Kampen for norsk selvstændighed og den stigende nationale bevidsthed kulminerede, da Norge løsrev sig fra unionen med Sverige i 1905. Samtidig undergik det norske samfund store forandringer. Industrialiseringen havde taget fart, og de traditionelle livsformer i landområderne var på vej til at gå i opløsning. Den norske forfatter Ragnhild Jølsen (1875-1908) oplevede disse forandringer på egen krop. Som ganske ung kom hun i kontakt med førende kredse inden for litteratur og billedkunst, og hun modtog selv undervisning i billedhuggerkunst og modellering. Samtidig spillede slægten og slægtsgården en hovedrolle i hendes liv og digtning. Slægten havde mistet gården og levede et jævnt liv, først i Kristiania, senere i hjembygden Enebakk. Ragnhild Jølsens liv og digtning præges af spændingen mellem hjembygden og hovedstadens bohemekreds, mellem det robust folkelige og det æstetisk forfinede. Rikka Gan, 1904 og Hollases krønike, 1906, er de to storværker i det lille forfatterskab. Romanen domineres af en mørk, pessimistisk grundtone, mens krøniken er fuld af folkelig humor og vitalitet.
Rikka Gan har to hovedfigurer, kvinden og gården. Rikka er et usædvanligt følsomt og lidenskabeligt menneske – en kunstnernatur. Hun bor sammen med sin fattige familie på den forfaldne storgård Gan, som hendes slægt har måttet afstå. Trods sin stolthed lever hun i fornedrelse. Hun har prostitueret sig for Gans nye ejer, en hensynsløs rigmand, for at familien kan få lov at blive boende på den gamle slægtsgård. På den måde forbindes gården og kvindens krise. Gan repræsenterer et mystisk og uhyggeligt univers:
»Sorte laa Gan Gaards Huse med sit søvnige Ekko, og Trærødderne skalv nede i Haven. Sol kom gnistrende ved Sommertid … Magted ikke gnistre i noget paa Gan … Men naar Mørket kom sivende op af Vandet og ud af Skoven … da var det, at Gan Gaards Huse vaagned og vokste«.
En kvinde, der skriger i stormen, rødder der bugter sig, en dyster gård, hvor ugerninger er blevet forøvet – alt dette er elementer fra den skrækromantiske genre, fra den gotiske roman, som Ragnhild Jølsen fornyer dristigt. Et omkvædspræget, lyrisk sprog, fortættede scener, drømmeagtige naturbilleder og en kompleks, sensuel menneskeopfattelse smelter sammen i hendes univers. Ragnhild Jølsen skabte en national, litterær jugendstil, på linje med kunstneren Gerhard Munthes møbeldesign, malerier og bogillustrationer og tekstilkunstneren Frida Hansens vævede tæpper.
Den slyngende linje
Omkring 1900 var jugend en toneangivende kunststil i Europa. Jugendstilen bygger som symbolisme og nyromantik på et idealistisk kunstsyn: Gennem kunsten er det muligt at formulere et helhedsprojekt for tilværelsen, ofte med utopiske træk; det er muligt at skabe en anden virkelighed. Jugendkunstens æstetiske program satte skønheden i højsædet og interesserede sig for det eksklusive og enestående. Den livsstil eller verdensopfattelse, jugend udtrykte, kan forstås som en protest mod samfundets mekanisering og industrialisering. Men den kan også ses som en flugt fra en truende virkelighed og omverden. De bevidst stiliserede og ornamentale former er noget nyt og centralt. Motiverne udtrykker en atmosfære af eventyr og drøm og berører menneskelivets tabubelagte områder. Jugendstilens kendetegn blev den slyngende linje, der blandt andet kunne blive til blomsterranker, flagrende kvindehår, drager og fantasidyr. Overalt i Norden finder man forfatterskaber med disse tendenser.
En inspirator for jugendstilen blev den danske forfatter J. P. Jacobsen, i Sverige er Selma Lagerlöf et markant navn, og i Norge var Thomas Krag tidligere ude end Ragnhild Jølsen med jugendinspirationen. Strømningen har især nedfældet sig i naturskildringernes billedsprog og i billedet af kvinden.
