Den diskussion om ægteskabet og kønnenes indbyrdes stilling, som C. J. L. Almqvist rejste i Sverige med romanen Det går an, 1839, tog danskerne først hul på et tiår senere. Til gengæld var det nu en kvindes roman, Mathilde Fibigers Clara Raphael. Tolv Breve, 1851, der var stridens udgangspunkt. Den udkom ved juletid i 1850, og skønt tidens førende litterære autoritet, direktør for Det Kongelige Teater Johan Ludvig Heiberg, havde skrevet et langt og udglattende forord, så vakte den et voldsomt røre. I løbet af et års tid blev der skrevet hen ved 25 indlæg i aviser og tidsskrifter og 10 flyveskrifter om sagen.
Den nationale begejstring i martsdagene 1848 inspirerede Peter Faber til at skrive soldatervisen: »Den Gang jeg drog af Sted«, der som skillingsvise hurtigt blev solgt i 18.000 eksemplarer; »min Pige ville med – ja, min Pige ville med«, lyder 3. og 4. linje, og det var, hvad Mathilde Fibiger gerne ville.
Danmark var midt i treårskrigen mod Tyskland om Slesvig-Holsten, og enevælden var faldet efter tronskiftet i 1848. Mathilde Fibiger havde som 17-årig set tropperne marchere ud af København for at drage i krig og folkemængden gå i optog til slottet for at få demokrati. Derefter var hun taget til Lolland som huslærerinde i en skovriderfamilie, og her havde hun på få måneder skrevet sin roman.
»Men kun hvad der er sandt og frit, er ægte skjønt«, skriver Clara. »Intet er skønt uden det, som er sandt og retfærdigt«, skrev Georg Brandes med en næsten identisk formulering 19 år senere i forordet til sin oversættelse af Stuart Mills Kvindernes underkuelse. Brandes fornægtede dog aldeles, at han havde en forgænger og meningsfælle i Fibiger.
Clara Raphael består af tolv breve fra Clara til veninden Mathilde, dateret fra den 8.11.1848 og til den 7.7.1849. Clara fortæller, hvordan hun som forældreløs har forladt det indskrænkede hjemmeliv hos sin tante i København og er draget »ud i den vide Verden, for at gjøre Nytte«. Hun bliver huslærerinde hos en forpagterfamilie i provinsen, men her minder livet hende snart om et spidsborgerligt helvede. Hendes opbrud var inspireret af den nationale begejstring, som krigen og de politiske omvæltninger havde vakt. Nu sidder hun ude på landet uden at have fundet den livsopgave, hun søgte.
Hun får den idé, at det er kønnet, der står i vejen; var hun blot en mand, ville der være opgaver nok at løse: »For første Gang i mit Liv føler jeg Sorg over at jeg ingen Mand er«. Hele hendes ungdommelige, udadrettede energi, som er hæmmet af mangel på klare mål, vender sig nu mod de hæmmende faktorer, som hun har fået øje på: mændene og deres fordomme: »Hvor fattigt og indholdsløst er ikke vort Liv imod deres? Er det med rette at de halve Mennesker ere udelukkede fra al aandelig Beskjæftigelse? Eller har virkelig Vorherre skabt os af ringere Stof end Mændene… saa vi maae lade os nøie med automatmæssigt at udføre det trivielle Arbeid, der er os anviist i Livet?
Har vor Aand da ikke Kraft og vort Hjerte ikke Begeistring? O jo, men det egentlige Liv i os er ikke kommet til Bevidsthed, vor Aand er fangen, og Fordommen staaer paa Vagt ved dens Fængsel«.
Det bliver Claras mål med brevene at over-tale disse fordomme, at kritisere den mandlige kvindeforherligelse, der dækker over undertrykkelse, og vise, at kvinder har eller kan få en egen identitet: »Vi ville ikke usurpere noget Herredømme, men kun beherske os selv ved den frie Villies Magt«; egne livsmål: »Elementerne til noget uendeligt Herligt ligger i vor Natur«; og et eget sprog:
»Thi siden jeg læste hans (forfatteren Poul Martin Møllers) bemærkning om at vi (kvinderne) ikke fik vore Begreber klarede, af Mangel paa Leilighed til at udtale dem i ord, er der kommet et Taleraseri over mig, som ingen Grændser kjender«.
