»Skal mandkønnet da alene, uimodsigeligt og uophørligt styre bogpresserne her i landet?« spørger fru Snällborg sig selv i Frustugo Bibliothek i 1770:
»… er det en uomstødelig beslutning, at al vor svenske læsning skal være lukket inde i Post-Tidningarna og i Dageligt Allehanda? Eller mon vi fremdeles skal lade os nøje med herrernes partiskænderier, politiske diskurser og statsinteresser? Nej, mine elskværdige fruentimmer, vi må nok endnu en gang tiltage os den ret at følge vor egen smag«.
I 1700-tallet etablerer den svenske presse sig. De politiske nyhedsaviser, hvor Post- och Inrikes Tidningar fra 1645 i lang tid vogtede over sit monopol, bliver betydeligt flere, og der dukker lokale nyhedsaviser op, ikke kun i Göteborg og Uppsala, men også i mange mindre byer som Karlskrona, Jönköping og Nykö-ping. I 1730’erne og i nogle årtier derefter bliver en række lærde og moralske tidsskrifter trykt, der havde modersmålet som program og desuden argumenterede for mere naturlige sæder. Og i århundredets anden halvdel udkommer der en række tidsskrifter, som udtrykkeligt henvender sig til de kvindelige læsere; Frustugo Bibliothek, Fruntimmers-Tidningar, Blad för Fruntimer og mange andre.
I flere af disse tidsskrifter er det en formodet kvindelig stemme, som taler til læseren. Snällborg i Frustugo Bibliothek etablerer et forførende »vi«, når hun taler til læserne, og hun indtager den tidsmæssigt adækvate kvindelige position »wid Sybogen (syrammen) den 1 Sept 1770«, når hun underskriver sin forbemærkning. Disse fruentimmertidsskrifter er altså tilsyneladende et udtryk for tidens kvindelige stemme. Udgiverne og skribenterne er imidlertid gennemgående anonyme, skjult bag signaturer og pseudonymer, og legen med kønsoverskridende spil på navne var legio dengang. Mandlige forfattere antog således tit kvindelig skikkelse med et kvindeligt navn, eller indtog en kvindelig position som kvindens fortrolige og bedste ven. Omvendt var de juridiske og sociale omstændigheder sådan, at i de tilfælde, hvor der virkelig var en kvinde bag teksten, kunne hun sjældent skrive i eget navn. Samtidig med, at der etableredes en intimiserende litteratur, som udtrykkeligt henvendte sig til kvinder, forblev den kvindelige stemme derfor ofte usynlig.
Overfladisk set tager 1700-tallets svenske presse sig helt mandsdomineret ud, bortset fra fruentimmertidsskrifterne. Men kigger man efter i de fortegnelser, der findes over ejer- og udgiverforholdene, bliver billedet noget mere kompliceret. Her ser man på den ene side, at så godt som alle fruentimmertids-skrifterne blev udgivet af mænd. Der er kun belæg for én kvindelig udgiver og forfatter i sammenhængen, Catharina Ahlgren, som i 1772-73 udgav Brefwäxling Emellan Twänne Fruntimmer under pseudonymet Adelaide.
På den anden side dukker der kvindenavne frem både her og der i forbindelse med den øvrige presse. Studerer man de bibliografiske oplysninger om f.eks. Carlscronas Wekoblad, en succesrig lokal nyhedsavis, der udkom fra 1754 og langt ind i 1800-tallet, så kan man ane et matrilineært ejer- og udgiverdynasti bag de mange mandsnavne.
