»Man kan naturligvis ikke påstå, at nogen er født digter«, skriver en kritiker, da Birgitta Trotzig debuterer med romanen Ur de älskandes liv (Af de elskendes liv), 1951, men efter læsningen af denne bog er han parat til at gøre en undtagelse. Det er han ikke alene om, og Birgitta Trotzig er heller ikke den eneste af 1950’ernes og 1960’ernes kvindelige forfattere, der bliver modtaget med entusiasme. I disse tiår træder en række kvindelige forfattere lige ind i centrum af den nordiske litteratur. De træder frem på scenen som flyvefærdige modernister, og de hilses med ovationer.
»Hun har sprunget løftestadiet over og træder frem som en moden og kunstnerisk færdigudviklet forfatterinde«, skriver en kritiker om Sara Lidman, da hun debuterer med Tjärdalen, 1953 (Tjæremilen, 1954). Hendes roman er næsten som et stjerneskud, en overraskende supernova på den litterære himmel. »En begivenhed«, skriver man, »en debut af sjælden stråleglans«. Med lignende udtryk beskrives udgivelsen af den finske lyriker Eeva-Liisa Manners digtsamling Tämä matka (Denne rejse), 1956. Den beskrives som »en raket mod boghøstens gråblege himmel. Alle lyrikinteresserede var med det samme klar over, at en ny digter var blevet født«. Den samme sikkerhed følte man over for Inger Christensens debutsamling Lys, 1962. Her fornemmede man straks »en ny central stemme i dansk lyrik«, og hun blev øjeblikkeligt placeret i kategorien »de udvalgte«.
»Når man om 50 år sidder og snakker sammen om, hvordan det var sidst i 60’erne, i den sælsomme og forvirrede og smukke tid med hippier, aktivister, pushere, kollektivister, undergrundsfolk, maoister, beatmusikere, systemdigtere, nyanarkister og en hel masse andre mennesker, i hvem en ny livsfølelse øjensynlig blev til, så man skulle helt tilbage til 20’rne for at finde noget lignende, når talen altså falder på denne varme og desperate tid, og hvordan der tænktes og føltes dengang, så er jeg temmelig sikker på, at der meget ofte vil blive henvist til Inger Christensens store og til den tid sikkert klassiske digtværk det«. (Hans-Jørgen Nielsen i Information d. 29.10.1969).
Med stor entusiasme, men med færre direkte erklæringer om genialitet – de kom efter et par årtier – hilses også Sonja Åkessons, Kirsten Thorups og Eldrid Lundens digtsamlinger. Sonja Åkesson får et gennembrud med sin skarpe ironi i Husfrid (Husfred), 1963. Thorups debutsamling Indeni – udenfor, 1967, bedømmes som ny og usædvanlig med sin kølige tone, og Eldrid Lunden får succes i medierne med f.eks. juli, 1968, og også hun udnævnes til digterinde med stort D, da samlingen hard, mjuk (hård, blød) udkommer 1976.
1950’ernes og 1960’ernes kvindelige forfattere nyskriver modernismens fremmedhed, men samtidig med at de på denne måde placerer sig midt på den litterære scene og bliver dens lysende stjerner i 1950’erne og 1960’erne og i de følgende årtier, stiller de deres digte til rådighed for en oplevelse af at være fremmed og stå udenfor. De skriver sig ind i en tradition, hvor digteren er en fremmed, der står på kanten af samfundet, men de stiller sig også uden for denne tradition og slås hele tiden med dens vedtagne former, symboler og sprogbrug. »Sprækkerne, overilelserne, tavshederne, fortalelserne, de stammende udbrud er det, der viser vejen i en samtale – der giver en følelse af, at et andet og mere rigtigt sprog begynder at røre på sig inde i det upersonlige maskineri af formler«, skriver Birgitta Trotzig i essay-samlingen Jaget och världen (Jeg’et og verden), 1977, og der er hos disse kvindelige digtere en næsten monoman optagethed af tavsheden og ikke-sproget, der er stærkere end det faktisk skrevne og talte sprog. De sætter deres tegn i sproget og fornyer skriften med deres digteriske ubegribelighed.
»Fødselsmysteriet indtager en væsentlig plads i bogen eller snarere de hyppige tilfælde af fosterdød og abort. Jeg erindrer ikke nogen bog, hvor sådanne ting er forekommet i så mange varianter som her og er blevet visualiseret med så naturalistisk ihærdighed. (For en obstetrisk kyndig person burde En berättelse från kusten, 1961, være givende). Livet er svært, og Birgitta Trotzig er optaget, ja, besat, af livets poler: Fødsel og død«, skriver en kritiker om Birgitta Trotzigs anden roman, og kropsligheden er en meget vigtig side hos 1960’ernes kvindelige modernister. Det er ikke blot sproget, de nyskriver, men også den kvindelige krop.
»Jeg genkender atter/ en lysning i sproget/ de lukkede ord/ som er til for at elskes/ og gentages ind til det enkle«, skriver Inger Christensen i debutsamlingens titeldigt »Lys«, og i hele hendes forfatterskab kan man aflæse denne længsel efter og afmagt over for det gængse sprog. I digtsamling efter digtsamling undersøger og udvikler hun ordenes og skriftens magi, samtidig med at hun – og det er måske det mest påfaldende – hele tiden omdefinerer den position, hvorfra den reelle skriveproces er mulig, uden at den eksistentielle autenticitet går tabt. »Med ryggen til mit digt, til mig selv, til mit/ ord går jeg væk fra mig selv, fra mit digt,/ fra mit ord, og bestandig nærmere ind i mit/ ord, i mit digt, i mig selv«, formulerer hun paradokset i Græs, 1963, med titelordene fra Kirsten Thorups debutsamling Indeni – udenfor, fremmed i sproget og alligevel søgende sit jeg med dette sprog. Inger Christensen bryder verslinjen mellem »mit« og »ord«. Hendes jeg har ingen direkte adgang til sproget. »Jeg er Anna, jeg har/ en plet på tungen/ dér er der et ord, det/ ved jeg«, skriver Eldrid Lunden som et udtryk for den samme tro og afmagt godt og vel ti år senere.
