Verden er blevet globaliseret, og kvinder migrerer i stigende grad fra fattige til rige lande. De flytter for at arbejde og tjene penge; de flygter fra undertrykkelse, fattigdom og krig. De har længe været usynlige og marginaliserede, men de præger fra og med 1990’erne hyppigere vores bevidsthed. I nordisk litteratur figurerer den ’anden’ kvinde efterhånden ofte som en skyldfigur – en figur, der udløser den nordiske kvindelige hovedpersons dårlige samvittighed. For hvordan kan man nyde godt af egne privilegier, når man ved, at de er baseret mere eller mindre direkte på andres lidelse? Den nordiske kvinde har på en vis opnået kønsligestilling ved at opgive tidligere generationers kvinderoller som den, der gør rent, passer børn, laver mad osv. Problemet er bare, at en stor del af rollerne nu udfyldes af underprivilegerede ’andre’: udenlandske au pairer og ’sort’ rengøringshjælp f.eks.
De amerikanske feminister Barbara Ehrenreich og Arlie Hochschild udgav i 2002 bogen Global Woman, hvor de påpeger, at globaliseringen af børnepasning og husarbejde har ført verdens ambitiøse og uafhængige kvinder sammen: den karriereorienterede, øvre middelklassekvinde fra den velstående nation og den hårdtarbejdende kvinde fra smuldrende tredjeverdens og postkommunistiske økonomier. Men den har ikke ført dem sammen, sådan som anden-bølge-feministerne i de velstående lande engang forestillede sig det – som søstre og allierede i kampen mod et fælles mål. I stedet mødes de som herskerinde og hushjælp, som arbejdsgiver og -modtager, hen over det store privilegiums- og mulighedsskel.
Dette er en problemstilling, nordiske kvindelige forfattere reflekterer over primært i socialrealistiske romaner, men også i tegneserieromaner, litterær journalistik, digte, sci-fi og fantasygenrer. De gør det med alvor, ironi og fortvivlelse. Vi har de traditionelle politiske værker, der sætter problemer under debat – især når det gælder voldsom kvindeundertrykkelse som i tilfældet trafficking. Men i et nyt årtusinde finder vi også en type postfeministiske værker præget af ironi, ambivalens, humor og satire. Det er værker, der i stedet for at spille på store følelser som vrede – og frem for at vække læserens sympati og medlidenhed gennem en melodramatisk eller sentimental stil – trækker læseren ind i et univers præget af ambivalens og en tilsyneladende mangel på moral. Det er værker skrevet af forfattere som Sara Kadefors, Selma Lønning Aarø, Kirsten Hammann m.fl., der udtrykker en form for magtesløshed i en neokapitalistisk æra, hvor enkeltindivider er usikre på, hvordan de kan ændre verden. Til forskel fra anden-bølge-feministerne opfatter mange af dagens kvinder magten som spredt i stedet for som koncentreret på identificerbare steder blandt identificerbare grupper. At omtale værker med denne vinkling og tone som postfeministiske betyder ikke, at de ikke er feministiske. Præfikset ”post” indikerer snarere en vedvarende kritisk indstilling både til feminismens grundlæggende tema: patriarkatet og til tidligere perioders feminisme. I tillæg må det postfeministiske opfattes som et gradsspørgsmål knyttet til genre, tema og forfatter. Nogle værker har et større, stærkt følelsesladet, feministisk fokus på den ’anden’, mens andre har et større, ambivalent fokus på det nordiske ’selv’ – i mødet med den ’anden’.
