En samtale med Amalie Langballe om barnfrihed
Foto: Mathias Løvgreen
Moderskab er et særdeles populært motiv i den danske samtidslitteratur men selv er jeg i øjeblikket mest optaget af de relativt få kvinder, der op igennem litteraturhistorien har fravalgt moderskabet. Jeg har derfor sat mig for at skrive en bog om både kanoniserede barnfri kvinder i litteraturhistorien og barnfrihed som et generelt fænomen i en nyere og bredere kulturel kontekst – herunder repræsentationen af barnfri og barnløse kvinder i populærkulturen. Jeg arbejder derfor både med kanoniserede forfattere som Virginia Woolf, Simone de Beauvoir, Carson McCullers, Charlotte Brontë, Anaïs Nin, Thit Jensen og Karin Michaëlis og med nye samtidige forfattere som Olivia Laing, Chris Kraus, Amina Cain, Christina Hagen, Linn Strømsborg og Amalie Langballe. Undervejs undersøger jeg, på hvilke måder motivet barnfrihed dukker op hos barnfri forfattere på meget forskellige måder op igennem litteraturhistorien – både direkte og indirekte – fx hvordan nonnen, drengepigen, the spinster, eneboeren, kattedamen og heksen som figur transformerer sig op igennem litteraturhistorien, samt hvordan disse outsiderfigurer er blevet brugt og (stadig) bliver brugt som både idealer og skræmmebilleder.
Undervejs i min research dukkede den danske forfatter Amalie Langballe op som en af de centrale og i øvrigt få danske forfattere i samtidslitteraturen, der har skrevet og udtalt sig om sin egen beslutning om at fravælge moderskab, blandt andet i sin debutroman forsvindingsnumre fra 2019. Amalie Langballe, som i dag er 30 år gammel, valgte at blive steriliseret, allerede da hun var 22, og jeg syntes, det kunne være spændende at tale med hende om, hvordan hun oplever, at den beslutning har påvirket og stadig påvirker hendes liv, hvordan hun oplever at blive set på som barnløs kvinde, og ikke mindst hvilke forbindelser, hun ser mellem sit virke som forfatter og beslutningen om ikke at få børn. Alt dette med udsigt til vores konkrete samtid – en samtid hvor der som nævnt i litteraturen og i kulturen er enormt meget fokus på netop nyfortolkninger af moderskabet.
Jeg har derfor sat Amalie Langballe stævne på cafe Arrebo på ydre Nørrebro til en snak om alt dette.
Vi starter med at snakke om Amalies beslutning om at fravælge børn.
”Jeg har altid vidst, at jeg ikke ville have børn, aldrig leget med dukker, aldrig set børn for mig, når jeg forestillede mig min fremtid. Den fornemmelse af ikke at ville det liv har egentlig fulgt mig lige siden. Jeg kan godt fantasere om børn, og jeg kan også godt føle, at der findes et parallelt liv for mig med børn, men det er ligesom om, at de tanker aldrig nogensinde har udviklet sig til en lyst. Det er mere, som om min hjerne afprøver noget for siden at afvise den idé.”
Vi snakker herefter lidt om begrebet barnfrihed, et begreb som jeg har valgt at bruge i min bog fordi jeg gerne vil væk fra begrebet ”barnløs”, som i min optik indikerer, at kvinder, der fravælger børn, helt fundamentalt mangler noget. Som psykolog og forfatter Jeanne Safer skriver i sit essay Beyond Motherhood (1996):
A woman may be fine without a man, but the tecnical term for a woman without a child is still ”barren”, which implies that she is empty and lifeless within. There is no equivalently pejorative term for a childless man, and nobody, himself included, questions his masculinity.”(Safer, 1996, 17-18) eller som en anden dansk barnfri forfatter, Christina Hagen, humoristisk skriver på sin hjemmeside”:
”For nogle år siden blev jeg, af en bekendt, kaldt ”frivilligt barnløs”, som om det var en selvfølge, at det er det, jeg er, når jeg nu ikke har børn, men umiddelbart har mulighed for at blive gravid, hvis jeg ønsker det. Det føltes meget underligt at blive kaldt ”frivilligt barnløs”, fordi jeg ikke en gang selv er sikker på, om jeg er frivilligt eller ufrivilligt barnløs. Og er jeg overhovedet barnløs? I så fald er jeg også campingvognløs, husløs, hundeløs og kaffemaskineløs” (christinahagen.com)
Jeg har samtidig set et sted, at Amalie Langballe selv har defineret sig selv som ”demonstrativ barnløs”.
