Magdalena Sofia, »Malla«, Silfverstolpe, født Montgomery (1782-1861) har en given, om end marginal, plads i svensk litteraturhistorie som salonværtinde i romantikkens Uppsala. Hun holdt den i Sverige bedst kendte lærde salon, der i 1820’erne og 1830’erne blev besøgt af bl.a. forfatterne Erik Gustaf Geijer, P. D. A. Atterbom, C. J. L. Almqvist og musikeren og visedigteren Adolf Fredrik Lindblad. Gennem sin kontakt med de berømte mænd er Malla Silfverstolpe gået over i historien, mens hendes egen person og individuelle bidrag til salonkulturen er trådt i baggrunden. Hendes store memoireværk, udgivet posthumt i fire bind, 1908-1911, er både det vigtigste dokument om den svenske salonkultur og den mest interessante kvindelitterære tekst, der er fremkommet fra dette kulturmiljø. Dette aspekt er blevet negligeret, og værket er i første række blevet anerkendt som historisk kilde til viden om tidens berømte mænd.
Hele Malla Silfverstolpes liv er tæt forbundet med salonkulturen. Det kan beskrives som en bevægelse fra én slags salonkultur til en anden, hvor hendes barndom og ungdom i aristokratiets salonmiljøer tjener som en social, kulturel og personlig forberedelse til hendes senere »karriere« som fejret værtinde i det mere borgerligt influerede, akademiske og litterære Uppsala-miljø.
Malla Silfverstolpe er født i Finland, men hun kommer som helt lille til Sverige og vokser op på godset Edsberg uden for Stockholm hos sin mormor, friherreinde Magdalena Rudbeck. Moderen, Charlotte Rudbeck-Arnell, døde lige efter hendes fødsel, og også faderen, oberst Robert Montgomery, forsvandt tidligt ud af hendes liv. Malla Silfverstolpes slægt var kritisk over for Gustav III’s enevælde, og efter at have medvirket i det såkaldte Anjalamytteri under krigen mod Rusland, blev hendes far dømt til døden og derefter til landsforvisning på den vestindiske ø Sankt Barthélémy. Derfra vendte han tilbage i 1793 og døde i 1798.
I Memoarer fremstår Malla Silfverstolpes opvækst på Edsberg som et liv med en vrimmel af mennesker, men også med en oplevelse af følelsesmæssig isolation. Mormoderen er den primære forældreskikkelse, men Malla søger også sammen med en kreds af yngre slægtninge og venner, der betyder meget for hende. Sammen med dem udvikler hun det, vi i dag ville kalde for en ungdomskultur, præget af det aristokratiske salonmiljø. Kredsen er politisk og kulturelt interesseret under indflydelse af det sene 1700-tals frihedsidealer og førromantiske stemninger. Hun sværmer for den franske revolutions og den amerikanske frihedskrigs helte, læser, skriver og spiller teater og udvikler, inspireret af Goethe og Rousseau, en kærligheds- og venskabskult, hvor fortrolighed, inderlighed og sjælefællesskab er bærende elementer.
Den litterære salon i Uppsala fremstår i Memoarer som Malla Silfverstolpes anden kreds, som hun skaber i en moden alder, da hendes ungdoms kreds er spredt for alle vinde og dens livsmønstre gået tabt. Desuden lader det til, at salonen er et alternativ til det ægteskabelige liv: Da hun skaber salonen, er hun 38 år og netop blevet enke efter 12 års barnløst ægteskab med oberst David Gudmund Silfverstolpe, et ægteskab, hvor hun, ifølge eget udsagn, »ligesom kvalte sig selv for at kunne leve i det snævre område af livsluft, der blev hende forundt«.
Man kan sige, at ved at finde en form for identitet i værtindeskabet gør Malla Silfverstolpe venskabet og kærligheden til en livsform uden at være nødt til at havne i de begrænsninger, som et ægteskab ville betyde. Uppsala-kredsen fungerer som en alternativ familie, for så vidt som den giver hende en vis familiær tryghed og nærhed. Samtidig gør den det muligt for hende at virkeliggøre de mere selvhævdende og romantiske træk i ungdomsdrømmen.
