Tag: Lærere

Jeg er Apollons træ

I begyndelsen af 1900-tallet udtrykker kvinder erotiske erfaringer diskret ved at tale om græs, der brænder eller trykkes ned som et tæppe under elskende. Men efterhånden bliver omskrivninger unødvendige, og Eros’ betydning for en kvindelig lyrikergeneration bliver tydelig, blandt andet hos Berit Spong, Ingeborg Björklund, Greta Knutson, Martha Larsson, Maria Wine, Ingeborg Erixson og Elsa Grave.

Hvad har I lært?

Hilja Valtonens Nuoren opettajattaren varaventtiili (Den unge lærerindes sikkerhedsventil) fra 1926 var den første moderne finske underholdningsroman, og den blev stildannende. Mellem 1926 og 1975 skrev hun hen imod 30 bestsellere. Hendes heltinder er selverhvervende, ofte autodidakter, og ægteskabet beskrives som et lokkende, men ikke eneste, alternativ. En række af romanerne er skarpe analyser af uligheden i ægteskabet og skildrer den moderne mand som »i grunden gammeldags«. Den nye populærroman kombinerede uforfærdet romantisk handlingsintrige med analyse af kvinders indre konflikter.En anden forfatterinde, Elsa Soini, problematiserede den moderne kvindes stilling i mellemkrigstidens samfund. Hun beskriver forskellige generationer af kvinder; fra århundredskiftets kvindesagsforkæmpere til moderne »drengepiger«. Og forfatterskaber er i det hele taget en problematisering af den skarpe grænse mellem kvindeligt og mandligt.

Slid og armod i Norges bygder

Ingeborg Refling Hagens fortællinger fra 1920’erne viser både nationalromantiske træk og en ny form for fattigdomsrealisme, hvor bygdelivet fremstilles uden nostalgisk romantisering af en autentisk kultur. Fri for nostalgi er også Gro Holm og Magnhild Haalkes romaner. Hos Gro Holm udleveres bygdelivets kvindeundertrykkelse, og i Magnhild Haalkes romaner danner naturen og folkelivet baggrund for dybdeborende psykologiske skildringer.De tre forfattere er forskellige. Alligevel kaster de alle et nyt og kritisk blik på »det gamle samfund« og er i deres forfatterskaber dybt forankret i den kultur, de ser truet af opløsning.

Driften er lovløs og naturlig

De kvindelige forfattere i den såkaldte ‘primitivisme’ skriver om lovløs lidenskab. Romanerne slutter ofte med, at kvinderne betaler med livet for deres forbudte lidenskab. De udtrykker en mere eller mindre eksplicit kritik af den patriarkalske sammenkobling af kvinderne som seksuel ejendom og besiddelsen af jorden, samtidig med at en erotisk ambivalens fastholdes; en strategi, der uden tvivl har givet romanerne et stort kvindeligt publikum.Romanerne formidler en gedigen viden om landarbejdets forskellige genvordigheder og glæder. De dvæler ved kvindekulturens betydning for overlevelsen på landet og pointerer kvindens bærende rolle i den strenge selvforsyningsøkonomi. Fælles for mandlige og kvindelige primitivister er frisproget i de erotiske skildringer. Det nye, den kvindelige primitivisme tilfører svensk litteratur, er, at ambivalensen gøres fri af sine religiøse og patriarkalske forudsætninger og bliver til en helstøbt sanselig kode.Det kvindelige begær er stort, det brænder landsbyer af, ødelægger ægteskaber, slagter bønder og får kvinden til at bekræfte sig selv ved at lytte til sin egen krop. Indtil hun og hendes afkom straffes – ofte med døden.

Sne til hjertet, kulde til følelserne

Fire kvindelige lyrikere gjorde sig bemærket i Sverige på tærsklen til det 20. århundrede: Jane Gernandt-Claines forfatterskab, der foruden digtsamlingerne bestod af 12 romaner og fem novellesamlinger, var hendes forbindelse til fædrelandet. Siden debuten i 1893 havde hun udgivet prosabøger med emner fra fremmede lande. Gennem hele forfatterskabet høres et stærkt engagement for kvindens ret og lighed, samtidig med at kærligheden fremstilles som livets mål.Anna Cederlund agiterede for skønhedens betydning for dagligdagen. Digtsamlingens sidste digt taler om en mægtig kraft uden for hende selv, en kærlighedens kraft. Harriet Löwenhjelms forfatterskab består af 22 dagbøger med vignetter, raderinger og tegninger, manuskripter til bøger, breve og enkelte digte. Hun var kendt for at gøgle og skjule sig bag forskellige forklædninger. Hun hentede sine figurer fra middelalderens folkelige lystspil, commedia dell’arte. Karin Ek havde et ønske om at nå ud til hele det svenske folk. Det, hun først og fremmest ville formidle, var kærligheden til poesien. Hendes egne digte udsprang af såvel lidenskab som lidelse, for hende blev poesien nødvendig.