Jeg spørger Amalie, om hvilke betegnelser hun selv bruger og hvorfor:
”Faktisk bruger jeg som regel ikke begrebet barnløs. Jeg siger ofte, at jeg er steriliseret fordi det lukker meget nemmere diskussionen, end hvis jeg siger, at jeg bare ikke ønsker at få børn, for så har jeg indtryk af, at folk går i gang med at ville overbevise mig om, at det er en dum beslutning”
”Jeg forstår godt, hvorfor du selv opponerer mod begrebet barnløs. Der er jo det problem ved barnløs, som du også siger, at det lægger sig for tæt op af ”ufrivilligt barnløs”, dvs. at det repræsenterer en identitet, hvor noget, man ønskede sig, ikke skete.
For fem år siden tænkte jeg, at jeg slet ikke havde brug for en definition, jeg er jo bare Amalie, men jo ældre jeg bliver, går det op for mig, at det, at jeg ikke har børn eller får børn i fremtiden, ikke bare er lige meget, men faktisk er noget, der kommer til at definere mig som menneske. I takt med at mine venner får børn, så bliver mit fravalg en stor del af min identitet og noget, jeg faktisk hele tiden skal forholde mig konkret til”
Den barnfri jeg-fortæller i romanen Aldrig, Aldrig, Aldrig (2020) af den norske forfatter Linn Strømberg noterer sig at der omkring hende hersker en generel forestilling om at hendes liv uden børn nødvendigvis må være ensomt, ulykkeligt og meningsløst. Hun spørger:
“Er man egentlig lykkelig, hvis alle omkring en tror, man er ulykkelig? Hvis jeg vælger ikke at få børn, vil jeg så blive ved med at blive mødt med medlidenhed og sympati, for ikke at sige harme og beskyldninger om egoisme? Vil mit liv, som jeg kun har planer om, skal være et godt liv fyldt med mennesker, litteratur, glæde, underholdning, gode måltider, sene aftener og tidlige morgener, festivaler, middage, quizaftener, biografture, løbeture og kram, vil det liv blive betragtet som mangelfulgt og mindre værd end et liv med mindre tid til dette, men desto mere tid til at være mor og del af en familie? (Strømsberg, 239)
Jeg har selv i min forskning noteret mig noget lignende; at kvinder i populærkulturen der er barnløse er opdelt i to kategorier: dem der er frivilligt barnløse og dem der er ufrivilligt barnløse. Jeg kalder i min forskning de to figurer for henholdsvis: the shallow narcissist og the sad spinster. The shallow narcissist er frivilligt barnløs. Hun er “klinisk” smuk og hyperwhite som Sharon Stone i Basic Instinct, Cate Blanchett i Blue Jasmin eller Rosamund Pike i Gone Girl, hun er forblindet af et falsk, (over) priviligeret og ofte materialistisk indhold i livet og er usympatisk, ondsindet og selvoptaget. The sad spinster har omvendt et mere plain udseende. Hun er mellemblond (ofte leverpostejfarvet hår), altid deprimeret (og ofte alkoholiseret) og helt sikkert menneskeligt selvudslettet som konsekvens af sin fundamentale mangel på indhold i tilværelsen. Kvinder der selv fravælger børn er altså altid skildret som monstrøse, usympatiske, materialistiske, kolde, ondskabsfulde og hævngerrige – og som kvinder der, lidt i tråd med definitionen barnløs, lever tomme, meningsløse og ikke mindst amoralske liv. Jeg spørger Amalie om det er en stereotyp eller en framing, hun kan genkende i sit eget liv?
