, men derimod med en aktiv forfatterstemme underminere ethvert forsøg på en konklusion, afmonterer hun effektivt den forventning om én gældende sandhed, som per tradition er indbygget i den biografiske genre.
Ligesom Sigrid Combüchen er mange af de forfattere, der bidrog til boomet af biografiske romaner i slutningen af det 20. og det 21. århundrede, behandlet i andre artikler i Nordisk kvindelitteraturhistorie. Maria Helleberg, Helle Stangerup, Vibeke Olsson, Ragnhild Magerøy og Sissel Lange-Nielsen fortsatte med at skrive populære romanbiografier om stærke kvinder i både den nationale og europæiske historie. Blandt de yngre forfattere, der både har ført traditionen videre og fornyet den, er Anne Lise Marstrand-Jørgensen (f. 1971) en af de mest betydelige.
Hun fik sit gennembrud med en tobinds romanbiografi om middelaldermystikeren, den senere helgenkårede abbedisse Hildegard af Bingen. Første del, Hildegard (2009), behandler hendes opvækst og klosterliv, frem til at paven anerkender hendes visioner som Guds og ikke djævelens værk. Da nærmer hun sig 50-årsalderen. I anden del, Hildegard II (2010), forlader hun klostret Disibodenberg, hvor hun har tilbragt størstedelen af sit liv, for at grundlægge det nye Rupertsberg.
Anne Lise Marstrand-Jørgensens Hildegard er en person fuld af modsætninger, uhyre sensitiv, nærmest sart, og på samme tid utrolig kraftfuld. Hun opnår en ekstraordinær position i sin samtid, samtidig med at hun må betale en høj pris med megen lidelse og stor ensomhed. Læseren får indblik både i Hildegards indre og ydre liv. Fortælleren, biografen, er alvidende, og der hersker ingen tvivl om, at der er tale om romanfiktion. Men gennem sin brug af autentiske navne, steder og årstal og med beskrivelsen af en velkendt historie, der allerede er dokumenteret mange andre steder, får Marstrand-Jørgensen skabt en tekst, der giver en meget stærk fornemmelse af, at man læser en sand, biografisk historie.
I sine følgende romaner, Hvad man ikke ved (2012) og Hvis sandheden skal frem (2013), nærmer Marstrand-Jørgensen sig den selvbiografiske genre. De udspiller sig i 1970’erne og vakte megen opmærksomhed og begejstring, men også kraftig indignation. Romanernes omslagsfotografier placerer dem i en nær og genkendelig samtidshistorie. Det er fiktion, men der er påfaldende mange sandhedsmarkører i den familiekrønike, der oprulles.
Hvad man ikke ved tager sin begyndelse i det betydningsmættede år 1968. Manden får talt sin hustru ind i den nye tids frie ægteskab. Han nyder det, men hun mister fodfæstet. Inden romanen ender i 1974, har hun taget sit liv. I anden del, der udspiller sig mellem 1975 og 1992 og har hendes datter Flora i centrum, sker der dog en opblomstring – som datterens navn antyder – af de gode sider af den seksuelle frigørelse, også for kvinden. Flora afprøver alle de nye muligheder, som byder sig til, inden hun ”mæt af overflod”, men også meget desillusioneret, får familie.
Det, romanerne beskriver, er en tid med sociale eksperimenter, hvor alting står åbent; ingen skal eje den anden, og på den måde skal et nyt menneske og nye relationer blive til. Nogle klarer det bedre end andre. I første del er det især kvinden, det går ud over, i anden del bliver omkostningerne for manden mere tydelige. Mange opfattede det som, at Marstrand-Jørgensen ville missionere for 70’ernes seksuelle frigørelse, og blev forargede. Andre mente, at hun snarere ville nuancere historieskrivningen om et ellers ugleset årti.