I værker af den sidstnævnte type fremstilles den skandinaviske kvinde som stresset, irriteret, jaloux, ironisk og narcissistisk i sin konstante selvransagelse og selvkritik. Det er som oftest grimt og ubehageligt at være til stede i denne usikkerhed – for både hovedperson og læser (jf. Sianne Ngais teori om grimme følelser). Alt bliver pinligt. Løsningerne findes sjældent – hverken løsningen på de sociale, politiske og etiske problemer eller den potentielle katarsis for læseren. Den eneste form for udløsning, man som læser opnår, er som oftest en lettere fnisen og trækken på smilebåndet. Man forstærkes i troen på, at noget bør gøres for at skabe større retfærdighed i verden – også mellem globale ’søstre’ – men man ved ikke helt hvad. Vi skal i det følgende se på tre kategorier af litteratur, der reflekterer det skæve magtforhold mellem den nordiske kvinde og hendes undertrykte ’søster’. Det gælder au pair-romaner, litteratur om kvindelige flygtninge samt reportager om mødet med undertrykte kvinder uden for Europa.
Au pair-pigen
Den manglende søstersolidaritet og ubehaget ved at være et privilegeret medlem af en af verdens rigeste velfærdsstater kommer tydeligt til udtryk i romaner om au pair-piger. Med bidende ironi sætter disse værker spørgsmålstegn ved den skandinaviske kvindes lykke som ligestillet, hårdtarbejdende, ambitiøs kvinde, der er i stand til at vise omsorg både for sin egen familie og for de ressourcesvage andre. Sara Kadefors (f. 1965) beskriver i Fågelbovägen 32 (2006) den perfektionistiske Karin. Hun er læge på et hospital, har mand og børn og arbejder i tillæg frivilligt på en hemmelig klinik for papir- og rettighedsløse. At arbejde med ulovlige indvandrere er altruistisk, politisk korrekt, men tilfredsstiller også et (pinligt) behov i en verden, der åbenbart ellers er blevet for tryg og forudsigelig: ”Kanske har förortskliniken blivit ett substitut för Afrika. Förr räckte det att åka ner och arbeta några månader för att få behovet tillfredsställt, behovet som man inte talar högt om, särskilt inte inför engagerade kollegor. Att tragiska människoöden bliver till något så ytligt som spänning i hennes svenska vardag låter inte bra”. De ’andres’ tragedier opleves som eksotiske og tilfredsstiller et behov for meningsfylde i hverdagen.
En aften på klinikken møder Karin en ung moldovisk kvinde med lungebetændelse. Det viser sig, at kvinden, Katerina (en navnesøster), arbejder som au pair og bliver groft udnyttet af sin svenske værtsfamilie. Karin vil gøre godt, tager hende med hjem og ansætter hende som au pair hos sig selv. Problemerne hober sig imidlertid op, efterhånden som det viser sig, at Karin ikke kan ansætte Katerina andet end sort, så længe hun opholder sig ulovligt i Sverige. Bedre bliver det ikke, da den unge, smukke au pair tydeligt udvikler et mere nært forhold til mand og børn, end hun selv har. Og allermest penibelt bliver det, da det går op for Karin, at Katerina har efterladt sine egne børn i Moldova for at tjene penge i Sverige. Romanen udforsker tydeligt situationen beskrevet af Ehrenreich og Hochschild, hvor verdens ambitiøse kvinder finder sammen som herskerinde og hushjælp, som arbejdsgiver og -modtager, uden at mødes som ’søstre’ og allierede. Som Katerina udtrykker det: ”Jag kommer från skitland och du kommer från lyxland. Det går inte att ändra på”. Karin er fuld af skyldfølelser og væmmelse ved sin egen overflod og ”äckliga privilegier”.
Romanen ender med Karins mentale sammenbrud. De to kvindespørgsmål, der endelig er belyst – men ikke besvaret – er for det første, om den skandinaviske kvinde skal vælge at være en god mor eller et godt medmenneske (underforstået, at hun ikke kan være begge dele), og for det andet, om den velstående skandinaviske kvinde og den fattige ’anden’ nogensinde kan mødes som ligeværdige parter – som venner.
Også Kirsten Thorup (f. 1942) og Selma Lønning Aarø (f. 1972) skriver satirisk om au-pair-pige-og-vestlig-selvrealiseringsproblematik i henholdsvis den apokalyptiske roman Tilfældets Gud (2006) og den orgasmefokuserede roman Jeg kommer snart (2013).