Da Carlscronas Wekoblad begynder at udkomme i januar 1754, står Johan Vinqvist som dens ejer og ophavsmand. Han dør imidlertid allerede, da der er gået to måneder, men avisen bliver ved med at udkomme og ekspandere. Og nu træder hans enke, Brita Christina Laurelia frem i fortegnelsen. Da hun fire år efter gifter sig igen med søløjtnant Anders Tranefelt, kommer han til at stå som ejer og udgiver, og Brita Christina Laurelia bliver usynlig, indtil også denne ægtemand dør i 1766. Som enke kommer hun igen til at stå i fortegnelsen over udgivere, og der står hun indtil 1769, hvor avis og trykkeri går over til Paul Strandell. Han var førstestyrmand og løjtnant og var formodentlig til søs i lange tider ad gangen, men han var gift med Brita Christina Laurelias datter Maria Christina. I 1785, da Strandell dør, træder Maria Christina frem som ejer og udgiver. I 1790 gifter hun sig imidlertid igen med Carl Fromhold Swinhufvud, og nu anføres han som ejer af avisen. Efter Swinhufvuds død i 1818 står Maria Christina dog igen i fortegnelsen. Hun udgiver avisen indtil sin død, hvor hun i sit testamente lader den gå over til sin fosterdatter, Beata Ulrika Hallén, der var enke efter sekondløjtnant i flåden, Carl Adolf Gyllenskepp. Da Beata Ulrika senere igen gifter sig med Per Erik Flygare, bliver han imidlertid avisens udgiver indtil sin død i 1837. Som enke noteres hun igen som ejer.
I den kendte avis- og forlagsfamilie Momma kan man også skimte en stærk kvindelig kompetence bag de kompakt mandlige ejerstrukturer. Med Peter Momma starter en ny æra inden for både avisvæsen, trykkekunst og forlagsvæsen. Med Stockholm Gazette bryder han i 1742 Post- och Inrikes’ hundrede år gamle monopol på politisk nyhedsformidling, og med Stockholms Weckoblad starter han i 1745 Sveriges første lokale nyhedsavis. Han indfører en række nyheder inden for bogtrykkeriet, og han åbner en succesrig bytteboghandel i Stockholm.
Da den 27-årige Peter Momma købte sit første bogtrykkeri i 1738, havde han imidlertid nylig indgået ægteskab med den ti år ældre, formodentlig hollandskfødte, Anna Margareta von Bragner. Ifølge almindelige pressehistoriske oplysninger er det også hende, der redigerer Stockholm Gazette i de første år, og man plejer at tilskrive hende forfatterskabet af det eneste svenske moralske tidsskrift med kvindelig signatur. I 1738 udgav Peter Momma den anonyme Samtal emellan Argi Skugga och en obekant Fruentimbers Skugga. Nyligen ankommen til de dödas Rjke (Samtale mellem Argi skygge og en ubekendt kvindes skygge. Netop ankommet til de dødes rige), som mange mener – ikke mindst på grund af den ringe sprogbehandling – er et værk af Margareta Momma.
I løbet af nogle årtier opbygger ægteparret Momma et omfattende og succesrigt familieforetagende med trykpresser, aviser og bøger. I 1771, året før parret dør, overlades det hele til sønnen Wilhelm. Han stikker dog næsten øjeblikkelig af med kassebeholdningen, og svigersønnen Henric Fougt, der i 1762 har indgået ægteskab med Mommas datter Elsa, bliver ejer af foretagendet. Henric Fougt beskrives som en usædvanlig driftig typograf og forlagsmand. Han lancerer en række nye skrifttyper i Sverige, bl.a. Baskerville, og han udvider den skønlitterære udgivelse. Da han dør i 1782, går firmaet over til enken, og under Elsa Momma-Fougts ledelse ekspanderer det yderligere. Hun profilerer desuden forlagets udgivelse af skønlitteratur og foretager en række heldige satsninger på kommende klassikere som Cajsa Wargs kokbok og Kronprinsens ABC-bok. Elsa Momma-Fougt driver derefter forlaget, indtil hun, 67 år gammel, overlader det til sin søn. Da han efter et par årtier går konkurs, bliver forlaget en vigtig byggesten i forlaget Norstedt och Söner.