Sandt, men alligevel ikke: autofiktioner og performances
Den tiltro til benævnelsens forandrende kraft, som var så stærk i 1970’erne, og som fik de kvindelige forfattere til at tillægge den fortalte erfaring en afgørende betydning, udsprang af en uanfægtet tillid til sproget og dets evne til at formidle virkeligheden i en sand beskrivelse. Da de kvindelige erfaringshistorier kom tilbage i slutningen af århundredet og op gennem 00’erne, var der sket en grundlæggende forandring i opfattelsen af sproget, og hvordan det kan gengive et sandt billede af virkeligheden. Nu opførte sproget sig mere som en forhindring end en fordel i fortællingen, og grænsen mellem fakta og fiktion forekom uklar. Fremstillingsformer som selvbiografi, dagbog og breve blev en almindelig del af fiktionen, men uden at historierne for den sags skyld var autentiske. Også sandhedsmarkører som eksempelvis menneskers virkelige navne blev en del af fortællinger, der var overvejende fiktive.
Mens blandingen af fakta og fiktion inden for biografien ikke var blevet anset for et problem, blev de selvbiografiske blandingsformer, der efterhånden fik betegnelsen autofiktion, imidlertid kilde til både forvirring og strid; især dem, der var skrevet af kvinder.
Da Carina Rydbergs (f. 1962) Den högsta kasten (1997: Den højeste kaste, 1997) udkom brød en hård litterær fejde ud på de svenske kultursider. Bogen havde ingen genrebetegnelse, men i en række interviews havde hun karakteriseret den som en selvbiografi, en sand historie, og betonet, at det var hele pointen med bogen. Den handler om hendes betændte erfaringer med kærlighedsforhold og mænd. Mænd, der nævnes ved navn. I centrum for hendes skuffede forventninger står kendisadvokaten Rolf. De færdes i samme smarte miljø, spiser på de samme Stockholm-restauranter og hænger ud i de samme barer. De indleder en flirt, og hun investerer intenst i ham, men må se sig afvist og svigtet.
Det var imidlertid ikke Rolf, men Carina Rydberg, som havnede i pressens gabestok. Der udbrød en ophedet strid om, hvorvidt man har lov til at skildre et andet menneske, sådan som Rydberg havde skildret Rolf med navns nævnelse. I en stort opsat artikel i avisen Dagens Nyheter opfordrede en kendt jurist Rolf til at slæbe Rydberg i retten. Flere kvindelige kritikere forsvarede dog Rydberg ved at påpege, at der var tale om en æstetisk tekst og en meget velskreven en af slagsen.
1997 kan ses som begyndelsen til den vending fra fiktion til selvbiografi – eller autofiktion – som den nordiske litteratur kom til at gennemgå i de følgende årtier. Den var på ingen måde kønsspecifik. Det var modtagelsen derimod. Samme år, som Rydbergs Den högsta kasten udkom, udgav Stieg Larsson den selvbiografiske Natta de mina (1997; Godnat til mine kære, 2011). Det er en rapsodisk rapport fra forfatterens hverdagsliv, fuld af kendte navne, personlige angreb og særpræget sex. Begge forfattere var kendte og etablerede. Begge bøger foregår i vid udstrækning i hovedstadens litterære udeliv. Begge havde høj sladderværdi. Men mens Larssons mange indiskrete afsløringer og meninger om kendte personer i Natta de mina ikke vakte nogen videre opsigt, gav Carina Rydbergs skildring af menneskene, eller rettere mændene, omkring hende imidlertid anledning til heftig debat.
Da Carina Rydbergs opfølger til Den högsta kasten, Djävulsformeln, udkom tre år senere, var anmelderkorpset fulgt med den udvikling, hvor en bog, der er udformet som selvbiografi og derfor ser ud til at påberåbe sig sandheden, alligevel bør læses som fiktion. Rydbergs skildring af sit mislykkede seksuelle forhold med den kendte kunster Ernst Billgren vakte da heller ingen større opsigt. Ernst Billgren så sig imidlertid foranlediget til at benægte dens sandfærdighed. Han mente, at skildringen bare var et hævngerrigt svar på hans egne fabuleringer i den selvbiografisk konstruerede bog Min kamp (1999), hvor han havde beskrevet Carina Rydberg som lesbisk.