Mathilde Fibiger var meget belæst og kendte også George Sand, om hvem hun skriver til sin søster: »Er du begyndt at læse George Sand – du taler jo med en Menneskekundskab… som du kun kan have lært af hende, den mest indviede af alle i Menneskekundskab indviede Forfatterinder«.
Trods den klare analyse af tidens kvindesyn og disse åbne udsagn om kvindeemancipationens mål er romanens budskab tvetydigt. Hvad vil Clara egentlig? Hendes kvindeideal er det samme som romantikkens: Kvinden skal udtrykke »Skjønhedens Idee«, »Den levendegjørende Aand, den høie Begeistring og barnlige Tro ere Grundtonerne i hendes Væsen«. Tanken om at overtage mændenes politiske rettigheder, økonomiske forretninger eller akademiske studier ligger hende fjernt: »Du skal aldrig opleve den Dag, da Du seer mig med Piben i Munden, fordybet i lærde Undersøgelser, i det tilstøvede Studerekammer«.
I sådanne formuleringer synes Clara at ville frigøre det særligt kvindelige i kvinderne. I andre passager taler Clara om, at kvinderne er »undertrykt«, at opdragelsen giver dem »aandeligt Snøreliv paa«, og at »Frihed er den eneste Lykke«. Stilen tager her farve af tidens liberale, politiske retorik, og kvindefrigørelsens indhold bliver den samfundsmæssige ligestilling med mændene, som den organiserede kvindebevægelse, Dansk Kvindesamfund (stiftet 1871), kæmpede igennem nogle tiår senere.
På den fiktive pennevenindes gentagne spørgsmål samler Clara endelig sine idéer i denne formulering: »Jeg vil stride, leve for det jeg forstaaer ved Damernes Emancipation« og præciserer sit udsagn med et Tegnércitat: »Och kämpa för menniskors väl med pen, med röst!«.
Tegnércitatet er fra digtet »Till en yngling« 1810, men Fibiger har foretaget en signifikant omskrivning. Hvor hun skriver »med pen, med röst«, står der hos Tegnér: »med svärd, med röst«. Hun har erstattet mandens våben, sværdet, med den kønsneutrale pen og samtidig vist, hvad pennen kunne symbolisere for tidens kvindelige forfattere.
Til skade for Clara Raphaels æstetiske form lykkedes det ikke Fibiger at bygge disse frigørelsesidéer, som var drivkraften bag skriveprocessen, ind i fortællingens forløb. Der etableres først sent i bogen, i det niende brev, en handling. Clara har lovet Gud at forsage den jordiske lykke og kæmpe for sine idéer. Kort efter møder hun den unge baron Axel, og de forelsker sig i hinanden. Clara har nu lært den erotiske lidenskab at kende og er nær ved at svigte sit løfte, men hun holder stand – og får alligevel Axel. Han foreslår, at de »for Verden« skal leve som mand og kone, »for Gud og hinanden ville vi leve sammen som kjærlige Søskende«. Desuden går han med i krigen.
Clara Raphael. Tolv Breve udkom den 20. december 1850 i 800 eksemplarer. Mathilde Fibiger fik 120 Rigsdaler i honorar, hvilket svarede til, hvad hun kunne tjene i løbet af et år ved at holde skole for småbørn. De 20 Rigsdaler skænkede hun straks til »Komitéen for de Faldnes Efterladte«. Det røre, romanen vakte, sikrede et andet oplag et par måneder inde i det nye år. Tredje oplag kom i 1893, efter at Johanne Luise Heibergs erindringer havde genvakt interessen for perioden, og fjerde oplag blev udsendt af Eva Bendix i 1976, mens Rødstrømpebevægelsen blomstrede.
Mathilde Fibiger ville med denne særprægede og utroværdige slutning redde Claras personlige integritet. Hun skal også i fremtiden kunne leve for sine idéer og ikke kun for sin mand. På et andet niveau er den meget traditionel. Modsætningerne harmoniseres, Clara vinder »prinsen og det halve kongerige«, og det er i sidste instans Axel, der går i krig for parrets fælles idealer.