Den socioøkonomiske struktur og de samfundsmæssige konventioner har en tendens til at gøre kvinder som Brita Vinqvist, Margareta Momma og Elsa Fougt usynlige, mens de andre steder skaber kvinder, der ikke eksisterer. En Fri-Murares lefvernes beskrifvning, utgifven af et fruntimer (En frimurers levnedsbeskrivelse, udgivet af et fruentimmer) kalder f.eks. Anders Säfström den roman, han for størstedelens vedkommende har oversat efter den franske forfatter Antoine Prévost, da han i 1754 lader den offentliggøre i Brita Vinqvists Carlscronas Wekoblad. Og i den fortælletradition af intimiserende, følsomme og moraliserende litteratur, hvor Säfström/Prévost befinder sig, manes kvinden bestandigt frem. Hun optræder mange gange som forfatter, men hun er frem for alt den tænkte læser og det væsentligste emne.
Kvinden og kvindeligheden er stadigt genkommende emner i den privatiserende fortælletradition, der etableres med de moralske tidsskrifter, og som fortsættes i de borgerlige familieromaner, fruentimmertidsskrifter og anden intimiserende litteratur. Igen og igen tager man hendes problemer i det nye borgerlige samfund op. Gang på gang diskuterer man hendes fejl og mangler og ønskværdige dyder. Refleksionen over hende, interessen for hende og aggressiviteten mod hende er overvældende, fascinerende og frastødende.
»Ædle fruentimmer, det er faldet mig ind, at hvis jeg af de ubetænksomme havde fået en ørefigen, hver gang deres vrede havde rejst sig mod mig i dette år, og et favntag for hver gang jeg igen var kommet i gunst, så havde Argus undergået så mange ændringer som et hvilket som helst fruentimmers sind på et helt døgn. Men desuagtet håber jeg alligevel, at jeg nu ejer de fornuftiges og dydiges yndest, og mener, gudskelov, at være hadet af alle eddertudser, tøjter, flaner, sladdertasker, næbbede tøser, vildkatte og liderlige tingester. Mine ædelmodige læserinders behag og det andet slængs mishag er alt, hvad min argiske ærgerrighed ønsker«.
Således skriver Olof von Dalin i Then Swänska Argus i 1732, Sveriges eneste rigtigt betydningsfulde moralske tidsskrift.
Ligesom Anna Maria Lenngren digter Argus nogle ord til den kære datter, han ikke har: »Min unge Cloris, mærk:/ Naturen har i dig nedlagt et mesterværk«, skriver han til et af sine venners børn:
En Lykta i ditt Hus,
en Stierna i ditt kön.
Giör eij din Man til Slaf,
om han det eij fortjänar,
Upfostra Gud til lof
dem Gud ditt Lif förlänar;
Men lägg dig intet in
i det du eij förstår:
En Gosse annan väg til frögd
än Flicka går.
Det havde sine tydelige forbilleder i The Tatler og The Spectator, men til forskel fra forgængeren SedoLärande Mercurius, 1730-1731, og sine utallige efterfølgere var Then Swänska Argus ikke et oversættelsesprodukt, men i alle henseender svensk. Tidsskriftet vakte enorm opmærksomhed på grund af sin åbenmundethed og sin satiriske force i en tid med hård statslig kontrol og censur. Dalin selv forblev anonym i hele udgivelsesperioden 1732-34. Frem for alt er tidsskriftet dog gået over i historien på grund af sin frie og spirituelle svenske sprogbehandling. Det svenske sprog lå Dalin meget på sinde, men det var sædernes forfald i almindelighed, der var hans hovedtema. Han vender gang på gang tilbage til den ulykke, som skabagtighed, pedanteri og ladhed er, og han tager hele tiden disse kvindelige egenskaber op.
I Then Swänska Argus tales der, nøjagtig som i de andre moralske tidsskrifter, til kvinden om kvinden. I 1738 drister en kvinde sig imidlertid – om end det er i underverdenens skyggetilværelse – til at kaste sig ud i en diskussion med ham: »Dig, min kære Argi skygge, takker jeg meget for al den velvilje mod en virkelig kvinde, som måske er den første og sidste, der har taget sig den frihed at tale med dig med utilsløret ansigt, efter at du i den almene verden har talt så meget om mit køn«.