Den kvindelige flygtning
At være flygtning er i udgangspunktet endnu mere problematisk end at være au pair. Man rejser ikke i samme grad frivilligt fra sit hjemland, og man bærer ofte på traumer, man ikke kan dele med andre. Hvordan kan en skandinavisk medsøster hjælpe en kvindelig flygtning? Også denne problematik beskrives mere eller mindre ironisk i nordisk kvindelitteratur.
Christina Hesselholdt (f. 1962) debuterede i 1991. Hendes bøger er genremæssige hybrider, der trækker romanen i retning af drama og lyrik. Dette gælder også I familiens skød (2007), en Woolf-inspireret fortælling i skæringspunktet mellem roman, drama og novelle. Handlingen udspiller sig over én dag, d. 6. juli 2006. Ni personer gæster et dansk sommerhus, og dagens hændelser fortælles gennem skiftende perspektiver, først og fremmest hovedpersonen Annes. Det drejer sig stort set om Annes familie, med mand, barn, papbarn, svigermor og to besøgende: forfatteren Julius og den afghanske flygtning Naseema, der kommer til middag med sine to børn.
Anne er, som Kadefors’ Karin, den selvbevidste, vellykkede, privilegerede kvinde, der vil gøre godt – både på hjemmefronten og i en større social sammenhæng. Men også Anne motiveres delvis af kedsomhed. Familielivet i sig selv er ikke nok, arbejdet som dansklærer er umotiverende, og derfor har hun kastet sig over Naseema: ”Sådan var det, det fremmede oplivede hende. Hun havde brug for en sådan oplivelse, sådan en erobring, omtrent hvert femte år”. Anne hjælper Naseema praktisk og psykisk. Hun ved, at Naseema har været udsat for tortur og har mistet sit land og sin mand. ”Indimellem mistænkte hun sig selv for, at Naseema udgjorde en mulighed for hende for at komme i nærheden af noget virkelig meningsfuldt, et spørgsmål om liv og død, et sted, hvor det virkelig brændte på, hævet over dagligdagens små bekymringer”. Anne mistænkes altså (også af sig selv) for ikke at være en ægte altruist, men for at hjælpe andre for ultimativt at hjælpe sig selv. Dette pinlige tema går igen i romanerne: Den nordiske kvinde er privilegeret, velstående og tryg, men hun nages af dårlig samvittighed, skyldfølelser og eksistentiel tomhed.
Aasne Linnestå (f. 1963) har en helt anden tilgang til mødet mellem den nordiske kvinde og flygtningekvinden i digtbogen Morsmål (2012). Linnestå debuterede i 2000 og har udgivet både digtsamlinger og romaner. Med Morsmål skriver hun inden for en hybridgenre, hvor digtsamlingen er episk og kan læses som en roman. Som titlen indikerer, er Linnestå fokuseret på sprog, køn og nation. Dette kan forstås i lyset af sprogteorier, der kobler det kvindelige til det poetiske (som den fransk-bulgarske filosof Julia Kristeva har gjort det). Og det kan forstås i lyset af en oversættelsesproblematik knyttet til forskellige nationalsprog og deres indbyrdes status. I geopolitisk sammenhæng er sprogkundskab knyttet til magt, og det at give stemme til en stemmeløs kan opleves som en ny form for overgreb. Linnestå går altså varsomt til værks med få udvalgte scener, referater og dialoger. Teksten fremstår uden tegnsætning og versaler og strækker sig over ca. 250 sider.