Da livet var stærkest

I 1944, 15 år efter Arnold Norlinds død, skrev hans hustru, forfatteren og religionshistorikeren Emilia Fogelklou den beretning om ham, som blev begyndelsen til beretningen om hende selv. Hun var da 66 år gammel. Og bogen ‘Arnold’ indledte den selvbiografiske trilogi, som udgør højdepunktet i Emilia Fogelklous omfattende forfatterskab.Rækkefølgen kan forekomme overraskende, for hun skrev ikke sin selvbiografi kronologisk fra barndommen og fremad – eller fra det nærliggende nu og baglæns. Hun begyndte midt i. Årsagen finder man i ‘Arnold’. I mødet med ham var livet størst. Her begyndte hendes tidsregning. Bogen er en af de store kærlighedsskildringer i svensk litteratur – og en meget særegen kvindelig tilblivelseshistorie.

En forfatters tilblivelse

Tora Dahls (1886-1980) vej til forfatterskabet var lang. Hun begyndte allerede at skrive, inden hun fyldte 20 år, men debuterede først i 1935, da hun var 49 år gammel. Sit virkelige gennembrud fik hun, efter at hun var fyldt 70. I 1954 indledte hun en selvbiografisk suite, der kom til at bestå af 18 dele.Det er et enestående projekt i svensk litteraturhistorie. Hendes bøger spænder over et helt århundrede. Skildringen tager sin begyndelse lige efter det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet. Og den lange fortælling om en kvindes vej gennem det moderne Sveriges historie er ikke kun en enestående kulturhistorisk skildring.Gennem sit konsekvente kvindeperspektiv skriver den også en anderledes og for mange provokerende litteraturhistorie. Man kan læse Tora Dahls selvbiografiske serie som en omstændelig, men alligevel succesrig historie om en forfatters tilblivelse. Samtidig er den også en desillusionshistorie. Én eneste lang historie om kampen for at komme til orde.

Nordlands mørke eventyr

Det norske område Nordland fik med Regine Normanns (1867-1939) forfatterskab nye dimensioner. Her forbindes autentisk hverdag og kendt folketradition. Hun blev en sproglig fornyer, der videregiver den nordlandske dialekt i normaliseret sprogdragt, dog så den rytmiske, mundtlige fortællestil understreger de mytiske og folkelige tænkemåder.I de mange eventyrsamlinger hun udgav, fremstår hun som folklorist og traditionsformidler. Mange af hendes bøger kredser om magtkampe mellem kvindegenerationer. Billedet af en magtsyg, hævngerrig og pietistisk moderskikkelse varieres gang på gang. Men hendes nordlandskvinder er fri for den borgerlige pigeopdragelses pynteligheder. Her er det ingen synd, at en kvinde bliver gravid med sin kæreste. I Regine Normanns gamle Nordland kan kroppens naturlige, frodige behov tilfredsstilles. I det senere forfatterskab sætter en religiøs tone imidlertid sit præg på teksten.

Rejsen til København

Súsanna Helena Patursson var én af en række kvindelige, færøske forfattere i den nationale bevægelse. Hun skrev det første færøske teaterstykke Veðurføst, som blev opført i 1889. Desuden opfordrede hun kvinder til at deltage i den offentlige diskussion, til at uddanne sig og belærte dem om, hvordan hus og hjem burde indrettes.Som udgiver og redaktør af det første færøske kvindeblad Oyggjarnar (Øerne) 1905-08 gjorde hun husholdning, boligindretning og madopskrifter til en national og politisk sag. Paturssons kvindelige efterfølgere tæller navne som Billa Hansen, Andrea Reinert og Maria Mikkelsen. Mens alle disse rejste ud i verden for at lære og søge inspiration, vendte Johanna Maria Skylv Hansen i sit forfatterskab tilbage til det gamle bondesamfund.

Moderskabets pris

Bevarede dagbøger vidner om, at Maj Hirdman allerede tidligt udstak planer for sit forfatterskab: et værk om arbejderkvinder, en selvbiografi, folkets historie – for at finde de »veje som fører ud af fornedrelsen«. Men hendes vej fra dagbogsskriveriet til det litterære marked blev tung. Hun forsøgte at skrive samtidig med, at hun passede hjem og spædbarn, levede fattigt og ofte var syg. Det lykkedes hende at få udgivet digte og noveller, men afslagene var mange.I 1921 debutterede hun med romanen Anna Holberg. Herefter arbejdede hun på at blive levebrødsforfatter, men noget virkeligt gennembrud kom aldrig. Hun startede i det moderne, med Nietzsche, Strindberg, anarkisme og subjektivisme.Siden gik noget i hende til grunde, forsvandt med for trange boligforhold og børn. I stedet kom den store kamp imellem moderskabsdrømmen og mændenes verden. I den kamp skabte Maj Hirdman et sprog for sin ambivalente kvindegeneration, en levende stemme.