Den nye læsning af selvbiografiske tekster som en form for fiktion brød dog sammen, da det kom til Maja Lundgrens Myggor och tigrar (2007; Myg og tigre), hvor en ny og denne gang endnu fjendtligere strid om kvinders ret til at fortælle om mænd udspillede sig på de svenske kultursider.
Maja Lundgren (f. 1965) havde ligesom Carina Rydberg et anerkendt forfatterskab bag sig, da hendes selvbiografiske roman udkom. Hun debuterede med romanen Sprickan i ögat (1993) og fik et stort gennembrud med Pompeji (2001; dansk, 2002). Skildringen af hverdagslivet i Pompeji nogle dage før det store vulkanudbrud, der fik tiden til at gå i stå, blev nærmest enstemmigt hyldet af anmelderne. Romanen fik Svenska Dagbladets litteraturpris og blev nomineret til Augustprisen såvel som de internationale priser Bancarella og Prix Jean Monnet de la littérature européenne.
Myggor och tigra handler om tiden efter Pompejis udgivelse og Maja Lundgrens oplevelse af at være blevet tilsidesat og negligeret trods sin succes. Den skildrer kulturestablishmentets åbne og skjulte magtstrukturer og i særdeleshed det patriarkalske hierarki på avisen Aftonbladets kulturredaktion, hvor hun indimellem arbejder og på et tidspunkt går i seng med kulturredaktøren.
Bogen har ingen genrebetegnelse. Forlaget kaldte den en roman, Maja Lundgren en dokumentaristisk selvbiografi. Stilistisk er den meget interessant udformet. Den indledes med noget, der nærmest har karakter af en velstruktureret fiktiv novelle, for senere at åbne sig op for forskellige mere autentiske måder at skrive på, som eksempelvis mailkorrespondance og dagbogsoptegnelser. Dette fører hende stadigt nærmere det punkt, hvor skildringen synes at falde sammen med erfaringen i et crescendo, der ender med, at hun bliver voldtaget, og at hun ikke bliver troet, da hun søger hjælp.
Maja Lundgren blev heller ikke troet, men angrebet, nedgjort og fremstillet som sindsforvirret i pressen, da Myggor och tigrar udkom. Diskussionen handlede imidlertid ikke om voldtægten, men om Lundgrens beskrivelse af forskellige mandlige forfattere og kritikere, særligt dem på kulturredaktionen, hvor hun havde arbejdet.
I dansk litteratur var det forfatteren Christina Hesselholdt (f. 1962), der i 1998 begyndte den litterære trend med at indlemme fiktion i de selvbiografiske genrer – eller i hendes tilfælde måske snarere selvbiografien i fiktionen. Det skete dog på mindre opsigtsvækkende måde end i Sverige.
Da Hesselholdt udgav Hovedstolen i 1998, som er hendes første bog med selvbiografisk stof, var hun en etableret og anerkendt forfatter. Hun havde skabt sig en stærk position på den litterære scene i Danmark med romantrilogien om Marlon, Køkkenet, gravkammeret & landskabet (1991), Det skjulte (1993) og Udsigten (1995). Den handler om en ung mand, der kastes ud i en identitetskrise, da hans mor dør, og faren umiddelbart derefter tager sit liv. Allerede i disse bøger udarbejdede Hesselholdt den indholdsmæssigt og stilistisk reducerede stil, som hun senere yderst konsekvent har udviklet i sit forfatterskab. Hun blev det forfatternavn, man forbandt med tidens fornyelse af kortprosaen og den nye punktroman.
Hovedstolen med dens selvbiografiske anslag og overlegent prægnante stil blev hendes brede gennembrud. Den består, som der står i bagsideteksten, af ”50 fiktioner om en barndom”, og egentlig er det kun titlen, der angiver, at det handler om selvbiografisk forankrede fortællinger – med en replik til lyrikeren Per Højholts udsagn om, at en forfatter bør undlade at tage af den biografiske kapital, hovedstolen.