Morsmål handler om et møde mellem en norsk kvinde og en kvindelig flygtning fra et ikke-europæisk land. Flygtningen har været udsat for mangfoldige seksuelle overgreb, og værket udtrykker i sin helhed et raseri rettet mod patriarkatet. Et af bogens vigtigste budskaber er, at flygtninge ikke kun er et offentligt, men også et privat anliggende: ”staten / sa / ja // så / hva / sier / jeg?” Digter-jeg’et åbner døren for flygtningen og håber, de kan finde frem til et fælles sprog, der vil gøre digter-jeg’et i stand til at formidle den andens historie: ”jeg drysser et språk over lydene hennes / men heller ikke jeg kan dette språket / før det iblant treffer oss / samtidig”. Digter-jeg’et betragter efterhånden flygtningen som sin nye ’søster’, som en slags fremmed søster, der ikke fandtes i hendes barndom, men først nu er blevet en del af hendes norske liv. Deres samtaler udvikler sig over flere årstider og vækker stærke følelser. Et afsnit bærer titlen ”Vredsel”, et nyt ord sammensat af vrede og rædsel. Og det, der skræmmer, er mændenes overgreb. Kvinderne ”snakker om hakkene, knivene, spettene, pikkene, mennene / mennene, mennene”. Midtvejs i bogen munder kritikken af patriarkatet ud i det, der må tolkes som et raseriudbrud mod læresætningen ”boys will be boys”. Hvor siderne i resten af bogen er hvide og sparsomt tildækket med ord trykt i sort, er de tre sider tæt tildækket med ”’boys will be boys’” sorte med hvidt tryk. Siderne afbryder resten af værket – de kan virke som en insisterende irettesættelse, der kommer ude fra det solidariske univers, kvinderne har etableret. Men de fremstår også som en undergravende, repetitiv vrængen netop fra kvindernes diskursive ståsted.
Tonen i Morsmål er alvorlig og eksistentiel og tangerer på ingen måde det ironiske eller satiriske. Værket munder ud i en tanke om et konstruktivt kulturmøde og et færdigt skriveprojekt, der opfanger en livshistorie uden at reducere hverken fortælling eller individ. På næstsidste side læser vi: ”det ligger ingenting igjen etter deg / […] når du har gått // du får alltid alt du eier / med deg”. Og på sidste side står kun: ”men du er her // nå”. Netop lyrikken kan gennem sin apostrofe holde på det flygtige i et alternativt, lyrisk øjeblik.
Hesselholdt og Linnestå er samme generation, født med et års mellemrum, men Hesselholdts værk ligger i dette tilfælde betydeligt nærmere en postfeministisk sensibilitet med fokus på det pinlige i at være dansk og ’altruistisk’, mens Linnestå gennem sin lyrik giver udtryk for et mere feministisk projekt præget af en postkolonialistisk følsomhed over for den ’anden’.
Reportagen om den undertrykte ’anden’ kvinde
Globalisering medfører ikke bare, at man møder den ’anden’ kvinde på hjemmebane – i éns eget hus og hjem. En global feministisk bevidsthed kan også føre den mere eller mindre harmdirrende nordiske kvinde ud på en rejse for at rette op på verdens uretfærdighed. Midlet vil for forfatteren ofte være et oplysningsprojekt, en bog, der forhåbentlig kan skabe empati og engagement og i sidste instans medføre social og politisk handling. Genremæssigt kan bogen spænde fra den selvransagende roman baseret på egne grimme følelser til den mere udadvendte journalistiske skildring.
Den ultimative postfeministiske, ironiske fortælling om den skandinaviske kvindes ambition om at skrive en bog om de ’andre’ er nok Kirsten Hammanns En dråbe i havet (2008). Hammann (f. 1965) debuterede i 1992, først med digte, dernæst med romaner. Hammann er yderst underfundig i sin analyse af komplekst sammensatte kvinder; der er ingen tvivl om, at hendes romaner eksemplificerer de postfeministiske skildringer baseret på ambivalente, grimme følelser.
