Forholdet til familien, moren og kvindeligheden er det ene af de to hovedtemaer i Auđur Jónsdóttirs (f. 1973) forfatterskab, det andet er de vestlige herrefolks forhold til den nye internationale arbejderklasse i begyndelsen af det nye årtusind. Disse to temaer får efterhånden mere til fælles, end man først kunne tro, de havde.
Tag: Mor-datterforholdet
Romanen Uke 43, (2002; Uge 43, 2003) er et eksempel på en central tematik i Hanne Ørstaviks forfatterskab. Bogen handler om Solveig, der har et vikariat som litteraturlærer på en højskole i Norge. Hendes ældre kollega og forbillede er Hilde, som hun beundrer, og hvis anerkendelse hun søger. Solveig identificerer sig meget med Hilde, og hun forsøger at gennemføre sin undervisning med Hildes artikler som rettesnor. Efterhånden får hun dog mere og mere indtryk af, at Hilde har skiftet synspunkter, og Solveigs skuffelse vokser, indtil den kulminerer ved en fest hjemme hos Hilde. Et følelsesudbrud får hende til at miste kontrollen, og hun giver los for sin opdæmmede frustration over, at hendes illusioner er bristet.
Sara Stridsberg er født i Stockholm i 1972. Hun debuterede i 2004 med romanen Happy Sally og modtog i 2007 Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Drömfakulteten.
For den svenske minoritetslitteratur i Finland er overgangen fra 1980’erne til 1990’erne en interessant og begivenhedsrig tid.Episk bredde, psykologisk intensitet og fyldig persontegning, et righoldigt stof integreret i en overbevisende handling, formbevidsthed, metafiktiv refleksion, evnen til at skabe et suggestivt, fiktivt univers – alle disse romantekniske grunddyder er i rigt mål repræsenteret i den finlandssvenske prosas nye opblomstringstid, som oven i købet kvantitativt domineres af kvindelige forfattere.For de finlandssvenske digtere, der debuterer i 1980’erne og 1990’erne, er »kvindedigte« ikke længere aktuelle. Brugsdigtene har gjort deres, på dette felt behøver man ikke længere konsolidere søsterskabet med en agitatorisk tone. Man interesserer sig mere for poesien som sprog.
Postmoderne fortællere.
Cecilie Løveids tre første prosalyriske romaner bryder radikalt med den socialrealistiske romangenre, der dominerer i Norge i 1970’erne. Hun insisterer på sin modernistiske æstetik, hvor fragment, collage, intertekstualitet og flerstemmighed foretrækkes frem for de realistiske koder. Hun er fundamentalt forankret i poesien, og fordi hun forbliver en modernistisk lyriker, uanset hvilken genre hun tilnærmer sig, bliver det umuligt for hende at træde ind i et socialrealistisk formsprog.Det samme gælder for så vidt Kari Bøge, der med sin eksperimentelle bogdebut Asmorelda i 1971 også bryder med den realistiske fortælletradition og repræsenterer et af de første væsentlige forsøg på at skrive en ny kvindelig modernistisk prosa i Norge. Hun adskiller sig fra andre kvindelige forfattere omkring 1970, idet hun insisterer på en ahistorisk individualisme og en tomhedens æstetik, men samtidig lancerer nogle temaer, der var centrale for en feministisk bevidst digtning: identitetsspørgsmålet, forholdet til manden og forholdet til skriften.
Den danske forfatter Vita Andersens prosadigtning fik øgenavnet knækprosa, fordi digtene tilsyneladende blot var episke forløb med ulige linjelængde. Men hendes digtning er mere kompliceret. Den er en iscenesættelse af hverdagssproget, en udstilling af tvangen og rollerne, men langtfra en kunstløs gentagelse. Kønsrollerne som tvang og hindring for et lykkeligt samspil mellem kønnene er et centralt tema. Men kønsforskellen er ikke kun social, bag den står barndommen, der især foldes komplekst ud i romanerne.Charlotte Strandgaard debuterede i 1965 og skrev i 1960’erne og 70’erne en række digt- og dokumentsamlinger, der fokuserer på tidstypiske problemer som alkoholisme, narkomani, de socialt udstødte og taberne. I hendes univers hersker lidelsen, misforståelser mellem dem, der gerne vil elske hinanden, skyldfølelse og håbløshed. Tonen er medfølelse og vilje til at pege mod en forklaring og en løsning. Hendes voksne er som hos Vita Andersen sårede børn. Men sammen med smerten findes en insisteren på forsoning og forløsning.
En litterær fejde om moderlighed.
Ungdomsromanen er under voldsom forvandling fra 1960’erne og de følgende årtier. Nye måder at skildre unges oplevelser og erfaringer på slår igennem i 1970’ernes socialrealistiske ungdomslitteratur. Til forskel fra den ældre ofte moraliserende litteratur er den moderne ungdomsbog både system- og tabunedbrydende.Ingen temaer er længere forbudte, og traditionelle kønsrollemønstre, autoritetsforhold og samfundsformer kritiseres mere eller mindre åbenlyst. Hos den nye forfattergeneration ligger synsvinkler og sympatier hos bøgernes unge, ofte utilpassede og oprørske hovedpersoner i splid med sig selv og det omgivende voksensamfund.
Køn og klasse i 1970’ernes islandske kvindelitteratur.