»Argi Skygge: Du må være meget nysgerrig? Fruentimrets Skygge: Ja, man siger det om mit køn, og jeg er alt for oprigtig til at benægte det; men du kender også selv årsagen, nemlig den uvidenhed og ubevidsthed, hvortil man almindeligvis overlader os mere end mændene, og jo større den er, jo mere vækker den uimodståeligt nysgerrighedens lidenskab«.
Dette skriver Margareta Momma i det sidste nummer af Samtal emellan Argi Skugga och en obekant Fruentimbers Skugga. Som den eneste kvindelige stemme skaffer fruentimmerskyggen sig ørenlyd i de moralske tidsskrifters diskussion om politik, sæder og kvindelighed. Og hun placerer ikke alene manden i den genremæssigt bestemte kvindelige position som den lyttende. Når fruentimmerskyggen først er kommet i gang, får den stakkels Argi Skygge ikke mange ord at skulle have sagt. Hun skriver også et i flere henseender provokerende anderledes program. I denne storsvenske tid taler hun nedsættende om den måde, hvorpå man beskriver krigerisk morderoptræden som heltedåd. Hun mener, at krig er et gigantisk sløseri med ressourcer, og angriber en række foreteelser, lige fra slavehandlen i Amerika til det hjemlige brændevinsdrikkeri. Margareta Mommas tidsskrift gennemsyres af et løbende oprør mod alle autoriteter.
»Jeg har i virkeligheden senere fundet ud af, at der er andre midler end autoriteter at blive klog af«, siger fruentimmer-skyggen i Margareta Mommas tidsskrift Samtal emellan Argi Skugga och en obekant Fruentimbers Skugga. Nyligen ankommen til de dödas Rjke, 1738.
Hun angriber lærdomsfilistre, filosoffer, præster og sandhedsprædikanter af enhver observans, og hun afviser tidens idealistiske syn på viden og kundskaber. Man lærer af erfaring, mener hun, ikke ved at tilegne sig andres idéer. Hendes verdensanskuelse er gennemgående materialistisk. Det er lysten og egennytten, der er altings drivkraft: Mennesket har »intet andet end sine sanser og erfaringen. Såsom dets sanser igen ikke er undergivet andet end det, der kan forstås gennem glæde eller lidelse, da følger deraf, at ingen attrår andet end det første og skyr det sidste«. Mennesket er »et simpelt Creatur eller et væsen, som har følelser, og som følgelig ikke søger andet end kødelig fornøjelse og vellyst«.
Som en konsekvens af denne opfattelse, der for sin tid og efter svenske forhold er helt enestående, bliver Margareta Momma også fortaler for en anden forfatterholdning end den, som var Dalins og Then Swänska Argus’. Hun tror ikke på den fejlsøgende, distancerende og kritiske måde at forholde sig på, der udmaler det onde i afskrækkende øjemed. Den behagelige og fortrolige samtale, der søger det gode, er en langt bedre metode, hvis man vil nå den viden, som giver indsigt og forbedring. »Jeg vil blot indvende, at fortrolige oplysende samtaler ved rette tid og lejlighed gør indtryk! Mens derimod fejlens på en vis måde udmalen ofte lærer så meget, som før er blevet ignoreret, og har som forbedring samme virkning som olie i ild«, skriver hun til allersidst i sit tidsskrift.
»Har Margareta Momma virkelig været forfatterinde til den slags ting, må hun have været en for sin tid, både i henseende til verdensanskuelse og viden, højst usædvanlig kvinde«, skriver pressehistorikeren Otto Sylwan i 1896 i en kortfattet kommentar til Samtal emellan Argi Skugga och en obekant Fruentimbers Skugga.
Margareta Mommas tidsskrift har også, nøjagtig som hendes forgængere lige fra The Tatler og til Then Swänska Argus, form som en samtale. Men der er en anden tone i denne fruentimmersamtale end i de øvrige. Den er mindre aggressiv, og fruentimmer-skyggen er mere opsat på overensstemmelse end på forskelle i mening. Margareta Momma taler mere for det gode, end hun afslører og kritiserer det onde. Hun er snarere følsom end drillende og mangler helt den satiriske distance, som var Dalins og Then Swänska Argus’ kendetegn. Og man kan i Margareta Mommas tidsskrift se, hvordan genren er på vej mod den rigtigt intime samtaletone, som dannedes i løbet af 1770’erne i fruen-timmertidsskrifterne.