En dråbe i havet starter i den socialrealistiske tradition med fortællingen om Mette, der er forfatter og bor med mand og barn på Østerbro. Mette er efter alle standarder vellykket og lykkelig. I modsætning til de tidligere omtalte hovedpersoner er Mette efter eget udsagn forelsket i den mand, hun er gift med; hun er tilsyneladende entusiastisk involveret i deres sexliv; hun tilbringer kvalitetstid med datteren; og hun lægger stor energi ind i velovervejede tøjindkøb. Alligevel er der noget, der skurrer; det hele virker anstrengt. Og så kommer spørgsmålet, om dagens kvinde så ikke også er globalt engageret? Nja, på den ene side har Mette ”ikke noget problem med de fattige og sultne i ulandene. Hvis man afskaffede ulandene i morgen, simpelthen fjernede dem fra skolebøgerne og tv-avisen, så kunne Mette Mæt leve glimrende i deres fravær.” Problemet er kunstigt skabt, mener Mette: ”Det er kun, fordi hun tager sig sammen og tvinger sig selv til det, at hun nu er nødt til at skrive en åndssvag bog om sult og nød. Det er bare lektier. En slags skatter og afgifter hun føler sig forpligtet til at betale”. På den anden side kan billeder af udmagrede børn tænde en flamme i hende – et ungdommens oprør. Og flammen sætter hun pris på i en verden, hvor alt er lagt tilrette for hende i ”et fredeligt land med sikkerhedsnet”, et land, hvor mæthed grænser til træthed.
Mette kommer i kontakt med en hjælpeorganisation, der kan assistere med hendes research. Hun vil helst ikke forlade hjemmet, men det viser sig, at der findes et hemmeligt virtuelt hotelrum i København, der giver adgang til alverdens elendige steder. Her kan Mette udforske elendighed i korte perioder ad gangen uden at gå glip af sin daglige københavnereksistens. Romanen krydser over i sci-fi-genren, når genstande, bakterier og mennesker begynder at krydse grænsen mellem det virtuelle rum og Mettes verden. Mette får efterhånden den ide, at hun vil bytte hjem med en etiopisk familie – bare et par dage. Så kan de bo i hendes lejlighed på Østerbro, mens hun og datteren, Sofie, udforsker, hvordan det er at bo i en afrikansk landsby. Men alt går galt. Den etiopiske familie ønsker sig ikke til Østerbro, Sofie og Mette havner på en losseplads i Indien, Sofie udsættes for fare, og når manden, Martin, opdager, hvad Mette har gjort, vil han skilles. Mette står til sidst – som Kadefors’ Karin – på sammenbruddets rand. Det viser sig at være uforeneligt at kombinere rollen som redebygger i velfærdsstaten med rollen som globalt aktiv feminist. Man kan ikke både engagere sig i egne og andres børn. Og til syvende og sidst fremstilles Mette som et offer, der kommer i klemme mellem to patriarkalske verdensordener: Manden Martins og ”Gudernes”, som de mandlige ingeniører, der styrer den virtuelle verden fra New York, kaldes.
Om man skriver som journalist eller som romanforfatter, påvirker selvfølgelig genre, tone, tema og fokus. Et eksempel på en forfatter, der skriver nærmere journalistikken, feminismen, indignationen og troen på at kunne gøre en forskel – også på globalt plan – er journalist og krigskorrespondent Åsne Seierstad (f. 1970). Efteråret 2001, efter Talibans fald, rejste hun til Afghanistans hovedstad, hvor hun mødte en boghandler og hans familie. De aftalte, at Seierstad kunne bo hos dem foråret 2002 og skrive en bog om dem. Værket skulle vise sig at blive den bedst sælgende norske sagprosabog nogensinde. Den er oversat til over 40 sprog og er den første norske bog, der er nået op på The New York Times’ top-10 bestsellerliste.
Bokhandleren i Kabul (2002; Boghandleren i Kabul, 2002) blev udgivet med undertitlen Et familiedrama. I et forord forklarer Seierstad sin metode, sin motivation og sit valg af form. Ved sit første besøg hos boghandleren fik Seierstad hurtigt en fornemmelse af de kvindelige familiemedlemmers undertrykkelse, og det ville hun skrive om. Boghandleren gik umiddelbart med på, at hun kunne flytte ind, observere og skrive om dem. Som vestlig kvinde fungerede Seierstad som et slags ”tvekønnet” væsen, forklarer hun. Hun kunne omgås mænd såvel som kvinder (hvilket en vestlig mand ikke ville have kunnet), men på trods af sin egne privilegier, forklarer Seierstad, blev hun efterhånden mere og mere rasende: ”Jeg har sjelden kranglet så mye med noen som der. Jeg har aldri hatt så lyst til å slå noen som der.” Det, der provokerede hende, var mændenes holdning over for kvinderne: ”I diskusjoner var det for mange helt selvfølgelig at kvinner er dummere enn menn, at de har mindre hjerne, og ikke kan tenke så klart som menn”.