I Hovedstolen angives ingen navne. Stederne er uspecificerede; livskronologien opbrudt. Teksten består af enkelte, nøje udmejslede minder, der gennemsyres af tab, sorg og forladthed. De er stillestående hver for sig. Der er ingen begivenhedskronologi eller plot. Men midt i det hele ligger, som et blødende sår, en kort dialog, hvor faren fortæller, at han vil forlade hendes mor og hende for at leve med en anden kvinde.
I de romaner, Hesselholdt udgav, inden hun igen fordybede sig i selvbiografisk materiale, Kraniekassen (2001), Du, mit du (2003) og I familiens skød (2007), står fragmenterede identiteter, forstenede og bristede relationer i centrum. I Kraniekassen er Alice splittet mellem de fem jeg’er, hun har i sit hoved. Hun leder efter et overordnet jeg, men frygter, at hun bare er en beholder for en række forskellige jeg’er i konflikt med hinanden, som vil forfølge hende hele livet. Du, mit du skildrer i fortættede, næsten melodramatiske billeder et kærlighedsforhold, hvor det at dø og slå ihjel blot er den anden side af kærlighedens symbiose. I familiens skød afdækker hun med sarkastisk bravur de sociale omgangsformers stivnede maskerade og menneskers forfængelige kamp for at nå hinanden.
Tematikken i Hesselholdts tidlige bøger adskiller sig ikke stort fra anden samtidig prosa. Det, der gør hende til en så egenartet forfatter, er hendes fortættede og elaborerede sprog. I den suite, som påbegyndes med Camilla and the horse (2008), fortsætter med Camilla – og resten af selskabet: en fortællekreds (2010), Selskabet gør op (2012) og afsluttes med Agterudsejlet (2014), føjes der også en ny dramatik til. Men først og fremmest indeholder de en underfundig humor, der får fortællingerne til at løfte sig og række ud over sig selv.
Med romanerne om Camilla skaber Hesselholdt en bevægelig fortælleverden. Hovedpersonerne er Camilla og Charles (det er ham, der er ”the horse”), men persongalleriet i suiten er næsten uoverskueligt, og fortællerperspektivet skifter konstant. Hvis en person er hovedperson i sin egen fremstilling, kan hun eller han udgøre en biperson eller blot en uvedkommende detalje i andres. På fascinerende vis flettes de mange fortællinger ind i hinanden og ender med at skabe et stort billede, hvor hver lille del er sig selv nok og samtidig del af en større fortælling, som de ikke selv kan se.
Christina Hesselholdt har i forskellige interviews gjort det meget tydeligt, at materialet i disse bøger er selvbiografisk. I forbindelse med den afsluttende del, Agterudsejlet, der består af 14 monologer og handler om en mors død, skilsmisse, mordforsøg og depression, beskrev hun indgående, hvor tungt det har været ”at være i det stof omkring min familie”. Samtidig har hun imidlertid på det kraftigste frabedt sig biografiske læsninger og forskellige anmelderes forsøg på at sætte navn på hendes figurer. For Hesselholdt er den litterære tekst altid noget andet end virkelighed. Autofiktionen er for hende mere en måde at skabe afstand til frem for at søge sandheden om virkeligheden; ikke sand virkelighed, men sand litteratur.
Sandt + ikke sandt + ikke ikke sandt = nye sandheder
De nye blandingsformer, hvor de biografiske udtryksformer er blevet en del af romanen og fiktionen en del af biografien, fik på den ene side mange til at læse alting som sande historier, mens andre, særligt de professionelle læsere, valgte at forstå alt som fiktion. I Sverige blev en af de autofiktive bøger startskuddet for en ny og intensiv feministisk debat om tingenes virkelige tilstand mellem kønnene i 00’erne. Med Bitterfittan (2007; Bitterfissen, 2008) vakte Maria Sveland (f. 1974) spørgsmålet om lighed mellem kønnene til live igen. Den er, som Hesselholdts bøger, konstrueret som en roman, men blev til forskel fra disse læst som en sand skildring af livet.