At der var borgerligt intime træk i salonkulturen i Uppsala, har man vidnesbyrd om både gennem Malla Silfverstolpes Memoarer og i andre skildringer fra denne periode som f.eks. hos Thekla Knös. Malla Silfverstolpe og familierne Geijer og Knös udgjorde tilsammen kernen i Uppsala-romantikkens selskabsliv, og deres kontakter indskrænkede sig ikke til selve salonsammenkomsterne, men var også ensbetydende med et så godt som dagligt fællesskab. Man udvekslede breve og førte mange og lange fortrolige samtaler; man fejrede hinandens mærkedage, f.eks. med en udflugt i naturen, hvor man iscenesatte mytologiske tableauer og nød skovjordbær og vin. Det er den familiære side af salonkulturen, Malla Silfverstolpe selv understreger, da hun i Memoarer beskriver sit initiativ til salonen: »For ikke at vente forgæves på visitter, men dog af og til få den glæde at se sine venner hos sig uden udtrykkeligt at invitere dem … så bekendtgjorde hun … at hun hver fredag aften vi lle være hjemme og taknemmeligt tage imod dem, som da ville tænke på hende. Malla valgte denne dag på grund af Geijer, som da havde afsluttet ugens forelæsninger og havde to fridage foran sig«.
Her bør man imidlertid ikke lade sig forlede af den ydmyge tone. Det fremgår tydeligt, både af andre dele af Memoarer og af andre kilder, at Malla Silfverstolpes salon var en regelret lærd salon og ikke en almindelig borgerlig dagligstue. Hendes »fredagsaftner« havde høj status, var ikke åbne for hvem som helst og indebar bestemte formaliserede, litterære og musikalske aktiviteter. Her afprøvede forfattere deres værker, inden de overlod dem til et større publikum – Atterbom læser højt af Lycksalighetens ö, og en yngre generation af kunstskabere, som den Adolf Fredrik Lindblad repræsenterer, tager her sine første skridt mod berømmelsen.
Det formelle træk i Malla Silfverstolpes salon understreges også rent rumligt; selve salonsamværet foregik omkring tebord og flygel i en stor og »godt oplyst« stue, mens mere intime kontakter på tomandshånd eller i mindre grupper fandt sted i den lille »halvmørke dagligstue, der havde over-været så mange betroelser«. Fra Anna Hamilton Geetes erindringsbog I solnedgangen. Minnen och bilder från Erik Gustaf Geijers senaste lefnadsår, 1910-1914.
I 1820’erne, da Malla Silfverstolpes salon var mest aktiv, var Uppsala et nationalt centrum for romantikkens kultur og dannelse. Mallas salon var kernen i denne kulturs selskabsliv. Rollen som fejret værtinde mellem berømte mænd gav ikke alene status, men også erotiske muligheder. Malla Silfverstolpes roller som muse, mæcen og moden kvindelig rådgiver for kredsens unge mænd førte til en række sværmeriske forbindelser. Derved overtrådte hun imidlertid gruppens moral og påkaldte sig både fordømmelse og latter. Den eneste, der i denne sammenhæng lader til at have vist hende nogen forståelse, var interessant nok Bettina von Arnim, som hun mødte på sin tyske rejse i 1825.
I Thekla Knös Efterlemnade anteckningar, 1881, beskriver Thekla Knös Malla Silfverstolpe som værtinde: »… i hendes bliks oplivende lys udviklede sig mangen en blufærdig digternatur, og mangt et hidtil uforstået musikalsk geni blev af hendes venlige spørgsmål lokket ud af skyggen. Hvem som helst følte sig lykkelig til mode, for gennem interessante samtaler lokkede hun som ved hjælp af en tryllevånd skjulte skatte frem«.