Ragnhild Jølsen var uhyre modtagelig over for selve atmosfæren i den nye litteratur og fik anerkendende kritikerrespons. Allerede fra debuten i 1903 blev hun hilst velkommen som opsigtsvækkende moden, mærkeligt begavet og egenartet. Men hendes »brutale, rå kraft« og »utilhyllede, voldsomme erotiske scener« fik flere til at tro, at forfatteren måtte være en mand. Kunne en dame overhovedet skrive på den måde? Den toneangivende norske kritiker Carl Nærup fremhævede i 1907 hendes evne til at skabe figurer og hendes stiliseret lyriske, musikalske sprog. Han berømmede hendes frodige »Romanfantasi« og »dristige og særegne Talent«. Samtiden opfattede hende som hjemstavnsforfatter, fordi hun beskrev skovnatur og gamle gårde. Efterhånden som hun begyndte at anvende stadig mere dialekt og lagde vægt på en mere norsk sprogføring, blev hun rost for at være national – også en effekt af »1905-syndromet«. I dag er det nemt at se, hvor »moderne« og europæisk hendes talent var. Hun modtog impulser fra flere kunstarter og integrerede dem i det »totalkunstværk«, jugendstilen gerne ville skabe. Hele hendes verden er i samklang med jugends skønhedsdyrkelse og interesse for det tabubelagte og ambivalente. I norsk litteraturhistorie har Knut Hamsun og Sigbjørn Obstfelder vundet hævd på at være periodens nyskabere, men Ragnhild Jølsen fortjener en fremtrædende plads ved siden af dem som original genre- og sprogfornyer.
Efter Ragnhild Jølsens død i 1908 talte Sigrid Undset og hendes ældre forfatterven Nils Collett Vogt om hende, »og var enige om at hun var et geni«, fortæller Tordis Ørjasæter i sin biografi om Sigrid Undset, Menneskenes hjerter, 1993.
Under arbejdet med sin debutroman Ve’s mor blev Ragnhild Jølsen rådgivet af forfatteren Hans E. Kinck. Både hendes rytmiske sprog og realistiske – til dels groteske – menneskeskildring kan minde om Kinck. Men det er Selma Lagerlöfs forfatterskab, hendes værker har mest til fælles med. Partier fra Gösta Berlings saga, 1891, har tydeligvis været inspiration for Hollases krønike. Begge arbejder med en egen blanding af realistiske og romantiske tekstniveauer. Højstemte påkaldelser og lyriske indslag veksler hos Ragnhild Jølsen med brug af dialekt og hverdagssprog. Dialogen skifter mellem arkaiske former og retoriske udsagn i høj stil på den ene side og saftige, folkelige ordsprog og eder på den anden.
Følsomhed og sanselighed, selvkærlighed og selvhad
Ragnhild Jølsens bøger kredser om en kvindetype, der er smuk, sårbar og sanselig, og hvis bevidsthed svinger mellem drøm og virkelighed. Personskildringen understreger det aggressive og tvetydige. Rikka Gans angst og selvhævdelse, livslede og selvoptagethed spejles gennem hele romanen. Noget lignende gør sig gældende for Rikkas niece i romanens fortsættelse Fernanda Mona, 1905, og i Hollases krønike, selv om personernes selvfølelse her er svagere. Heltindernes personlighed har udpræget narcissistiske træk. De lever på deres selvkærlighed, men også på et stærkt selvhad. De er besat af urealistiske storhedsfantasier, men mangler samtidig evnen til at fungere, når de ikke elskes og beundres af andre. På den ene side bekræfter kærlighedsforholdene deres selvfølelse, på den anden side fører kærlighedstabene dem ud i depression og tomhed.
Et eksempel på, hvordan leg, latter og groteske billeder er aktiv fortællerenergi i Fernanda Mona, ser vi i dobbeltportrættet af Ganpigerne. Tvillingeparret sættes op mod den elegiske søster Fernanda Mona. De to tøser slægter i højere grad eventyrets og sagaens kvinder på – ligesom deres tante Rikka Gan: »Saa tog de to Gauper (tøser) til at rase omkring Bordet, vilde som Mænader, med Spark og Slæng, og det korte lurvede Haar fygende omkring sig … «
Pigerne drikker sig sanseløse i deres fars gravøl, tirrer studene, forfører deres egen fætter, prøver at tage Gans rige ejer af dage – men ender med at lade sig underholde af ham. Beskrivelsen af de tre søstre illustrerer, hvor stor spændvidden i forfatterens kvindebillede er. Fortællerholdningen stiller sig kritisk til begge disse yderpunkter, men der ligger stor skaberglæde i beskrivelsen af de djævelske piger.
Ragnhild Jølsens kvinder når ikke frem til medmenneskelig modning eller voksen selvstændighed. Patriarkalske familie-strukturer og mødrenes magtfulde opdragelse hæmmer og hindrer dem. Deres raseri, angst og ensomhedsfølelse ligner barnets. Drømmen er for dem en kreativ ressource – deres kunstnergave, og de kæmper for at finde selvforståelse og identitet gennem den. Rikka drukner, da hun hengiver sig til sin egen drøm om skovfantomet Vilde Vaa: »… tatt ind i sin Ungdoms Drøm strakte hun Armene ud: Vilde Vaa, Vilde Vaa«. Hun dør i mødet med sin drømmeelsker, der egentlig er en side af hende selv.