I disse tidsskrifter er redaktøren flyttet ud af herreklubbens eksklusivt mandlige selskab, hvor kvinden kun var et samtaleemne, og ind i damernes salon for at tale med dem, samtidig med at han taler om dem: »Milde og smukke køn! Eder tilhører det egentlig at berede os sødmen i vort liv, at henrykke os med Eders tillokkelser, at forbedre os ved Eders dyder. Disse blade tilegnes Eder«, skriver manden bag Fruntimmers-Tidningar i 1772, og udgiveren af Fruntimmers Nöjen fra samme år maner billedet frem af »en ung smuk og beleven kavaler«, der læser tidsskriftet højt for den unge kvinde »ved natbordet, kniplepuden eller knyttestolen«.
»Efter at man så længe har forsøgt at oplyse og forbedre det hårdnakkede mandkøn, desværre uden deraf at bemærke nogen særlig frugt i almenheden; vender man sig dernæst til det andet køn, i den fortrøstning, at omvendelsesværket må lykkes så meget bedre hos dem«. (Fruntimmers-Tidningar, 1772).
I 1781 placerer Johan Fischerström sig selv som redaktør for Fruntimmers Port-Feuillen i kvindeligt selskab. »Herefter vil jeg have mindst muligt at gøre med herrerne«, skriver han i sin forbemærkning.
»Aldrig har jeg haft eller har mere behagelige stunder end i selskab med fruentimmer. Møder jeg utvungne og forstandige damer, da leder de mine betragtninger i retning af allehånde gode og velgørende genstande. Men træffer jeg kåde, kvidrende og lunefulde væsener, så optager de min eftertanke på anden måde. Med ét ord, jeg har det for det meste altid ganske morsomt i det smukke køns selskab, og derfor vil jeg altid kunne findes som værende villig og skyldig til al mulig gentjeneste«.
Fischerström, der ligesom de øvrige udgivere forbliver anonym, siger også, at han i sit foretagende lykkeligvis bliver hjulpet af »tvende respektabla fruer«, fru friherreinde C*** og fru M***. De skal være hans »censorer og dommere«, og snart lader Fischerström også andre kvinder få ordet i teksten. Når han, på det gamle moralske tidsskrifts manér, giver sig til at angribe den moderne husmoder, der kun tænker på »moder og pynt«, træder grevinde D*** frem til forsvar for kvinden, og til sidst bliver den glade, folkelige og rundhåndede fru S*** hans gode eksempel: »Aldrig kan det gentages ofte nok: at et dydigt og forstandigt fruentimmer er en dyrebar skat. Sådan er den smukke fru S***. Hun glemmer ikke den omhyggelige opmærksomhed, hun altid bør have henvendt på sig selv«.
Redaktøren i Fruntimmers Port-Feuillen taler hele tiden direkte til de kvindelige læsere, og han intimiserer hele tiden med dem: »Måske, Mine Fruentimmer, burde vi overveje de emner nøjere, som egentlig skal omtales på disse blade«, indleder Fischerström f.eks. sit andet nummer, og det er, som om han uophørligt og udelukkende omgikkes kvinder: De kvindelige læsere og de andre kvinder, han derefter fortæller om. Han er en kvindernes bedste ven, den eneste mand i omgangskredsen, nærmest ved kvinden selv, og i teksten trækker han sig gang på gang tilbage for at gøre sine kvindelige venners meninger til sine.
»Det er i sandhed helt ubilligt, og stridende mod et ædelt sindet folks tankesæt, at udsætte den smukkeste halvdel af menneskeheden for offentlig latter. Hvis vore fruentimmer ikke opfylder de mange pligter, der påhviler dem, så bør det mindre skrives på deres regning; det er opdragelsens fejl«, skriver Hedvig Charlotta Nordenflychts elskede, Johan Fischerström i sit tidsskrift Fruntimmers Port-Feuillen 1781.