På grund af sværmerierne kom Malla Silfverstolpe i konflikt med det traditionelt romantiske kvindesyn, der prægede salonkredsen i Uppsala. Kvinden blev idealiseret som mandens gode genius, hans muse, men man forventede samtidig, at hun var ydmyg, selvopofrende og ikke erotisk. Dette kvindebillede prægede flere af Uppsalas salonværtinder, f.eks. Agnes Geijer-Hamilton og Thekla Knös, men det lader til, at Malla Silfverstolpe på grund af sin aristokratiske baggrund, sin enkestand og sin økonomiske uafhængighed har formået at skabe sig en mere frigjort værtinderolle. Samtidig er hendes salon i kunstnerisk og intellektuel henseende, i lighed med de andre, mandsdomineret. Det er ikke ved sit eget skriveri eller ved intellektuel brillans, at hun er blevet sin kreds’ mest populære værtinde, det er i stedet hendes evne til at skabe et spændende miljø og samvær, som fremhæves i samtidige skildringer. Det lader til, at hun har været en udpræget receptiv begavelse med en stor evne til at lytte, til at lade sig begejstre for andres idéer og til at få mennesker til at åbne sig og føle sig bekræftet.
Malla Silfverstolpes kulturelle interesser var betydelige, bl.a. havde hun helt fra sine unge dage fulgt med i skønlitteraturen på engelsk, fransk og tysk, men det er først og fremmest kombinationen af liv og digtning, der har engageret hende, kulturen som glæde og fællesskab: »Musik, sang, rige samtaler – vidunderlig morsomt, sådan som jeg ville ønske, at jeg altid kunne have det«, siger hun efter et af sine første møder med den kommende salonkreds. Det er også salonens dialogiske og fællesskabsfremmende kulturelle former, samtalen, brevet, højtlæsningen, der især tiltrækker hende. Om højtlæsning siger hun: »Det, hun læste alene og stille, begreb hun ikke så godt, det som var samdrægtigt, delt med andre, var hende til dobbelt glæde«. Og særlig dejligt bliver samværet, når det intensiveres af forelskelsen, som i begyndelsen af 1820’erne, da Malla Silfverstolpe sværmer for den unge Per-Ulrik Kernell og »ved hver smuk tanke, der blev læst, var… sikker på at møde den behagelige Kernells blikke«.
Da det er salonkulturen som livsform, der fascinerer Malla Silfverstolpe, viser hun ikke de enkelte kulturelle aktiviteter nogen særlig interesse i sine memoirer. Tit nøjes hun med at sige, at der forekommer musik, sang og samtale. En enkelt gang angiver hun, hvilken musik eller litteratur det drejer sig om, men hun gør næsten aldrig rede for samtalernes indhold – især er hun fåmælt, når samtalerne drejer sig om filosofi eller politik. Derimod får læseren så godt som altid at vide, hvilken følelsesmæssig virkning samværet har på hende selv, om hun blev glad eller ked af det, følte sig tom eller opløftet. Vi får også at vide, hvordan hun opfattede personerne i salonkredsen, hvad hun mente om deres karakter, og hvordan deres erfaringer med f.eks. kærligheden eller ægteskabet adskilte sig fra eller stemte overens med hendes egne. Det er med andre ord følelsen, privatsfæren og de eksistentielle spørgsmål, der står i centrum for hendes kulturelle intere sse i Memoarer.
Kritikeren Klara Johanson påpeger i sin artikel »Malla og hendes verden«, 1912, at det var i kraft af sit »hjerte«, Malla Silfverstolpe skabte sig en plads i romantikernes kreds. Som romantiker var hun også mere frimodig end forfatterne omkring hende, idet hun prøvede på at virkeliggøre romantikkens idéer i sit liv. Som Klara Johanson udtrykker det: Malla »begav sig ud for at lede efter lyksalighedens ø, som de i deres huslige fordringsløshed kun profeterede om«.
Skrift og liv
Malla Silfverstolpes Memoarer, som hun selv kaldte »Minnen« (Erindringer), bygger på flere forskellige slags tekster og har en lang tilblivelseshistorie. Hovedteksten er en bearbejdning af hendes egne dagbøger og breve, holdt i tredje person, afvekslende med en løbende dagbog i jegform og med egne og andres breve. Memoirerne blev påbegyndt i 1822 og afsluttet første gang i 1836 for derefter at blive omarbejdet i 1840’erne. Adolf Fredrik Lindblads datter, Malla Grandinson, stod for en yderligere bearbejdning i forbindelse med offentliggørelsen i 1908-1911.