»alfabeterne findes«, skriver Inger Christensen næsten besværgende i den digtsamling, der netop hedder alfabet. Her forsøger hun, som så mange gange tidligere, at definere sin skriveposition. »Jeg skriver som«, lyder omkvædet i et af samlingens lange digte, og bevægelsen går fra den flygtige vind til luften, strandkanten, tidligt forår, barnlig sommer, dødsmærket efterår og iskold vinter og lige ind i kroppens centrum for endelig tre gange at slå fast: »Jeg skriver som hjertet«, »jeg skriver som hjertet«, »jeg skriver som hjertet«.
Det stærke jeg, som er modernismens, måtte man lede efter hos disse forfattere. Den autoritative, klart skelnelige og meget fremgangsrige digterstemme fortæller paradoksalt nok om en stemme, der bliver gjort tavs, om en krop, der fornægtes, og om liv, der fragmenteres og bliver uforståeligt. »Men jeg vil være midt i, jeg vil være midt i folket«, udbryder Linda i Sara Lidmans roman Regnspiran, 1958 (Døtrene, 1958, 1985). Hendes mor er af menighedens enstemmige fordømmelse blevet tvunget til at fjerne den lille pige fra et bønnemøde, fordi hun »skrålede sine egne melodier til salmerne«. Da Linda søndagen efter afbryder den mandlige oplæsning af teksten for at indsætte sine egne ord, er målet nået, og hun udelukkes for altid fra menigheden.
Sara Lidmans fire første romaner udspiller sig langt ude på landet i det nordligste Sverige. Hun bevæger sig såvel geografisk som genremæssigt og sprogligt i grænseområderne. Pigen Linda i Regnspiran er fuld af længsel efter landsbyen og det fælles sprog, men ude af stand til at opgive sin egen stemme. Hendes imitation af det gængse sprog lyder som en hånlig parodi. I hendes mund forvandles den mandlige tekst til noget latterligt, og hun vækker såvel fascination som skræk og had.
I midten af 1960’erne gik Sara Lidman for en periode væk fra at skrive romaner og over til det dokumentariske. Mange mente også, at fiktionen og den modernistiske roman var opbrugt. Nye midler måtte tages i brug for at formidle det etiske engagement, der var den drivende kraft i hendes og mange andre af hendes samtidiges forfatterskab. I løbet af 1980’erne vendte Sara Lidman dog tilbage til fiktionen for at skrive et gigantisk Norrlandsepos, hvor stilelementerne fra det tidlige forfatterskab atter tages i brug.
»Irriterer det jer, at I ikke forstår mig?/ Sårer jeg jer, når I ikke forstår?«, skriver Eeva-Liisa Manner i digtet »Kassandra« i Orfiset laulut (Orfiske sange), 1960, og Kassandras visionære sandheder, der på samme tid er uforståelige, hendes tvingende behov for at nævne det unævnelige, er på mange måder symbolsk for denne generation af kvindelige modernister.
Sara Lidman blev, samtidig med at hun blev prist af en enstemmig kritikerskare, udsat for en massiv negativ kritik fra de norrlandske avisers læserbrevsskribenter. Den dialektale norbottniske sprogbrug, der sammen med de mange bibelcitater giver hendes fortællinger en speciel tyngde og aura, oplevedes som en hån mod dem, der talte dette sprog. Selv tolkede hun det, som at hun havde udfordret det centrale tabu i den tavshedens kultur, der er (det nordlige) Sveriges. Hun havde talt dér, hvor tavsheden burde råde. Måske havde den kritik mod Birgitta Trotzig, der voksede sig stadigt stærkere i den sidste del af 1960’erne og i 1970’erne, samme baggrund. Hendes gennemgående sortsyn og pessimisme provokerede flere toneangivende kritikere med religiøs baggrund, og hendes religiøsitet (hun konverterede til katolicismen i begyndelsen af 1960’erne) provokerede på sin side den nye, venstreorienterede, materialistiske kritikergeneration, der overtog kultursiderne i 1970’erne. Samtidig med at hun hyldes som en stor digter, viser der sig en stadigt stærkere distance til det, hun fortæller om, og den livsholdning, hun giver udtryk for. »Jeg har en historie at fortælle. En kvinde kommer vandrende. Hun kommer ude fra det mørkeste land, hvor alting er mærkelige bure. Hun er på vej til byen. Hun har sine grunde«, indleder Birgitta Trotzig den roman, Dykungens dotter, 1985, (Dyndkongens datter, 1990), som blev hendes store publikums-gennembrud. Hun fortæller om en kvindes vej ind mod det moderne samfunds urbane centrum, hvor hendes fremmedhed vil blive åbenbaret. Og denne bevægelse fra periferien ind mod centrum gentages i mange af de kvindelige forfatteres romaner i såvel 1950’erne som 1960’erne og 1970’erne. Flere af debutanterne i 1950’erne og 1960’erne var selv opvokset på landet og havde foretaget rejsen ind til byen. Men i deres digtning befinder de sig stadig udenfor. De skriver om fremmedgørelse, ofte især om kvinden som fremmed i kulturen. Et gennemgående tema er det kulturelt marginaliserede, det som blandt efterkrigstidens og i endnu højere grad postmodernismens filosoffer er blevet defineret som »det kvindelige«.