Romanen vakte irritation i alle politiske lejre. Man kastede sig især over ligestillingskravene. Den konservative fløj benyttede lejligheden til at besynge hjemmets kvinde, samtidig med at hun paternalistisk blev holdt fast på sin ydmyge plads. Højre-fløjsavisen Berlingske Tidende satte den 11.1.1851 et digt »Til Clara Raphael« på forsiden, der var underskrevet »En Røst fra Danmarks unge Kvinder«. Et par af linjerne lyder:
Lær først det rette Sandheds Lys at finde! Gaa til Betlehem, hvor det blev tændt, … ti Kristus kun frigøre kan en Kvinde.
Børnelitteraturforfatteren Julius Gerson udsendte flyveskriftet Fem Breve til Clara Raphael fra en ung Hustru, 1851, under pseudonymet »en ung Hustru«. Han lader sin »unge hustru« hævde, at Fibigers roman har krænket kvindekønnet, og at »de Følelser og den Higen, som der bleve opstillede som Qvindens høieste, vare den sande Qvinde fremmede«. Selv roser »hun« sig af at være »en ung Moder, der Intet er og Intet ønsker at være udenfor sin Kreds«.
I den modsatte side af det politiske spektrum mente Danmarks første socialist, Frederik Dreier, at kønskampen kun er et underordnet moment i den grundlæggende klassekamp. I flyveskriftet: Blik paa det verdenshistoriske Værk »Clara Raphael« og den derved fremkaldte Dameliteratur, 1851, skrev han under pseudonymet Peter Vandal:
»Den ringe Forskjel, der er mellem Mandens og Qvindens Grad af Frihed er noget Forsvindende imod Ligheden i den Trældom, hvori deres fælles Fordomme holder dem i den store sociale Trædemølle«.
Dreier mener, at alle »Smaakritikker« mod samfundet bør »gaae op i den store almindelige sociale Kritik«. I hans vision om et nyt lighedssamfund indgår »Qvindagtighedens grundige Udryddelse«.
Imellem disse yderpunkter efterlyste de liberale konkrete reformforslag. Forfatteren Hans Egede Schack henviste under pseudonymet »a« i den liberale avis Fædrelandet den 8.1.1851 til Amerikas mere fremskridtsvenlige uddannelsespolitik og beklagede, at Clara som lærerinde ikke havde givet »en Kritik over den almindelige filistrøse kvindelige opdragelse«.
De efterlyste reformforslag kom snart fra to kvindelige debattører, Pauline Worm (1825-83) og Athalia Schwartz (1821-71). De var begge lærerinder og brugte Clara Raphael-fejden som løftestang for kravet om den forbedrede pigeundervisning, som de mente måtte være kvindesagens vigtigste mål. De skrev flere indlæg i 1850’ernes langvarige diskussion om pigeskolerne og fik indflydelse på dens videre forløb. Desuden blev de selv skønlitterære forfattere.
Især Claras mest abstrakte frigørelsesforestillinger brød hverken Schwartz eller Worm sig om. Schwartz skrev to polemiske pjecer: Betragtninger over den grasserende Emancipationsfeber og En Contravisite hos Clara Raphael, 1851, der kritiserede det ubestemte og utopiske i Fibigers idéer. Worm skrev i sine Fire Breve om Clara Raphael til en ung Pige fra hendes Søster, 1851: »Et Liv, helliget til Reflexion, uden Handling, var et Liv uden Hensigt i Verden og uden Velsignelse for Verden«, og kritiserede så pigeskolernes lave niveau som et resultat af lærerindernes dårlige lønninger, manglende uddannelse og ringe sociale anseelse. Forsørgelsesægteskabet vendte hun sig også kraftigt imod.