I Brefwäxling Emellan Twänne Fruntimmer. Den ena i Stockholm Och den andra på Landet I Atskillige blandade Ämnen, som Catharina Ahlgren udgav under pseudonymet Adelaide i 1772-73, fremstår manden imidlertid som en temmelig perifer samtalepartner. Her finder man den virkelige intimitet mellem kvinderne, og mandens indtræden i salonen betyder snarere en afbrydelse i samtalen.
»Min uforlignelige ven! På grund af en ubekendt mands ankomst blev jeg hindret i at fuldføre mit sidste brev…«, begynder tidsskriftets første brev, og det er Adelaides søster, der skriver til sin veninde Selima. Hendes spontane reaktion på mandens besøg er irritation. Han forstyrrer hende i at skrive et brev, i den intime venindesamtale, og hun sender ham bort, for at han skal komme igen om eftermiddagen. Adelaide selv er endnu mere distanceret, når hun i et senere brev beskriver en mandlig gæst: »Min ædleste ven! « skriver hun til sin søster: »Så meget har jeg ikke leet i mange år som nys… Ah! jeg må puste ud… jeg ler endnu, hvor jeg vil fortælle om et besøg, jeg havde i dag«. Manden, der har fundet vej til Adelaides salon, kommer tilfældigvis til at afbryde hende i en skriftlig betragtning over søndagens epistel, og lige så fjern som han er for hendes tilbageholdenhed, følsomhed og religiøsitet, er hun for hans franske gloser, pral og maskerader. »Egenkærligheden lyste ud af hans gebærder, tale og miner; ak! tænkte jeg, om du vidste, hvor lidet elskværdig du er«, skriver Adelaide. Og mændene i Brefwäxling Emellan Twänne Fruntimmer beskrives gennemgående med en vis afventende mistænksomhed: »… de har strålet et øjeblik, og er så forsvundet som raketter«.
»Hvilken tilflugt har vi ikke i venskabets fristad! Der undslipper vi mandkønnet, som for det meste er bedragerisk, falsk og upålideligt«. (Brefwäxling Emellan Twänne Fruntimmer, 1772).
I søster- og venindebrevene er der derimod ingen forbehold. De ånder fuldkommen tillid og total hengivenhed. Min søde ven, min uforlignelige, min udvalgte og eneste ven, skriver kvinderne til hinanden. Og Adelaides søster, Adelaide selv og deres veninder Selima, Sylvia og mange flere skaber – på tværs af kommunikationen i den meget besøgte salon, hvor de befinder sig – et helt eget, privat, kvindeligt rum af højstemt emotionalitet, rent venskab og inderlig kærlighed. »Min ædleste ven! Hvor er det noget sjældent, at jeg er alene«, skriver Adelaides søster, da hun endelig bliver alene og ved pennens hjælp kan tale med sin uforlignelige Selima:
»hvor er ensomheden dejlig, når man ikke kan være i selskab med den, man elsker! Nu må jeg for en stund glæde mig ved i tavshed at lade mine tanker få frit løb. Ensomheden er en af mine fornemste fornøjelser, når jeg ikke har lejlighed til at være alene med min udvalgte ven«.
Veninderne skriver til hinanden om alle mulige »ømme emner«, men deres vigtigste emne er dog venskabet selv. Venskabet er deres evangelium, og de vender tilbage til det gang på gang, hylder det, påkalder det, udgyder deres taknemmelighed over det og udlægger dets storhed:
»… venskab! Ak hellige navn! … O dyrebare navn! så lidet kendt i vort tidehverv! … hvilken husvalelse for os selv, hvilken belønning! hvilken vellyst at smage det hos os selv, om jeg skrev tusind breve, blandes altid venskabet, såsom dydens rigeste frugt, deri, venskab, kærlighed og dyd er dets eneste genstand«.