Malla Silfverstolpe motiverer sine memoirer med et »behov for klarhed«, og hun taler om, at memoirerne kan blive til »advarsel og formaning for andre«. I sidste ende fremstår teksten dog som et produkt af hendes søgen efter identitet: Det er, som om hun ved at skrive vil give sig selv og sit liv tydelig form og skikkelse. At eksistentielle motiver har spillet en stor rolle, fremgår også af, at skriveprocessen er kommet i gang under forskellige livskriser. I 1808, da hun som nygift har forladt sit barndomshjem, begynder hun for første gang at redigere sine dagbøger, men skrivningen af memoirerne kommer ikke i gang for alvor før i begyndelsen af 1820’erne i forbindelse med forelskelsen i Kernell, hendes alvorligste sværmeri inden for salonkredsen.
Malla Silfverstolpe udnævner Kernell til sin inspirator og særlige læser. I Memoarer siger hun, at Kernell havde ønsket, at »hun til ham skulle skrive sine erindringer fra barndom og ungdom«, men i virkeligheden er det hende selv, der i et brev tager initiativ til projektet – det fremgår af Kernells svarbrev, hvor han ganske vist støtter forslaget, men hvor hans tonefald er mere høfligt end begejstret. Denne hændelse illustrerer et vigtigt træk i Malla Silfverstolpes forhold til sit skriveri: Det lader til, at hun har et stort behov for at skrive for en eller anden, at stå i forhold til en bestemt læser.
Malla Silfverstolpes behov for en særlig læser viser sig ikke kun i forhold til hendes fortrolige ven, Kernell, det gælder også salonkredsen i sin helhed. Gang på gang giver hun udtryk for sin længsel efter at komme til at læse erindringerne op for gruppen og dermed gøre sig bekendt for den: »Den fjortende fortsatte Malla med at læse sine erindringer op for de kære venner – det var ubeskrivelig morsomt! Det eneste, der manglede i deres omgang med hinanden, i venskabet med dem, var, at de som nye bekendte egentlig intet vidste om hendes fortid, barndom og ungdom. Nu blev de gennem denne oplæsning også ungdomsvenner, bekendt med alt det, der havde vedrørt og udfoldet hende«.
Memoirerne og salonen indgår i Malla Silfverstolpes søgen efter venskab og bekræftelse, kontinuitet og sammenhæng i livet.
Tanken om en særlig adressat er imidlertid også nærliggende inden for memoiregenren. At skrive erindringer er en aktivitet, som er nært beslægtet med den dialogiske samtale- og brevkultur, der udvikledes i salonerne. Når hun senere læser sine »Minnen« op for kredsen, er det også en måde at afprøve erindringernes værdi på – ligesom andre skribenter med sigte på offentligheden bruger hun sin egen kreds som prøvesten.
At Malla Silfverstolpe skulle have haft ambitioner om at nå ud til offentligheden med sit skriveri, er der meget, der tyder på. I næsten 20 år af sit voksne liv beskæftigede hun sig ihærdigt med sine »Minnen«. I 1840 offentliggjorde hun også kortromanen Manne det går an? (Mon det går an?) som et indlæg i den litterære fejde omkring Almqvists Det går an. Malla Silfverstolpes bidrag blev modtaget med anerkendelse og bragte hende bl.a. i forbindelse med Fredrika Bremer, som blev en ny »udvalgt læser« for hende. Det var Fredrika Bremers opmuntring og råd, som inspirerede hende til at arbejde med memoirerne i 1840’erne. Da Malla Silfverstolpe i 1853 lagde sidste hånd på renskriften, var hun næsten 71 år, og det kan have været én grund til, at memoirerne ikke blev offentliggjort. Desuden indeholdt de en del materiale, som var følsomt for hendes nærmeste. Digteren C.W. Böttiger, hendes sidste sværmeri, der sammen med Lindblad fik ansvaret for manuskriptet efter hendes død, talte f.eks. kraftigt imod en offentliggørelse.
