I begyndelsen af 1900-tallet udtrykker kvinder erotiske erfaringer diskret ved at tale om græs, der brænder eller trykkes ned som et tæppe under elskende. Men efterhånden bliver omskrivninger unødvendige, og Eros’ betydning for en kvindelig lyrikergeneration bliver tydelig, blandt andet hos Berit Spong, Ingeborg Björklund, Greta Knutson, Martha Larsson, Maria Wine, Ingeborg Erixson og Elsa Grave.
Tag: Oversigtsartikler
Om 1930’ernes litterære seksualpolitik.
Mellemkrigstidens kvindelitteratur.
I 1920’erne, da de svenske kvinder endelig havde fået stemmeret, benyttede en række etablerede kvindelige forfattere sig af den selvbiografiske genre til at fortælle deres historie og formulere deres forfatteridentitet. Herefter udkom flere kvindelige selvbiografer på bogmarkedet hvert år, og de fik en øget litterær status i løbet af 1920’erne, ikke mindst fordi veletablerede forfatterinder som Selma Lagerlöf, Mathilda Malling, Helena Nyblom og Marika Stiernstedt tog genren i brug.Udgivelsen af kvinders selvbiografier nåede et højdepunkt i 1940’erne og pegede på en voksende kvindelig selvbevidsthed. I begyndelsen ligner disse skrifter randbemærkninger til deres forfatterskab, dokumentariske beretninger om livet bagved, ved siden af eller forud for digtningen. Men, ikke uventet, er de helt igennem prægede af, at forfatteren netop er forfatter. Trods store forskelle har de det til fælles, at de skriver deres eget forfatterskabs historie, mere end de giver en fuldlødig beskrivelse af deres liv. Samtidig giver de tydelige læseranvisninger på deres forfatterskab.
I 1909 er kvindernes stemmeretskamp i fuld gang. Fra London refererer den svenske journalist Elin Wägner fra »den største bevægelse, verden har set«, Det Internationale Forbund for Kvinders Stemmeret og deres kongres.Gennem fire årtier bliver hun den mest utrættelige modstander af patriarkatet i Sverige. Det første højdepunkt er Stockholmsromanen Pennskaftet, som hun skriver 1910, og som bliver en bibel for »den nye kvinde«.Men Wägner er ikke alene. Blandt de mange svenske forfatterinder og kvindelige debattører, der slutter op om stemmeretskampen, er Selma Lagerlöf og Ellen Key, hvis forfatterskaber undergår en litterær fornyelse midt i kampens hede.
Det victorianske kvindeideal var blegnet bort. Kvindernes nye rettigheder som medborgere og deres stadig mere fremtrædende plads i offentligheden og i samfundsnyttige erhverv fik udtrykket »Ny Kvinde« til stadig oftere at dukke op allerede i 1890’erne. Fra at have været almindelig misogynt blev patriarkatet udtalt antifeministisk. Der udbrød en krig om, hvordan »Den nye Kvinde« skulle defineres. Var kvindeligheden unaturlig eller sund? Var »Den nye Kvinde« nymfoman? Pebermø? Under alle omstændigheder en unaturlig kvinde! Det er nu, i dette klima af stadig mere åben kønskamp, at feminismedebatten raser over Europa. Maskulinismen fejrer sine største triumfer. Men kvinderne slår igen.
Ved indgangen til 1900-tallet stod dørene til verden åbne. Endelig blev der udsigt til, at den enkelte kunne gøre sig fri af de bindinger, der havde snæret: religionen, klassen, kønnet. Med dette nye verdensbillede som mental klangbund åbnede det nye århundrede op for en fremadskridende integrationsproces. Kvinderne og folket fik indpas i den borgerlige skriftkultur, og selvfølgelig satte de så igen deres præg på kulturen. Men alt imens de mandlige forfattere og videnskabsfolk stivede deres truede maskulinitet af ved at henvise »Kvinden« til »Urnaturen«, vandt kvinderne støt og sikkert ind på mændenes magtbastioner.
Sprogdebatten i Finland.
Gennembruddets svenske geografi.
Fra rim til reformer i Island.