Mathilde Fibigers eneste rigtige meningsfælle blev den 23-årige lærerinde Fanny Normand de Bretteville (1827-59), der kom i diskussion med Goldschmidt i hans tidsskrift Nord og Syd om romanen og skrev pjecen: En Brevvexling om Qvindens Stilling i Samfundet, 1851. Hun forstod Claras behov for at føle sin individualitet tydeligt adskilt fra den mandlige beskrivelse af det kvindelige: »Medens Manden opfatter sig selv rettest, bliver hans opfattelse af Kvinden let partisk og hildet, idet han opfatter hende i Forhold til sig selv«. Hun kan næsten klarere end Mathilde Fibiger selv formulere dennes grundidé: Kvinden bliver frigjort som menneske ved at styrke sin selvbevidsthed som kvinde:
» … opdrag hende altsaa til at erkjende sin egen Lov – først da erkjender hun det at være Menneske, først da forstaaer og har hun Frihed; først da er hun et Selv!«.
Mathildes familie var meget forbeholden over for hendes tvivlsomme berømmelse. En heftig brevveksling forhindrede hende i at stille op som taler ved et sommerstævne den 25.7.1852. Hun måtte true med at sulte sig ihjel for at hævde sin ret til en selvstændig bolig.
Mathilde Fibiger skrev selv to flyveskrifter som indlæg i fejden, og de gjorde det stadigt tydeligere, at det netop var hendes hjertesag at styrke kvindernes selvbevidsthed. Hun henvender sig til »mine læserinder« og underskriver sig »Eders Søster«. Til de reformivrige siger hun i Hvad er Emancipation?, 1851, at de kvindelige erhvervsområder må udvides som følge af emancipationen, ikke forveksles med emancipationen selv. I Et Besøg sammenligner hun kvindernes indelukkelse i kvinderollen med en nonne, der tager sløret. Hun besværger sine læserinder til at hengive sig til deres egen natur og til livet. Det store erkendelsens mål er, »at bringe os til i Aanden at staae for Gud, Ansigt til Ansigt«. Fibiger ville ramme selve kernen i den vestlige kulturs forestilling om kønsforholdet, som det udtrykkes i Miltons Paradise Lost, 4. bog, 1667: »Hee for God only, shee for God in him«. Hendes sidste roman, Minona, 1854, indeholder et langt tydeligere angreb på faderloven.
Mathilde Fibiger var ikke stærk, og fejden tærede på hendes kræfter. I et brev fra august 1851 skriver hun: »For resten har jeg det godt, paa det nær, at jeg bliver kørt over hver Dag i aandelig Forstand, thi jeg har livagtig den Fornemmelse, at hver Vogn, der kører forbi paa Gaden, ruller tværs igennem min Pande og derved massakrerer de stakkels Tanker, som have Logi derinde«.
Hvordan var det muligt, at Heiberg fra sit midtpunkt i det etablerede samfund kunne finde på at skrive forord til en sådan bog? Svaret er, at ligestillingskravene om uddannelse og erhverv, som de politiske hoveder kastede sig over, ikke interesserede ham, og kravene om fri åndelig udvikling for kvinderne lå i forlængelse af hans eget romantiske program. Hans breve til Fibiger forud for udgivelsen melder dog om en vis uro ved hendes emancipationsbestræbelsers endelige mål: »Min Mening er, at uden Hensyn til Claras Anskuelser og Fremstillingsgave, er en saa skarp, saa mandig personlig optræden en lille Fornægtelse af den kvindelige Ydmyghed, af den jomfruelige Undseelse … Altsaa, med andre ord: med al Claras Elskværdighed er der noget hos hende, som i det mindste Verden vil kalde ukvindeligt«.
»Har De kaaret mig til Deres Ridder paa Literaturens Kampplads, skal jeg visselig ikke undslaa mig for at bære Deres Farver i mit Skjold«, skrev Heiberg galant til Mathilde før udgivelsen. Under fejden, som kom helt bag på ham, forholdt han sig dog passiv.
Clara Raphael. Tolv Breve er altid blevet set som kvindebevægelsens første manifest i Danmark, og Dansk Kvindesamfund betragter Mathilde Fibiger som sin første store skikkelse. For nok er romanens politiske budskab tvetydigt, men forsøget på at udtrykke en hel kvindelig subjektivitet taler til os hen over de gennemgribende omvæltninger, som kvindelivet siden da har undergået.