Således skriver Adelaides søster i sit første brev, og efterhånden dukker også den mandlige signatur »Altid Omhjärtad« op i spalterne. Han er lokket derind af den inderlige venindetone og vil være delagtig, men allerede i hans første brev aner man hans grundlæggende mangel på forståelse, når han påtaler Adelaides mange afbrudte sætninger og emotionelle stil: »… skrivemåden forekommer noget flygtig og ustadig«, mener han. Måden at skrive på er et spørgsmål om natur, tager Adelaide til genmæle, og hendes holdning over for »Altid Omhjärtad« er temmelig afventende. Hun vil dog ikke afvise en mand, der søger venskabet. Og for at komme ham i møde offentliggør hun et brev om dette emne, som hun har fået fra sin nu afdøde veninde »Hyrdinden i Norden« for godt ti år siden. Brevet er undertegnet med Hedvig Charlotta Nordenflychts signatur Uranie.
»Altid Omhjärtad« bliver dog lige lovlig entusiastisk, og Adelaide frygter, at han er mere øm med hensyn til hendes person end til venskabet som sådant, og det får ham til at love at »rebe sine sejl«. »På fruens mindste vink sagtner jeg farten«, skriver han, men gør øjeblikkelig et nyt fejltrin, idet han håber, at »den blide vestenvind« alligevel vil føre ham ind i Adelaides »yndige havn«, »Capo de bonne Esperance«. Men Adelaide ved ikke noget om »vestenvinden«. Til gengæld kan hun genkende »nordenvinden« på den kulde, den bringer med sig: »Hun kender heller ikke Capo de bonne Esperance, men Lidingön og Värmd-ön ved hun hvor ligger, og jeg tror, at det ville være mere fordelagtigt at sætte kursen der imod«.
»Altid Omhjärtad« bliver strøget fra siderne og må give plads for »Altid går Sanningens Wäg«. Han, eller hun, har også en anden forståelse for både Adelaides stil og for venskabets karakter, og Adelaide er brændende entusiastisk ved det første brev: »ædle hjerter, som er ømme af medlidenhed; og fælder tårer derved; kunne jeg her i de følgende linjer lade dem trille af vellyst, ved læsningen af det virkelige venskab; jeg gemmer mit svar til den uforlignelige forfatterinde af dette brev, eller til forfatteren (i fald en mandsperson kan være så øm: men … men … ak! …jeg vil ikke tøve længe med mit svar… mit hjerte siger; at det er et fruentimmer«.
Det ømme tonefald i brevet fra »Altid går Sanningens Wäg« får Adelaide til at se en kvinde bag signaturen. Og i Brefwäxling Emellan Twänne Fruntimmer tilskrives kvinden gennemgående den særlige følelsesmæssige begavelse, der er grundlaget for venskabets geni og sand menneskelighed. Mændene kan ganske vist til tider eller delvis også vise noget af dette, men i grunden er de dobbelte naturer. De forstrækker kvinderne med penge, gør dem deres opvartning, ligger for deres fødder, men de har også, som Adelaide skriver, en »ulvenatur« og bør betragtes med en vis mistænksomhed. Af og til er det tilmed, som om mændene rent ud skrives ud af den gode, følsomme verden af intimitet og venskab, som udmales i Adelaides brevveksling. Og i tidsskriftet De Nymodiga Fruntimren Eller Sophias och Belsindes Tankespel fra 1773, der begynder at udkomme straks efter, at Adelaide under mange tårer har lagt pennen fra sig, bliver denne proces ført et skridt videre.
Den unge, formuende Sophia, der hele tiden får forskellige ægteskabstilbud, føler sig »så kold, så kold« over for den »familiarité« med det modsatte køn, der nødvendigvis må følge med en sådan forening. Over for noget sådant har hun »en medfødt afsky«, mens venskabets intimitet opfattes som uforfalsket god: »… men venskab, ak! du gudegave, for dig er jeg til!«, skriver hun til den ældre Belsinde, og den underforståede hensigt med kvindernes brevveksling er at udforske, om deres følelser for hinanden er stærke nok til at bygge et fælles liv på.
»Himmel! det ene fruentimmer elsker det andet i nogle år! … men dyden, den kraft, som opliver ædle hjerter, har optændt os! Hvilken glæde at være et forbillede i venskab! … Nu findes det kun sjældent; men når vore ben er blevet til muld, vil vore efterkommere tale derom som et underværk«. (Brefwäxling Emellan Twänne Fruntimmer, 1772).