”ja, jeg har nogle gange fået en følelse af, at folk tror, jeg er kold, fordi jeg ikke vil ha børn. Det er ikke neutralt ikke at ønske sig børn. Det medfører, at du har nogle menneskelig fejl som kvinde. Det fornemmer jeg nogle gange. Hvis folk har læst mig og så møder mig, så fornemmer jeg, at de kan være overrasket over, at jeg er sød nok. At folk har haft fordomme om mig, altså at jeg er hård og kold, fordi jeg ikke vil ha børn. Det betyder også, at jeg godt kan mærke, at folk ligesom tager lidt forbehold”
I populærkulturen bliver ”de onde barnfri kvinder”, typisk straffet for deres amoralske liv. De bliver slået ihjel som Glen Close i filmklassikeren Farligt begær, udstødt af fællesskabet, eller de bliver sat til at varetage andre omsorgsopgaver fx barnepige, tante, guvernanter, nonner etc. Ideen er, at kvinder helst skal beskæftige sig med børn og rette deres opmærksomhed den vej, ellers må de udstødes. Er det en figur, du selv kan genkende? Og hvorfor er det mon så vigtigt, tror du, for vores kultur, at kvinder skal beskæftige sig med børn eller instinktivt drages imod børn?
”Jeg kan først og fremmest godt genkende det her med, at man kan ”købe aflad” ved at være sammen med børn på andre måder. Og også det her med at man skal synes børn altid er sjove og nuttede.”
”Altså du må endelig ikke sige, at børn er kedelige, for så er det dig, der ikke har forstået, hvor sofistikerede børn er. Man må heller ikke frabede sig børn på fx restauranter. Men det er jo en af grundene til, at jeg har fravalgt børn. Fordi jeg ikke gider det. Men det må man virkelig ikke. Man skal virkelig synes, de er skønne og dejlige og velkomne alle steder. Det synes jeg bare ikke. Jeg synes godt, der må være voksenrum, ligesom der er børnerum. Jeg sætter mig fx ikke ned på legepladsen over for mig for at være på date eller ryge smøger eller sniffe coke eller drikke mig stiv. Jeg respekterer, at det er et rum designet til andre end mig.
Når det er sagt, er det ikke sådan, at jeg slet ikke kan lide børn. Jeg kan godt lide de fleste børn, hvis jeg selv kan få lov at vælge dem til. Jeg kan særligt godt lide unge mennesker. Jeg kan godt lide, når jeg er ude og holde foredrag for fx gymnasieklasser. Jeg kan godt lide nye mennesker. Så snart de bliver individer, er de så forskellige, at jeg kan tage stilling til dem på individbasis. Jeg tror samtidig, at vi alle sammen – ikke kun kvinder – har et behov for at drage omsorg. Det er også noget, jeg selv tænker på – at jeg vil gerne være noget for nogen. Men det behøver jo ikke nødvendigvis være et barn eller et barn, man selv er mor til”
I den offentlige diskurs og igen i populærkulturen bliver kvinder, der fravælger børn, ofte fortalt, at de jo må forvente at blive ensomme (og derfor indforstået sølle), når de bliver gamle. Det er en interessant forestilling eller forventning af flere årsager, men særligt er det bemærkelsesværdigt, at der i vores kultur åbenbart dels hersker en forestilling om, at den biologiske kernefamilie er det eneste valide sociale holdepunkt for en kvinde, og dels at kvinder helt grundlæggende ikke må være alene, herunder at de forventes at bruge deres tid på og sammen med familien (underforstået børn) eller (til nøds) sammen med andre kvinder. Som Sheila Heti skriver i sin roman Motherhood (2018):
”When I think of all the people who wants to forbid abortions, it seems it can only mean one thing – not that they want this new person in the world, but that they want that women to be doing the work of childrearing more than they want her to be doing anything else. There is something threatening about a woman who is not occupied with children. There is something at-loose- ends feeling about such a woman. What is she going to do instead? What sort of trouble will she make?” (Heti, 2018, 32)
Det at være udøvende kunstner eller forfatter kan vel karakteriseres som en slags ”trouble”, og mange kvinder har jo op igennem kunsthistorien og litteraturhistorien fravalgt moderskab netop med henblik på, at kunne finde tid og ikke mindst inspiration til at kunne skrive, forske og eller skabe kunst i det hele taget.