Seierstad beskriver i bogen den kvindelige intimsfære, hvordan det er at gå på marked i burka, hvordan det er at være i hammam, hvordan det er at blive tvangsgiftet, og hvordan flerkoneri medfører skamfølelser. Først og fremmest fokuserer Seierstad på den håbefulde Leila, boghandlerens lillesøster, der har en drøm om at blive engelsklærer, men ender med at måtte acceptere en frier, hun hverken elsker eller respekterer. Bogen munder ud i en hjerteskærende tragedie: ”Leila kjenner hvordan livet, ungdommen, håpet unnslipper henne – uten at hun kan redde seg. Hun føler at hjertet hennes er en tung og ensom stein, som er dømt til å knuses en gang for alle”.
Seierstad valgte at skrive i en ’litterær form’ – inden for genren litterær journalistik, som man kender den fra USA – men det skulle vise sig at medføre misforståelser og stærk kritik. I tillæg blev bogen hurtigt oversat med det resultat, at boghandleren læste den og dernæst sammen med sin kone rejste til Norge og sagsøgte Seierstad og forlaget Cappelen Damm. Sagen blev anket i flere instanser og endte i 2011 med, at Seierstad og forlaget blev frikendt. Boghandleren i Kabul indskriver sig altså i norsk litteraturhistorie som et politisk, feministisk værk med en hidtil uset international gennemslagskraft, men også som et værk skrevet i den kontroversielle genre litterær journalistik. På trods af sine gode intentioner blev Seierstad af mange betragtet som den nordiske karrierekvinde, der styrkede sin egen position på bekostning af de afghanske kvinder, hun skrev om. Ehrenreich og Hochschilds store privilegiums- og mulighedsskel blev fortsat betragtet som uoverstigeligt.
Mellem fiktionsroman og journalistisk reportage finder vi Lene Ask (f. 1974), der udgav tegneserieromanen Da jeg reddet verden (2009). At titlen skal forstås ironisk, forstærkes af forsidebilledet. Her figurerer forfatteren med sit karakteristiske røde hår i en flannelograf-pastiche, hvor hun i Jesus-positur lader de små børn – af alle racer – komme til sig. Ask havde i 2008 fået i opdrag af Norad (Norwegian Agency for Development Cooperation) at rejse til Tanzania og skildre børn og kvinders situation i forhold til sygdom og sundhed. Norad-engagementet resulterede i et hæfte med syv fortællinger. Derefter udgav Ask Da jeg reddet verden som en personlig, humoristisk refleksion over rejsen, kulturmøderne og måden at repræsentere den ’anden’ på.
Værket skildrer altså den selvbiografiske hovedperson, Lene Ask, der får til opgave af Norad at rejse til Afrika for at lave en tegneserierapport om kvinder og børns sundhed. Som en Norad-ansat forklarer: ”Vi håper at dine tegninger kan gi oppmerksomhet til disse problemene”. Fortællingen er gennemsyret af selvironi på individniveau såvel som på større socialt, kulturelt og nationalt niveau. Gennem tegninger og ord afsløres Lenes individualistiske kunstnerambitioner, hendes vægren sig ved at skulle til et land, hvor hygiejnen ikke holder nordisk standard, hendes racistiske søndagsskoleopdragelse og hendes kulturelle fordomme mod flerkoneri og omskæring. Ikke i den forstand, at hun ender med at være for flerkoneri og omskæring, men ved at hun indser, at aspekter ved vores kultur kan virke lige så groteske på en afrikaner, som aspekter ved deres kultur gør på os. Hun indser også, at de uønskede kulturelle praksisser er indlejrede i økonomiske samfundsforhold, der gør, at man ikke bare kan afskaffe dem uden at tage hensyn til de større utilsigtede økonomiske konsekvenser, det kan få.