Der ligger imidlertid noget værdifuldt i heftigheden og selvkærligheden, som ikke mindst har betydning for kvinders udvikling af selvtillid og selvstændighed. Heltindernes egoisme og selvhævdelse forsvinder ikke, men den omskabes, når de forsøger at udfylde deres idealer og forestillinger om sig selv. De prøver at »overskride« sig selv gennem skabende virksomhed. Paula gør det i leg med sin søn (Ve’s mor), Rikka i fantasier og syner, Fernanda Mona med sin kærlighed til blomsterne og haven, Angelica i Hollases krønike i maleriets skabelsesrus. Alle er de opfyldt af drømmen om skønhed og længslen efter den virile og ømme elsker.
Rikka og Fernanda Mona evner kun at opretholde deres selvbillede ved at dø. Kærlighedstabet gør også Angelica destruktiv – hun ødelægger sit store maleri, fordi det afslører en viden om hende selv, som hun ikke kan godtage. Men også hun har en fremtidsvision om kvindernes kærlighed. Den bøn, hun beder, hvor hun vil erstatte længsel med handling, kan tolkes som et udtryk for ny indsigt og nyt kunstnerisk arbejde – som digter: »Lær mig at klage Savnet ud, slig at min Stemme maa høres til slut, finde Vei til alle slaviske Sjæle, hjælpe dem ud af deres nedarvede Livsegenskab, at de kunde bli allerede i min Tid mindre ydmygelig bastet end nu, – at jeg kan se Frugt af mit nye Livsens Arbeide«.
Angelicas kærlighedsmøde med herremandssønnen Otto Kefas er en smuk prosalyrisk højsang til kvinders erotik. Hun beder Otto gå med sig gennem en moden mark i måneskin. »’Det er bare én Aker i Verden’, sagde Angelica, ‘for mig.’ Og indi sig tilføyde hun: – For os Kvinder. For sandelig – den er som et Billed paa et lødig Kjærlighedsliv, synes jeg –«. Men fortællerstemmen kender Ottos begrænsning. Angelica og andre kvinder, der elsker, tager skammeligt fejl, hvis de tror om denne »Manddommens Gud«, at »Otto Kefas’ Aand ogsaa monne være et Kunstverk«.
Den passionerede maler Angelica havde Ragnhild Jølsen fundet hos Fredrika Bremer. Såvel selve navnet som hendes profession og livsindstilling er hentet fra romanerne Presidentens döttrar, 1834, og Nina, 1835. Hos både Fredrika Bremer og Ragnhild Jølsen er Angelica en ung oprører, men den svenske kvinde dør med pensel i hånd som fuldbyrdet kunstner. Den norske tages ud af romanen, da hun vælger kunstnerrollen, men uden at have fundet kunstnerisk forløsning. Det betegner et æstetisk brud i bogen og et brud med de tidligere bøgers hovedtema: kvindens længsel efter manden og kærligheden.
Ragnhild Jølsen brød erotiske tabuer og viste modigt, at hun så krop og ånd som en helhed. Men hun var realist, når hun skildrede konsekvenserne for de kvinder, der vedstod sig deres drifter. De søger alt hos manden – faderen, elskeren, vennen og åndsfællen – men finder kun kropslig tilfredsstillelse, selvforagt og fordømmelse.
En grotesk realisme
I Hollases krønike, en suite af fortællinger om et bondesamfund, en bygdedjævel og en kvindelig maler, skaber Raghild Jølsen en genrefornyelse, hvis stiltone er langt mere munter end i de foregående bøger. Kun historien om kunstneren Angelica har bevaret det mørke og melankolske tonefald. Hollases krønike og det beslægtede værk Brukshistorier, 1907, er hovedsagelig fortalt med frodighed og et overskud af humør.
I Hollases krønike skildres den onde Hollas i detaljer: hulkindet og smalskuldret, med kainsmærke i panden og stiv hofte. Forfatteren forvandler det hverdagsrealistiske plan i plastiske, men overdrevne og krasse billeder. Hollas er bygdens mægtigste, ondeste mand. Det eneste, der bider på ham, er bondesnuhed og latterliggørelse. Hollas udsættes for at blive overhældt med møg, og han dør af pest, mens et skraldergrin slår ind over ham fra bønder og tjenere. Striden mellem den onde og bønderne får et universelt perspektiv. Det folkelige og det groteske, bønderne og fanden selv bliver dele af en enhed. Bygdeslagsmålet fortsætter, fordi ondskab og forslagenhed til enhver tid veksler og fornyr sig i miljøet, og bygdebefolkningen vil altid have drøj morskab og spot ud af det. Trods pest og død er bygden ukuelig og nærmest udødelig.