Inden for den selvbiografiske genre er Malla Silfverstolpes Memoarer en krydsning mellem en krønikeagtig fortælling, der skildrer det ydre, og en mere intim skildring, som sætter jeg’et selv og dets udvikling i centrum. Når teksten er mest vellykket, smelter det indadvendte og det udadvendte i skildringen sammen – det gælder frem for alt partier af de to første dele af memoirerne, som behandler barndoms- og ungdomstiden. Her har den kunstnerisk gennemarbejdede tekst karakter af roman. Jeg’et, »Malla«, fremstår ganske vist for det meste som en romanheltinde, fordi hun i alle memoirernes dele skildres i tredje person, men i begyndelsen forstærkes romanindtrykket ved, at Malla gennemgår de faser, som er typiske for kvinders udviklingsromaner.
Malla-skikkelsen, fortælleren og kærligheden
Malla introduceres i Memoarer: Som en slags hittebarn ankommer den moderløse, seks måneder gammel, fra Finland efter en storm, hvor skibet har været nær ved at forlise. Hun beskrives som »grim« med »mørk hud« og »mut udseende«: »Under almindelige forhold ville dette barn ikke have interesseret nogen«. Barnet Malla ligner de mange romantiske outsiderskikkelser i tidens litteratur: Hun er en »underlig pige«, heftig, lunefuld og stædig og med en »usædvanlig ærgerrighed«.
Mod denne baggrund af at være anderledes og »egen« bliver Malla-skikkelsens karakter til: hendes længsel efter fællesskab, nærhed og kærlighed; den »lyksalighedsbegærende følelse«. Det, som først og fremmest kommer til at karakterisere hende, er hendes entydige satsen på den følelsesmæssige sfære. Det er det »brændende hjerte«, som adskiller Malla fra hendes nærmeste, og som får hende til at svinge frem og tilbage mellem lykke og ulykke, mellem følelsen af at høre til og at være udstødt. Som kvinde er hun både englelig og dæmonisk: Snart præsenterer hun sig selv som en intimsfærens heltinde, for hvem kærligheden er et »kald« og en »religion«, snart fremstår hun som en tragisk og egensindig Byronsk outsider: en »undtagelse i samfundet, ingens datter, ingens søster, ingens hustru, ingens ven«.
Det romantiske menneskesyn og den fortællerholdning, som karakteriserer skildringen af Malla-skikkelsen, er imidlertid ikke enerådende i Memoarer. Den romantiske fortællerstemme står hele tiden i dialog med en nøgtern, common senseorienteret fortæller, der betragter undtagelsesmennesket på stor afstand og med skepsis. Bruddet mellem forskellige synsvinkler kommer især tydeligt frem i skildringen af hendes ungdom og dens store krise, nemlig valget af ægtemand.
Det problem, som præger Mallas ungdomstid, er, hvordan hendes »livlige følelse« skal kunne realiseres i en socialt acceptabel form: Hun skildres som forelsket i selve kærligheden og i dens muligheder for at give hende et rigere liv, men efterhånden som presset på hende om at »tænke på sin fremtidige bestemmelse«, ægteskabet, vokser, bliver kærligheden en trussel og en byrde. »Hun ville ikke knytte sig til nogen. Hun havde et instinkt, der sagde, at det kunne blive farligt for hende«, hedder det et sted, og senere udbryder forfatteren: »Hun kendte ikke nogen, som hun havde villet gifte sig med. Mange morede hende, ingen stolede hun på, og hun tvivlede på, at nogen nogensinde ville kunne holde af hende, sådan som hun følte, at hun havde brug for for at blive lykkelig«.
Spontaniteten i hendes følelser forsvinder, når hun ved hver ny tilbøjelighed ængsteligt spørger sig selv, om hendes følelser er sande og manden den rette. Kontakten med det modsatte køn bliver kompliceret, fordi hun først og fremmest søger et sværmerisk fællesskab og frygter og mistror seksualiteten. De unge mænd i Malla Silfverstolpes kreds skildres både som mentorer, »brødre«, og kavalerer – og det inderlige fællesskab forstyrres hele tiden af de »mange og heftige broderlige kærtegn«.
