I 1909 er kvindernes stemmeretskamp i fuld gang. Fra London refererer den svenske journalist Elin Wägner fra »den største bevægelse, verden har set«, Det Internationale Forbund for Kvinders Stemmeret og deres kongres.Gennem fire årtier bliver hun den mest utrættelige modstander af patriarkatet i Sverige. Det første højdepunkt er Stockholmsromanen Pennskaftet, som hun skriver 1910, og som bliver en bibel for »den nye kvinde«.Men Wägner er ikke alene. Blandt de mange svenske forfatterinder og kvindelige debattører, der slutter op om stemmeretskampen, er Selma Lagerlöf og Ellen Key, hvis forfatterskaber undergår en litterær fornyelse midt i kampens hede.
Tag: Seksualitet
Den døve arbejderkvinde Maria Sandel var feminist og organiseret socialdemokrat, anerkendt og støttet af kvindekredsen omkring Ellen Key. Hun er blevet kaldt proletariatets Fredrika Bremer. Hun var »et af de ejendommeligste mennesker, der har helliget sig forfattervirksomheden«. I 25 år boede og arbejdede hun i et lille værelse med åbent ildsted i en husvildebarak. Her fandt hun sit stof.Når hun med sit dybt personlige kendskab skriver om de snævre boliger, sliddet for føden, kvindernes dobbelte arbejde, er hun en pioner i svensk litteratur; men teksterne stiler højere end mod blot at være historiske vidnesbyrd. Hun arbejder med at give sit moralske engagement litterær form. Feminismen er en del af projektet; hun vil »reformere mændenes opfattelse af kvinden«. Som mange andre læste og inspireredes hun af Charles Dickens’ romaner. Og som andre arbejderforfattere prægedes hendes idéverden af arbejderbevægelsens stræben efter at »højne standen«.
Ragnhild Jølsens liv og digtning præges af spændingen mellem hjembygden og hovedstadens bohemekreds, mellem det robust folkelige og det æstetisk forfinede. Allerede fra debuten i 1903 blev hun hilst velkommen som opsigtsvækkende moden, mærkeligt begavet og egenartet. Men hendes »brutale, rå kraft« og »utilhyllede, voldsomme erotiske scener« fik flere til at tro, at forfatteren måtte være en mand.Hendes bøger kredser om en kvindetype, der er smuk, sårbar og sanselig, og hvis bevidsthed svinger mellem drøm og virkelighed. Hun brød erotiske tabuer og viste modigt, at hun så krop og ånd som en helhed. Forfatterskabet står fjernt fra det borgerlige, hverdagsprægede og alvorsfulde, der kendetegnede den norske litteratur i de første tiår af det tyvende århundrede, idet det følsomme, indsigtsfulde og eventyrlige, overdrevne var en hovedlinje i hendes bøger.
Med Nobelprisen i litteratur i 1909 fik svenske Selma Lagerlöf for alvor sit internationale gennembrud. På det tidspunkt var hun allerede en af Nordens mest anerkendte og respekterede forfattere. Tabet af det elskede barndomshjem Mårbacka forplantede sig til hendes forfatterskab som et smertepunkt – en tilbagevendende tematik varieret i roman efter roman.Og det er gennem manglen i tilværelsen, det påtvungne opbrud, at hun, der tilsyneladende ikke havde mere at miste, trådte ind i sin verden af minder og hentede et oprindeligt sprog, der gennemsyrede alt, hvad hun skrev, og som kunne opfattes af høj og lav, af børn og voksne. Hun ville læses af alle, også bondekonerne på landet, skrev hun.Det bliver hun den dag i dag.
Blandt de få islandske kvindelige forfattere, som træder frem omkring århundredskiftet, rejser fra landet til Reykjavík. Men i deres litterære værker er det ikke samtidens Island, der danner ramme omkring deres skildringer af modernitetens islandske kvindekonflikter.De vælger fortiden som tidsramme, rejsen tilbage til det patriarkalske bondesamfund, som samtidens identitetskonflikter og opbrudsforsøg udspringer af. Fra dette perspektiv tematiserer de konflikterne mellem pligt og frihed, tradition og nybrud – ambivalensen over for kvindernes nye frihed.
L. Onerva tilhørte den nye generation af akademisk uddannede kvinder og skrev godt 30 værker. Hun debuterede med digtsamlingen Sekasointuja (Disharmonier) i 1904 og er blevet anerkendt som forfatter af en lyrik, der »forbinder livsnydelse med lidelse«.Som prosaforfatter er hun derimod blevet anset for at være »alt for intelligent, alt for analyserende«. Alligevel er det L. Onerva, som skriver den første moderne roman i Finlands historie.
Agnes Henningsens verden er som et geografisk og ideologisk landkort. Her spejler Danmark sig i Europa, dansk provins i Københavnsk storbyliv, rodfæstet middelklasse i radikal boheme, og her mødes tidens vidt forskellige holdninger – sociale, politiske, religiøse – samlet i et brændpunkt: Kærlighedens og den selvstændighed, der i Agnes Henningsens forfatterskab bliver det kvindelige begærs absolutte forudsætning.Hun skriver sig op mod den skinhellige institutionalisering af kærligheden, som skaber hykleri, martyrier, hysteri, fordækthed og bestandig truer en naturlig udvikling af et kvindeligt seksualliv.
Kærlighedens magt er så vældig hos mig, at den ofte næsten har slået min sjæl i stykker. Sådan skriver den finske forfatter Aino Kallas (1878-1956) i sin dagbog den 11. november 1918. Mens den vældige »kærlighedens magt« kan siges at være den kraft, hendes forfatterskab er koncentreret om, placerer Maila Talvios (1871-1951) forfatterskab sig centralt i de nordiske landes debatter om seksualmoral og inspireres bl.a. af Ellen Key. Bag oplysningsidealerne kan man imidlertid læse en sammenhængende beretning om kvindelig seksualangst, pessimisme og dødslængsel.
Bohemens forfattere stræbte efter en livsfølelse og kunst, der kunne sprænge grænserne både for den beklemmende borgerlighed og den åndsforladte modernitet. Det gjaldt også bohemens kvinder. Men for dem var frihed og frigørelse ikke kvindesagskvindernes krav om stemmeret, men et spørgsmål om livsudfoldelse i kærlighed og kunst.Vakte bohememiljøets mandlige frontfigurer skandale, gjorde kvinderne det i ikke mindre grad. Som bohemer forbrød de sig mod alle normer for et anstændigt kvindeliv som hustru, som mor, som hjemmets hjerte og hjerne. Og samtidig blev de i bohememiljøet netop feticheret for denne kvindelighed.
Det victorianske kvindeideal var blegnet bort. Kvindernes nye rettigheder som medborgere og deres stadig mere fremtrædende plads i offentligheden og i samfundsnyttige erhverv fik udtrykket »Ny Kvinde« til stadig oftere at dukke op allerede i 1890’erne. Fra at have været almindelig misogynt blev patriarkatet udtalt antifeministisk. Der udbrød en krig om, hvordan »Den nye Kvinde« skulle defineres. Var kvindeligheden unaturlig eller sund? Var »Den nye Kvinde« nymfoman? Pebermø? Under alle omstændigheder en unaturlig kvinde! Det er nu, i dette klima af stadig mere åben kønskamp, at feminismedebatten raser over Europa. Maskulinismen fejrer sine største triumfer. Men kvinderne slår igen.