Tilbage i Norge sætter Lenes Afrika-erfaringer den skandinaviske kvindes problemer i perspektiv. Som hun siger til sin mand: ”Barn dør av sult, og jeg er mest bekymret for at datteren min nekter å spise grønnsaker.” Indsigterne omsættes til tegninger, der udstilles, men ved fernissagen kommer et nyt perspektiv ind. Nogle norsk-afrikanske kvinder er til stede, og Lene ser frem til at tale med sine ”afrikanske søstre”. De kritiserer hende imidlertid for at fremstille afrikanere på fordomsfuld, nedværdigende vis – som ofre. De kræver, at Lene undskylder ”overfor det afrikanske folk,” og Lene føler sig nok engang mislykket. Det ender dog med, at hun modtager en telefonopringning om, at en ung gravid kvinde, hun mødte i Afrika, døde under fødslen, idet hospitalet nægtede at hjælpe hende – en patient, der var for fattig til at medbringe eget udstyr. Lene genvinder troen på, at det er vigtigt at fortælle ofrenes historier, og at den enkelte kan forandre verden – lidt.
Engagement og utilstrækkelighed
Der er ikke noget endeligt facit på problemstillingen om det at skabe ligestilling, ligeværd og solidaritet på tværs af etniske grænser globalt såvel som lokalt. Feministerne fra 1960’erne og 70’ernes anden bølge og efterfølgende generationer udfordres på ny i en globaliseret verden. Det vækker skyldfølelser, ansvarsbevidsthed og engagement, og mange kvindelige forfattere griber pennen i det, der kan fremstå som alt fra et ligefremt oplysningsarbejde med den ’anden’ kvinde i centrum til mere selvrefleksive værker, hvor fokus mere ironisk vedbliver at være på den vestlige kvinde, hendes kvaler, hendes manglende søstersolidaritet og gerne også en stadig manglende ligestilling inden for kønsroller. Det fremgår som oftest, at forventninger til kvinden (hendes egne og/eller samfundets) gør det umuligt for hende at slå til som redebygger, karrierekvinde og global søster.
Skønlitteratur
- Lene Ask: Da jeg reddet verden. Jippi, 2009
- Kirsten Hammann: En dråbe i havet. Gyldendal, 2008
- Christina Hesselholdt: I familiens skød. Rosinante, 2007
- Sara Kadefors: Fågelbovägen 32. Piratförlaget, 2006
- Åsne Linnestå: Morsmål. Aschehoug, 2012
- Åsne Seierstad: Bokhandleren i Kabul. Et familiedrama. Cappelen, 2002. På dansk Boghandleren i Kabul. Gyldendal, 2002
- Kirsten Thorup: Tilfældets gud. Gyldendal, 2011
- Selma Lønning Aarø: Jeg kommer snart. Flamme, 2013
Faglitteratur
- Åsa Arping: ”Att sätta medelklassens problem under debatt. Samtidspolitik, etik och klassmedvetande i Sara Kadefors Fågelbovägen 32”. Tidskrift för litteraturvetenskap 2, 2011
- Solveig Brandal: Bokhandleren i Kabul av Åsne Seierstad. Litterær journalistikk, etikk og kvinnesak. Ph.d.-afhandling. Universitetet i Oslo. Upubliceret, 2016
- Barbara Ehrenreich og Arlie Russell Hochschild: ”Introduction”. Global Woman. Nannies, Maids, and Sex Workers in the New Economy, Ehrenreich & Hochschild (red.). Henry Hold and Company, 2002
- Julia Kristeva: “Fra én identitet til en annen” (1975). Moderne litteraturteori. En antologi, Atle Kittang et al. (red.). Oslo Universitetsforlaget, 2003
- Sianne Ngai: Ugly Feelings. Harvard University Press, 2005