Til sidst bliver kærligheden så kompliceret for Malla, at den kun bliver smuk nok som ideal: Hendes kærlighed bliver kærlighed på afstand, og den eneste sande elsker er ham, som er i hendes drømme. Dette er et gennemgående mønster i Memoarer, og det præger hendes liv med Edsbergkredsen såvel som med Uppsala-kredsen og desuden det ægteskabelige samliv. Da hun endelig tvinger sig selv til at vælge Silfverstolpe som ægtemand, gør hun det med det væsentlige forbehold, at hun ikke vil slippe forbindelsen med sin anden frier, statsmanden og digteren A. F. Sköldebrand. Hun siger, at hun vil »forene kærlighed til DG med venskab for AF«. Hun udvikler en slags sanselig hverdagskærlighed til Silfverstolpe, mens hun gennem hele ægteskabet opretholder det idealiserede sværmeri for Sköldebrand ved hjælp af brevkontakt og hastige, stjålne møder.
Det billede af kærlighedsproblematikken, som her er blevet givet, kan let læses ud af Memoarer, men hverken som romantisk eller »fornuftig« fortæller sætter Malla Silfverstolpe spørgs-målstegn ved forestillingen om ægteskabet som kvindens livsopgave. Mallas vanskeligheder ved at vælge ægtemand ses ikke som et socialt, men som et individuelt problem, der fører til, at hun vælger forkert. Det er den romantiske stemme, der dominerer skildringen af Mallas endelige valg mellem Silfverstolpe og Sköldebrand. Hun beskrives som et tragisk »offer«, en lidende, rådvild heltinde, der søger trøst ved at se sit trekantdrama som et billede af Julies i Rousseaus La nouvelle Héloïse. Begivenhederne ender med brylluppet, der beskrives som en form for martyrium: Malla står brud med »gråblegt«, ansigt og »udslukt« blik, og det siges, at hun i ægteskabet bærer på en »indelukket og kvalt sorg«, der viser sig i et tidligt nedbrudt helbred.
Men når den »brændende følelse«s fortæller har sagt sit, kommer den »fornuftige« stemme til orde. For fornuften er den romantisk søgende først og fremmest patetisk, en »romanesque, sentimental tåbe«, der allerede i sin barndom er blevet ødelagt af »smiger«, og som har forspildt sine muligheder for at blive »en dygtig husmoder«. Dialogen mellem »følelse« og »fornuft« danner et tydeligt mønster i hendes livsforløb. Trods alle de dramatiske udsagn om, at hun for altid er knust på grund af ægteskabet, skildres hun som uforbederligt eksalteret og sværmerisk, hvad enten det drejer sig om nye forelskelser eller »uforglemmelige« samtaler eller spadsereture. Følelsens impuls driver handlingen fremad og skaber bestandigt nye, »uforglemmelige«, lykkelige eller ulykkelige øjeblikke, mens fornuften med sin eftertanke og selvkritik er en støtte i livets hverdag.
Den gennemgående dialog i Memoarer mellem følelse og fornuft, romantik og klassicisme/realisme knytter an til en tidstypisk litterær og kvindepolitisk diskussion. I skildringen af Malla som et romantisk undtagelsesmenneske ligger der en kønspolitisk radikal hævdelse af jeg’et og af individualiteten, som stikker af mod Memoarers ægteskabssyn.
Men den romantiske holdning er ikke kun radikal, den har også en »from« side, som ideologisk knytter sig til det borgerligt romantiske kvindeideal, der idealiserer kvindens rolle i familien. Det er tydeligt, at salonen udfylder funktionen som »karriere« for Malla Silfverstolpe, men i overensstemmelse med det borgerligt-romantiske kvinde- og kærlighedsideal må det camoufleres ved, at salonlivet fremstilles som et familieliv. Sværmerierne betragtes f.eks. tit som mor-søn-forhold, og kredsens medlemmer bliver erstatning for de fraværende slægtninge.
»Hvad skal jeg gøre med denne… så livlige følelse«, siger Malla Silfverstolpe i et af Memoarers dagbogsuddrag. Det er et spørgsmål, som ligger under skildringen i sin helhed, og som forbliver ubesvaret: hverken den romantiske idé om kærligheden som vejen til selvrealisering eller det fornuftigt realistiske husmoderideal giver noget tilfredsstillende svar. Ved sin indgående skildring af følelsens vilkår giver Malla Silfverstolpe imidlertid et enestående indblik i modsætninger i kvindeliv og kvindekultur i det tidlige 1800-tal.