Da historien begynder, sidder hovedpersonen Sara på et fly til Tenerife. Hun har forladt mand og barn for en uges ”time-out” og tænkepause. Hun føler sig udmarvet og bitter, selvom hun kun er 30 år, og tænker på alle de udslidte kvinder, som har investeret deres energi i familien. Med på flyet har hun Erica Jongs feministiske 70’er-klassiker Fear of flying (1973; Luft under vingerne, 1975), og hun ønsker, at det var 1975 i stedet for 2005. Dengang forekom alting muligt, sjovt og frit. Hun ser ganske vist mange ligheder mellem sig selv og Jongs Isadora, men selv længes hun overhovedet ikke efter noget gnidningsløst knald. I modsætning til Isadora har hun et barn, og det, hun drømmer om, er fred og ro og at være alene.
Bitterfittan er et rasende opgør med det fremherskende billede af kærlighed og moderskab. Den fik en enorm gennemslagskraft i medierne og blev kult for den unge generations feminister af begge køn, men vakte også irritation hos visse af de ældre, der syntes, at de unge feminister var nogle utaknemmelige klynkehoveder.
En af de forfattere, Sara i Maria Svelands Bitterfittan refererer til, er Suzanne Brøgger. Man kan også sige, at det er en bog, der fuldfører og udvikler den litterære genre, som Brøgger gjorde til sin i 1970’erne: erfaringslitteraturen. Men hvor Brøgger i 70’erne satte autenticiteten før fiktionen, lader Sveland fiktionen komme før autenticiteten.
Det samme gjorde Suzanne Brøgger i slutningen af 1990’erne, da hun skrev den store familiekrønike om den dansk-jødiske familie Løvin. Jadekatten: en slægtssaga (1997) var en roman med tydeligt genkendelige selvbiografiske indslag. Det gælder også Til T (2013), som Brøgger selv har kaldt sin første roman. ”Mine tidligere bøger har mest været ’jegbøger’ – eller autofiktion/essay”, forklarede hun i forbindelse med udgivelsen af Til T.
I denne roman, der udspiller sig i løbet af nogle sommerdage i Danmark i 1958, dissekerer Suzanne Brøgger livet i en familie, der har påfaldende ligheder med den, hun har skildret i sine tidligere bøger. Det er et familiedrama, skrevet med stor humor og underfundighed, men samtidig dybt tragisk.
Moderen er pillemisbruger med psykiske problemer, charmerende, men verdensfjern, egocentrisk og herskesyg. Faderen drømmer om at rejse. De to søstre forsøger med hjertet i halsen at navigere mellem forældrenes forskellige følelsestilstande. Familielivet er et rollespil, hvor rollerne hele tiden bliver skrevet om. Man kan beskrive det som et mareridt, men Suzanne Brøgger giver sin fortælling en let komisk og surrealistisk karakter. Allerede et par sider inde i Til T har moderen givet familiemedlemmerne nye navne efter dyrene i Milnes Peter Plys, og romanen er noget af en sort eventyrbog, hvor fakta og fiktion flettes sammen på en ikke altid gennemsigtig måde.
I forbindelse med sin 70-årsdag udgav Brøgger en mere rendyrket selvbiografi, SZ – Et livs billeder 1944-2014 (2014). Det er en collagebog, som både beskriver hendes liv og værk. Og det står meget klart, at hun selv er en del af sit værk i videre forstand end den biografiske. Hun, hendes ansigt og hendes krop er en del af den selviscenesættelse, hendes tekster indgår i. Bogens titel består af hendes initialer som gift: Suzanne Zeruneith, og den bevæger sig over hele spektret fra de private øjebliksbilleder til de mest spektakulære optrædender. I dag bliver Suzanne Preis Brøgger Zeruneith i litteraturen beskrevet som en af de fremmeste eksponenter for autofiktion og performancelitteratur.