Hvad tænker du om den problemstilling, og hvordan tænker du den forbinder sig til spørgsmålet om at fravælge børn?
Jeg tror helt klart, jeg har fravalgt børn på trods af ensomhed. Men jeg oplever faktisk tit at folk tror jeg har fravalgt børn for at dedikere mig til noget andet. Fordi jeg skriver bøger, så forventes det at jeg har brug for mere tid, som børn ville forstyrre. At det faktisk er et krav, at jeg skaber noget andet når jeg nu ikke skaber børn. At jeg er en dedikeret kunstner, og at det derfor er et acceptabelt valg. Jeg har fravalgt børn for at få mere tid, men jeg kan faktisk bare godt lide at holde fri. Det må man ikke. Man skal være dedikeret noget vigtigt. Det oplever folk som meget dovent. Men faktisk vil jeg gerne bare læse en masse bøger. Jeg ved da ikke, om jeg skal skrive flere bøger. Når jeg ser min alderdom for mig, så ser jeg mig selv med en bog – i den ensomme handling. Jeg vil bare nyde at have fri.
Det er en fin formulering, synes jeg. Den minder mig om et interview jeg engang læste eller hørte med forfatter og debattør Fran Lebowitz (som i øvrigt også er barnfri). I sin vanlige kække respons til en journalist, der stiller det (i øvrigt) noget slidte spørgsmål om, hvilke forfattere, levende som døde, hun ville invitere til et imaginært middagsselskab, udbryder hun noget i retning af at hendes idé om et fremragende litterært middagsselskab bare er Fran, der spiser alene, mens hun læser en bog.
Den danske samtidslitteratur bugner i øjeblikket af fortællinger om moderskab – og ikke mindst vigtige forsøg på at gøre forbindelsen mellem kvinderoller og moderroller mere komplekse (og derved beboelige). Synes du der mangler mere komplekse fortællinger om kvindeliv, der leves uden børn i vores kultur? – er det noget du selv kunne finde på at skrive om i fremtiden?
”Jeg tror ikke, jeg kan opstille den slags rammer for mit eget forfatterskab – der kommer, hvad der kommer. Men som almindelig kulturforbruger kan jeg godt savne nuancerede portrætter af kvindeliv uden børn. Da HBO annoncerede, at der ville komme en spin-off-serie af Sex and the City, var jeg meget spændt på, hvordan de forestillede sig, at karaktererne Samantha og Carrie var blevet gamle, fordi de begge var barnløse – Samantha var ovenikøbet single, da sidste film sluttede. Desværre blev Samantha skrevet ud af serien, men jeg syntes, det – trods seriens lave kvalitet i det hele taget – var spændende og uvant at se Carries liv. Hun var hverken blevet sørgelig eller usædvanligt dedikeret til karriere eller blevet supertante. Bare sådan et eller andet indimellem. Det tror jeg, vi mangler mere af. ”
Litteraturliste
Hagen, Christina: http://www.christinahagen.com/med-mig-selv-i-mine-egne-arme/
Heti, Sheila: Motherhood. Henry Holt and Company, 2018
Langballe, Amalie: Forsvindingsnumre. Lindhart & Ringhof, 2019
Safer, Jeanne: Beyond Motherhood. Choosing a Life without Children. Pocket Books, 1996
Strømsborg, Linn: Aldrig Aldrig Aldrig. Turbine, 2020