Brukshistorier er Ragnhild Jølsens sidste bog. Her er bygden og savværket hovedfigurer. I fortællingen sammenkædes sociale og mytiske elementer. Indledningen præsenterer savværket både som fantasiuhyre og arbejdsplads. Værket er en »Drage«, som spyr ild og tager liv, men det giver også »Arbeid« og »Brød«. Og Jens Vaktmann taler med de underjordiske og ved, at der bor en djævel i hvert fabrikshjul.
Jævne folk sættes mere i forgrunden i hendes to sidste bøger. Værkerne bygger på folkelig kultur og tradition. De indvarsler en ny vægtning i forfatterskabets tematik, der kommer til udtryk på tre niveauer: Sproget formes i en smidig tosprogethed, vekslende mellem østlandsdialekt og danskpræget litterært sprog, synet på verden åbnes mod en horisont af frihed, livslyst og utopi, og ikke mindst synet på menneskekroppen – der ses som en suveræn del af den store natur.
Interessen for og udforskningen af menneskekroppen viser sig i, at der fokuseres på sygdom, forfald og død. Men legemet er i endnu højere grad ensbetydende med mangfoldighed, skønhed og begær. Mandskroppen beskrives lystfyldt og sanseligt. I krøniken fantaserer fortællerstemmen om Otto Kefas og sanser ham som et attråværdigt objekt. Han er den »skjønneste Statue, tung i hver Muskels Linie, rettskaaren og formfuldendt«. Da Otto bliver dødssyg, kæmper to kvindelige magter, livets og dødens engel om hans skæbne. Selv da rettes et æstetiseret og sensuelt blik mod manden: »Otto Kefas laa naken på den hvite Seng … Som af Marmor var Otto Kefas. Deilig var Otto Kefas«. Livets engel vinder kampen.
Fortællingen »Den tolvte i Stua« fra Brukshistorier handler om »Menneskehiet Sandhytten«, hvor »Mand, Kjerring (kælling/kone) med ni Afleggere, fra Alderen atten til to, opholdt sig, spiste og sov i et og samme Rum«. Underspillet og med humor skriver Jølsen om kvindelig livslyst og frugtbarhed. Karoline, den ældste datter, føder en nat et barn i sandhyttens menneskemylder: »’Neimen om je skjønner (forstår) detje heller, Mor’, svarte Karolines stemme, ‘je vaakna – og saa haddeje jussom med engong faat en Unge opi Senga tel mek’«. Hos Ragnhild Jølsen foregår der en rehabilitering af menneskekroppen, hvilket samtiden tolkede som en maskulin og udfordrende skrivemåde.
Den overdådige billedfantasi og de respektløse dramatiske og komiske optrin i de to sidste bøger kan karakteriseres med begrebet fantastisk eller grotesk realisme. Fortællingernes tonefald står i kontrast til det stiliserede, mørke og tungsindige, der var de drømmende kvindefigurers domæne, men er nært knyttet til jugendkunstens fascination af det eventyrlige og dæmoniske. Uanset grundtone ligger en intens, dyb livsfølelse og en billedstærk, subjektiv verdensopfattelse til grund for hele forfatterskabet.
Brukshistoriers pestmotiv og de erotiske forviklinger kan lede tanken hen på renæssanceværket Decameron af Boccaccio. Ragnhild Jølsen har meget til fælles med Boccaccios folkelige djærvhed og det materielt kropslige og frihedsorienterede livssyn.
Ragnhild Jølsens litteratur står fjernt fra det borgerlige, hverdagsprægede og alvorsfulde, der kendetegnede den norske litteratur i de første tiår af det tyvende århundrede, og som blandt andre Sigrid Undset var eksponent for. Da den såkaldte nyrealisme havde fået overtaget som æstetisk norm, faldt der – trods al anerkendelse – en stor skygge over første del af Ragnhild Jølsens forfatterskab, hvorimod kritikken opfattede hendes folkelige perspektiv og dialektbrugen i de sidste bøger som en endelig sejr for en objektiv og mere realistisk skildring. Litteraturhistorikerne, der alle har sat hende højt, bibeholdt denne synsvinkel og så hendes sent vundne realisme som det ypperste, hun skabte. Det er en problematisk vurdering. Man har overset, at det følsomme, indsigtsfulde og eventyrlige, overdrevne var en hovedlinje i hendes bøger og fortsatte med at være det.