Problematiseringen af det autentiske og muligheden af at beskrive den kom også til udtryk i Agneta Klingspors (f. 1946) Nyckelroman 1977-1992 (1994). Den er en fortsættelse af de meget omtalte dagbogsoptegnelser, hun udgav i 1977, Inte skära, bara rispa: kvinnodagbok 1962-76, og som er behandlet tidligere i artiklen ”At skrive sig fri” i Nordisk kvindelitteraturhistorie.
Men hvor 70’ernes kontroversielle og omdiskuterede dagbogsudgave blev lanceret som en ucensureret og åbenhjertig rapport fra privatlivet, kaldes udgaven af optegnelserne fra 1977-92 altså for roman. Hvor den første havde et foto af Agneta Klingspors ansigt på omslaget, holder hun i den næste en maske op foran det. Flere anmeldere valgte også at læse Nyckelroman som fiktion, selvom den både i sin udformning, tematik og kompromisløshed udgør en helt tydelig fortsættelse af den tidligere udgivne dagbog.
Da Klingspor i 2013 udgav hele dagbogssuiten i en samlet 600-siders paperbackudgave med den kortfattede titel Dagböckerna 1962-92, viste omslaget en kvinde, der har taget masken af. Anmelderne var igen parat til at læse dem dokumentaristisk, men nu blev de ikke forargede som i 70’erne – de så derimod dagbøgerne som det store tidsdokument om et kvindeliv i sidste del af 1900-tallet, de er.
En del af sandheden
Herbjørg Wassmo (f. 1942) og Kerstin Ekman (f. 1933) er to af de meget veletablerede, berømmede og elskede forfattere, som et årtis tid efter årtusindskiftet går i dialog med det litterære marked og dets stadig større fokus på den biografiske litteratur på den ene side og på den anden side den generelle forkastelse af det mulige i overhovedet at fortælle sandheden om et liv. På hver sin måde afviser de samtidens forventninger til autofiktion, samtidig med de benytter sig af dem i romanerne Hundre år (2009; Hundrede år, 2010) respektive Grand final i skojarbranschen (2011; Grand final i gøglerbranchen, 2012).
Med Hundre år nærmer Herbjørg Wassmo sig det, man med Højholt og Hesselholdts begreb kan kalde ”hovedstolen” i sit forfatterskab. I den romantrilogi, hun slog igennem med i begyndelsen af 1980’erne, Huset med den blinde glassveranda (1981; dansk, 1983), Det stumme rommet (1983; dansk, 1984) og Hudløs himmel (1986; dansk, 1987), hed den voldtagne pige Tora. Hun var tyskerunge, og krænkeren var hendes plejefar. I Hundre år hedder pigen Herbjørg, og overgrebsmanden er hendes far. Men dermed ikke sagt, at Hundre år er hverken selvbiografi eller autofiktion. Samtidig som hun viser, at der har været en pige ved navn Herbjørg med samme erfaring som Tora og Herbjørg Wassmo, forfatteren, og hun udtaler sig i pressen om, hvor svært det har været at skrive om sine egne erfaringer, så gør hun Hundre år til en roman, hvor historien om Herbjørg føjes ind i en hundredårig kvindelig slægtshistorie. Tora, Herbjørg med deres lidelser bliver blot endnu et par små skikkelser i skaren af de mange lidende kvinder gennem historien.