I De Nymodiga Fruntimren regner kvinderne ikke længere med mændene, de tager mod deres visitter og lader sig opvarte. De bevæger sig også omkring blandt dem, men de søger ikke deres forståelse. I en af tidsskriftets små satiriske perler fortæller Belsinde Sophia, hvordan hun er kommet i samtale med to herrer, der har læst deres brevveksling. De tror, at de ved, at hun kender forfatterne, og spørger, om det alligevel ikke er to mænd, der skjuler sig bag de kvindelige pseudonymer. »Nej«, svarer Belsinde, »de er virkelige fruentimmer«, og som svar på yderligere spørgsmål lader hun meddele, at de ikke engang er gift, »thi de er for lidt kvindfolk til at behøve mandkønnet, de har selv det begreb og den styrke, at de ikke har brug for ledere«. Da de to mænd som svar på dette bryder ud i det moralske tidsskrifts beklagelse over den moderne kvindes forfald, interesserer hun sig imidlertid ikke for at delagtiggøre dem i sine indvendinger: »jeg åbenbarer ikke disse tanker; jeg tog en pris snus for at skjule mit smil«.
1770’ernes fruentimmertidsskrifter har en glitrende overflade af autenticitet. Der føres en samtale i dem. Brevene skrives lige nu, tankerne gør et spring … Det banker på døren, og man bliver afbrudt. Men under den autentiske overflade arbejder teksterne gennemgående med en række konventioner fra de fiktive prosagenrer. Catharina Ahlgrens tidsskrift har nærmest karakter af en brevroman. I Adelaides brevveksling ligger der et brev inden i brevet inden i brevet ligesom en kinesisk æske. Breve bliver skrevet af, sendt videre og citeret i en uendelighed, og mellem brevene går der også en tilsyneladende nærmest uendelig lang føljeton om »Det olyckliga Fruntimret eller Elisabeth Windhams bedröfweliga öden«, hvor denne Elisabeth Windham også synes at være Adelaides eller Adelaides søsters eller Selimas alter ego.
Kvinderne i fruentimmertidsskrifterne har for det meste romannavne. Adelaide er navnesøster til heltinden i Madame de Tencins Mémoires du comte de Comminges fra 1735, og pseudonymet Clarisse, som, udtrykkeligt inspireret af Adelaide, i 1773 udgiver fire numre af Det Enfaldiga Fruntimret, har sin navnesøster i Samuel Richardsons klassiske roman fra 1748. Men mens Madame de Tencins roman snarere tilhører den idealistiske 1600-tals-roman – hun tilegnede også sin faster og navnesøster, en af 1600-tallets mere berømte salondronninger, sine romaner – så tilhører Richardsons Clarissa snarere den borgerlige roman, hvor idealerne hele tiden konfronteres med den materielle virkelighed og hele tiden lider nederlag. Og samtidig med at 1770’ernes svenske fruentimmertidsskrifter ubestrideligt kan ses som udløbere af det moralske tidsskrift, en trivialisering af det og som dets død, så forholder det sig åbenbart også sådan, at det ideologisk og stilistisk snarere befinder sig i 1600-talsromanens idealistiske tradition.
I disse tidsskrifter dyrkes den følsomhed, der var højeste mode i de franske preciøsers 1600-tals-saloner. Følelsen, sentimentet, er dannelsens grundlag, og hvad enten den bliver besvaret eller ej, leder den mennesket til uanede højder. Venskabet og kærligheden, ømheden såvel som lidenskaben, er udviklende og ikke nedbrydende som i den borgerlige desillusionsroman. Og lader man ikke denne romantype – sådan som den litteraturvidenskabelige tradition påbyder det – udgøre normen, så ser 1770’ernes fruentimmertidsskrifter heller ikke ud som en endestation, men snarere som en vigtig mellemstation i den stærke og ubrudte tradition af romantisk, højstemt og idealistisk prosa, der løber fra 1600-tallets roman og videre til den moderne, triviale romantiklitteratur.