Kerstin Ekman vælger i Grand final i skojarbranschen at dele sin hovedperson i to. Den smukke Lillemor, som har påfaldende ligheder med hende selv. Hun skriver først krimier og senere romaner, vinder anmeldernes gunst, bliver valgt ind i Svenska Akademien og så videre. Hun ser ud som Kerstin Ekman, sætter sit hår som Kerstin Ekman og går med tøj, Kerstin Ekman er blevet fotograferet i. Og så er der den grimme, rå, grove og frastødende Babba. Problemet er, at den nydelige og elskelige Lillemor ikke kan skrive. Forfatteren til de romaner, som tilskrives hende, og som har gjort hende til en stjerne på det litterære marked, er Babba. Da Lillemor vil afbryde samarbejdet, indleverer Babba et manuskript til et konkurrerende forlag, hvor hun fortæller den virkelige historie om forfatterskabet. Skandalen truer, men Lillemor redder sig ud af situationen ved at kalde teksten autofiktion. Og samarbejdet kan fortsætte.
Grand final i skojarbranschen har mange klare referencer til en genkendelig virkelighed, men de hviler hele tiden på usikker grund. Det er, som om Ekman vil sige, at sandheden, ligesom at skrive om den, er såvel svært tilgængelig og begribelig som tvetydig. Litteratur bliver ikke til i offentlighedens lys, men i hemmelighedernes mørke. Den, der skriver, ses ikke, og når du skriver, er du det, du ikke kan være som kvinde i dette samfund.
Skønlitteratur
- Ernst Billgren: Min kamp. Bokförlag DN, 1999
- Suzanne Brøgger: Jadekatten: en slægtssaga. Gyldendal, 1997
- Suzanne Brøgger: Til T. Gyldendal, 2013
- Suzanne Brøgger: SZ – Et livs billeder 1944-2014. Gyldendal, 2014
- Sigrid Combüchen: Byron. En roman. Norstedt, 1988. På dansk Byron. En roman. Tiderne Skifter, 1995
- Sigrid Combüchen: Livsklättraren: En bok om Knut Hamsun. Albert Bonniers Forlag, 2006
- Sigrid Combüchen: Den umbärliga. Norstedt, 2014
- Kerstin Ekman: Grand final i skojarbranschen. Albert Bonniers Forlag, 2011. På dansk Grand final i gøglerbranchen. Gyldendal, 2012
- Christina Hesselholdt: Køkkenet, gravkammeret & landskabet. Rosinante, 1991
- Christina Hesselholdt: Det skjulte. Rosinante, 1993
- Christina Hesselholdt: Udsigten. Rosinante, 1995
- Christina Hesselholdt: Hovedstolen. Rosinante, 1998
- Christina Hesselholdt: Kraniekassen. Rosinante, 2001
- Christina Hesselholdt: Du, mit du. Rosinante, 2003
- Christina Hesselholdt: I familiens skød. Rosinante, 2007
- Christina Hesselholdt: Camilla and the horse. Rosinante, 2008
- Christina Hesselholdt: Camilla – og resten af selskabet: en fortællekreds. Rosinante, 2010
- Christina Hesselholdt: Selskabet gør op. Rosinante, 2012
- Christina Hesselholdt: Agterudsejlet. Rosinante, 2014
- Agneta Klingspor: Inte skära, bara rispa: kvinnodagbok 1962-76. Prisma, 1977
- Agneta Klingspor: Nyckelroman 1977-1992. Norstedt, 1994
- Agneta Klingspor: Dagböckerna 1962-92. Atlas, 2013
- Stieg Larsson: Natta de mina. Bonniers Forlag, 1997. På dansk Godnat til mine kære. Basilisk, 2011
- Maja Lundgren: Sprickan i ögat. Norstedt, 1993
- Maja Lundgren: Pompeji. Albert Bonniers Forlag, 2001. På dansk Pompeji. Høst, 2002
- Maja Lundgren: Myggor och tigrar. Albert Bonniers Forlag, 2007
- Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Hildegard. Gyldendal, 2009
- Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Hildegard II. Gyldendal, 2010
- Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Hvad man ikke ved. Gyldendal, 2012
- Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Hvis sandheden skal frem. Gyldendal, 2013
- Carina Rydberg: Den högsta kasten. Albert Bonniers Forlag, 1997. På dansk Den højeste kaste. Tiderne Skifter, 1997
- Carina Rydberg: Djävulsformeln. Albert Bonniers Forlag, 2000
- Maria Sveland: Bitterfittan. Norstedt, 2007. På dansk Bitterfissen. Modtryk, 2008
- Herbjørg Wassmo: Huset med den blinde glassveranda. Gyldendal, 1981. På dansk Huset med den blinde glasveranda. Lindhardt og Ringhof, 1983
- Herbjørg Wassmo: Det stumme rommet. Gyldendal, 1983. På dansk Det stumme rum. Lindhardt og Ringhof, 1984
- Herbjørg Wassmo: Hudløs himmel. Norstedt, 1986. På dansk Hudløs himmel. Lindhardt og Ringhof, 1987
- Herbjørg Wassmo: Hundre år. Gyldendal, 2009. På dansk Hundrede år. Lindhardt og Ringhof, 2010
- Eric Almquist: ”Sanning & konsekvens”. Filter, 2010
- Carsten Andersen: ”Jeg kan ikke holde på hemmeligheder”. Politiken, 30.08.2008
- Linda R. Anderson: Autobiography. Routledge, 2001
- Jon Helt Haarder: Performativ biografisme. Gyldendal, 2014
- Paal-Helge Haugen: ”Christina Hesselholdt”. Danske digtere i det 20.århundrede III. Fra Kirsten Thorup til Christina Hesselholdt, A.M. Mai (red.). Gad, 2000
- Karen Hedeman: ”Min version af Hildegaard”. Litteratursiden.dk, 02.02.2011
- Mette Østgaard Henriksen: ”Selvbiografi og selvperformance går hånd i hånd i Lone Hørslevs digtsamling ’Jeg ved ikke om den slags tanker er normale’”. Litteratursiden.dk, 23.11.2012
- Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie IV. Rosinante, 1997
- Lisbeth Larsson: Sanning og konsekvens. Marika Stiernstedt, Ludvig Nordström och de biografiska berättelserna. Norstedt, 2001
- Lisbeth Larsson: ”Suzanne Brøgger”. Danske digtere i det 20.århundrede III. Fra Kirsten Thorup til Christina Hesselholdt, A.M. Mai (red.). Gad, 2000
- Lisbeth Larsson: ”Självbiografi, autofiktion, testimony, lifewriting”. Tidskrift för Genusvetenskap 4, 2010
- Christian Lenemark: Sanna lögner, Carina Rydberg, Stig Larsson och författarens medialisering. Gidlunds Forlag, 2009
- Lena Malmberg: ”At skrive sig fri”. Nordisk kvindelitteraturhistorie IV. Rosinante, 1997
- Annemarte Moland: ”’Han var en trussel mot min kropp og sjel’”- Norsk rikskringkasting, 19.09.2009: http://www.nrk.no/kultur/wassmo-forteller-om-overgrepene-1.6783103
- Anna Remmets: ”Återupptäck Agneta Klingspor”. Fria tidningar, 15.03.2013: http://www.fria.nu/artikel/96934
- Cristine Sarrimo: Jagets scen: självframställning i olika medier. Makadam Forlag, 2012
- Max Saunders: Self Impressions: Life-Writing, Autobiografiction, and the Forms of Modern Literature. OUP Oxford, 2010
- Dorte Hygum Sørensen: ”Jeg har brug for at gøre noget, jeg ikke er sikker på”. Politiken, 12.02.2013
- Karen Syberg: ”’Jeg har intet ønske om att travle igennem livet alene’”. Information 09.05.2015
- Sidonie Smith og Julia Watson: Reading Autobiography: a guide for interpreting life narratives. University of Minnesota Press, 2001
- Louise Zeuthen: De virkelige halvfjerdsere. Krop, køn og performativitet hos Suzanne Brøgger og Kirsten Thorup. Ph.d.-afhandling. Københavns Universitet, 2000
- Louise Zeuthen: Krukke: En biografi om Suzanne Brøgger. Gyldendal, 2014